Interview
Læsetid: 7 min.

Tilbage til den socialdemokratiske drøm

Midten er en foranderlig størrelse, siger den tyske socialdemokratiske tænker og analytiker Henning Meyer, der efterlyser en socialdemokratisk version af den amerikanske drøm
Katastrofen på midten. Den socialdemokratiske leder Frank-Walter Steinmeier lykønsker Angela Merkel med genvalget som kansler i 2009. Men det er ikke i en forbrødring på midten at socialdemokraterne skal genvinde rollen som folkeparti siger Henning Meyer.

Katastrofen på midten. Den socialdemokratiske leder Frank-Walter Steinmeier lykønsker Angela Merkel med genvalget som kansler i 2009. Men det er ikke i en forbrødring på midten at socialdemokraterne skal genvinde rollen som folkeparti siger Henning Meyer.

Fabrizio Bensch

Moderne Tider
18. august 2012

De europæiske socialdemokratier har brug for en samlende fortælling,« siger den tyske socialdemokrat og politolog Henning Meyer og drager en overraskende parallel til ’den amerikanske drøm’.

»I USA er der mere tale om et fatamorgana end en realiserbár drøm, men som fortælling er den et godt eksempel, der kan fungere som troværdigt koncept på tværs af sociokulturelle grupperinger. Det må være et krav om et lignende koncept, man skal stille til et nydefineret socialdemokrati.«

Som redaktør på det socialdemokratiske tidsskrift Social Europe Journal og som ansat ved London School of Economics beskæftiger Henning Meyer sig med at afsøge nye horisonter for den socialdemokratiske tanke. Selv peger han på begrebet om ’det gode samfund’ som en mulig samlende fortælling. Men ideer må nødvendigvis ledsages af konkret politik. Ifølge Meyer har Europas teknokratiske socialdemokratier i løbet af 90’erne i for høj grad haft blikket rettet mod at tiltrække tvivlende vælgere og har derfor forsømt at udvikle politik med konkret indhold.

»Når man ser på konsolideringen af Den Tredje Vej i Storbritannien og de reformpolitiske bestræbelser, der fandt sted i de europæiske socialdemokratier i løbet af 90’erne, står det ganske klart, at politik blev ført med det primære formål at vinde valg. Det politiske indhold i de år blev ikke bare grebet ud af den blå luft, men den konkrete politik blev domineret af sociologisk assistance og fokusgrupper med henblik på at vinde valg.«

Et værdibaseret koncept

De europæiske socialdemokratier for længst måttet redefinere deres oprindelige udgangspunkt som arbejdernes og industrialiseringens partier. I første halvdel af det 20. århundrede var socialdemokrater medvirkende til at organisere og skabe bedre kår for arbejderklassen. I anden halvdel spillede de en afgørende rolle i opbygningen af velfærdsstaten. I dag har de vesteruopæiske socialdemokratier gradvist mistet deres rolle som folkepartier med bred appel til både arbejdere og øvrige samfundsgrupper. Ifølge en ny måling foretaget for Altinget er det danske socialdemokrati reduceret til det tredjestørste arbejderparti efter Venstre og Dansk Folkeparti.

Hvis socialdemokratiet atter skal finde tilbage til rollen som folkeparti, må man blive i stand til at udvikle et overordnet værdibaseret koncept, der kan sammenbinde forskellige socioøkonomiske grupper, siger Henning Meyer, der lokaliserer en del af problemets rødder i 90’ernes politikskifte.

»I Storbritannien indrettede Labour sin politik efter at vinde vælgere fra de konservative for at få flertal i parlamentet. Det førte indholdsmæssigt til, at man undlod at udvikle politiske alternativer. Man tilpassede sig mainstream. Der fandtes forskelle, men i første linje galdt det ikke om at udvikle politiske analyser, der kunne munde ud i et alternativ til den konservative politik. Man ville først og fremme vinde valg.«

Ifølge Meyers analyser betyder 90’ernes erfaringer imidlertid ikke, at den socialdemokratiske analyse ikke længere skal fokusere på midten.

»Spørgsmålet i dag er, på hvilken måde man når midtervælgerne. Midten er jo ikke et ideologisk koncept. Midten er en foranderlig størrelse. Det ser man blandt andet, hvis man i øjeblikket ser på befolkningens synspunkt på finanssystemet, hvor mainstream-vælgernes holdning har forandret sig i løbet af det sidste par år.«

Set fra et vælgermæssigt synspunkt gav Tony Blairs strømlining af Labour god mening, medgiver Meyer. New Labour formåede at vinde og holde fast i magten i en længere årrække, men med den europæiske gældskrise viste strategien sine begrænsninger. I dag identificerer Henning Meyer to afgørende faktorer, der efter hans mening har spillet en afgørende rolle i de europæiske socialdemokratiers aktuelle krise.

»Da finanskrisen ramte, stod man for det første uden klare politiske alternativer efter at have tilpasset sig den politiske mainstream. For det andet blev de socialdemokratier, der sad i regering rundtomkring i Europa, set som medvirkende årsag til krisen. I England har Labour sammenlagt siddet 30 år i regering og er derfor blevet bebrejdet af vælgerne, at de ikke er skredet ind over for bankernes magt. Derfor bliver Labour set som en del af problemet. Den socialdemokratiske krise består efter min mening hovedsageligt i disse to faktorer: manglen på politiske alternative og den uønskede rolle som en del af problemet«

— Hvordan kommer man videre derfra?

»For det første er det klart, at man er nødt til at fremvise overbevisende alternativer. Den samlede offentlige debat i Europa og i USA viser, at almindelige mennesker ser socialdemokratisk politik som en legitimering af det eksisterende system. Der er stor utilfredshed, men der eksisterer. Man må levere en analyse,« siger Meyer og peger blandt på sit eget tidsskrift Social Europe Journal.

»Man må også anerkende, at der er forskellige situationer i de forskellige lande. På basis af bestemte analyser og værdier må man identificere en vej ud af moradset, som man kan betjene sig af.«

»Derefter må man samtidig stille sig selv spørgsmålet om, hvordan man vinder valg«, siger Meyer og peger på en tredje udvikling, der først og fremmest tog fart i 90’erne, hvor Den Tredje Vejs socialdemokrater forlod den ideologiske tænkning for i stedet at forsøge at imødekomme forskellige vælgergruppers partikulære interesser. »Ved at jage stadig mindre grupper af vælgere, giver man også afkald på et samlende koncept. Man må efter min mening forsøge at vende den udvikling. Der findes stadig en mulighed for at tilbyde forskellige samfundsgrupper et samlet koncept. Under de nuværende betingelser kan man kun have succes med et længere perspektiv for øje.«

’Det lange lys’

Henning Meyer anbefaler et perspektivskifte i de socialdemokratiske partiers opfattelse af vælgerne.

»En udbredt antagelse i 90’ernes socialdemokratier var, at vælgerne var rationelle aktører, der placerede deres kryds med henblik på at optimere deres egne interesser. Der findes naturligvis altid elementer af det, men hvis man eksempelvis læser neurolingvisten George Lakoff, der også har bedrevet valgforskning, bliver det klart, at vælgerne også vælger politikere, hvis de identificerer sig med deres værdigrundlag og deres troværdighed. Om man så at sige kan opbygge en troværdig relation med politikerne«, siger Henning Meyer.

»Det forklarer f.eks., hvorfor George Bush var så populær. Han hævede skatterne for 90 pct. af amerikanerne, mens de resterende 10 pct. fik skattelettelser. Rationelt set burde ingen have stemt på ham, men han blev valgt, fordi folk troede på ham og personligt kunne identificere sig med ham. Det handler ikke altid om maksimering af nytteværdi.«

»Et andet godt eksempel er De Grønne i Tyskland. Efter Fukushima-katastrofen i Japan blev modstanden mod atomkraft mainstream i de politiske partier, men det blev De Grønne, der profiterede på vælgernes modstand mod atomkraft, fordi de i et længerevarende perspektiv havde gjort netop modstanden mod atomkraft til en del af deres værdigrundlag. Tidligere var de et randfænomen i tyske valg. I dag ses de som de mest autentiske repræsentanter for modstanden mod atomkraft.«

Ifølge Meyer bør de europæiske socialdemokratier netop af den grund atter få ’det lange lys’ på, som den socialdemokratiske folketingskandidat Peter Hummelgaard for nylig anbefalede i Information. »Det er en vanskelig, men nødvendig udfordring at beskæftige sig med disse langvarige perspektiver i et politisk system, der først og fremmest har fokus på det næste valg.«

Merkels katastrofale politik

Med eurokrisen er netop de politiske langtidsperspektiver for Europas udvikling blevet skræmmende aktuelle. Senest er de tyske socialdemokrater atter begyndt at tale om nødvendigheden af en fælleseuropæisk overtagelse af kontinentets samlede gæld. I Tyskland er SPD’s politiske manøvrerum imidlertid indsnævret med Merkels sparepolitik, der accepteres af et flertal i den tyske befolkning. Henning Meyer betegner imidlertid Merkels sparepolitik som »katastrofal«, fordi den ved at hæmme væksten i de kriseramte lande underminerer de strukturelle forudsætninger for en vej ud af krisen.

»Efter min vurdering har Angela Merkel med en fejlagtig analyse af krisens årsager medvirket til at forstærke den. Hun ikke har forstået, hvordan krisen ikke blot er et enkelttilfælde i Grækenland, men at den har europæiske dimensioner. Derfor gik hun heller ikke tilstrækkeligt imod, da populistiske ytringer såsom ’vi betaler for grækere på pension’ begyndte at brede sig i den tyske befolkning. I et vist omfang har hun selv været med til at udbrede den slags udsagn. Hun har medvirket til at definere krisen som en statsgældskrise, men eurokrisen er også en konsekvens af finanskrisen«, siger Henning Meyer.

Spørgsmålet om krisens årsager og forvaltning peger ifølge Henning Meyer tilbage til et af de problemer, nemlig ulighed, hvis bekæmpelse burde være en socialdemokratisk grundkompetence.

»Uligheden er på globalt niveau stigende. Vi er snart tilbage på 30’ernes niveau. I Tyskland er reallønnen er gået tilbage i de sidste 50 år, mens forbruget er faldende. Finanskrisen var også en konsekvens af denne form økonomisk ulighed«, siger Meyer.

»Samtidig fordeles eurokrisens omkostninger ikke blot ulige mellem de europæiske lande, men også internt i de europæiske lande. For eksempel når man ser på den høje ungdomsarbejdsløshed i Spanien, mens arbejdstagere ikke kan fyres.«

»En analyse, der tager udgangspunkt i, hvordan ulighed har været med til at destabilisere hele systemet er efter min overbevisning en af de grundpiller, som man bør forsøge at bygge en ny socialdemokratisk politik op omkring.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her