Læsetid: 7 min.

En konflikt, der bliver varmere og varmere

USA og Iran er ifølge den amerikanske historiker David Crist på vej mod en krig, ingen af dem ønsker. »Jeg er en optimist af natur, men lige omkring det her er jeg temmelig pessimistisk,« siger Crist, der har netop har udsendt et mursten af en bog om den iransk-amerikanske 30-årskrig
Straks efter shahens fald i 1979 kom USA og Iran på konfrontationskurskurs. Her det aktivister ved USA’s ambassade i Teheran under studenternes 15 måneder lange besættelse af ambassaden i 1979-80.

Straks efter shahens fald i 1979 kom USA og Iran på konfrontationskurskurs. Her det aktivister ved USA’s ambassade i Teheran under studenternes 15 måneder lange besættelse af ambassaden i 1979-80.

8. september 2012

Historien om USA og Irans forhold de seneste 30 år er historien om mange krige, der næsten fandt sted. Helt tilfældigt endte den amerikanske forfatter og historiker David Crist selv i en af dem som officer i den amerikanske hær i Irak i 2004.

»Jeg var en del af en specialenhed i den amerikanske flåde, som var på mission i Shatt al-Arab-farvandet mellem Irak og Iran. Vi skulle kigge efter irakiske selvmordsbåde – som i øvrigt ikke fandtes. En time inde i missionen kommer en stribe både fra Revolutionsgarden susende ud fra den iranske kyst. De skærer ind foran os både, viser deres våben og retter dem mod vores,« forklarer han.

»Vores leder var en SEAL-kaptajn, der var vokset op i Teheran og talte flydende farsi, så han prøvede at tale dem til fornuft, sagde, at vi ikke krænkede deres farvand, og at vi ikke ville dem noget ondt. De begyndte at råbe skældsord efter os, og jeg troede, at vi ville ende med et shootout og regulære krigshandlinger. Alle rettede våbnene imod hinanden, og vi tilkaldte bistand fra luften. Men vores øverstbefalende beordrede os til at trække os tilbage,« forklarer han om episoden, der beskrives i hans nye bog The Twillight War – The Secret History of America’s 30 Year Conflict with Iran.

Gensidig mistro

»Jeg mener, det var en fejl. De var ved at smugle krigere ind, og resultatet var, at de fik lov til at lave deres egen modinvasion af Irak, og at vi overlod farvandet til dem. USA var ikke forberedt på, at det kunne ske, eller at iranerne ville komme til at spille en hovedrolle i Irak. Invasionen var en temmelig dårligt planlagt operation,« konstaterer han tørt.

Eksemplet er ifølge den erfarne historiker i det amerikanske forsvarsministerium og oberst i marinekorpset typisk for det iransk-amerikanske forhold. USA har på den ene side undladt at tage de vigtige konfrontationer og på den anden side misset de chancer for dialog, der har været.

De to landes forhold er præget af gensidig mistro. Sådan har det været, siden tilhængere af Ayatollah Khomeini væltede den af USA indsatte shah i 1979 og efterfølgende besatte den amerikanske ambassade. Eller måske går mistilliden helt tilbage til det amerikansk støttede kup mod den demokratisk valgte præsident Mossadegh i 1953. Dialogen mellem de to lande er så afsporet, at de lige nu står på grænsen til en regulær krig, ingen af dem har interesse i.

»Vi har været i konstant konflikt siden 1979. Nogle gange har det været en temmelig varm krig, nogle gange mere kold, og ind imellem har det set ud, som om diplomati rent faktisk kunne fungere. Men tingene ændrer sig ikke rigtigt, og jeg er pessimistisk omkring mulighederne for at undgå en konflikt,« siger han.

Forsøg på forsoning

»Den iranske revolution er til en vis grad bygget på anti-amerikanisme, og mange amerikanere ser Iran som vores største fjende. Den spænding er der altid. Derfor er muligheden for eskalering altid meget stor, når disse her begivenheder finder sted, uanset om de er planlagt eller ej. Problemet er, at vi ikke har nogen kanaler åbne til at mindske spændingen,« siger han.

Det er en spænding, der er vekslet i styrke. Fra gidseltagningen i den amerikanske ambassade i Teheran i 1979 til den aktuele strid om det iranske atomprogram. Perioden rummer Irak-Iran-krigen op gennem 80’erne, hvor USA støttede Saddam Hussein; deciderede krigshandlinger i Den Persiske Golf, iransk sponsorerede terrorangreb på amerikanske mål og den amerikanske flådes nedskydning af et iransk passagerfly i 1988; sammenstød med iransk-sponsorerede militante grupper i Irak, Libanon og den israelsk-palæstinensiske konflikt.

»De fleste amerikanske regeringer, der har siddet i to perioder, har på et tidspunkt prøvet at række hånden ud,« siger David Crist.

»Clinton er et godt eksempel. I midten af 90’erne fandt bilbombeangrebet på den amerikanske militærbase Khobar Towers i Saudi-Arabien sted, kuwaitiske både blev angrebet, og det lå i kortene, at det ville føre til en konfrontation. Men så blev den den reform-orienterede Mohammed Khatami valgt til præsident, og det ændrede dynamikken. Khatami gav via mellemmænd besked afsted til Clinton: ’Vi havde intet med Khobar Towers-angrebet at gøre. Men det vil ikke ske igen’. Så i stedet for at bombe Iran, satte Clinton gang i et forsøg på forsoning,« fortæller David Crist.

Forsøget endte i en fiasko, da Clinton ved en berømt lejlighed måtte vente forgæves i en kælder under FN’s bygning i New York på et uformelt dialogmøde den iranske præsident. Dog ikke helt så ydmygende, som da hans forgænger forgænger, George H. W. Bush, gennemførte en halv time lang telefonsamtale med en svindler, der foregav at være Irans daværende præsident, Hashemi Rafsanjani.

Ondskabens akse

USA har også på afgørende tidspunkter fravalgt dialogen, forklarer David Crist.

»I tiden efter 11. september kom Iran med tilnærmelser til USA. De tilbød hjælp i Afghanistan, bl.a. at USA kunne bruge en iransk havn i deres invasion. Men her lukkede den amerikanske regering dialogen ned. Ikke på grund af en overordnet plan eller strategi, men fordi de var internt uenige. Nogle høge mente, at regimeskifte var den eneste mulighed for dialog, mens andre i det mindste gerne vil etablere en dialog,« forklarer han.

»De to fløje kunne ikke blive enige, så de gjorde intet. I sidste ende kom så den tale, hvor Bush erklæde, at Iran er en del af ’Ondskabens akse’. Det gjorde iranerne rasende og gjorde en ende på alle tilnærmelser.«

Det var ufølge Crist høgene, som vandt med den tale, men oprindeligt lagde næsten ingen mærke til, hvordan den kontroversielle linie kom ind i talen. Den eneste, der registrerede den, var generalstabschefen, general Myers, som konstaterede, at ’det citat vil nok ikke være os til så stor hjælp’«.

Tiden peger på konflikt

Det er en af de mange episoder, som Crist genfortæller i bogen, der bygger på interview med over 300 mennesker i magtens inderste cirkler og på fortrolige dokumenter. Crist har sin egen forklaring på ’ondskabens akse’:

»For at være helt ærlig tror jeg linjen kom med i talen, fordi Bush godt kunne lide formuleringen. Det lød godt. Men konsekvensen blev, at al dialog var slut. Iranerne blev rasende«.

Ville det have ændret forholdet mellem de to lande og balancen i regionen, hvis linjen ikke var kommet med?

»Det er det store spørgsmål. Man kan spekulere på, om det ville have ført til en stor aftale. Det tror jeg ikke nødvendigvis. Vi ville næppe have haft et stort ’Nixon rejser til Kina-øjeblik’,« konstaterer han med reference til USA’s præsident Richard Nixons forsoningsmøde med Mao Zedong i 1972.

»Men der var grundlag for en langsigtet dialog, og selv om landene grundlæggende har modsatrettede interesser, så eliminerer dialog risikoen for misforståelser. I dag er USA og Iran to fornærmede skolelever bagest i klassen, der udveksler sedler hen over en anden elevs bord, der som regel er Schweiz eller via spioner i en mørk bar i en baggyde. En del af problemet er, at man ikke rigtig er klar over, hvem man taler med.«

Og den situation bliver ifølge den amerikanske historiker svær at ændre. Tiden peger ikke på afspænding, men mod en eskalering af konflikten:

»Situationen er meget anspændt, dels på grund af usikkerheden om, hvad israelerne vil gøre. Og dels på grund af, hvad man kunne kalde krigsberegninger: Der sker sammenstød mellem for eksempel flådestyrker, og så er der en risiko for fejlvurderinger af reaktionen, som kan føre til en større og eskalerende konflikt. Der er mange triggerpoints, og mens atom-spørgsmålet selvfølgelig tiltrækker sig mest opmærksomhed, er det sådan set snarere et symptom på den underlæggende strid mellem USA og Iran end årsagen til den.«

Viljen mangler

Det virker, som om det er en konflikt, der har fået sin egen dynamik, hvor konsekvenserne hverken er i USA’s eller Irans interesser?

»Det er rigtigt. Der har været disse spændinger og muligheder for afspænding på begge sider, men det har ledt os til et punkt, hvor mistilliden stikker meget dybt både i Iran og i USA. Begge parter mener, at den anden side har forspildt chancer for dialog, og derfor forstærkes mistroen og konflikten hele tiden. Og så eksisterer der vitterlig også grundlæggende uenigheder mellem de to lande om, hvordan fremtiden i Mellemøsten bør se ud. USA står for hegemoni, og det er Iran grundlæggende imod. De ser Mellemøsten på en helt anden måde. Der er reelle forskelle, det er ikke bare retorik.«

Men hvis ingen af parterne ønsker en konflikt, burde man så ikke kunne finde en måde at dæmpe spændingen?

»Det ville være rart, men jeg ser det ikke ske. Der er ikke stor vilje til at blotte sig fra nogen af siderne. Forleden afslog iranerne igen et tidligere forslag fra den tidligere generalstabschef, Admiral Mullen, om at etablere en hotline mellem de to landes militær, hvilket jeg mener er en fejl. Jeg mener altid, at det er bedre at tale sammen end at slås. Jeg er bange for, at det er en konflikt, der bliver varmere og varmere. Jeg er en optimist af natur, men lige omkring det her er jeg temmelig pessimistisk.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

IRAN er jo også ved gennem deres luftbro til Syrien at skabe en dobbeltsikring, på den ene side forsyner de Assad med våben og på den anden side hjælper de Islamister, der gerne vil oprette et præstestyre, og Saudi Arabien vil måske støtte et Kalifat der.. Og det bliver aldrig Europas og USAs interesse at der opstår flere islamistiske diktaturer så tæt på Europa. UANSET nærmest ideologi af kapitalistisk eller socialistisk art er ingen i den Europæiske kultur interesserede i en øget vækst for fundamentalister med flere og fler hermetisk Islamistisk lortelande ! De er jo indbegrebet af undertrykkelse både i styret og desuden også i begrænsningen af tankefriheden hos folket med indbygget debat og tvivlsforbud samt ikke at forglemme henrettelser for uskadelige handlinger som homoseksualitet, og utroskab udspringende fra tvangsægteskaber, hvor vi i vesten ser tvangsægteskabet som den reelle forbrydelse men heller ikke her idømmer dødsstraf selv om det indbefatter et livslanghelvede for de implicerede i værste fald.

Islamismen er en antidote til Europæisk humanisme og USA samme selv om den ikke er fuldt udfoldet derovre hvor de fortsat har en nærmest talebaner fanatisk vilje til dødsstraf og fængsler !

Dan Johannesson

"USA står for hegemoni, og det er Iran grundlæggende imod."

Hvor befriende at se den sætning sagt direkte fra en amerikansk historiker og forfatter.

Bare resten af verden dog snart lod dén fundamentale sandhed synke ind. For den forklarer 99% af alle konflikter siden 1960 erne, og outliner samtidig hvilken vej vores verden reelt går ad i disse år.

Mon ikke det Iran er modstander af, er amerikansk hegemoni.

Dybest set er iranerne jo bare i færd med at etablere deres egen hegemoni.

Og det er der ikke nogen som kan fortænke dem i.

Der vil altid være hegemoni så længe landene/blokkene ikke er nogenlunde lige store.

Magttomrum eksisterer kun i kort tid, og er iøvrigt altid enormt farlige.

Spørg bare i Libanon.

Niels Jespersen

Forfatteren siges at have været tlknyttet Washington Institute for Near East Sudies som "forsker".

Jeg har googlet dene tænketank som jeg aldrig har hørt om og finder den omtalt som det sted forskellige mennesker har været tilknyttet - men referencen man får er til Washington Institure for Near East Policy - WINEP!!

Denne tænketank er jo oprettet af den stærke israelske lobbygruppe AIPAC - med det formål at formulere udenrigspolitiske "policies", som navnet siger - ikke udenrigspolitiske "studies"!

Da manden ydermere er ansat i Pentagon som "senior historiker" kan man rejse tvivl om hele oplægget i bogen, som hævdes at være skrevet af en "historiker".

Mandens kvalifikationer i den retning har jeg ikke kunnet finde dokumenteret eller anmeldt nogetsteds.

Jeg har en helt anden forklaring på gle af de ting som nævnes i artiklen.

1. Bush var ikke den der tog "ondskabens akse" med i sin tale fordi han "kunne lide udtrykket". Bush havde forskellige neokonservative lobbyister for Israel, som taleskrivere når det gjaldt Mellemøsten. En af disse skrev oplægget - som Bush så overtog. Det var led i en strategi som var formuleret af de neokonservative og som fik masser af muligheder efter 11. september 2001. Der er mange beretninger om hvordan fokus var på Irak og slet ikke på Osama Bin Laden og Al Qaeda - f. eks. i Pentagon, med Feith, og andre som forlangte at alle rapporter fra officerer i Mellemøstafdelingen skulle handle om visse talking points, som gik på det der kunne være grund til at gå i krig mod Irak, og intet andet. Det nævnes vist ikke i denne bog?

2. Den iranske revolution er til en vis grad bygget på antiamerikanisme siger forfatteren. Han glemmer at nævne at CIA stod bag kuppet mod den demokratisk valgte Mossadegh i 1950erne, som blev væltet da han ville nationalisere oliselskabet BP. Shahen med et Gestapolignende hemmeligt politi Shavak, blev så indsat i stedet som en lydig marionet for vesten. Så hvis man er antiamerikansk er det vel ikke så mærkeligt. Det har ikke noget med det siddende regime at gøre - de er meget pragmatiske og vil gerne have et godt forhold til Vesten, som beskrevet af andre forfattere med grundigt kendskab til Iran

f. eks.

William Beeman, som gennem 30-40 år har besøgt alndet, taler sproget og forstår mentaliteten.

Se hans bog "The great Satan and the mad mullahs"

www.wbeeman.com

Eller en forhenværende diplomat i Mellemøsten og medlem af det amerikanske Nationale Sikkerhedsråd William R. Polk

"Understanding Iran"

http://williampolk.com/html/understanding_iran.html

Ahmadinejad påstår, at vesten angriber skyerne over Iran for at fremkalde tørke i landet!
"Fjenden ødelægger skyerne, der bevæger sig over vores land, og dette er en krig, hvor Iran ville vinde," sagde Ahmadinejad for nylig ifølge hjemmesiden for BBC på farsi www.snn.ir.

Niels Jespersen

Synes du virkelig det drejer sig om "en krig om regnskyer" ? - eller der er måske ikke det som ikke kan påstås at være i vejen med manden?

Er det ikke sjovt som Iranerene mener sig i deres ret at kalde USA for den Store Satan, men selv farer i flint når de tildeles plads på Ondskabens Akse ..?

Det er den form for dobbeltstandard der præger så meget af den muslimske tankegang, at det virkelig er svært at tage dem alvorligt, som rationelle mennesker.