Læsetid 12 min.

’Dopamin er feminismens stærkeste stof ...’

Vores nervebaner – ikke Freud – kan fortælle os sandheden om den kvindelige orgasme, siger den feministiske forfatter Naomi Wolf. Nedsat sexlyst sendte hende på uventet videnskabelig opdagelse i orgasmens fysiologi. Tirsdag udkom ’Vagina’, hendes længe ventede bog om den neurale kvindelighed
Vores nervebaner – ikke Freud – kan fortælle os sandheden om den kvindelige orgasme, siger den feministiske forfatter Naomi Wolf. Nedsat sexlyst sendte hende på uventet videnskabelig opdagelse i orgasmens fysiologi. Tirsdag udkom ’Vagina’, hendes længe ventede bog om den neurale kvindelighed
15. september 2012

I over 20 år har Naomi Wolf været en af verdens mest berømte feminister. Det er en lidt underlig position, indrømmer hun selv. Da hun i 1991 udgav Skønhedsmyten, var hun en 27-årig ph.d.-studerende, der ikke havde de fjerneste planer om at skabe sig en fremtid som feministisk kulturkritiker.

»Den jobmulighed var der ingen, der havde beskrevet for mig,« siger hun og griner. Succesen og den stærke polemik, som bogen affødte, lagde grunden til hendes ry i medierne som akademisk pophelt (hun er stadig ph.d.-studerende), men også som borgerrettighedsaktivist senest i Occupy Wall Street-bevægelsen. Og hendes aura af en kæmpende Jeanne d’Arc er ikke uden grund: Det hører med til jobbet som markant feministisk meningsmager at modtage strømme af hadefulde henvendelser.

»Åh jo, uden tvivl får jeg flere hademails, når jeg skriver om kvindespørgsmål, end når jeg skrive om alt muligt andet,« siger hun, »men hvad så?«

Vi er i New York, hvor Wolf arbejder og bor med sine to børn, når hun ikke lige tager en tørn på universitet i Oxford med at skrive på sin afhandling. Hendes nye bog, Vagina, der udkom i tirsdags, er blevet mødt med stor forhåndsopmærksomhed. Det skyldes ikke mindst bogens titel – et bevidst stykke markedsføring, hun ikke har tøvet med at bruge, »fordi ordet ’vagina’ enten er tabuiseret, har en negativ klang, er indhyllet i skam eller reduceret til klinisk lægeterminologi. Det er på høje tid, at kvinderne tilbageerobrer det ord,« siger hun.

Bogen er på en gang Wolfs memoirer og en kulturhistorie. Men et langt stykke ad vejen er den også en videnskabelig opdagelsesrejse, en hyperintellektuel sexmanual, som momentvis afdækker, hvor lidt kvinder generelt ved om deres egen anatomi. Desværre har bogen det sine steder med at forfalde til en akademisk jargon, som er hård ved sin læser.

Bogen stiller spørgsmålet: »Hvori består den kvindelige sjæl?« Med afsæt i en spadseretur, hun var ude på sammen med en gruppe kvindelige forskere, fortæller Wolf om en oplevelse, hvor der pludselig indfandt sig »det lidt vilde, uforklarlige øjeblik, hvor vinden, og græsset og dyrene – alt forekom at være del af det, vi lærte om os selv«. Det er sådanne passager, der i årenes løb har fået kritikere til at indvende, at selv om Naomi Wolf måske nok har hjertet på det rette sted, så kan hun også være fuld af varm luft.

Lidt på samme måde forholder det sig med Vagina, et generelt ædelt projekt om at løsrive den kvindelige seksuelle nydelse fra årtusinders tyngende kulturel bagage ved i stedet at indkredse den objektivt som en ’videnskabelig kendsgerning’. Eller som hun selv udtrykker det:

»Dette fantastiske sæt af opdagelser, denne utrolige, for mig, åbenbarede videnskab«.

Skavanken var fysisk

Det hele begyndte med, at Wolf fik problemer med sit eget sexliv: Kvaliteten af hendes orgasmer ændrede sig pludselig fra at være fulde af lys og farver til noget mere jævnt, kedeligt og livløst. I konsekvens heraf valgte hun at opsøge, hvad hun selv kalder »New Yorks førende bækkenbundsmand«, et skridt, der krævede en vis selvsikkerhed, for i hendes sted ville mange nok have konsulteret en psykoterapeut.

»Men jeg var ikke skør,« erklærer hun. »Jeg vidste med mig selv, at der var noget fysisk galt. Det var fysisk. Det var en fysisk oplevelse.«

Og hun havde ret. Lægen diagnosticerede en mild form for rygmarvsbrok, og det viste sig desuden, at hendes rygsøjle havde forskudt sig en anelse, så den kom til at trykke på en bækkennerve.

Konsultationen blev udgangspunkt for, at lægen forklarede hende, hvad videnskaben i dag ved om den kvindelige orgasme, bl.a. hvordan impulser fra bækkennerverne stiger op i den kvindelige hjerne. Eller som hun selv sammenfatter det i bogen »hvordan kønsdelene skaber forbindelse til den lavere rygmarv, som igen forbinder sig til hjernen«.

Her var den elementære og fascinerende forklaring på, hvorfor hun i sit sexliv var blevet ramt af en sådan mangel på tilfredsstillende psykiske og fysiske reaktioner.

»Jeg var ved at falde ned fra undersøgelsesbriksen, så overrumplet blev jeg,« siger hun. »Her var jo forklaringen på forskellen mellem klitoris- og skedeorgasme. Det hele var et spørgsmål om neurale netværk, ikke om kultur, ikke om opdragelse, ikke om patriarkatet, ikke om feminismen, ikke om Freud.«

Hun fortsætter: »Jeg havde aldrig læst nogen steder, at vejen til den bedste orgasme går gennem nogle grundlæggende nervebaner.«

Wolf gennemgik en operation, hvor hun fik sat en metalplade i ryggen. Herefter blev alting godt igen. Og samtidig havde hun fået en dybere forståelse for, hvordan vagina i sin hidtil underrapporterede forbindelse med hjernen, »kan blive medium for en højere bevidsthed.«

Freud var på vildspor

Nu vil der være en del kvinder – og mænd – som kan have svært ved at se den store åbenbaring i Wolfs nyvundne indsigt. I forvejen udkommer der noget i retning af en bog om ugen, der udlægger forskellige menneskelige tilstande og adfærdsformer – kærlighed, lykke, vrede, afhængighed – som fluktuationer i hjernens kemi eller de neurale netværk, gerne illustreret med datasæt fra en scanner og billeder af en flok demoraliserede laboratorierotter. Livets mening kan altså lige så godt bare være neurovidenskab. Og hvad så?

»Nuvel«, siger Wolf, »min mission med bogen var at slippe af med det ekstra lag af skam og uvidenhed og forvirring og selvbebrejdelse for de ting, som evolutionen eller anatomien bærer ansvaret for. Fordi feministerne – og anti-feministerne – har skændtes så længe om den kvindelige organismes politiske karakter, synes jeg, det var nyttigt at få den grundlæggende fysiologi defineret. Freud var på vildspor, og Shere Hite (tysk-amerikansk, feministisk sexolog, red.) havde ikke det fuldstændige billede. At 1970’ernes feminister gjorde det til at spørgsmål om ideologi at prioritere klitorisorgasmen over den dybe skedeorgasme, er faktisk irrelevant, kan vi se i dag, hvor vi ved, at nervebanerne hos alle kvinder løber helt anderledes«, siger Wolf.

»Hvorfor får kønsmodne teenagepiger ikke den slags at vide i 8. klasse? Ingen fortæller os det. Hele denne åbenbaring om det neurale system – hvor kompliceret det er, og hvilket forhold det har til rygsøjlen og hjernen – var et vidunderligt erkendelsesskred for mig, som har ændret hele min fornemmelse af, hvordan vi er skruet sammen.«

Sjælens plads

Alt dette lyder jo både smukt og fornuftigt. Men efter at have pillet politik ud af ligningen, skynder Wolf sig at genindsætte den. En del af hendes undersøgelse kredser om de forskellige hormoner og neurotransmittere, der aktiveres i kvindekroppen under et »succesrigt seksuelt møde«, f.eks. dopamin, »der øger den kemiske opbygning af tillid, motivation, fokus – alle disse feministiske kvaliteter. Målrettethed. Selvhævdelse.«

Dopamin er, skriver hun i bogen, »det ultimative feministiske stof i den kvindelige hjerne«, et bizart klingende slagord, der dukker akavet op i virvaret af sætninger holdt i videnskabelig sprogbrug. Oxytocin er i næste omgang »kvinders følelsesmæssige supermagt«. Vagina er »ikke kun sammenfaldende med den kvindelige hjerne, men er også del af den kvindelige sjæl«. Og endelig: »Hvis kvindeligheden skal lokaliseres noget sted,« skriver Wolf, »så vil jeg hævde, at den residerer lige her: i det neuroelektriske indre netværk, der strækker sig fra bækken til hjerne«. Men kan en abstraktion, som ’kvindelighed’ residere noget sted? Her skulle man måske spørge George Bush, der ville føre krig imod et andet abstrakt navneord ’terror’. Det er den slags sprogbrug, som kan få forskere til at rive sig i håret.

Tøvede Naomi Wolf overhovedet ikke, da hun valgte at bruge et udtryk som ’sjæl’.

»Du rører præcis ved de dele af bogen, der har krævet flest kampe,« siger hun. »Jeg ved godt, hvorfor den dimension og den diskurs kan være farlig at gå ind i. Det var også derfor, jeg var så omhyggelig med at definere begrebet snævert. Følgeslutningerne i min bog er lineære. Mit sprog holder jordforbindelsen til det specifikt fysiske. William James (amerikansk filosof og psykologiprofessor, red.) sagde, at der findes disse transcendentale oplevelser, som mange mennesker har – det fandt han ud af igennem en mængde samtaler. Siden har forskellige neuroforskere kortlagt, hvor i hjernen transcendensen sker. Et af mine yndlingscitater fra bogen er fra en læge, jeg bad om at læse manuskriptet. Han sagde noget i retning af : ’Du ved godt, at vi her bare taler om bevidsthedstilstande, ikke? Den eneste adgang, vi har til at opleve bevidsthedstilstande, er den fysiske. Men det gør dem ikke mindre virkelige’.«

Arven fra 1970’erne

Da Wolf voksede op i 1970’ernes San Francisco som datter af et akademikerpar, var de bevidsthedstilstande, hun skriver om, i lav kurs blandt mange kvindelige aktivister. De fandt dem ikke feministiske nok. At være forelsket i »betydning af længsel, afhængighed, behov«, blev anset for at være en underminering af den kvindelige uafhængighed.

»Den diskurs, jeg overtog,« siger Wolf, »gik så at sige ud på at holde disse følelser på afstand. På ikke at anerkende dem eller endda opfatte dem som skamfulde svagheder. Men jeg har altid følt, at den tilgang svarede til at ligge under for et sexistisk eller traditionelt mandschauvinistisk syn på menneskets natur. Og jeg mente, at når nu kvinder har disse følelser i så massiv grad, så kan de ikke bare affejes som selvpineri.«

Den æra blev rammende udtrykt i graffitien ’en kvinde uden mand er som en fisk uden cykel’, men siden har feminismen flyttet sig. Alligevel vil feministiske kritikere utvivlsomt protestere over bogens ’essentialisme’, og de vil afvise Wolfs bestræbelser på at finde en neurologisk definition på ’kvindelighed’ – noget, de i årtier betragtede som en overvejende kulturel konstruktion – som reduktionistisk og reaktionær.

»Det er jeg helt forberedt på,« siger Wolf. »Jeg kender disse analytiske skoler rigtig godt, og de har været nyttige i begrebslogisk forstand og som analyseredskab i forbindelse med litteratur og filosofi. Men nu bliver de udfordret af det, der foregår i laboratorierne. Jeg har set rotter opføre sig som hunrotter, hvis du forstår – og rotter teoretiserer ikke omkring deres egen eksistens! Igen må vi sige, at der er plads til mange, mange diskurser i feminismen.«

Sprogets magt

En af de interessante ting, Wolf har et skarpt blik for, er, hvordan et seksualiseret sprog bliver brugt mod kvinder med magt i mandsdominerede verdener. Kvinder ved af egen erfaring, at seksuelle fornærmelser er den hurtigste og mest almindelige måde at undergrave deres position på, det være sig i hademails eller tilråb på gaden. Mænd bruger hele tiden denne strategi, og jeg er sikker på, at Wolf får tonsvis af den slags efter sig.

En episode i bogen antyder dog, at hun går over stregen på en måde, hvor de fleste har svært ved at følge hende. Med sin karakteristiske mere bedrøvede end vrede stemmeføring fortæller hun historien om en fest, som hendes ven Alan ville holde for hende for at fejre, at hun havde skrevet kontrakt med sit forlag om udgivelsen af Vagina. Som en joke, fortalte Alan, ville han lave en pastaret i vaginaform, hvilket han gjorde. Men da han over for gæsterne præsterede retten som kussini, blev Wolf så forfærdet af hans sprogbrug, at hun røg ind i en seks måneder lang skriveblokering.

— Var det ikke en ekstraordinær reaktion på en ...

» ... vittighed?«, spørger Wolf.

— ... ja?

»Jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår dit spørgsmål,« siger hun.

— Jeg har svært ved at forstå, at du kan reagere så stærkt på en vits, godt nok en temmelig plat en, men så slem var den vel heller ikke?

»Nå ja, det er et godt spørgsmål,« siger hun og ser ud, som om hun over hovedet ikke synes, at det ikke var et godt spørgsmål, »som du ved, kan vi selv have svært ved at forstå vores egne psykiske brister, men jeg ved så meget, at jeg var nervøs over min bog. Det er jeg ikke længere, for jeg har fået mange læserreaktioner, hvor folk siger: ’Wow, din bog var virkelig værdifuld for mig’. Men dengang havde jeg ikke skrevet den endnu. Og jeg var bange for dens tabuiserede emne. Bange for, at der ville komme en stærk offentlig modreaktion, som ville kunne ramme mig.«

Hun fortæller om de restriktive love mod kønssygdomme i det 19. århundredes England, som gav politiet ret til at pågribe prostituerede og kvinder, der blev vurderet til at være promiskuøse, og underkaste dem en obligatorisk lægeundersøgelse og en eventuel efterfølgende fængsling.

»Jeg tror, den slags er et af de største traumer i vestlige kvinders psyke: At, åh Gud, hvis jeg stiller min seksualitet til skue på en eller anden offentlig måde, vil der ske forfærdelig ting for mig. I perioder blev tusinder af kvinder pågrebet, fordi de åbenlyst stod ved deres seksualitet, og fængslet i månedsvis. Jeg tror, at der er kulturelle traumer, der kan gives videre fra generation til generation. Så det var skræmmende for mig at tænke: ’Jeg vil skrive denne bog og sætte mit navn på den og udgive den, og noget forfærdeligt vil ske.’ Og da der så dukkede denne her ydmygende ting op i min egen omgangskreds (kussini-episoden, red.) – ja, ved jeg ikke, hvad der var årsag og virkning, og om det var derfor, at jeg ikke kunne skrive ... men jeg ved, at der gik et godt stykke tid, før jeg kunne skrive igen. Igen er den slags associationer meget intuitive, så jeg vil ikke sige, at jeg blev lammet af tavshed. Men min frygt for, at noget slemt ville ske, blev forstærket.«

Tilbage står forundringen – ikke over, om skriveblokeringshistorien er troværdig. Men snarere over at Wolf tilsyneladende slet ikke kan erkende, hvor mærkelig hendes reaktion fremstår.Eller kan se hvor let hun kunne være kommet videre ved at affeje vitsen som barnagtig og tåbelig. Samme form for undren sidder man med efter hendes beskrivelse af en mand fra Chalk Farm, nord for London – en ’massør’, som har gjort det til sit speciale at genantænde gnisten hos seksuelt traumatiserede kvinder. Og som, fortæller Wolf i bogen og helt uden antydning af distance, engang har set et billede af Jomfru Maria i en vagina.

Aktivisten

Efter hun har engageret sig i borgerrettigheder, er livet blevet noget lettere. Hun har en stor tilhængerskare. Denne gang med knap så mange galninge. Da hun sidste år blev arresteret i New York under en Occupy Wall Street-demonstration, havnede Wolf igen i offentlighedens søgelys – og nu som aktivisthelt. Hun havde forsøgt at forklare en gruppe demonstranter deres juridiske ret til at afholde en fredelig demonstration uden at blive pågrebet af politiet, da hun endte med selv at blive arresteret. Det var, siger hun, en skræmmende oplevelse.

»De førte os væk fra det politidistrikt, hvor vores advokater sad og ventede på os, til et ukendt sted i den anden ende af byen, hvor ingen anede, at vi var der. Vi havde udsigt til 15 dage i Rikers Island-fængslet, hvis vi blev fundet skyldige, det er et meget voldeligt sted. For mig gav hele den episode anledning til en dyb bekymring for, hvor retssikkerheden bevæger sig hen i USA.«

A propos retssikkerhed udtrykker Wolf sin enorme skuffelse over Obama.

»Han retsforfølger whistleblowers, han holder Guantánamo åben, han har ladet sikkerhedsministeriet give grønt lys for, at politiet landet over kan anskaffe sig militærudstyr, som de kan bruge mod demonstranter. I forhold til borgerrettigheder har han været værre end Bush.«

— Vil du stadig stemme på ham?

»Jeg vil helst ikke sige, hvem jeg stemmer på, for jeg vil ikke have, at nogen tager mine ord og bruger dem som anbefaling. Men efter min mening er der kun små forskelle på folk som Cameron, Obama og Romney.«

Wolf erklærer, at hun agter at fortsætte sit politiske arbejde. Dels via sin journalistik og sine klummer og sin foredragsvirksomhed og nu også via en igangværende opbygning af en demokratihjemmeside.

I mellemtiden kommer Vagina sandsynligvis til at skabe ballade alle de steder, man på forhånd kunne forvente det. Et par boghandlere vil sikkert nægte at sætte den i vinduet, et par højrekristne klummister vil skumle, og Wolf vil igen kunne føle sig forsikret om styrken i sin evne til at bryde tidens tabuer.

 

© The Guardian og InformationOversat a f Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

"Hun fortsætter: »Jeg havde aldrig læst nogen steder, at vejen til den bedste orgasme går gennem nogle grundlæggende nervebaner."

Der er så meget kvinder ikke ved.

Brugerbillede for Vibeke Svenningsen
Vibeke Svenningsen

Ok - det er virkeligt ikke alt, man kan følge og forstå. Men det her virker lidt som at være den diamentrale modsætning til husmoderkiosbaskeren 'Fifty shades of Grey'.

Den der kussini-episode er da helt ude i skoven - tænk sig, hvis nogen moderne kvinder i en relativ fri verden stadig bærer fortidens stigma så latent i sig, at det kan betyde så meget. Jeg ved det ikke - jeg ved blot, at var jeg mand og levede sammen med en kvinde, der var så sårbar omkring disse ting, ville jeg få præstationsangst og ikke turde sige hverken buh eller bøh. Heller en reation henad - du er sgu da åndsvag og slet ikke sjov, end man frembringer en så voldsom reaktion på en måske misforstået plathed

I øvrigt tror jeg ikke på, seksualitet kan forklares med kun en forklaringsmodel - det er et samspil. Selvfølge er der neurale hindringer ved fx. mennesker, der har lammelser etc. Men der er noget helt fysiologisk i spil. Ved kvinder uden disse fysiologiske træk er det vist et sampil af mange faktorer - og ikke at forglemme også samspillet med en partner.

Brugerbillede for Ervin Lazar

@...Han sagde noget i retning af : ’Du ved godt, at vi her bare taler om bevidsthedstilstande, ikke? Den eneste adgang, vi har til at opleve bevidsthedstilstande, er den fysiske. Men det gør dem ikke mindre virkelige’.«

Det er da slet ikke bevist at 'den eneste indgang er det fysiske', og der findes en mængde såkaldte transpersonlige erfaringer & teorier i dag som siger det stik modsætte: 'i stedet for at forestille sig at kroppen og sindet har dannet bevidstheden, er tanken den omvendte, at bevidstheden danner kroppen og sindet' (Jes Bertelsen)

Men det gør ikke mindre relevant at man kunne pege på en fysisk 'konstruktions fejl', fordi den kan da påvirke ens lyst naturligvis! ;-)

Brugerbillede for Karsten Aaen

Danske kvinder lærer da i 8.klasse eller i 7.klasse eller i biologi.timerne i gymnasiet om nervebaner mv.

Altså kan jeg - endnu engang - kun konkludere at den amerikanske undervisning udi seksualitet mv. lader meget tilbage at ønske.

Og jeg ved ikke hvorfor Freud skal indblandes i det her? Freud manipulerede også kvinder med orgasme-besvær til orgasme med hænderne..... på samme måde som man kan se i filmen Hysteria

http://www.imdb.com/title/tt1435513/

Freud ønskede sig desuden brændende hele sit liv at ahns psykologiske landvindinger kunne få fodfæste i en biologisk forklaring....

Dertil er så at det altid er godt først at forsøge at finde ud af om der er noget fysisk galt med en, hvis ens sexliv og sexlyst går i stå.

Jeg kan ikke huske om Naomi Klein har børn, men ofte ser man hos kvinder at ryghvirvler forskubber sig mv. når de har født. Dette sikkert pga. at de ligger på ryggen, når kvinder føder i vestlige lande....

Brugerbillede for Jan Weis

Hvorfor synes ironikeren i mig at det egentligt er en kilde til morskab, at en forfatter, feminist, borgerrettighedsaktivist, græsrodsaktivist og litterat mm. - der må formodes at kunne noget med ord - kan få en længerevarende skriveblokering over et innovativt og helt uskyldigt nyt ord som – kussini – som her bare er en betegnelse for en uskyldig specielt formet pastaret …

Med alle disse nyopdagede grundlæggende nervebaner mellem bækken og hjerne er lokationerne og deres neurale samspil åbenbart blevet et biologisk integreret, men stadig et lukket og mystisk univers, og hvor sidder kontrolcentret for feminismen i virkeligheden – hvis man må tillade sig at spørge …

Brugerbillede for Søren Lom

Fysiologisk er der ikke noget der hedder den kvindelige orgasme. Kemien og neurologien er ens for mænd og kvinder. Og så er der kun psykologien tilbage, og det fjerne jo ligesom hele pointen.
Men OK Freud vidste ikke meget om psykologi.

Brugerbillede for Lone Christensen
Lone Christensen

I må meget undskylde mig, men jeg var ikke bekendt med den direkte forbindelse mellem en kvinde's underliv og nervebanerne i rygsøjlen. Det eneste sted jeg har fået fortalt om et forbindelse var som voksen, da jeg startede med at dyrke yoga!

Jeg synes det er ærlig snak at en harmløs joke kan prikke til en angst om en kommende bog, forfatteren havde i tankerne.

Brugerbillede for Steen Sohn

Artiklen, du henviser til Maj-Britt, er jo et uddrag af bogen, ikke ovenstående interview.
Angående den nævnte ret, så er mere udførligt beskrevet i uddraget :-)

Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen

Det har du så evig ret i, Steen. Hastværk er og bliver lastværk! Men "ordet", det var der.

Emma Brockes artikel ligger der - så vidt jeg kan bedømme også. Om den ord til andet matcher Niels Ivars oversættelse, har jeg ikke tjekket.

Brugerbillede for Alexander Nørup
Alexander Nørup

Sofistikerede plathedder er vist den eneste betegnelse for denne artikel.
Information er efterhånden ved at udvikle sig til akademikernes udgave af paradise hotel. Weekend efter weekend skriver vulgære platugler om deres forkvaklede forhold til sex, kønsdele og parforhold.
Fire sider fylder denne artikel i dagens avis. FIRE!
Man græmmes

Brugerbillede for Jan Weis

Usofistikerede og kønsforskrækkede småborgerneuroser er nok mere betegnende - good gracious me, manden si'r the highly vulgar c-word - cunt - helt korrekt oversat af oversætteren ...

Brugerbillede for Majbritt Nielsen
Majbritt Nielsen

Jeg ved ikkelige vhor mange danske kvinder (eller mænd) der lære om nerveceller og deres virke i 8.

Lige netop det område er vist ret slunken og strækker sig, dengang til at påføre et kondom på en banan.
Jeg håber da sørme det er bedret med tiden. Men tvivler meget.
Måske skulle forfatteren af Hot Sex, indkludere det i fremtidige brug.

Og om hvorvidt Freud" ikke" ved noget sit felt.
Mon ikke bare han har ret i det han siger. Men at alting har flere sidder.
Hvordan skulle han 100% forstå nervecellers og hormoners virkning dengang?

Brugerbillede for Sabine Behrmann
Sabine Behrmann

Fascinerende - kussini-episoden er slet ikke fortalt i sin helhed.

Her er den så:

At the party, "there was a slightly ominous, mischievous stir" from the kitchen, where guests have been hard at work: "Flowery or feathery, fluted or fanned, each small sculpture was detailed and different: lovely little white objects against a hand-painted blue Italian ceramic tray." "I call those 'cuntini', says Alan, laughing." "My heart contracted," Naomi responds. Next, she hears a sizzle. "I got it: ha, sausages … The room had become tense." Then comes the salmon. "I flushed, with a kind of despair," she writes, adding that the evening as a whole left her so upset, she was unable to write a word of her vagina book for the next six months. "I felt – on both a creative and a physical level – that I had been punished for 'going somewhere' that women are not supposed to go", she writes.

http://www.guardian.co.uk/books/2012/sep/07/vagina-new-biography-naomi-w...

Brugerbillede for Jan Weis

De er sku go’e, de dér amerikanere med alle deres four-letter words – f.eks. Dylan-Baez: ”Love Is Just a Four-Letter Word” – én af mine absolutte favoritter …

http://www.youtube.com/watch?v=zqVGjS6o2R8

Er der så nogen, der kan huske Lola Baidel – nå, der ser du – men her er lidt cunt-nostalgi ( tror jeg nok ) fra vor skønne ungdomstid …

”Geometri for begyndere -

Det var en vinternat
Tiden stod stille
og verden drejede om os
Tre

Så gik det i stykker
fordi hun ville dele sig
men du kunne ikke dele hende

Den smukke trekant faldt sammen
blev til en ret linie
En tosomhed

Du gjorde flere forsøg på at oprejse den vinkelrette
Men jeg turde ikke
Jeg var bange for at ende som et løsrevet punkt
med udsigt til en ret linie

Samtidig vidste jeg
at hvis jeg ville elske den elektron
og elske med en tvilling
måtte jeg følge med

Men jeg er en perle
ikke en elektron
Og jeg er vædder
ikke tvilling

Så tokanten bristede
Og perlen lå tilbage”

Fra digtsamlingen ”Kun noget levende”. Forlaget Klitrose. U.å.

Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen
Hans Jørgen Lassen

Ja, Jan, for så vidt et spørgsmål, som du kender svaret på.

Jeg kan naturligvis huske Lola (ikke at forveksle med Nabokovs Lola), og vi har, hjemme på øen, også stående et af hendes værker. Ikke i kælderen, men oppe i stuen.

Så det ...

Men hun blomstrede vist kun kort.

Brugerbillede for Jan Weis

Tjah - Hans Jørgen - hvor er alle de skønne Stridsmøer og Skjoldmøer, der i vores unge dage kæmpede ved vores side – er det muligvis nogle af dem, som vi trættes af i dag, disse selverklærede rabiate, nogle gange mandehadende feminister, der skriger hysterisk på eksempelvis kønskvotering og jeg ved ikke hvad – jeg vil helst ikke tro det …

Men opfindsomheden med at vræle bizarre øgenavne og kvæle enhver progressivitet og dialektik har åbenbart overtaget scenen ...

Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen
Hans Jørgen Lassen

Ja, Jan, det var sjovt dengang. For satan, hvor var det sjovt.

Jeg bliver nødt til, tvunget af omstændighederne, at dele et smukt billede fra min ungdom.

Vi lå der på plænen, ret øst for Odense Universitet. Kvinden, som jeg kunne lide, havde ikke meget tøj på. Solen skinnede.

Den skinnede også på hendes nøgne skød. Solen spillede i nogle ganske fine hår på hendes maveskind, altså for tungnemme: over hendes skød.

Senere tog vi til Kerteminde, for at gå i vandet. Jeg svømmede bag hende. Hendes bagdel lyste i måneskinnet over de krappede bølger.

Stakkels muslimer. Den slags oplevelser må de undvære.

Brugerbillede for Jan Weis

Flot, godt så - Hans Jørgen - d'ont get me started - længe leve nostalgien og alle søde minder fra Strandvejen i Hellerup, Kampsaxkollegiet på DtH, Tjørnehaven i Taastrup, Bredevej i Virum og ikke mindst Fanø Strand ...

Nu er jeg ved at rydde op og ud, og hvad fandt jeg glemt i en tobaksdåse - Mette's fine hår fra det sted, du ved nok - hvor pervers kan en ungdommelig leg egentlig blive ...

Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen
Hans Jørgen Lassen

Rettelse:

det var altså vest for OUC, ikke øst for.

Jeg nævner det blot for, at ingen skal drage min vederhæftighed i tvivl, hvad der ikke er grund til.

Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen
Hans Jørgen Lassen

Her kan man så tænke, hvis man altså kan tænke, men det kan jo de fleste:

gad vide, om unge mennesker i dag omfatter tidligere kærester med samme veneration, som nogle af os gamle drenge.

Jeg ved det ikke. Jeg ved blot, at jeg har haft mange smukke oplevelser.