Klumme
Læsetid: 4 min.

Forskrivelser

Ligesom man kan fortale sig, kan man også forskrive sig. Måske endda på måder, der bringer endnu mere interessante sandheder for dagen
Moderne Tider
29. september 2012
Ligesom man kan fortale sig, kan man også forskrive sig. Måske endda på måder, der bringer endnu mere interessante sandheder for dagen

I den amerikanske filosof Judith Butlers bog Giving an Account of Oneself optræder en lidt usædvanlig fejl, der normalt ikke ville blive stående i en redigeret tekst. Butler fortæller om jeg’ets problemer med at give en sammenhængende fortælling om sig selv, og om den erfaring, der ligger i psykoanalysen, hvor en analysand taler om sine erfaringer og tanker til en anden, der stort set bare lytter og ind imellem nøgternt leder talen videre. I den situation, skriver Butler, bryder jeg’et sammen foran den anden (»in the face of the Other«), dvs. den selvopfattelse eller forestillingsverden, jeg’et går rundt med, bliver dekonstrueret foran den andens tavse nærvær – hvorved døren åbnes til uerkendte sider af én selv. I en parentes beretter filosoffen så, at hun i første omgang skrev forkert, da hun ville skrive sætningen »jeg’et bryder sammen foran den anden«. I stedet skrev hun »… bryder sammen den anden foran« (»the in face of the Other«), hvorved allerede sætningens syntaks netop var begyndt at bryde sammen. Som om pointen hjemsøgte selve det, hun forsøgte at sige.

At styrte sig

Ligesom man kan fortale sig, hvilket er en velkendt erfaring, som psykoanalysen fra starten har lagt vægt på, kan man altså også ’forskrive sig’. Pennen eller tasterne kan løbe af sted med én, sådan at man kommer til at udtrykke ubevidste tanker, der egentlig ikke var det, man ville skrive. I Hverdagslivets psykopatologi fra 1901 gav Freud allerede en række eksempler på, hvordan også skrevet tekst kan afsløre tanker, man ikke vidste, at man havde, eller som man helst ikke ville være ved. En anonym kilde beretter f.eks., hvordan han i et brev til en familie, han for nylig havde besøgt, kom til at slutte brevet med mange hilsner »til Deres frue og ihren (hendes) søn«. Fejlen lå i ordet ihren, der stavet med stort betyder Deres, altså parrets søn, men med lille i stedet henviser til hendes søn. Det viste sig, at skribentens ledsagerske ved det pågældende besøg havde bemærket, at sønnen mistænkeligt meget lignede en ven af huset. Denne noget ubekvemme tanke kom nu frem gennem forskrivelsen og afslørede, at skribenten var mere optaget af mistanken, end han måske selv var klar over. Vi kan komme til at skrive noget, vi tænker, mens vi skriver, uden at være klar over det. Næsten som om det ubevidste fører pennen udenom den bevidste tænknings kontrol. Freud giver også eksempler på politiske forskrivelser, der frembringer ubehagelige sandheder, som da en avisrapport ville forsikre, at en regent kunne forlade sig på støtten fra bestemte grupper, men i stedet for at skrive, at »på dette könnte er sich stützen«, kom til at skrive »på dette könnte er sich stürzen« – det ville betyde hans fald.

Forstyrret skrift

Måske har selve det at skrive noget grundlæggende forstyrret over sig. På en måde forskriver man sig altid, når man skriver. Man begynder en sætning uden at vide, hvordan den skal ende, og pludselig står der en hel række af tegn kædet sammen på en måde, ingen havde artikuleret på forhånd. Der er en slags tænkning, der går forud for skrivningen, naturligvis, men den kan ikke kontrolleres længere end til nogle generelle indfald og retninger. Der viser sig næsten altid noget andet, noget nyt, under skrivningen. Som en klog mand engang sagde, da han blev spurgt, hvad han mente om ét eller andet emne: »Det skal jeg lige skrive lidt om, før jeg kan sige det.« Skriften frembringer, måske endnu mere end talen, sandheder, der ikke er bevidste, før der skrives. Er det ikke sådan, digtere og forfattere ofte må overgive sig til skrivningen? Hvis man vil kontrollere skriften for meget på forhånd, bliver den stiv og uskøn. Eller man ender med simpelthen ingenting at kunne skrive, som Søren Kierkegaard også bemærkede. Først når han hengav sig til skriften og den stemme, der fortalte ham, at han bare skulle holde ordentlig på pennen og skrive hvert bogstav nøjagtigt, kunne han komme derhen, hvor ordene gav sig selv: »Og saa kan jeg gjøre det, saa tør jeg ikke Andet, saa skriver jeg hvert Ord, hver Linie saa godt som uvidende om det næste Ord og den næste Linie. Og naar jeg saa bagefter læser det igjennem, saa tilfredsstiller det mig dog ganske anderledes.«

Skrivende tale

Måske kunne man endda sige, at det er skriften, der frembringer sandheden. Selve skrivningen. Og at skriften stivner, når den begynder at ligne talen for meget – forsigtig, forståelig, under hensyntagen til modtageren, og oven i købet redigeret, så svipserne og forskrivelserne er taget ud. Omvendt kan talen ind imellem næsten blive til skrift, når den får lov at løbe frit og hele tiden overrasker, så man først ser meningen, når man er nået til bunden af ’siden’. (Er det ikke sådan, den nyligt pensionerede astrofysiker Holger Bech Nielsen taler – som en strøm af tekst, der bare vil ud uden hensyn til, om alle lige er helt med på meningen?) Når man almindeligvis taler, bøjer man af, læser den andens ansigtsudtryk, giver efter og siger »nå ja, sådan var det jo heller ikke ment«. Når man skriver, forsvinder denne anden, eller den bliver til en rent tavs og anonym modtager, næsten som i psykoanalysen, hvor talen foran sammen bryder den anden ned…

Da vi første gang sluttede denne klumme, endte det i et krav om mere skrift i det offentlige rum: Frem med forskrivelserne og ud med talking points. Men det er måske trods alt at lade sig rive lidt for meget med. Uden redaktører og eftertanke og stadige forbedringer af det umiddelbare udtryk, ville vi være gået glip af megen stor kunst og formentlig få en ret gakket samtale på grænsen til det psykotiske. I stedet kan man nøjes med at konstatere, at det ubevidste fungerer helt ind i hjertet af selv vores mest koncentrerede bevidsthedsliv, som i det at producere skrifttegn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Inger Sundsvald

Jeg anbefaler gerne artiklen, men det er da uhyggeligt at jeg skal høre musik samtidig med at jeg skriver :(

Michael Kongstad Nielsen

Ja, sådan er det jo, man kan tale på mange måder, lade munden løbe, envejs eller pludrende sammen, hvor indfald og spontane associationer styrer løjerne, men det er sværere eller umuligt, når man skriver. Man kan dog godt gøre forsøget, men så må man jo redigere begefter, hvis det skal give mening for andre. Men man kan også tale velovervejet, gennemtænkt, eller ud fra en overordnet idé, som så styrer talen, eller samtalen. Når man skriver, er der ikke nogen samtale, det tætteste man kommer på det er de elektroniske mediers muligheder, hvor man får svar med det samme, men det er alligevel ikke samtale som under nærværets vilkår. Det er lidt som en skuespilforfatter, der skriver replikker. Der er jo tid til at tænke over næste replik.

Det, der tænkes på i teksten ovenfor er vist det, der svarer til det bibelske:
"Hvad hjertet er fuld af, løber munden over med"
Lukas 6.45
http://www.udfordringen.dk/bibel/kapitel.php?ID=42&nr=6

Hvad angår Holger Bech Nielsen og hans livsbekræftende verbalekvilibrisme kan man naturligvis ikke forvente – med dagens generelt miserable oplysningsniveau – at alle nu lige er helt med på meningen – og slet ikke aarhusianere – hvordan skulle de også kunne være dét …

Niels Bohr havde det på tilsvarende måde – hans tanker meldte sig længe før, han kunne formulere dem i ord – og meget meget længere før, han kunne nedfælde dem på skrift, han var tilfreds med …

For øvrigt er Holger ikke ”astrofysiker”, men teoretisk fysiker og professor emeritus i teoretisk højenergifysik …

Maj-Britt Kent Hansen

Ligesom argumenter og formuleringer til brug for problemstillinger kan melde sig, når man er gået i seng, og man må op efter blokken og notere, ligeså kan selve det at skrive klargøre ens tanker og holdninger. Så at sige gøre en bevidst.

Til sidst står der noget på papiret, man ikke tidligere havde overvejet - ikke vidste, at man havde i sig.

Peter Andersen

"Niels Bohr havde det på tilsvarende måde – hans tanker meldte sig længe før, han kunne formulere dem i ord"

- sådan har jeg det også tit.
Så er det en følelse jeg prøver at udtrykke.
Ude bliver det et forsøg på forklaring (fornuft)

Peter Andersen

"Niels Bohr havde det på tilsvarende måde – hans tanker meldte sig længe før, han kunne formulere dem i ord"

- sådan har jeg det også tit.
Så er det en følelse jeg prøver at udtrykke.
Ude bliver det et forsøg på forklaring (fornuft)