Thora Borchorst blev født i 1920 og voksede op i Thorstedhus, nær landsbyen Torsted ved Horsens. Hendes mor tog sig af husholdningen, og hendes far var politimester for et landdistrikt vest for Horsens, der ud over politimesteren omfattede 2-3 landbetjente og en kontordame.
Thora var efternøleren i børneflokken på fire med to søstre og en bror, der var fra otte til 11 år ældre end hende. Thorstedhus havde familien fået bygget i 1914, og de tilhørende to en halv tønde land gav mulighed for en grad af selvforsyning med høns, en ged, en ko, frugttræer og køkkenhave. Thora Borchorst gik på den lokale landsbyskole i Torsted med to små klasser med otte i den ene og ti i den anden, som kirkens degn stod for at undervise. Det var både hendes forældres og lærerens klare ambition, at hun skulle videre fra landsbyskolen til statsskolen. Forældrene var derfor glade, da det lykkedes for Thora at komme på statsskolen, men til gengæld mindre begejstrede, da hun i sit sidste skoleår blev kærester med Ulf. Han kom ud af en smedefamilie og dermed fra lavere sociale kår, men hvad værre var, så havde Thoras familie fået den opfattelse, at han ikke ville gøre så meget ved sine studier.
Det var ikke, fordi de ikke syntes, han var sød, men de havde ikke tillid til, at han ville kunne forsørge sin familie. At de alligevel blev kærester og sammen flyttede til København for at studere jura var noget, der skete i trods.
Efter et halvt år i København sammen med Ulf krævede Thoras far, at hun i stedet tog den første del af uddannelsen på det dengang nyoprettede universitet i Aarhus, så hun kunne koncentrere sig om sin uddannelse. Flytningen skulle fjerne hende fra forholdet til Ulf, og strategien lykkedes også til at begynde med. Hun slog op med Ulf, men da hun havde bestået den del af studiet, der kunne tages i Aarhus, blev hun nødt til at tage tilbage til København for at blive færdig. Her fandt hun igen sammen med Ulf, og efter et års tid blev hun gravid. Det var ikke meningen og bestemt ikke velset i familien, men de besluttede at gifte sig for at fastslå forældreskabet officielt, og det var tanken, at de hurtigt skulle skilles igen, når barnet var blevet født. Det skete ikke, og de holdt sammen i de næste otte år.
Censuren i Hamborg
Efter Anden Verdenskrig havde de begge udlængsel og Ulf fik i flere omgange hyre på ØK’s skibe til Østen og Sydamerika, mens Thora kort efter krigen søgte job som censor for englænderne i det sønderbombede Hamborg. Jobbet indebar, at hun skulle læse de nu besatte tyske borgeres breve igennem for at tjekke, om der var nogen passager, der skulle censureres. Et job, der måske lyder spændende, men ifølge Thora Borchorst bestemt ikke var det: »Hvis nogen tror, at det er underholdende at læse andre folks dødssyge breve oven i købet skrevet med gotisk skrift, så kan jeg forsikre om det modsatte,« skrev hun efterfølgende om den første tid som censor.
Hun gjorde studiet færdigt 1948, og blev med det samme ansat som fuldmægtig i det nyoprettede Boligministeriet. Hun og Ulf havde flere gode år sammen, men efter deres andet barn i 1949 blev forholdet efterhånden for vanskeligt, og i 1951 blev de skilt.
Thora skulle nu forsørge to børn med én indkomst og flyttede til en lille lejlighed i Rådmandsgade på Nørrebro. Efterhånden fik hun råd til at flytte videre med børnene til en lidt finere lejlighed i de nyopførte højhuse på toppen af bakken over for Bellahøj Dyrskueplads. Et på det tidspunkt prestigefyldt kvarter med en høj månedlig husleje på 225 kroner og udsigt over hele København fra lejligheden. Hun var både far og mor, som hun selv udtrykte det og havde ofte for meget at lave og for få penge. I 1960 havde hun dog nok til at få bygget et lille hus i Lyngby, der lige akkurat ikke var for stort til, at hun kunne få bevilget de daværende billige statslån. Huset var realiseringen af en gammel drøm, men desværre blev hun i årene efter ofte ramt af depressioner, der medførte længere sygeperioder. Dengang kaldte man det ’dårlige nerver’, og hun fik forskellige former for behandlinger med blandt andet elektrochok på Vejlefjord Sanatorium for at forsøge at komme over det.
Onsdagsven søges
Behandlingerne hjalp kun delvis, og som 57-årig gik hun på førtidspension for at slippe for noget af presset og koncentrere sig om at få det bedre. Som årene gik, var hun i lange perioder helt frisk, men til tider ramt af depression i flere måneder ad gangen.
I 1973 indrykkede hun en kontaktannonce i Information under rubrikken ’Onsdagsven søges’. Rubrikken var en henvisning til den gamle danske film Hans onsdagsveninde, et udtryk for en uforpligtende relation. Den sproglige finurlighed i annoncen fangede Holgers interesse, da han som korrekturlæser på Berlingske Tidende faldt over gammel Information i en bunke aviser på arbejdet. Han besvarede annoncen med et undskyld for det sene svar, og forholdet udviklede sig hurtigt til meget mere end onsdage. Thora og Holger var sammen i de næste 35 år. Da Holger døde, måtte Thora have mere hjælp, og hun kom på plejehjemmet Lykkens Gave i Lyngby, hvor hun levede de sidste fire år af sit liv. Thora Borchorst blev næsten 92 år.
