Analyse
Læsetid: 5 min.

Den Andens Anden

Kreditvurderingsselskaberne er vores tids svar på en ’Anden for den Anden’ – en garant for, at der er fornuft i den måde, økonomien udvikler sig
Moderne Tider
15. september 2012
Kreditvurderingsselskaberne er vores tids svar på en ’Anden for den Anden’ – en garant for, at der er fornuft i den måde, økonomien udvikler sig

Jacques Lacan sagde berømt, at der ikke findes noget metasprog; at der ikke er andre garanter for, at vores sprog fungerer, end det, der ligger i sproget selv. Sproget må så at sige rumme sin egen retfærdiggørelse. En lignende opfattelse blev udtrykt ved at sige, at der »ikke er nogen Anden for den Anden«. Dette kræver en forklaring.

Den Anden kan blandt andet forstås som det, at der er en form for fornuft og sammenhæng i vores sprog; den Anden er den symbolske orden, den er det netværk af tegn og symboler, som vi møder og forsøger at forstå verden igennem. At der ikke er nogen Anden for den Anden vil sige, at der ikke gives nogen sidste garant for, at den Anden fungerer. Sproget fungerer, men vi kan aldrig få det endegyldige bevis for at det, der bliver sagt i det, rent faktisk betyder det, der bliver sagt. For at tage et banalt eksempel: »Du siger, at du elsker mig, men elsker du mig også virkelig? Altså virkelig virkelig?« At der ikke findes nogen Anden for den Anden, indebærer, at man må leve med, at det spørgsmål aldrig kan gives det ultimative svar. Der findes blot forskellige måder at lære at omgås denne usikkerhed (tillid, kærlighed, jalousi osv.). Måske de succesfulde parforhold alle har det til fælles, at begge partnere simpelthen lærer at have tillid til, at den Anden fungerer, uden at kræve det endegyldige bevis.

Den postmoderne Anden

En relativt almindelig samtidsdiagnose for den postmoderne tidsalder ville nu være at sige, at vi har større problemer at bakse med, end det at der ikke er nogen Anden for den Anden. Er postmodernitetens symptom ikke netop, at der heller ikke engang er nogen (kohærent og meningsfuld) Anden mere? Alt er fragmenteret og usammenhængende, og der er ingen nødvendighed i at antage, at tingene vil fungere på samme måde i morgen, som de har fungeret i dag. Vi forlader os derfor ikke mere så umiddelbart på, at den Anden fungerer. Måske er det derfor en logisk konsekvens, at vi netop i disse tider kan bevidne fremkomsten af en række institutioner og praksisser, der synes at passe lige præcis på det, Lacan kaldte ’en Anden for den Anden’. Dengang den Anden fungerede, (for nu at udtrykke det lidt nostalgisk); da vi mere eller mindre fandt os til rette i verden og stolede på, at vi vidste nogenlunde, hvordan den hang sammen, var der ikke brug for en ’Anden for den Anden’, men netop fordi vi i dag ikke engang stoler på, at tingene er, sådan som de giver sig ud for at være, er der brug for at installere en Anden for den Anden, der kan bekræfte og fastholde bestemte dogmer og praksisser.

Økonomiens nye anden

Økonomien er vel det bedste eksempel på denne logik. Er det ikke, som om det ikke længere er nok med forskellige landes økonomiske systemer og forholdene mellem dem? Jo mere økonomien er blevet globaliseret og afpolitiseret, jo mere er der brug for en ny garant, der kan udstikke kursen for, hvordan tingene udvikler sig. Idet det forekommer stadig vanskeligere at forestille sig, at borgerne i et samfund har nogen reel mulighed for at bestemme retningen i deres egen husholdning, indtræder der en ny Anden for økonomien, en neutral magt i baggrunden, der forsikrer os om, at det ikke kan være anderledes – og at der er på en uudgrundelig måde alligevel er styr på det. Sådanne roller spiller i dag de såkaldte kreditvurderingsselskaber. Standard and Poors, Moody’s, Fitch. Selskaber, der ikke er valgt af nogen og ikke har nogen politisk legitimitet, men som fungerer som en slags metasprog for den økonomiske logik, vi er underlagt. Da USA’s kreditværdighed f.eks. blev nedskrevet fra AAA+ til AAA, var det, som om en højere magt havde bestemt, at det nu var tid til reformer og udlicitering.

Samtidig har kreditratingbureauerne det fine ved sig, at deres vurderinger fungerer som selvopfyldende profetier. Hvis Standard and Poor’s nedsætter et lands rating, så bliver det med det samme dyrere for landet at låne penge (se blot på Grækenland). Eller hvis Moody’s vurderede en pakke subprime lån til at være AAA, så blev den med det samme til en god investering. Er det i denne forbindelse ikke slående, at kreditratingbureauerne først for alvor er blevet til offentlighedens svar på en Anden for den Anden efter finanskrisens udbrud? Det var, som om vi for alvor havde behov for at insistere på dem som stopklods for tvivlen, netop efter de havde bevist for os, i hvor høj grad der er grund til at tvivle på dem.

Gå meta på dem!

Måske er den eneste måde at udfordre denne logik at opfinde et nyt lag: En Anden for den Anden for den Anden. Hvad med et kreditvurderingsgtroværdighedsagentur? Et sådant kunne egentlig nedsættes relativt nemt af hvem som helst og simpelthen af og til udsende en meddelelse om, at »nu er Standard and Poors blevet nedskrevet med 1 point«. Eller »den langsigtede kreditsvurderingstroværdighed for Moody’s er stadig præget af fejltagelserne på Island, og derfor falder selskabets rating igen, for tredje år i træk«. Med lidt held og noget pænt brevpapir kunne det pludselig slå an. (Man kunne efter samme model oprette metainstitutioner på f.eks. undervisnings- og forskningsområdet – rating af bibliometriske forskningsindikatorer, evaluering af elevtests, osv.)

Der er en børneleg, der handler om at f.eks. tre-fire personer skiftes til at lægge en hånd oven på de andres hænder, indtil det hele ender i kaos og grin. Der er kun de hænder, der er, og de skiftes hele tiden til at være øverst. Egentlig ligger det i legen fra start, at ingen kan vinde den, men den fungerer alligevel, fordi det næsten er som om, nogen kunne ende med at etablere sig på toppen. Deraf lettelsen hver gang, når det viser sig at slå fejl. Måske er det sådan, man udfordrer tidens metainstitutioner: Gå meta på dem!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kreditvurderingsselskaberne er fine eksternaliseringer, der skaber gennemsigtighed og mulighed for debat

Jeg bliver nød til at gå til anden på den her analyse

Der er givetvis stadig en del der stadig tror elevtest er test af eleverne. At kreditvurderingsselskaberne er vurdering af kreditværdighed. Ledervurderinger er vurdering af lederne osv.

For andre er det dog tydeligt at det først og fremmest handler om at kommunikere. Elevtesten kommunikerer hvad vi forventer af dig osv.

I denne kommunikation bliver det også tydeligt hvilke normer der lægges for dagen, og hvilke diskurser der følges og hvordan vi følger dem.

Jeg vil gå med til at for 99,9% af dem der laver sådanne vurderinger, aner de ikke en klap af hvad de har med at gøre og hvad de trækker på af normer og diskurser. De er blinde.

Men som udestående er det ganske tydeligt hvad der sker. Det er hamrende nemt at dekonstruere. Der er historisk god gennemsigtighed.

De mekanismer har altid været der. At tro at det var tillid, jalousi osv. der stod i stedet i de gode gamle dage kommer til at stå som lidt nostalgisk snak. Dækker vi os ind under sådanne ord, bliver det hele mere gedulgt.

Så foretrækker jeg de latterlige men gennemsigtige konstruktioner over vores egne diskurser. Det er jo tydeligt første skridt på vejen i at kunne tage stilling til det og kunne tale om det.

Det er fine eksternaliseringer.

Kreditvurderingsselskaberne er måske en god ide, men de kan ikke laves således af deres egen værdi er afhængig af deres vurderings resultater.

Hvis deres success-kriterie er deres egen bund-linje, eller den politiske indflydelse deres vurderinger har, så kan man ikke længere fæste lid til dem

Det gør man alligevel ... og 2008 er et meget godt eksempel på hvor langt det holder ...