Læsetid: 3 min.

Brevkassen: Hvordan skal vi vænne os af med bilen?

Læserne spørger, og Informations skribenter svarer - så godt de nu kan
22. september 2012

Kære brevkasse. I er så kloge – og jeg mener det – kan I knække denne her?

Efter 20 år som bilist er det ved at være slut. Seneste mekanikerbesøg har afsløret, at det vil koste ca. 20.000 kroner at få vores nu 13 år og 320.000 km gamle Golf gennem bilsyn til november. Jeg og min kone har for længe siden aftalt, at når denne her bil dør, så skal vi klare os uden – for motionens, miljøets og økonomiens skyld. Vi bor i byen og har ikke længere småbørnsfamiliens behov. Og nu er det ved at være alvor – jeg er begyndt at cykle til arbejde, og ændre mine indkøbsvaner, så de tilpasses cyklingen. Fruen er derimod helt uanfægtet, og jeg ved, det er hende, der får det sværest med omstilingen, når den kommer. Jeg tror, det bliver frygteligt konfliktfyldt med diskussioner om unødig taxakørsel og alt muligt andet, når vi ikke har bilen længere.

Så hvordan indstiller vi os på et liv uden bil – skal vi tage, som det kommer eller forberede os på det?

KK, 52, Vanløse

Svar I:

Din kone har ret: At køre bus i København er røvsygt. At få en vandpyt i hovedet på cykelstien af en passerende bil er røvsygt. At lugte til andre menneskers våde uldfrakker i S-toget er røvsygt. Det er rigtigt. Men det er også rigtigt, at hvis alle gjorde, som du foreslår, nemlig at vende det forbrug, vi har vænnet os til, ville vi kunne redde verden, indlandsisen og ozonlaget. Forbrug er nemlig lig med vaner – vaner der er så stærke, at de føles som del af vores dna. Enhver vane er, som Charles Duhigg skriver i ’The Power of habit’, konstitueret af en udløser, en reaktion og en belønning. I din kones tilfælde hedder udløseren måske dårligt vejr, reaktionen er at sætte sig i bilen, og belønningen er at ankomme uden at være forsvedt. Der er direkte payoff, som hun slet ikke får, når hun sætter sig på en cykel og tænker på, at hun om en måned eller et år har sparet så og så meget, tabt sig så og så mange kilo og udledt mindre CO2. Det er det mønster, hun bliver nødt til at undersøge og forstå, hvis hun vil ændre rutinen og få en ny lige så indgroet rutine. Indtil det sker kan, hun måske bruge de 20.000 kroner, I sparer på mekanikeren, på at køre taxa uden brok fra dig. Og på den måde få en ny, meget dyrere vane.

Malin Schmidt

Svar II:

Hvis man har besluttet ikke at ville have bil mere, må man være indstillet på savnet. Ellers skal man tænke sig om én gang til. Bilen er en velsignelse. Det mener denne brevbesvarer med mørk samvittighed ved at skrive sådan i Information. Men helt ærligt. Efterhånden som teknologien forfines, lysner samvittigheden, og bilen fremstår som realiseringen af det privilegium, bevægelsesfrihed nu engang er. Du lader det skinne igennem, at din kone vil få det svært. Jeg har en lumsk mistanke om, at din kone er en omskrivning for hendes mand. Jeg er ikke agent for bilforhandlerne, men ved med mig selv, at der er meget andet, jeg ville spare på end muligheden for i bil at kunne flytte mig længere end på cykel, når trangen melder sig. Og det gør den tit. Dit brev antyder, at konflikterne i en billøs eftertid kan blive mere bøvlede end det er omkostningerne værd. Jeg ville nok tage aftalen op til revision for at være helt sikker på om den er rigtig forstået for begge ægtefæller. Også for dig.

Georg Metz

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Lidt af et luksusproblem.

Man vænner sig faktisk hurtigt til ikke at skulle kigge efter parkeringsmuligheder alle steder, man kommer hen.

Majbritt Nielsen

"Jeg tror, det bliver frygteligt konfliktfyldt med diskussioner om unødig taxakørsel og alt muligt andet, når vi ikke har bilen længere."

I guder det jo bare en forkælet voksen person der ikke gider tage sig sammen. Masser af mennesker og familier kommer igennem hverdagen uden konflikter om unødig brug af taxa.
Eksempelvis mennesker der ikke har økonomisk overskud til bil. Hvad skal de så sige???
Mon ikke den projekteren af konflikter er hans egen undskyldning for ikke at opgive bilen???