Læsetid: 5 min.

16 tyske dommere afgør Europas fremtid

Onsdag afgør den tyske forfatningsdomstol, om finanspagten og EU’s redningsfond kan vedtages i Tyskland. Hvis de siger nej, er hele EU’s fremtid på spil
Opbakning. Der er da sager, hvor man tænker, at domstolen bliver for politisk, men det er godt, at den holder øje med, at borgernes rettigheder ikke bliver krænket, siger skolelærer Peter Hofmeister.

Opbakning. Der er da sager, hvor man tænker, at domstolen bliver for politisk, men det er godt, at den holder øje med, at borgernes rettigheder ikke bliver krænket, siger skolelærer Peter Hofmeister.

Kasper Jensen

8. september 2012

Det kan forekomme absurd, at Europas fremtid ligger i hænderne på 16 rødklædte dommere i den sydtyske by Karlsruhe. Men sådan er det. Hele Europa venter på en kendelse, som den tyske forfatningsdomstol afsiger på onsdag. Det er en afgørelse, europæerne har set hen til.

Der er gode historiske grunde til, at det netop er den tyske forfatningsdomstol, som træffer afgørelsen. Fra Bruxelles til Washington venter politiske og økonomiske magthavere på dommernes endelige afgørelse i spørgsmålet om, hvorvidt finanspagten og EU’s permanente redningsfond ESM stemmer overens med de paragraffer i den tyske forfatning, der sikrer tysk suverænitet. Hvis forfatningsdomstolen vurderer, at EU’s finanspagt og ESM indebærer suverænitetsoverførelse til europæisk niveau, vil Angela Merkel muligvis være tvunget til at kaste sine landsmænd ud i en folkeafstemning. Konsekvenserne er uoverskuelige.

I et kriseramt Europa, hvor tyskernes vilje til at drive den europæiske integration videre ifølge eksperter og meningsmålinger er aldeles tvivlsom, er forfatningsdomstolens betydning for Tysklands og Europas skæbne enorm.

»Det er et stort problem, hvis dommerne i Karlsruhe sætter barren for en politisk union så højt, at man ikke kan forestille sig at tyskerne er villige til at acceptere den«, siger Ulrike Guérot fra tænketanken European Council of Foreign Relations.

Domstolens anseelse

Når Tyskland vælger at lade de 16 dommere fordelt på to kamre afgøre, hvilken retning den europæiske krisestyring fremover skal tage, skyldes det forfatningsdomstolens særlige position. Blandt almindelige tyskere nyder domstolen i modsætning til folkevalgte politikere generelt stor anseelse for sin rolle i liberaliseringen af den politiske kultur i efterkrigstidens Tyskland.

»Der er naturligvis sager, hvor man tænker, at forfatningsdomstolen bliver for politisk«, siger den 57-årige skolelærer Peter Hofmeister, der til daglig underviser berlinske skoleelever i fransk og geografi.

»Eksempelvis i spørgsmålet om krisefonden, hvor man godt kunne forestille sig, at der i grunden er tale om en politisk beslutning. Individets demokratiske rettigheder bliver praktisk talt overført til en europæisk institution, der ikke er blevet valgt af nogen«, siger Hofmeister, som Information besøger i hans lejlighed i berlinerbydelen Steglitz.

Som barn af Forbundsrepublikken er Peter Hofmeister vokset op med domstolen, der siden sin stiftelse i 1951 har udviklet en aktivistisk kurs. Som borger i berlinerrepublikken har Hofmeister set eurokrisen medvirke til at politisere domstolens rolle.

Mere end 30.000 tyske borgere, en tidligere socialdemokratisk justitsminister, konservative parlamentarikere samt partiet Die Linkes forbundsdagsgruppe valgte efter Forbundsagens vedtagelse af finanspagten i begyndelsen af juni nemlig at gøre brug af deres grundlovssikrede ret til at klage direkte over finanspagtens og krisefondens indskrænkning af tysk suverænitet til forfatningsdomstolen. På trods af flertal på de nødvendige to tredjedele i den tyske forbundsdag måtte Angela Merkel i juni affinde sig med, at domstolen tog sig ekstra tid til at behandle klagen.

Netop muligheden for at lade almindelige borgere komme til orde er et af de afgørende punkter, hvor den tyske forfatningsdomstol adskiller sig fra eksempelvis den danske Højesteret, der kun sjældent, som i forbindelse med Tvind-loven, lader privatpersoner anlægge grundlovsrelaterede klagesager.

»Alene mellem 1951 og 1999 har forfatningsdomstolen behandlet i omegnen af 132.000 sager«, forklarer den danske demokratiekspert og filolog Mogens Herman Hansen.

»Langt de fleste klagesager er indledt af almindelige borgere eller foreninger. Resten, ca. 4000, er sager, hvor domstolen eftergår love vedtaget af den tyske forbundsdag og ved prøvelser når frem til, at de ikke er i overensstemmelse med grundloven. Derefter bliver lovene kasseret. I de fleste tilfælde kasseres de dog ikke i helhed, men i stedet gennemgås lovene med forslag til ændringer, der kan gøre dem forfatningskonforme«, siger Mogens Herman Hansen, der mener, at domstolen via sin direkte og indirekte indflydelse på lovgivningsarbejdet de facto nærmer sig en position som tredje lovgivningskammer ved siden af Forbundsdagen og Forbundsrådet.

Militant demokrati

Når tyskerne, der ellers er proeuropæiske, er skeptiske i forbindelse med både grundlovsændringer og suverænitetsafgivelse, accepterer domstolens vidtrækkende indflydelse, hænger det sammen med dens afgørende betydning for liberaliseringen af den vesttyske politiske kultur i efterkrigstiden. Som Peter Hofmeister understreger:

»Efter krigen var tilliden til demokratiet ikke særlig stor i Tyskland. Man har gjort meget i Tyskland for at kunne udøve kontrol over politikerne. Et af de vigtigste instrumenter har været forfatningsdomstolen.«

Det er netop domstolens forhistorie som uafhængigt værn mod antidemokratiske udskejelser, som konservative EU-modstandere sætter deres lid til, når de håber, at forfatningsdomstolen på torsdag forsvarer tysk national suverænitet, mens liberale og venstreorienterede EU-skeptikere i særlig grad håber, at domstolen vil leve op til sin funktion som garant for transparens og demokrati og sætte grænser for både finanspagt og krisefond, der der i sidstnævnte kredse opleves som en svækkelse af tysk suverænitet.

I modsætning til internationale kritikere af Angela Merkels krisepolitik ser Peter Hofmeister ikke domstolens indblanding i eurokrisen som udtryk for et politisk svigt.

»Vi har en helt ny situation i Europa. Da man skabte euroen, regnede man jo med, at hvert land ville kontrollere sine finanser og stå for sin egen gæld. Nu har man slået fast, at det ikke fungerer. Nu er der behov for internationale løsninger, der rækker videre end den enkelte regerings beføjelser.«

Blandt Peter Hofmeisters landsmænd hersker imidlertid udbredt mistanke om, at internationale løsninger i virkeligheden dækker over overførsel af tyske skatteyderes penge til slunkne sydeuropæiske kasser. De reelle omkostninger ved krisefonden ESM er nemlig stærkt omdiskuterede. I avisen Die Welt angriber EU-juristen Gunnar Beck fra University of London den europæiske krisefond som »entydigt retsstridig«.

Domstolen som gidsel

»Træder ESM først i kraft«, skriver Beck, »stilles der samtidig spørgsmål ved et af national- og retsstatens grundlæggende principper: Forbundsdagens ret til selv at bestemme over finanserne og derigennem øve indflydelse på på befolkningens leveforhold via skatte- og udgiftspolitik.« Ifølge officielle tal skal Tyskland bidrage med 190 milliarder ud af fondens samlede 700 milliarder euro. Konservative kritikere frygter imidlertid, at Tyskland uden en politisk union vil være ude af stand til at modsætte sig uforudsete udgifter i forbindelse med krisefonden.

Det politiske pres forud fra konservative som Beck for onsdagens domfældelse skal ikke underkendes siger Ulrike Guérot.

»Dommerne kan ikke bare sige ja til ESM, fordi de er under stærkt pres. Karlsruhe er blevet taget gidsel af det konservative miljø, der ønsker at undgå mere Europa. Domstolen vil sandsynligvis være nødt til at understrege behovet for en mere detaljeret politisk styring.«

Tid er imidlertid en knap ressource i krisen, der i stadig højere grad synes at kalde på akutte løsningsforslag. Da forfatningsdomstolen i juni udbad sig mere tid til at tage stilling til sagen, afstedkom meldingen stigende renter og generel usikkerhed på de finansielle markeder, der tolker enhver forhaling som et tegn på europæisk rådvildhed og manglende tysk lyst til at sørge for valutafællesskabets overlevelse. Som mange andre almindelige tyskere ser Peter Hofmeister stadig domstolens integritet som mere væsentlig end hensynet til kapitalbevægelser og rentestigninger.

»Det er godt, at forfatningsdomstolen er der til at se efter, hvorvidt den tyske borgers rettigheder bliver krænket.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Sønderkøge

Når politikerne i årtier har nægtet at tage udfordringerne op så er det godt og nødvendigt at der er nogle bagstoppere hertil.

Det kunne vi i Danmark lære meget af.

Henrik L Nielsen

Jeg tror simpelthen ikke på at disse 16 dommere på nogen som helst måde tør underkende finanspagten og redningskransen, hvis de på nogen som helst måde kan undgå det. Konsekvenserne vil være så enorme at de sandsynligvis vil strække forfatningen endog meget langt for at få den til at passe.

Dette er en yderst alvorlig sag for alle i Europa.

Bundesverfassungsgericht eller Forfatningsdomstolen i Karlsruhe tilhører ikke de retslige domstole i Tyskland, men har udelukkende til formål at tilse, at den tyske forfatning, Grundgesetz, overholdes, og at den overholdes 100%.
Domstolen tager indbragte sager op, men kan også selv tage sager op til vurdering, og er ikke på nogen som helst måde underlagt politisk kontrol. Derfor er det før set, at domstolen er gået imod stærke politiske og nationale interesser i vigtige sager.

Hvis domstolen stopper regeringens mulighed for at agere, er det simpelt hen fordi det strider imod forfatningen. Men hvad enten man sympatisere med EU eller ikke, er det en kendsgerning, at Europa samtidig står den vanskeligste situation siden krigen. Og krisen vil derfor både blive langt dybere og meget mere langvarig med enormt tab af arbejdspladser og levestandard til følge. Og så er det jo ingen trøst, at Tyskland også vil miste en hel del af sin konkurrencemæssige fordel.