Læsetid: 2 min.

Uge 32: Amerikanske podcast, der vil gøre dig til middagsselskabets centrum

Det kan være svært at small-talke eller endnu værre big-talke til middagsselskaber uden enten at virke selvoptaget, snagende, uinteresseret eller selvhævdende. Her følger fem stærke amerikanske podcast, der vil give dig interessante samtaleemner og fremstille dig selv som beleven, klog og interessant på baggrund af et underholdende og minimalt stykke arbejde
11. august 2012

This American Life

Det Chicago-baserede NPR-radioproram, der fik et internationalt gennembrud med podcast’en for en halv snes år siden. Konceptet er enkelt, men uhyre vellykket: Hvert show har et tema, der bliver vendt og drejet med eksperter, cases, fiktive fortællinger, stand uppere eller små reportager. Det kan handle om alt fra penges oprindelse, revolutioner, folk der er forbyttet ved fødslen, livet efter døden, søvngængeri eller international makroøkonomi. Det hele er bundet sammen på elegant og underholdende vis i en pakke på en time, og én time vil give dig materiale nok til måneders middagsselskaber. Men pas på, det kan være vanedannende, og der ligger arkivmateriale og venter tilbage fra 1990’erne.

Radiolab

En anelse hurtigere i sin stil end This American Life, men kan i koncept minde om det, dog med den undtagelse, at der her er tale om ren videnskabsjournalistik. Men det kan også bringe dig vidt omkring i en blanding af filosofi, nysgerrighed, videnskab og humanisme. Myrer, aber, videnskabelige fejltagelser, om at falde, sæd, racer – og ja, selve livets opståen. Det går som nævnt lidt stærkt indimellem, ikke i den forstand at det bliver for teknisk – nærmest tværtimod – det kan være en smule poppet, så man skal lige sikre sig, at man ikke sidder ved siden af en primatolog, når man går i gang med at kloge sig om chimpansens lighed med mennesker. Men underholdende er det.

TED

Var man videnskabsmand, kunne man sikkert også anklage de såkaldte TED-talks for at være en smule overfladiske, men jeg er journalist, så for mig er det rigeligt. I lighed med This American Life har TED opnået verdensomspændende succes med deres koncept, der dog ikke er et regulært radioprogram, men nærmere en mini-forlæsning af verdens kvikkeste forskere, politikere, nobelprismodtagere og meningsdannere. De har hver 20 minutter til at præsentere deres forskningsresultater, og det er som regel med slideshow og hele udtrækket, så vi alle sammen kan forstå det og videregive det til borddamen. Alle de største har været denne vej omkring og faktisk også et par danske, som du måske skal holde lidt igen med at referere – bl.a. Lomborg.

Freakonomics Radio

Måske kender du bogen Freakonomics, der i 2005 sammensmeltede populærkultur og makroøkonomi og solgte flere millioner eksemplarer verden over. Bogen blev til en blog i New York Times, en film og også et radioprogram, der blev et af verdens mest populærere Podcast. Konceptet er det samme: En pædagogisk populærvidenskabelig indføring i økonomiske komplekse problemstillinger, men i radioudgaven med en dagsaktuel vinkel. Det skal nok imponere selv garvede statskundskabere.

The Dinner Party

Endelig er der den amerikanske Podcast, der går hele vejen og direkte målretter sit show på samme måde som disse anbefalinger. Det bliver det bestemt hverken mere letbenet eller useriøst af, for også her er der tale om tung videnskabsjournalistik, præsenteret i pakker, du kan bruge til middagsselskaber. Vidste du for eksempel, at en svensk forsker har gennemgået tusinde skibsvrag og fundet ud af, at kvinder og børn aldrig bliver reddet først? Eller hvem der opfandt Esperanto? Masser af forskningsformidling og interessante interviews (udformet som middagssamtaler) ligger og venter krydret med de mest populære amerikanske komikeres bedste jokes.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer