Læsetid: 4 min.

Den historiske opgave

Der er to venstreorienterede billeder af den venstreorienterede leder: skødehunden, som bliver spist af magten – og bulldoggen, som spiser magten og misbruger den
Magthaverne. De, der vandt kampen om SF, har hverken sat sig igennem over for regeringspartnerne eller overbvist vælgerne. De har kun besejret deres egne.

Magthaverne. De, der vandt kampen om SF, har hverken sat sig igennem over for regeringspartnerne eller overbvist vælgerne. De har kun besejret deres egne.

Andreas Beck

29. september 2012

Venstrefløjen har altid haft et særligt forhold til magten: Den er let at kritisere, men den er svær at udøve. Magten er blevet et problem, når man har fået den. Som systemkritiker har venstrefløjen brilleret historisk, men som systemforvalter i de vestlige demokratier har venstrefløjen ikke stor succes.

Det er den britiske sociolog Colin Crouchs pointe, at venstrefløjens vej til magten er gået gennem socialdemokratiet. Og hvis socialdemokraterne er i krise, er venstrefløjen uden forbindelse til magten.

Det er ifølge Crouch en almindelig indstilling blandt venstreorienterede, at man forholder sig kritisk til magten, uanset hvem der har den. Så snart en venstreorienteret politiker er kommet til magten, skal venstrefløjen have vendt sig imod lederen. Skuffelsen starter på den første dag.

Skuffelsen resumeres Crouch i to hundefigurer: skødehunden og bulldoggen.

Skødehunden er den leder, der opgiver sin kritiske indstilling og overtager magtens sprog, så snart hun eller han kommer til magten. Helle Thorning-Schmidt er klassisk eksempel på en leder, der overtager de samme fortællinger om nødvendighed, ansvarlighed og krise, som den foregående statsminister brugte. Bill Clinton er eksempel på bulldoggen, der udnyttede sine privilegier som præsident på en måde, som han til enhver tid ville tage afstand fra, hvis en anden gjorde det. Han er konsekvent forført af sin egen evne til at forføre andre.

Den ene figur er afmægtig over for magten, mens den anden pustes op til magtfuldkommenhed. Enten overgiver lederen sig som skødehunden til magten, eller også bliver lederen som bulldog besat af sin styrke og misbruger sin magt. Skødehunden er for lidt, bulldoggen er for meget.

Magt og mening

Det er præcis venstrefløjens problem med magten, som SF for et par år siden lovede, de ville løse. Det blev erklæret, at man havde forvandlet et meningsparti til et magtparti.

»Han har samlet partiet og stået i spidsen for udviklingen fra protest- til indflydelsesparti,« som en kollega sagde om Villy Søvndal, da han gik af som formand. Men ved sin afgang lignede Søvndal en leder, der var blevet kvalt af magten og først kunne trække vejret, da han var blevet befriet for den igen.

Foran presssen sad han som symbol på, hvordan overgangen til et magtparti indtil nu har lignet en undergang for SF.

Ledelsen i SF har proklameret, at man er blevet et rigtigt regeringsparti. Og toppen i SF har tilsyneladende tillid til toppen. For alle ministre, Europaparlamentarikere og partiets politiske ordfører har meddelt, at de støtter ledelsens kandidat som formand for folkesocialisterne, Astrid Krag.

Og det er systematisk blevet antydet, at ledelsens kandidat har regeringsduelighed, mens græsrøddernes kandidat Annette Vilhelmsen skulle være regeringsuduelig.

»Situationen er usikker. Det politiske projekt er usikkert,« sagde en om Vilhelmsen. Usikkerhed betyder uro og ustabilitet, det betyder manglende evne til kompetent at udøve magt.

En anden sagde, at de, der støtter Vilhelmsen, ikke har en »realistisk afstemning« af deres forventninger. De er fantaster, som savner de regeringsdueliges forståelse af de barske realiteter.

Vilhelmsen er endda blevet bebrejdet, at hun præsenterer tanker, som ikke er i overensstemmelse med regeringsgrundlaget. Det fantastiske scenarie er, at det skulle være illoyalt over for regeringsprojektet og dermed regeringsudueligt, hvis SF’s mål ikke var identiske med det regeringsgrundlag, som indledes med et løfte om, at den nye socialdemokratiske regering vil følge den gamle borgerlige regerings økonomiske politik. Man skal altså sværge til Lars Løkkes plan for Danmarks økonomi i den nære fremtid, hvis man skal være leder for SF ...

Regeringsuduelighed

Det bærende argument i mod Annette Vilhelmsen er regeringsuduelighed. Det er ikke så urimeligt som den underliggende præmis om, at ledelsen selv er regeringsduelig.

Ledelsen i partiet har lavet vidtrækkende reformer, som den undskyldte, så snart den forlod forhandlingslokalerne. De har siddet og lavet en aftale, som de ikke kan forsvare over for egne vælgere og partifæller. De har ikke fundet en fællesnævner for det, de foretager sig, mens de udøver magt, og det, de siger, når de skal forsvare deres handlinger.

Gang på gang har vi hørt dem understrege, hvor vigtigt det er, at man står ved sine aftaler i regeringen. Men når man gør aftalens form til det afgørende, har man tilkendegivet, at man ikke kan forsvare aftalens indhold.

På den måde mister SF legitimitet over for de andre regeringspartnere og over for partiets egne græsrødder på samme tid. De taber opad og nedad. De er kommet ind med vældig arbejderromantik og patos, men de er kommet ud med borgerlige økonomiske reformer. Den eneste, der har været i stand til konsekvent at sige ’vi’ om regeringen, er skatteminister Thor Möger Pedersen – og han er den, som græsrødderne i SF, har sværest ved at sige ’vi’ med.

Det er nok lykkedes ledelsen at levere politiske resultater og reformer i regeringen, men det er ikke lykkedes at overbevise om, at det også var SF-politik. Den ledelse, der nu hævder regeringsuduelighed som kriterium, har selv vist sig som uduelig.

De, der har vundet kampen om SF, har ikke sat sig igennem over for regeringspartnerne, og de har ikke overbevist borgerne om deres kvaliteter. De har kun besejret deres egne.

Og den kamp står de nu til at tabe: Hvis hele ledelsen bakker op om en ledelseskandidat og udstiller modstanderen som uansvarlig, bliver det til en konflikt mellem magtpartiet og protestpartiet. Og vi ved godt, hvor folkesocialisternes almindelige sympati ligger: Hos hende, der kritiserer magten, og ikke hos hende, der udøver den. Indtil nu har ledelsen kombineret de to hundebilleder uheldigt: Den har været bulldog over for sine egne, og skødehund over for de andre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nu er der jo kræfter, normalt feministiske af slagsen, der finder diskussioner af forholdet M/K i politik for utilstedeligt, ja man bliver ligefrem ”krænket”, hvis nogen formastelige sådan kun rent filosofisk fastholder, at der muligvis kunne være forskelle, som var en diskussion værd, for ikke at ende med en totalt forvirret og psykologisk usund kønsidentitet …

”Buldog” og ”skødehund” er udmærkede begreber til at forsøge at definere forskelle, uden hvilke udviklingen og oplysningen ville gå helt i stå og ende i golde begrebsdannelser uden operationelle anvendelser på vej mod det hermafrodittiske paradis, hvor alle forskelle er eliminerede – helt i postmodernismens åndløse ånd …

Buldoggen kunne defineres som et mandligt princip og tilsvarende skødehunden som et kvindeligt – uanset hundenes køn …

Ser man på den øjeblikkelige miserable situation i SF falder det i øjnene, at den nuværende daglige ledelse opfører sig som buldoggen og skødehunden på samme tid – altså sparker nedad mod græsrødderne og fedter opad i regeringen for at beholde magten …

Det har tilsyneladende medført en forvirret politisk kønsidentitet i forhold til omverdenen, som har svært ved at se det partipolitisk fornuftige i opretholdelsen af denne efterhånden kronisk skizofrene pubertetskrise – hvor deres RV-buldog-mor - der forlængst har spist magten og misbruger den - alligevel vil sætte sin vilje igennem til enhver tid, uanset ungernes mening …

Det er spændende at være med at at se Rune bakse med ledelse og magten. Den baksen er det mest interessante, det skal der nok komme noget ud af.

Som jeg ser det Rune skriver, er han for tiden optagethed af ledelse, og jeg tolker her at hans eget måske lidt skitzofrene forhold til ledelse, bliver overført til den situation, der kører nu i SF?

Jeg kan ikke helt følge analysen og begreberne bulldog og skødeshund.

Den top der er nu er gået efter magten, har fået den, bruger den tydeligt til at forsøge at tryne fx. Vilhelmsen, og til at føre politik.

Men hvad er forskellen til Vilhelmsen her?

Ingen af dem har konkrete bud på hvordan tingene skal ændres til det bedre.Vilhelmsens snak er bare før-valg ævls romantik og er reduceret til ting som dagpengenes længde og optjeningsperiode.

Det sørgelige er, at hverken Vilhelmsen eller resten af partiet har nogle bud på den nye venstreorienterede politik der skal føres i dag, og som samtidigt har en chance for at blive realiseret uanset om SF stod med magten 100%.

Det nytter ikke noget at venstrefløjen taler om forvaltning af magt og form, når der ikke er noget nyt at byde ind med.

Det interessante er, at det samme gør sig gældende for de "borgerlige". Der er ikke rigtigt nogen miljøer der rør på sig.

Når der er ingen der har noget nyt, så tages der jo bare fat i de velkendt "løsninger". De sidste flere hundrede år har 99% af de klogeste af vores økonomer været beskæftiget med at forklare hvorfor uligheden skal være så stor som den er, og også hvorfor det endda bør være sådan. Hvor godt det er.

Det kræver konstant stor opmærksomhed fra faggruppen at forklare hvorfor din Iphone5 er produceret under slavelignende forhold. Og det kræver meget intellektuel kapacitet at forklare hvorfor det er smukt og etisk korrekt, når de rigeste sidder på alle goderne og en stor gruppe bogstaveligt dør i rendestenen.

Der er altid nogen der stikker mikrofonen op i hovedet på Steen Bochian, selvom han historisk har skudt forkert 60% af de gange han har forsøgt at spå om fremtiden.

Det er ham, der definerer hvad den økonomiske politik er, uanset hvad partierne hedder. Kald den borgerlig, men det overser at det er det samme snak det altid har været. Det tog en Hitler at bryde med den tomgang.

Så længe venstrefløjen taler økonomi, det være sig vækst eller fordelingspolitik, så vil den sidde fast. Det sker nu. Den skal ud over det. Og skal vi gætte på at det ikke er grøn omstilling.

Måske skal der tænkes som i storhedstiden i 60erne: liberalt og om frigørelse. Væk fra alt det med at staten og kommunern er svaret - offentlig sektor. Så har man defineret sig som en fagforening for offentlige ansatte. Som de konservative er for købmanden.

Der må være noget mere. Jeg tror på ingen måde at de tanker kan komme fra dem der er på toppen nu. Det er let at kritisere, men det er som om vægtklassen af politikere ikke helt er som den var for 20-30 år siden. Men tilgængæld er den sikkert ret lydhøre :)

Venstrefløjens magtambition kan altid kun være at neutralisere denne og give mest muligt til selvforvaltning og frivillige fællesskaber.

Lykkeberg skriver:
"Det er ifølge Crouch en almindelig indstilling blandt venstreorienterede, at man forholder sig kritisk til magten, uanset hvem der har den. Så snart en venstreorienteret politiker er kommet til magten, skal venstrefløjen have vendt sig imod lederen. Skuffelsen starter på den første dag."

Det kunne være at man som venstreorienteret ville være mindre skuffet hvis der blev ført venstreorienteret politik.

Robert Ørsted-Jensen

Velskrevet og velplaceret indlæg

Virkeligheden er jo Berg at der i siudste ende kun kan føres virkelig venstreorienteret politik - efter revolutionen - hvad fanden det så er for en strørrelse.

Men indtil da vil enhver regering - hvad enten den består af sociualister eller borgelige i et eller andet omfang være tvunget til at regere inden for rammerne af det bestående, og det b etyder nedskæreinger i krisetidere og beskatning også af dem der ikke har for meget (for der er ikke ret meget provenue at hente hos dem der virkelig har - for så mange er der ikke).

Kunsten er altså at forvalte det borgelerlige samfund på en sådan måde at det kan pege fremad og videre og animere til,k visioponer om noget andet og bedre, samtidiug med at man baner vejen for reformer på de områder hvor man faktisk kan gøre en forskel.

Men intet af dette har nogensinde og vil nogensinde tilfrerdstiulle den revolutionære venstrefløjsvælger -

Robert Ørsted-Jensen

Så er der så også det probnlem at venstrefløjen ikke længere beståpr af besiddelsesløse arbejdre - partierne på nvensytrefløjen er regeret og befolket af lærere, pædagoger og akademikere - samt ansatte i boligselskaber og lignende gråzone virksomheder hvis de ikker er embedsmænd - langt hovedparten har det tilfælles at de er offentligt ansatte.

Enhver ændring, regulering omorganisering eller omfordeling eller lignende der omhandler den offentlige sektor vil derfor øjeblikkeligt blive udråbt som et forrædderi.

Venstrefløjen bør i de fleste medlemmers øjne være de offenligt ansattes fagforeningers forlængede arm - og tillader deres politiske ledere sig at stille spørgsmål ved den måde den offentlige sektor er organiseret, dens omfang, produktiviteten etc etc - så blive det med det samme udråbt som blå politik og renlivet forrædderi.

Disse holdninger vil være en spændetrøje for ethvert venstrefløjsparti. Man kan ikke længere varetage de besiddelsesløses interesser. Man er nemlig lige nød til først at spørge om lov hos de offentligt ansattes fagforeninger - og ingen der her villige til at erkende at der måske er behov for omfattende ændringer for at sikre brugernes interesser og da slet ikke hvis en saglig analyse viser at klienterne - de faktisk besiddelsesløse - var bedre tjent med at man privatiserer, nedskærer, omlægger eller nedlægge visse funktioner. Enhver offentlig ansat mener selv at lige netiop deres funktion og arbejdsområde er ganske uundværligt.

Lad os se på hvordan SF i regeringen vælger at forvalte magten i f.eks. en proces om slutdepot for radioaktivt affald.

Slutdepotet er en giftig sag, men hvorfor vælge en strategi med glemmebog, forplumrede svar og vildledning af borgerne?

Her kunne SF have været i front og gøre Danmark til foregangsland vedr. anvendelsen af Aarhus konventionen på området håndtering af radioaktivt affald.

Svend Auken, S, tog i 1998 initiativ til Århus-konventionen, der "giver offentligheden adgang til oplysninger om, og medvirken i beslutningsprocesser om lokale, nationale og internationale miljøsager. Det har fokus på samarbejdet mellem offentligheden og offentlige myndigheder".

ACN Aarhus Convention and Nuclear holdt netop et møde i 2010: Application of the Aarhus Convention to the field of radioactive waste management"

Bagsiden: FN miljødømmer Danmark af David Rehling, INF, 22.5.12

Aarhus-konventionens tekst

Robert O Jensen, det har du faktisk ret i - og det er et problem, som synes uoverstigeligt, sålænge alt går ud på at skaffe arbejdspladser af al magt, selvom der er mere brug for at afskaffe endnu flere arbejdspladser og komme ned på et beskæftigelsesniveau som i den civiliserede verden, når det nu ikke længere er nødvendigt med så mange hænder.
Det er den erkendelse: at der er et alternativ til lønarbejdet, der også kan være et berigende liv, som skal vinde indpas, før vi kan få indrettet samfundet mere hensigtsmæssigt igen.

Sören Tolsgaard

"Det fantastiske scenarie er, at det skulle være illoyalt over for regeringsprojektet og dermed regeringsudueligt, hvis SF’s mål ikke var identiske med det regeringsgrundlag, som indledes med et løfte om, at den nye socialdemokratiske regering vil følge den gamle borgerlige regerings økonomiske politik. Man skal altså sværge til Lars Løkkes plan for Danmarks økonomi i den nære fremtid, hvis man skal være leder for SF …"

Ja, således synes børnebanden omkring Søvndal at opfatte tingene, og idet man nu har fået andel i magten, er det vel også sandsynligt, at solidariteten med venstrefløjsvælgerne gradvis er tilintetgjort, og børnebanden er moden til at melde sig ind i DRV, hvis syn på indvandring og miljø man jo langt hen ad vejen deler og har fremhævet som områder, hvor SF har kunnet få sin politik igennem.

Den økonomiske politik er derimod et tabu, hvor DRV har taget monopol på magten. For de SF'ere, som ikke deler de neoliberale anskuelser, er det oplagt at samles omkring en leder, som tør tale regeringsgrundlaget imod. Ikke løbe fra det, men gøre opmærksom på, at der er akut behov for justeringer, idet der udover økonomiske krav må tages nogle beslutninger, som afværger de værste følger af de borgerlige reformer. Regeringen har slået på, at man hellere vil skabe arbejdspladser end forlænge dagpengeperioden. Sagen er, at man ikke har formået at skabe disse arbejdspladser trods kickstart og endnu tættere mandsopdækning, hvorefter medierne og arbejdsministeren gik i selvsving over, at sagen handler om, at de ledige selv må gøre meget mere for at finde ledige stillinger..

Det handler ikke nødvendigvis om at forlænge dagpengeperioden. Det handler om at sikre, at 55-65 årige seniorer ikke skal lades fuldstændig i stikken på et arbejdsmarked, hvor stadig flere unge og stærke og østarbejdere konkurrerer om de ledige jobs. Og om at give de yngre årgange mulighed for at forbedre deres kvalifikationer og for at generhverve dagpengeretten gennem vikariater og jobrotation. Hvis arbejdsgiverne ønsker at gennemtrumfe et stadig mere fleksibelt tag-selv-bord, må lønmodtagerne naturligvis også sikres, så de ikke risikerer helt at miste fodfæstet på arbejdsmarkedet, når de ikke kan finde tilstrækkeligt arbejde i krisetider. De penge, DRV håber at spare ved at tvinge ledige til selvforsørgelse, kan komme til at koste samfundet dyrt i sidste ende.

Hvis ikke SF's regeringsmedlemmer vil kæmpe for lønmodtagernes vilkår, vil venstrefløjen være ilde stedt. Det er defor stærkt tiltrængt, at der i ledelsen viser sig evner og vilje til at arbejde for, at regeringsgrundlaget modereres, så det ikke får de katastrofale virkninger for de mange ufrivilligt ledige og deres familier, som der i øjeblikket er lagt op til. Og hvis en sådan tilkendegivelse får et arrogant og magtbesat DRV til at trække stikket ud, vil det forhåbentlig stå fuldstændig klart, hvem der bærer ansvaret, når vi efter nytår vågner op til en virkelighed, hvor lønmodtagernes vilkår er yderligere svækket.

Robert Ørsted-Jensen

Jegf takker Peter.
Ja - virkeligheden er også - og det afspejler sig ikke mindst i fremgang for højrepartier som DF - at der langtfvra altid er et entydigt interessefælleskab mellem offentligt ansatte, pædagoger, lærere og administratorer - og så det vi af mangel på bedre ord kan kalde de besiddelsesløse som var venstreflkøjens opriundelige målgruppe og i mine øjne stadig burde være den væsentligste målgruppe sammen med naturgrundlaget selvsagt. Men dette er et politisk strategisk probnlem som er en af årssagerne til Socialdemokratiets og venstrefløjens politiske krise her i den senvelfærdstatslige periode. Der er tale om en interessekonflikt som blokere for nytænkning.

Robert Ørsted-Jensen

Jeg har en stærk fornemmelse, Tolsgaard - apropos mine skriverier ovenfor - at når du taler lønmodtagerne - så mener du de offentligt ansatte - det er ikke almindelige arbejdere og håndværkere du har i tankerne - og det er nok heller ikke her at denne regering er i synderlig fare for at tabe mange stemmer. Men det illustrere et for mig at se væsentligt problem som ogfte forbigås i tavshed eller med påstande om at lønmodtagerne er en stor fælles interessegruppe.

Robert Ørsted-Jensen

Nej Niels - det er ikke et for eller et imod det her - blot en konsttaering af at interessefælleskab ikke altid er så indlysende som man påstår og som mange offentlit anstatte mener det er

- dette kan bl.a. aflæses i den vigende arbejdertilsluning til venstrefløjen - venstrefløjen er ikke hvad den var

Problemet er jo, Robert O Jensen, at splittelsen imellem interesser går ned i den offentlige sektor, hvor den moderne ledelse i realiteten er afskåret fra den øvrige medarbejderstyrke, fordi det ikke længere er anciennitet, der fører folk til avancement, men helt andre faggrupper, applikeret fra den private sektors tyrkertro på nødvendigheden af hierarkier og ledelse som en kompetence i sig selv.

Ja jeg tænker at problemet med den manglende indflydelse i regeringssamarbejdet måske også kunne skyldes at de erfaringstunge mennekser med masser af livserfaringen og med en enorm viden også fundamenteret ind i erfaringen samt evalueret over etlangt livs indsigt nærmest mangler fuldstændigt i SFs ledelse ! Skulle en ledelse demokratisk set ikke afspejle fler aldersgrupper samtidigt og ikke nærmest kun dem under 40år ? Når altså samfundets borgere blir ældre og ældre, skulle det så ikke også afspejles blot en anelse i ledelsen af div. Partiers ledelser ?

Niels Engelsted

Og nu hvor vi er ved det.

Modstillingen mellem arbejdere og offentligt ansatte,som alle venstrefløjspartier historisk har mødt, er også modstillingen mellem rigtige arbejdere og kvinderne, der fra 70'erne kom ind på arbejdsmarkedet--og ofte fik job i de børneinstitutioner og plejehjem, som man måtte indrette, hvis kvinderne skulle på arbejdsmarkedet.

Det var en ny kultur, som partiernes arbejdermedlemmer havde svært ved at acceptere. Det gjorde det ikke bedre, at kvindernes (og de offentligt ansattes) indtog i partierne var med til at skabe det store venstreorienterede opsving, som karakteriserede 70'erne.

Også SF er selv barn af den historie. Og de ledende kadrer, som børnebanden effektivt har udkonkurreret var netop kvinder fra dette opsving.

Det er rigtigt, Robert, at dine rigtige arbejdere vendte sig til DF på grund af denne 'feminisering' af venstrefløjspartierne.

At vinde alle disse blå Bjarner tilbage har været en vigtig del af Socialdemokratiets politiske strategi med sit højresving i værdipolitikken.

Hvis SF skulle til magten måtte det blive et mini-Socialdemokrati, og derfor måtte det også appelere til blå Bjarne. Det har garanteret været den politiske analyse bag Astrid Krags forbrødring med DF, og bag børnebandens blå Kansas politik, hvor 'mødregruppens' hidtidige politik skulle erstattes med noget for de rigtige arbejdere i skurvognen, som Tesfaye har udtalt.

Enig, Robert, der er store kulturforskelle, men hvis venstrefløjen skal have en chance består den ikke i at grave kløfter i sit eget territorium men i at bygge broer. Så prøv at komme over de gamle traumer.

Hvorfor er der ingen der har ondt af de besiddelsesløse akademikkere uden job ! Og hvorfor har arbejderne i nutiden monopol på venstrefløjen ? Mange håndværkere leder et liv i overflod med masser af besiddelser og oven i den meget høje faste løn suplerer de deres indtægter med masser af sort arbejde, noget akademikkerne har meget svært ved at kunne gøre selvsagt.... Med mindre de da har håndelag for håndværker jobs også ? Ja jeg synes det er et relevant kernespørgmål i en debat om en reel omdefinering af hvad nutidens venstrefløj skal være og for hvem !

Ordet " arbejder" har næsten fået en religiøs betydning på venstrefløjen men det er dumt rent ud sagt ! Lønmodtager gir langt mere mening og arbejdsløs besiddelsesløs lønmodtager gir et billede af nutidens fattige og indflydelsesløse og undertrykte ja og endnu værre har de aldrig ansatte besiddelsesløse "ikke-noget"-mennesker det vor tids udstødte og forarmede !

Måske man blot skulle se at få skabt et akademikker parti helt uden skam

som sammen med et rent arbederparti kan samarbejde om nutidens samfundsproblematikker for alle lønmodtagergrupper ud fra et ærligt udgangspunkt.

Hvis man skal være meget grov, Nail Cring, så ønsker den almindelige arbejdere alle fordelene ved at stige op i middelklassen, men ingen af forpligtelserne. Derfor er fjernsynet stupidt og den sociale mobilitet i realiteten gået i stå! I 70erne fik man med stor succes formidlet de bedre værdier i samfundet til den brede arbejdergruppe, i alliance mellem intellektuelle og arbejderklasse igennem de offentlige institutioner. Intet har formodentlig betydet mere for den udvikling end arte-abonnementsordningen, der bragte tydninger af verden tæt på de mennesker, der ganske vist altid havde betalt, som ikke havde troet, at den slags oplevelser var for dem. DR spillede en uvurderlig rolle med tv-teater og transmissioner med folkekære skuespillere. Kunsten blev alles i de år, formodentlig til stor harme for den ellers privilegerede højere middel- og overklasse, der pludselig måtte leve med cowboybukser på stolerækkerne.

Peter Hansen siger:

" Venstrefløjens magtambition kan altid kun være at neutralisere denne og give mest muligt til selvforvaltning og frivillige fællesskaber."

Rigtigt - Gælder det ikke alle partier ?
Gik denne etiske fordring i opfyldelse, så det anderledes lyst ud for det skrantende " folkestyre."

(se "Lyt til antidemokraterne" Lykkeberg)

Problemet er vel at venstrefløjen ikke har fået magten. Det har det radikale venstre som er et borgligt parti. Hvordan S og SF vælgere har kunnet forstille sig, at der nu skulle føres venstreorienteret politk er mig en gåde. Naturligvis er man blevet skuffet, og det er forstærket af at HTS og Villy S lovede guld og grønne skove såsnart de sad i ministerbilerne. Der skal jo et flertal bag, og det er der ikke.

Henrik Dahl introducerede og lavede faktisk AIM Nielsens Minerva model for mere end 15 år siden (Dahl, 1997, Hvis din nabo var en bil, side 21, og side 63-66)

Det blå og det violette segment går i denne model ind for det frie valg og har individet som udgangspunkt, mens det grønne og det rosa segment har et fælles-skabs orienteret udgangspunkt. Og også et vist miljø-aspekt er her. [Politikens læsere og læsere af Information siges at være placeret i det grønne segment - en vis interesse for sundhed er her også]-

Heraf kan man udlede at De Radikale nu befinder sig i det blå segment økonomisk, men i det grønne segment på miljø.området. Og at SF's ledelse også befinder sig et sted imellem det blå og grønne segment, nok mest lænende og hældende til det blå segments økonomiske politik, mens man på eks.l miljø-politikken og flygtninge-politikken har mere tifælles med det De Radikale.

Venstre, De Konservative, Liberal Alliance befinder sig i det blå segment, mens Dansk Folkeparti befinder sig i det violette og det rosa segment.

Ift. de offentligt ansatte må jeg så minde om sygeplejerskerne og sosu-assistenterne hvor der en del som stemmer på Venstre, Dansk Folkeparti mv.
Men som bare gerne vil have nogle ordentlige løn og arbejdsvilkår.

Og er De Radikale, og Socialdemokratiet - og SF - virkelig røde? Nej, de er ej. Dette sandhed skabt af TV2 i valgkampen i 2001....

Ift. lærerne så kender jeg i hvert fald mindst en lærer (hvis ikke to eller tre eller flere) som bestemt ikke er røde, men som er socialdemokrater eller endda stemmer på Venstre. Og som er godt tilfredse med samarbejdet med De Radikale og SF, både økonomisk mv. Og som bakker op om ABF-regeringens politik.

Dertil kommer at der faktisk findes mange offentligt ansatte i kommunens vej og park-afdelinger, som kommer fra de tekniske skoler - og her ved jeg af erfaring at cirka 33% af eleverne stemmer på enten DF eller Venstre. Netop fordi de kommer fra det violette eller det rosa segment; disse segmenter forefindes nemlig i stor stil på landet, hvor folk lever det som Thomas Højrup har kaldt den rurale livsstil. Og her kan man godt have en far eller en mor som har en selvstændig butik, er landmænd, osv. - men hvor man så ikke ser en fremtid, men ser en fremtid indenfor f.eks. at gå ude i naturen og passe skrænterne mv. i kommunen. Og de stemmer enten DF, Venstre, eller måske socialdemokratisk. Og de tilhører ifølge Minerva-modellen det violette og det rosa segment.

----

Og Robert - der er faktisk foretaget en del ændringer: mange kommuner har udliciteret deres Park Og Vej afdelinger til private. Og sparet en masse penge. Mange kommuner har også udliciteret deres busdrift til private. Og mange kommuner udliciterer også rengøringen til private firmaer - kommunen sparer her penge, men får så måske ikke gjort ordentligt rent.
Et af de værste - eller bedste - eksempler herpå er rengøringen på sygehusene. Efter udliciteringen af denne, er folk faktisk blevet mere syge at komme på hospitalet.

Ift. sygehusene er det smart nok at en gruppe klargør en operations-stue mens et andet hold er ved at opere og et tredje hold rydder op i en tredje. Og at læger mv. selv gør rent mv. Det hedder omlægning af arbejdsgange - mange mennesker kan dog først ikke se dette som en gode. Fordi vi er vanedyr.

Og er problemet ikke snarere, at disse DJØF'ere der bliver ansat som lederne ikke ved noget om, hvordan man får alle folk med. Men bare kommer ind og siger at nu skal det være sådan, fordi ledelsen (som ikke har nogen kontakt med jer eller ikke aner noget om f.eks. lægers arbejde på sygehuse) siger det. Folk som har taget en cand.scient. adm. uddannelse er eksperter i offentlig administration og i at udfylde skemaer - og få andre til at udfylde skemaer. Men ved måske ikke så meget, som folk fra de humanistiske videnskaber om, hvordan man kommunikerer et budskab ud til folk. De sidder bare med deres regne-ark og siger: jamen, tallene viser, at gvis vi gør dette eller hint, så kan vi spare så og så meget.

Og imens tænker alle: hvem skal fyres....

-----

Så det passe børn eller undervise børn er ikke et rigtigt arbejde? Hårdt fysisk arbejde er...?

I så fald skal jeg bede Niels Engelsted om at komme på en tur med mig til nogle plejehjem og sygehuse. Her vil han se sosu-assistenter og sygeplejersker udføre hårdt fysisk arbejde. De vedner patienter, vasker patienter mv.

---

Og at vinde det der medierne hedder 'blå bjarner' tilbage, men som jeg mere som rosa eller violette ud fra Minerv.modellen og dens fortælling om hvad de rosa og de violette segmenter har som værdier i livet er en tabersag. Bjarne har fundet hjem - i enten Dansk Folkeparti eller Venstre. Og hvorfor skulle folk dog stemme på et socialdemokrati når man kan få den ægte vare hos Venstre eller DF.

----

Socialdemokratiets krise er denne:
De tror de skal vinde de blå bjarnet tilbage, men aner ikke at han forlængst er gået over til DF eller Venstre.
Mere interessant synes det at være at mange social-demokratiske og SF's vælgere er gået til --- Liberal Alliance. Og hvem er det som vinder i Danmark; det er Enhedslisten, det er Liberal Alliance, det er Dansk Folkeparti - alle partier som klart markerer hvad de står for. Nu afdøde Svend Auken vandt i 1990 et valg for socialdemokraterne med en klar social
demokratisk profil hvori også indgik en omfordelingspolitk...

Michael Kongstad Nielsen

Gert Sørensen,
Lad mig lige minde om mandatfordelingen i Folketinget:

S = 44 R = 17
SF=17
EL=12

De "røde" tilsammen = 73 mandater.
De radikale = 17 -

Det vil sige, at de "røde" tilsammen stiller med mere en fire gange så mange mandater som R.

Så har man altså fået for lidt ud af den overvægt, og havde ikke behøvet at gøre Danmark mere ulige.

Sören Tolsgaard

Det er oplagt, som Robert gør gældende, at lønmodtagerne ikke er en ensartet gruppe. Mange vellønnede håndværkere er forlængst gået over til DF eller V, men grundet de trange tider og konkurrencen fra øst bør det stadig være en mulig opgave for S og SF at vinde nogle af disse tilbage, ikke mindst i betragtning af DF's svigt i forbindelse med reformerne. Det er dog dertil nødvendigt, at regeringen har en anden politik på netop dette område.

Det absurde er jo, at det i øjeblikket er DF, som indrømmer, at reformerne var unødigt hårde og utidige, idet et forlig med et bredt folkeligt mandat dog ikke kan etableres pga. regeringens håndfæstning. Så omend DF's omsving forekommer utroværdigt, fastholder det lønmodtagere i blå blok. Hvis ikke skødehundene i regeringen indser, at det er nødvendigt for dens folkelige mandat, at der udvises hensyn til lønmodtagernes og særlig de lediges situation, vil S og SF blive decimeret til næste valg.

Flere lønmodtagere, især yngre, både offentligt ansatte og "rigtige" arbejdere, som tidligere var sig selv nok, er jo begyndt at indse, at afmonteringen af velfærdsydelserne også kan ramme dem. Derfor er det overordnetlig vigtigt, at S og SF ikke svigter nu, men markerer tydeligt, at der gives en grænse for, hvor hårdhændet de radikale (samt neoliberalister i egne rækker) kan diktere den økonomiske politik.

Så jo, omend det sikkert i høj grad var de "rigtige" arbejdere, som i første omgang foretrak DF, dengang venstrefløjen nægtede at indse, at den enorme indvandring skabte sociale problemer, handler det både om at vise disse, og det blødere segment, som er forblevet på venstrefløjen, at regeringsmagten forpligter til andet og mere end at underskrive en borgerlig håndfæstning. Magten forpligter til at kæmpe for den politik, som man er blevet valgt på.

Robert Ørsted-Jensen

Der er jo også en anden problemstilling her - mig bekandt var den sidste ufaglærte af betydning i det danske folketing Pia Kærsgaard.

Hvor er de ufaglærte henne i EL og SF? Oh - hvordan ser det ud med socialdemokratiet i disse år - den sidste arbejder partileder var Anker Jørgensen - en arbejdsmand - men det er nu et halvt århundrede siden.

Det er ikke foir mig - som Engelsted synes at ville fremstille det - noget med at dyrke modsætningsforhold mellem arbejdere og oiffetligt ansatte.

Det er derimod en konstatering der siger at der stort set ikke er andet end offentligt ansatte i partier til venstre for Socialdemokratiet - og at dette har nogen alvorlige konsekvenser. Dette ikke mindst fordi regeringspartier gerne skulle kunne regere - og ikke regeres - af den offentlige sektor - samt at ikke alle beslutninger nødvendiugvis kan være glædelige nyheder for alle offentligt ansatte hver gang. Da slet ikke hvis det også skal være beslutninger der er til gavn for de mest udsatte grupper som ofte kliengøres unødig grad.

I mine termer kan befolkningen klassedeles i Kapitalister, socialister og "fremmedgjorte".

Som Karsten Aaen erfarer jeg, at der er flest i den sidste klasse.

Robert O Jensen, problemet er vel i virkeligheden, at VKO viste sig villige til at ansætte offentligt ansatte?! Det betyder, at den accept, som mange offentligt ansatte, især ufaglærte, tidligere udviste ved fyring under en rød regering, ikke længere er en nødvendighed, fordi den borgerlige side opfattes som et ikke-afskrækkende alternativ. Arbejdsløshed er jo også igen en langt alvorligere sag, hvilket ikke er til fordel for venstrefløjen, når det kommer til at høste stemmer på trods af nedskæringer i den offentlige sektor.

Robert Ørsted-Jensen

Dere er mange problemstilliger i alt dette - Peter Hansen (og Niels Engelsted) - jeg hører ikke til dem der mener at man skal nedgøre nogen eller sætte nogen op imod andre eller lignende - jeg påpeger bare at der er nogle gedigne og yderst problematiske skævheder i repræsentationen - nogen som har potentielt har nogle meget alvorlige konsekvenser for det politiske liv.

Jeg tænkte ofte som politisk aktiv på venstrefløjen i 80'erne og de tidlige 90'ere på historien om lille Klaus og store Klaus som ikke kunne tåle degne - vi var fandme konstant omringet af degne (lærere) ude på visse dele af fløjen og vi var sgu nogfen der ofte følte en vis humoristisk sympati for stakkels Store Klaus

Robert Ørsted-Jensen

Man spørger af og til sig selv om det obverhovedet er muligt at formulere en skolepolitik der er målrettet på de svagest stillede - når nhalvdelen af ens parti består af degne?

Gert Sørensen siger:

"Problemet er vel at venstrefløjen ikke har fået magten"
Altså venstrefløjens og deres debatørers problem.
Ikke folkestyrets. Blok politikken er indtil videre død.Og tak for det.
Håber, at en evt sejr til de blå næste gang ikke føre til oplivning af blå blok.
For et par år siden i den årlange valgkamp meldte R samarbejde på midten, som jeg kaldte violet politik.
Og sådan blev det.
Så sagde Thorning samarbejde på midten. Hvad skulle hun ellers sige. Margrethe viste jo vejen.

Danmark trænger til en forbedring af folkestyret.
Det kræver en mentalitetsændring både hos vælgere og politikere.

Robert Ørsted-Jensen

Personluigt har mit oplevelser fra udlændigheden gjort at jeg stille meget store spørgsmålstegn ved værdien af dansk boligpolitik og de store boligselskaber. Siden hvornå har de leveret flere, bedre og billigere boliger? Da jeg boede i hjemlændigheden var det krop umuligt at få en god lejebolig - her hvor jeg nu af kan jeg skaffe en som ville kunne betales af selv den dårligst stillede inden for få timer - her er ingen store boligselskaber. Jeg siger ikke at det er ene godt her og ene galt hjemme - men oplevelsen får en til at stille sig slev nogle spørgsmål - og begynde at overeveje om boligbureakrtatiet har udviklet sig til en sådan jungle af snævre særinteresser hos ansatte og i visse partier at det er krop umuligt at reformere på det?

Jeg kan på et nivea som svare til en almindelig arbejderløn i en familie hvor der kun er een udearbejdende - inden for få timer og dage (i alle tilfælde inden fior en uge) skaffe en god og sund lejebolog her hvor jeg bor - og jeg kan selv vælge hvilklet kvarter elle del af byen jeg ønsker at bo i. Jeg spørger jer om I kan tilbyde mig det samme i København og omegn - og det med hele dynen af sociale boligselvskabs bureaktratier i hånden? Signalere det ikke at der er gode grunde til at stille spørgsmål ved noget? Og - hvorfor er det poliutisk umuligt at stille sådanne spørgsmål? Gavner det de besiddelsesløse oig arbejderklassen af have tonsvis af formynderer over sig og ikke at kunne vælge selv? Sådanne spørgsmål må og bør man kunne stille og aligevel stilles de ikke.

Heinrich R. Jørgensen

En bulldog anses ofte for at være en skødehund, og betegnes ofte "mops".

Der er en afgrundsdyb forskel mellem at være kristisk, og at være mopset og brokkende. Rune Lykkeberg er vedholdende kritisk. Han er exceptionelt observant og en blædende analytiker. Hvorfor skulle han nøjes med at ytre en mening, når han evner at præsentere en forståelse på pædagogisk vis?

ROBERT Der er så mange på det private udlejningsmarked,der tager helt horible overpriser for de faldefærdige lejligheder, de lejer ud, lad være at ødelægge boligselvskaberne venligst, de er de eneste man kan reelt kan regne med hvad angår vedligeholdelse og modereat stigende huslejepriser...

Men en kontrol med nepotismen i disse selskaber kunne være en god ide, så det ikke er bedstevennen, der tjener åger priser på bestilling af hvidevarer og håndværker-priser, da man kan få indtryk af at der ind imellem indkøbes de dyreste varer og ikke de bedste... Men please tro ikke de private udlejere er bedre Robert, og det siger jeg af grum erfaring over rigtigt mange år på mange dusin bopæle ! De, der virkeligt har snydt så flødeskummet driver ned af deres egne arkitekttegnede vægge er private boligudlejere ! HER VILLE MEGET STØRRE BØDER VÆRE PÅ SIN PLADS. Da det jo altid er relativt fattige mennesker de udnytter.

Flemming Andersen

Igen en udmærket artikel fra Lykkeberg , sevlom jeg synes han overfortolker en hel del på venstrefløjens regeringsproblemer.
For det første er tidsperspektivet kraftigt beskåret, hvor han har fjernet de gode eksempler på statmandskab ,i sidste århundrede, der virkeligt var et par stykker af. Ledere fra venstrefløjen der havde visioner og fremsyn og som arbejdede både for deres vælgere og for hele befolkningen. I den periode kan man faktisk sige de borgerlige regeringer var ligeså hjælpeløse som venstrefløjen er idag.
Så kører Lykkeberg ellers isoleret på SF som i artiklen er ene om at repræsentere venstrefløjen, hvilket måske med Sossernes højredrejning, langt ud over "den nødvendige politiks rimelighed" i forhold til egen vælgerskare og landets tarv, er rimelig nok når venstreføjen skal defineres.

Men så skal han jo ikke påstå at venstreføjen har magten, hvis kun SFs 16 mandater repræsenterer den i regeringen. Så er den i mindretal i en mindretalsregering, som af den grund svigter EL og vælger samarbejde til højre.

Denne decimering af venstrefløjen medfører jo så, den virkelige årsag til venstrefløjens regeringproblemer og det er persongalleriet.
For det første er regeringsmedlemmer med reelle venstreorienterede holdninger indskrænket kraftigt af Socialakrobaternes overgang til blå blok, hvor den måske har været i deres drømme altid, og for det andet lader kvaliteten af de tilbageværende meget tilbage at ønske.

Uanset hvilke partier og antipartier man måtte ønske at tage, kan enhver se forskel på Thor Møhre og Per Hærrerup, J.O Kragh eller H.T S., Corydon eller Anker Jørgensen.

Personlighederne mangler simpelthen i regeringen, ligesom de borgerlige ikke havde de rette i sidste århundrede.
Jeg har ladet mig fortælle at H.T.S. på borgen betegnes som: En person som får plastik til at se ægte ud!!
Hvis det er sandt, vil en forhandling været ekstem vanskelig uanset hvad den måtte omhandle.

Politik er også mennesker og når man ser på , hvor dygtige mennesker EL præsterer gang på gang, må Sosserne spørge sig selv om, hvorfor de ikke har kunne tiltrække andet end en Corydon, der ikke aner hvad en arbejdsløs vilkår er, eller en Sass som alternetiv som HTS ikke tør overlade pengekassen.
Uddannelsen af fremtidens tillidsrepræsentanter, kan ikke udføres ved at hive spindoktoren ind, det nedsætter folks tillid, bare som eksempel.

Inkompetente valg har det med at formere sig selv og det kan man ikke regere på, men derudaf deduktere at venstrefløjen har problemer med regeringsmagten er en overfortolkning så det klodser, men en god provokation.

Robert - og andre.

København er en mærkværdighed ift. andre storbyer i verden. Indeni Københavns Kommune ligger Frederiksberg Kommune. Udenom København ligger en masse små selvstændige kommuner. I andre storbyer, f.eks. Berlin, London eller Stockholm ville f.eks. Hvidovre, Brønshøj, Vanløse, Avedøre mv. være en del af Københavns Kommune. Det samme ville Farum Kommune eller Favrskov Kommune som den hedder nu.

Og ja, der er boliger at få, gode, sunde og store boliger i Mjølnerparken, i Farum Midtpunkt, og i de almene boliger som ligger vest for København. Men folk vil jo ikke bo der, vel...Det er nemlig det som er problemet, præcist som alle studerende vil bo i Trøjborg-kvarteret (studenterkvarter) i Aarhus.
Og ikke i Lystrup eller Solbjerg...

Ift. de ufaglærte arbejdere så er det godt spin at Pia Kjærsgaard har værety hjemmehjælper, ja måske i et halvt år eller så. Hun var ledende hjemmehjælper, altså den som satte andre i sving og bestemte hvor andre hjemmehjælpere skulle sendes hen.

Og mht. hvor de andre partier og deres ufaglærte arbejdere er, så er Henning Hyllested og Christian Eriksen Juul + 2 andre fra Enhedslisten altså ufaglærte.
Henning Hyllested er havnearbejder - fra havnen - i Esbjerg.

Hvad er der nu galt med degne.... Og kvinder ! De eneste grupper der reelt er der for børnene ?

Degne er da ofte gode jævne mennesker, som har arbejderforældre og ved hvad det vil sige at være et almindeligt lønarbejder menneske, og så har de ret ofte lidt evner i at formulere sig, og også på skrift, noget man ikke sådan skal kimse af i et arbejder-parti !

Rune Lykkeberg kunne godt mistænkes for at ville forsøge at hæve debatniveauet - væk fra dette evindelige éndimensionale rakken ned på enten kvinder, mænd eller politikere - søge at finde tilbage til en dialektisk disputform, som mange af os har fået ind med marxmælken, men som desværre nu er totalt forsvundet - defameret af alt dette historieløse neo-burgøjseri på alle niveauer i samfundet ...

Naturligvis vil det bringe en nødvendig oplysning, at befatte sig med disse afdøde antidemokrater - lige fra den politisk betændte Blixen til enhver anden, der af selvsamme repressive og tilsyneladende tolerante system søges rehabiliteret eller på anden måde søges gjort stueren - en materiel interesse, som burde være en selvfølge for ethvert tænkende menneske ...

Lykkeberg : " Det fantastiske scenarie er, at det skulle være illoyalt over for regeringsprojektet og dermed regeringsudueligt, hvis SF’s mål ikke var identiske med det regeringsgrundlag,.....".

Det mærkværdigt, at Wilhelmsen ikke bruger det argument i den stadig hårdere debat mellem de to kamphøns.

Hun forstår heller ikke at afvise magtelitens dagsorden, og holde sig til, at der skal vælges mellem to personligheder og ikke to politikker.

Hun er ikke helt skarp, men meget tiltalende.

Sören Tolsgaard

@Leo Nygaard: "Det mærkværdigt, at Wilhelmsen ikke bruger det argument i den stadig hårdere debat mellem de to kamphøns."

Det har hun sådan set gjort, alene ved at tage sig den frihed helt konkret at fremsætte konstruktive forslag til justering af dagpengereformen, som hele regeringen burde og kunne arbejde videre med uden at tabe ansigt.

Vilhelmsen synes dog i øjeblikket indstillet på at holde lav profil i dette spørgsmål, og drager i stedet fordel af den panik, som hendes frimodighed allerede har skabt i børnebanden.

Hvis regeringen (læs: Vestager og børnebanden) ikke vil rokke sig en tøddel og er indstillet på at afmontere SF, hvis partiet gør gældende, at det stadig er centralt på en eller anden måde at afhjælpe de betrængte lønmodtagernes situation, vil det sikkert efterfølgende stå klart, hvem der svigtede de vælgere, som havde regnet med, at denne regering i højere grad end den forrige ville være på lønmodtagernes side.

Fremragende analyse Rune Lykkeberg:
Nu med 'dødsstødet':

"Vilhelmsen er endda blevet bebrejdet, at hun præsenterer tanker, som ikke er i overensstemmelse med regeringsgrundlaget. Det fantastiske scenarie er, at det skulle være illoyalt over for regeringsprojektet og dermed regeringsudueligt, hvis SF’s mål ikke var identiske med det regeringsgrundlag, som indledes med et løfte om, at den nye socialdemokratiske regering vil følge den gamle borgerlige regerings økonomiske politik. Man skal altså sværge til Lars Løkkes plan for Danmarks økonomi i den nære fremtid, hvis man skal være leder for SF …"

Robert Ørsted-Jensen

Aaen og Cring - det jeg animerede til var fordomsfri debat om bl.a. boligpolitik og også et vist mnål af kriutrisk anbalyse af den måpde de offenmtligt anbsattes egenintereser måske ikke altid harmoinere med de besiddelsesløses interesser (bemærk venligst at jeg ikke bruger begrebet 'arbejderklassen' her - det er ikke tilfældigt).

Det boligpolitiske mastodont væsen var skabt med udgansgpunkt i profteering i bygning af private lejkekasserner/slum på vestrerbro og nørrebro i 1870erne. Det tjente dengang det ædle formål at afprivatiserere boligsektoren og dermed sikre bedre forhold for arbejderklassen (dengang et mere anvendeligt begreb).

Der er siden dengang blev lappet på dette system med en uoverskueligt overbygning af boligselskaber, skatter og afgifter som ingen tør røre ved - end ikke de borgerlige partier tør eller nærer relle ønsker om at deregulere og venstrefløjen har så meget i klemme, og så mange medlemmer ansat her, at det ofte synes umuligt overhovedet at gennemføre en fordomsfri debat om emnet.

Jeg mener at man burde kunne stille nogle simple spørgsmål til dette kollosale og ekstremt dyre bureakrati

Et fundamentalt venstreorienteret spørgsmål må vel være - levere det varen til dem som har mest behov - altså de besiddelsesløse og de unge - jeg mener at der er meget der tyder på at det gør det ikke på uendeligt mange punkter.

Jeg har igennem en del år oplevet et totalt privatiseret system hvor der ikke er andet end et privat udlejningsmarked endog et der er adminstreret af ejendomsmæglere. Jeg er bestemt ikke udelt imponeret, men jeg har måttet konstratere en række ting der for mig giver anledning til at man stiller spørgsmål ved det i sammenligning ekstremt dyre danske skatte og afgiftsfinansierede system og den handlingslammelse der er fra de radikale og venstre om.

Man lod højrefløjen smadre andelstanken i stedet for selv i tide at luge ud i det. Man lod højrefløjen gøre livet vanskeligt for de store boligselskabers mulighed for at købe og bygge billingt, man loid dem indføre ejerlelejlighedsystemet, hvor man m,åske viulle have været bedre tjent med et reformeret andelssystem. Altsammen fordi man selv er handlingslammet, forekommer det mig når jeg ser tilbage - og ikke selv evnede at gribe om nælden i tide.

Jeg mener det ville have været bedre om man selv havde spillet ud med en række grundige studier som tage hele griseriet med under seriøs overvejelse - herunder også boligskatterne og fradragssystemet - og derefter overvejede reformforslag. Men jeg oplever at det (med undtagelse måske af af fradragssystemet) er en varm kartoffel som ingen tør røre ved, Istedet lod man de borgerlige om frit at undergrave og smadre nogle af de bedste dele.

Det her har intet at gøre med kommunalinddelingen i København (denne spille ingen rolle overhovedet) - det er hele landets boligpolitik der i mine øjne trænger gevaldigt til nye overvejelser.

Lejeboligerne lever ikke varen og har ikke leveret den på aførende punkter i mange årtier - der er et system der er stærkt formynderisk over for de besiddelsesløse, et system der giver dem nul valgmuligheder og istedet sender dem til socialforvaltningernes og ind i rækkerne på uendelig lange boligkøer - med ofte årelange ventetider.

Det her burde anskues - ikke fra boligbureakratiets vinkel (som man tenderer mod at gøre hvergang - man skulle jo nødigt træde sine egne over tæerne) - men fra brugernes vinkel og en række hårde spøgsmål bør stiulles der handler om hvorvidt dette nærmest uoverskueligt komplekse system rent faktisk levere varen til de mennesker det var tænkt at skulle beskytte og levere varer til.

Min oplevelse - fra et totalt dereguleret system hvor man ikke ikke beskatte værdi af egen bolig. er at dette system på flere punkter og via brug af regulerende rammelovgivning rent faktisk levere varen bedre og billigere på flere punkter for netop de mest udsatte grupper.

Min konklusion er ikke at man så bare skal deregulere alt, men min konklusion er at der er grunde til at genoverveje behovet for nogle meget omfattende reformer, måske også nogen der betyder deregulering og kontrolleret privatisering på visse områder.

Men jeg ser så også straks hvordan folk går i hanisk når man siger det. Men hvis man reelt sigter mod at forbedre forholdene for dem der ikke kan vælge selv idag og sikre dem muligheden for social mobilitet - så er der bestemt grunde til at man grundigt genovervejer hele dette morads - og det er bare et eksempel - en del af velfærdstatsmodellen - som man burde kunne debattere fordomsfruit - 'levere dette rent faktisk varen - eller gør det ikke?' - og det burde i mine øjne vurderes fra et ægte venstrefløjssynspunkt - altså et der ikke tage hansyn til de offentligt ansatte men derimod de grupper som systemet burde tjene.

Jeg for min part begræder stadig at man lod de borgerlige omdatte andelssystemet til noget der i svær grad ligner ejelejligheder - havde venstrefløjen lyttet mindre til burekratiets automatiske forsvarsmekanismer og istedet grebet mere uhildet om nælden og med et ægte øje for de svagest stilledes interesser, kunne man utvivlsomt have kommet op med noget der havde tjent disse grupper langt bedre.

Jeg taler som en der voksede op i NV kvarteret i et af arbejdernes andelsboligselskaber mange kvarterer. Der var sgu fordele for os arbejderfamilier i det system som I har ladet smadre via jeres egen manglende evne til at turde stille hårde spørgsmål til jeres egne - administratorerne/bureakratiet - det forekommer mig at burekratriets egeninteresser altid får overtaget - hvor det burde være de gruppe vi ønsker at være talsmænd og repræsentere der stod højest på listen som målet for vores indsats og arbejde.

Ja det forekommer mig ofte at velfærdstatens bureakrati er blevet velfærdstatens værste fjende og at burekratiet på mange måder dominere venstrefløjens tankegang på en stærkt konserverende måde og til skade for muligheden for reform.

Fin analyse fra Rune, nu mangler vi bare en analyse af hvorfor de to andre partnere i trojkaen ikke imødekommer noget som helst for SF.
Men måske skal vi se SF i regering med Løkke, det vigtigste er jo at være regeringsduelig, politikken er underordnet.
Hvem har respekt for en tibetansk tæppetisser.

Sider