Nyhed
Læsetid: 11 min.

Musikken spiller, hvis vi streamer den

Folk gider ikke længere købe musikken permanent, i stedet abonnerer de på den fra uendelige, virtuelle biblioteker. Tendensen har skabt noget så sjældent som fremgang på det nordiske musikmarked – uden at dræbe hverken cd’en som medie eller pladeforretningen som koncept
Pladen lever endnu. Pladebutikken Sound Station lever af de fordele, pladens fysiske form har. Hvad enten det er en cd eller en vinylplade, er den sjovere at få i hånden end et gavekort til iTunes. Og så fortæller pladen en historie på en anden måde end et streamet nummer og det vil folk stadig godt betale for.

Pladen lever endnu. Pladebutikken Sound Station lever af de fordele, pladens fysiske form har. Hvad enten det er en cd eller en vinylplade, er den sjovere at få i hånden end et gavekort til iTunes. Og så fortæller pladen en historie på en anden måde end et streamet nummer og det vil folk stadig godt betale for.

Moderne Tider
29. september 2012

Jesper Hansen er af den gamle skole. En stor og smilende mand, som taler om at kigge ind i højttaleren; om at opfange den fine klang, om instrumentdifferentieringen og om den musikalske rummelighed. I pladeforretningen Sound Station på Gammel Kongevej på Frederiksberg lugter der af røg, selv om man ikke har måttet ryge indenfor i årevis. For ikke alt kan blive ved det gamle, som Jesper Hansen siger. Iklædt sort t-shirt og armygrønne bukser styrer han biksen. Selv om den er lille, er den som en labyrint, og det er let at forestille sig, at de unge drenge, der går og kigger efter plader med flere årtier på bagen end dem selv, føler, at de kan blive væk herinde.

I en slags baglokale, hvor vægge, bordflader og gulvet ligesom resten af butikken er plastret til med cd’er og vinylplader, sidder han. En kapselkaffemaskine står i hjørnet og på hans skrivebord en relativt ny pc. Ikke meget andet indikerer, at vi er i dette årtusinde.

»Hvorfor går man i T.P. Musik og køber Madonnas nye plade, når den kan fås for en halvtredser på cd-wow.com,« spørger han ud i luften og besvarer straks spørgsmålet selv:

»Det gør man heller ikke. Hvorfor overlever vi så? Vi overlever, fordi vi kan noget, som er konkurrencedygtigt.«

En brugtpladeforretning som hans er en slags ’filtrator’, forklarer han, som ’folder sine fangearme ud’ og får fat i de samlinger, den selv finder spændende, og som den kan tjene penge på.

»Vi indkøber alt muligt. Tina Dickow-plakater, Led Zeppelin record awards,« opremser han og peger mod væggen, hvor et par guldplader tilegnet den britiske rockgruppe hænger i en ramme.

»Ja, jeg ved godt, at det her ikke er noget, du kan bruge i din historie, men prøv at se engang,« siger han og rejser sig.

»Det er fra slutningen af 70’erne, starten af 80’erne. I Los Angeles var der et forlag, der hed What! Records. Et af de mest legendariske punkforlag i Los Angeles. Jeg har lige købt sådan to stampere her til en af deres første singler. Det er dem, man lavede singlerne med,« siger han, mens han pakker to metaltingester ud af en pose og ligner en syvårig, der lige har vinket farvel til en ekstra gavmild julemand.

»Dét er i mine øjne musikhistorie. Det er det, vi kan.«

Mange københavnere har på denne efterårsdag fundet ly fra regnvejret i Sound Station. Jesper Hansen har ikke lyst til at tale økonomi, men han lægger heller ikke skjul på, at det går godt. Den positive situation, hans forretning står i, ændrer ikke ved virkeligheden for de store pladeforretninger: I 2009 bukkede GUF-butikkerne under, samme år lukkede Axel Music, og i begyndelsen september måtte kæden T.P. Musik begære sig konkurs.

Tendensen er klar. Cd-salget er nedadgående, og det går den vej. Ifølge Henrik Føhns, redaktør og vært på programmet Harddisken på P1, er butikslukningerne ikke et problem. Nogen vil måske savne ekspertisen fra de ekspedienter, der traditionelt har guidet kunden gennem musikken, men ekspertisen, hævder Føhns, vil blive afløst dels af vennerne på de sociale netværk og dels af algoritmer, som ved, hvilken musik man plejer at høre, og som med det udgangspunkt anbefaler kunstnere, der minder om, eller nye plader med yndlingskunstnerne.

»Cd’en er der ikke nogen, der kommer til at savne,« siger han. »Den er bare en genstand, der bærer data. Den er ikke særlig sexet, og den har aldrig været særlig flot. I dag er den blevet overflødig, fordi vi i stedet flytter data over nettet eller på usb-stik.«

Nogle vil påstå, at cd’en giver en anderledes lydoplevelse, men det er noget pjat, siger han, for lyden vil være den samme, uanset om kildefilen ligger på en usb-fil eller en rund skive med en diameter på 12 cm.

»Den kan genopstå som en slags nostalgi om 20 år. Men jeg tror ikke engang, der findes en maskine, der kan afspille cd’en om 20 år,« siger han.

Et bedre alternativ

Siden alle i 90’erne fik internet, har musikindustrien stået over for væsentlige udfordringer. Fildeling gjorde alverdens (men ikke al verdens) musik tilgængelig for alle, og i 1999 åbnede netværket Napster. Fundamentet til en åben krig mellem på den ene side ’gammeldags’ pladeselskaber og kunstnere og på den anden side netpirater og ’ekstremprogressive’ kunstnere og branchefolk var lagt. Metallica sagsøgte Napster og erklærede, at internettet dræbte musikken, mens Radiohead hyldede nettet og endog udgav albummet In Rainbows til fri download på nettet. Mens debatten blev mere og mere polariseret, faldt omsætningen.

I 2006 stiftede svenskerne Daniel Ek og Martin Lorentzon Spotify. De ville skabe et bedre alternativ til piratkopiering, og efter et par år blev tjenesten lanceret i Norden. Koda bremsede i første omgang streamingtjenesten i Danmark, angiveligt fordi de ikke mente, at Spotifys udgangspunkt – som var en annoncebaseret, ikke abonnementbaseret forretningsmodel – var rentabelt. I dag er Spotify den vægtigste streamingstjeneste foran bl.a. WiMP, og Koda og musikselskaber (som symptomatisk nok ikke længere kalder sig pladeselskaber) erkender, at de »sov i timen«, da de dengang tordnede imod streaming.

»Vi synes, vi har været dårlige til at sætte os i forbrugernes sted, og den fejl skal vi ikke begå igen. Vi skal ikke modarbejde teknologien,« som Lasse Lindholm fra musikselskabernes brancheorganisation, IFPI, formulerer det. Han forklarer, at musikbranchen har været ’kanariefuglen i kulminen’; den første kreative branche, der blev ramt af internettets mange muligheder og facetter. Men samtidig er musikken en af de første brancher, der er på vej ud af krisen, hævder han.

Flere penge end nogensinde før

Nye tal fra IFPI viser, at i Sverige, som har været koblet til Spotify i længere tid end Danmark, udgør streaming 57 procent af det samlede salg af indspillet musik. Det svarer til 252 millioner svenske kroner. Interessant er bundlinjen, som viser, at det samlede salg af indspillet musik er steget med 30,1 procent sammenlignet med samme periode sidste år. I Norge er stigningen 47 procent.

Der findes ikke direkte sammenlignlige tal for det danske marked, men man kan aflæse en stigning i den digitale omsætning på over 300 procent over de seneste fire år. I samme periode er det samlede marked dog faldet med 32 procent, men da streaming er kommet til Danmark senere end til Sverige og Norge, er der optimisme at spore: Koda, som får 12 procent af omsætningen af streamet musik i Danmark, blev sidste år betalt seks millioner kroner af Spotify. I år forventes tallet at blive 15 millioner.

En uafhængig rapport med titlen The Sky is Rising fra februar dementerer påstanden om, at fildeling skulle true den kunstneriske produktion. Underholdningsindustrien vokser, og der produceres og forbruges kulturprodukter som aldrig før. Det genererer – trods krisen – hidtil uset mange penge, og pengene når mere effektivt ud til skaberne. Rapporten konkluderer, at kun omkring 15 procent af en kunstners indtjening stammer fra traditionelt pladesalg. Det er for forbrugeren positivt, fordi der skabes masser af nyt indhold. De få, der tidligere dominerede industrien, skrumper, men det er kun et problem for industrien selv. Og det er så småt ved at gå op for industrien, at rollen som mellemmand ikke længere er så vigtig. Lasse Lindholm fra IFPI i Danmark tror både på streaming og digitalt netkøb som fremtidens musiksalg.

»Intet indikerer, at streaming kannibaliserer på de andre digitale formater,« siger han og forklarer, at kritikken, som streaming har været genstand for, mest af alt skyldes, at streaming er vanskeligt at diskutere ud fra almindelig produktlogik.

16 procent til kunstnerne

»Noget af det, vi sælger allermest hernede, er gode gamle cd’er. Og det er helt almindelige mennesker, der køber dem,« forklarer Jesper Hansen i Sound Station og klør sig på sin ubarberede kind. I dag har der blandt andet været to old timers, som er dem, der er »i hvert fald over 70«. Den ene ledte efter noget meget avanceret avantgarde-jazz og efterspurgte meget svære udgivelser. Den anden ville have Grethe Sønck.

»Cd’en er ikke død. Men den forbrugsmæssige mainstream er død. Dén er gået på nettet,« siger han og henviser til internationale hjemmesider som HMV’s og cd-wow.com.

Et orkester, der aldrig har satset på at tjene penge på plader er danske Efterklang. Mandag udkom gruppens fjerde plade, Pyramida. I 2004, da gruppen fik sin kontrakt, sagde man, at markedet var halveret, og at det aldrig ville være en oplagt forretningsmodel, forklarer gruppens bassist og manager Rasmus Stolberg i telefonen fra Wien, hvor Efterklang er på tur for at promovere pladen. Den første plade fungerede derfor snarere som gruppens billet til at få lov til at komme ud og spille, og med hjælp fra markedsføring og koncerter tjene penge, end som et økonomisk incitament. I dag er Rasmus Stolberg ikke i tvivl om, at fremtidens penge skal komme fra streaming.

»Vi har gode erfaringer med Spotify fra Norge og Sverige. Pengene derfra er bestemt ikke ringe. Faktisk er vi overraskede over, hvor godt det er,« siger han uden at ville nævne tal.

Efterklang styres i Norden af Rumraket, gruppens eget pladeselskab, og derfor modtager Rasmus Stolberg statistik fra Spotify. I England har gruppen kontrakt med 4AD, som er en del af Beggars Group, der tæller kunstnere som Adele, Radiohead, The National og Bon Iver. 4AD har besluttet, at deres kunstnere får 50 procent af indtjeningen på straming. De færreste selskaber ønsker at offentliggøre, hvor stor en del af deres honorar fra Spotify, de sender videre til kunstnerne, men 50 procent må betegnes som en meget god deal. Kilder fortæller, at nogle musikselskaber sender ned til 16 procent videre til kunstnerne.

Rapperen Per Vers proklamerede i sommer på sin facebookprofil, at han blev betalt to øre pr. Spotify-stream.

En pris, som den danske direktør i verdens største musikselskab Universal, Casper Bengtson, ikke kan genkende. Han forklarer blot, at hans kunstnere »typisk får en procentsats« af de digitale penge, der kommer ind.

»Men det, man ofte gør galt i analysen, er, at man kigger på prisen per streaming og sammenligner det med prisen per download. Man er nødt til sammenholde det med, hvor uendeligt mange streaminger de store hits rent faktisk kan opnå,« siger han og tilføjer, at selv om to øre per streaming lyder af meget lidt, er en kunster som Lukas Graham blevet streamet mere end 20 millioner gange. »Og så bliver det pludselig rigtige penge.«

Ralf Christensen, musikredaktør på Information og instruktør af bl.a. dokumentarfilmen Good Copy Bad Copy, kalder streamingverdenne et lukket univers, som ikke driver brugerne ud til musikernes egne sites.

»Og det er jo dér, de for alvor kan komme i kontakt med deres fans og opbygge en kernefangruppe. Inden for Spotifys univers er man et mikroskopisk blip blandt millioner, og uden resten af den identitet, som i dag er så vigtig for, at et band kan opnå succes og nå deres fans,« siger han og påpeger, at Spotify giver det falske indtryk, at man kan finde alt musik på tjenesten. Det kan man ikke. Ironisk nok mangler f.eks. Radioheads In Rainbows.

Og hele konceptet om at at basere en forretningsmæssig model på at distribuere løbende indhold fra ét centralt sted til mange steder, giver meget lidt mening, mener Danmarks førende IT-advokat, Martin von Haller Grønbæk

»Der skal være en væsentlig båndbredde til rådighed, hvis alle passagerer på f.eks. et fly eller et tog skal streame. Modellen er ressourcemæssigt ineffektiv, særligt når vi taler om, at meget af musikken skal leveres trådløst. Ikke bare over WiFi, men også på mobiler,« siger han. Han mener heller ikke, at forbrugerne vil være klar til at give afkald på deres grundlæggende rettigheder som ejere. Ved at afgive kontrollen over sin egen kopi, kan man kun tilgå musik på betingelser, som fra den ene dag til den anden kan ændre sig, og det vil ikke være tilfredsstillende.

»Der er mange grunde til, at man skal være glad for, at streaming er her nu,« siger han og fortsætter: »Men der er samtidig mange grunde til at frygte, at det ikke holder på længere sigt.«

Albummet lever videre

Rasmus Stolberg kender ikke en eneste, der stadig køber cd’er, men han fortæller, at man som band oplever en ny aktualitet, som giver anledning til interview, koncerter og omtale, når man udgiver et album.

»Kulturen omkring albummet lever i absolut bedste velgående,« siger han. »Fans såvel som medier opfatter bandet som relevant, når det udgiver. Det er dér, bandet er aktivt; dér, der sker noget nyt.«

Rasmus Stolbergs vennekreds til trods er de derude, cd-køberne. Jesper Hansen fra Sound Station sælger flest vinylplader, men oplever stor efterspørgsel på cd’er, og Jesper Bay, tidligere IPFI-formand og medlem af Statens Kunstråds Musikudvalg, kalder rygtet om cd’ens øjeblikkelige død »i den grad overdrevent«.

»Der er ingen tvivl om, hvilken vej vinden blæser, men cd’en udgør stadig en stor del af markedet. Og som format rummer den en del,« siger han. Han taler om albummet som værk. Også som et fysisk værk. Det kan især mærkes på salget mod jul, hvor det fysiske format af åbenlyse grunde rummer fordele som gaveobjekt. Som han siger: »Det er sjovere at få en cd, man kan røre ved, end et gavekort til iTunes.«

Sidste år udgjorde det digitale musikkøb 26,3 procent af den samlede omsætning i dansk musik. 12,8 procent var streaming. Men de sidste 60 procent kom fra fysisk salg, herunder primært cd’er. Et tal, Jesper Hansen fra Sound Station savner i medierne, når han læser historierne om, at vinyl er blevet hipt, eller at alting foregår på internettet.

»Cd’en har en fantastisk eksistensberettigelse. Det er et solidt produkt, som er fuldt ud i stand til at give noget fra sig,« siger han og forklarer, at musikken i hans øjne vil overleve som en mere varieret forbrugsvare solgt på flere forskellige formater. Og at fremtiden ikke ser mere digital ud, men bare mere varieret.

»Den fysiske plade har et helt fantastisk greb om folk. Især vinylen minder folk om noget, der er godt og sikkert og fra før verden gik af lave. Den er skrøbelig, du skal håndtere den. Hvis du koncentrerer dig om det, så får du indblik i en verden, som er på den anden side af kaninhullet, når du bruger den. Du får den magi, der er i musikverden. Guitaristen slår sin guitar an, du kan høre, han gør det, og du kan mærke det. Det er gyldent. Man skal ikke glemme, at det er der, hele fascinationen starter,« siger han.

Magien er mindre gylden med cd’en, erkender han, men han mener stadig, at den leverer den gode reproduktion. Selv hører han masser af musik på nettet, men kun når han skal undersøge noget nyt. De digitale versioner giver nemlig en simpel gengivelse af, hvad der er fedt, og hvad der ikke er fedt. Men:

»Det mest sjaskede og forbrugsmæssigt ugidelige er det digitale. Det er derfor, at det er her, forbrugerne er. Fordi de er ligeglade.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

En af de ting der er spændende ved at være i udlandet er, at gå ind i en musik forretning, og lytte til al det lokale musik, som aldrig finder vej til nettet. Det smalle spor som dyrkes af de få, men som ofte igangsætter innovation på den brede side af spektret. Jeg tror ikke man skal bagatellisere de mange særinteresser som folk har som en del af deres musik smag – det er ikke alle, der lader sig nøjes med der som alle lytter til f.eks. går jeg selv efter nærmest ukendte sovjetiske komponister – heldigvis genudsendes disse komponister på CD i Rusland, men de findes ikke på nettet!

Bo Elmsted Petersen

CD'en er stadig den eneste måde hvorpå man lovligt kan anskaffe sig musikken i tabsfri - ja, CD-kvalitet. Mig bekendt kan man intet sted i verden hverken downloade eller streame musik i tabsfri kvalitet lovligt, hvorimod alle større udenlandske navne og det mest kendte pop- og rockmusik, der er udgivet på CD, tilbage til 50erne let kan findes som ulovlige CD-rips i FLAC-format. Lovlig formidling skal finde et svar på det. Neil Young, der går meget op i lydkvalitet og udgiver al sin egen musik på vinyl, som kan matche CD-lydkvalitet, havde samtaler med Steve Jobs, inden hans død, om hvordan Apple og iTunes kan formidle musik i tabsfri kvalitet.

Brian Pietersen

Bo

ja, der er meget dårlig lydkvalitet, jeg foretrækker også selv oreiginale indspilninger.

Dette enorme forbrug af købe/stjæle musik kan forekomme besynderligt som om mennesker ikke længere kan udholde stilhed.

Okay, musik kan da være god (passiv) underholdning og velegnet til at styre følelser i film, i butikker, på regnvejrsdage etc.

Men det virkelig store potentiale ligger i, hvis folk selv kunne udtrykke musikalsk på et 2. sprog med færre begrænsninger. Selvfølgelig ikke let, når den slags ikke prioriteres i skoler eller af de mestendels talende djøffer i folketinget.

Lis K. H. Montes

Til min egen store forundring hører jeg nu igen mine vinylplader, der ellers i et par årtier sygnede hen på reolen i håbet om bedre tider. Med Spotify får jeg den lette uproblematiske (kvalitetsmæssigt enslydende) adgang til musikken, og når det så er rigeligt, eller ikke godt nok - så står der en vinylplade, der lyder lidt mere slidt på visse numre, fordi lige netop dét nummer blev spillet utroligt meget i en bestemt periode i livet. Den genkendelse og lille bitte del af en livsfortælling der ligger i det, er nu egentlig ganske særlig.

Spotify er satans værk.

Spotify:

Samler på popularitetsstatistikker og forstærker blot disse ved at foreslå lyttere ny musik ud fra selvsamme mekanisme. Dermed bliver verden til et mere homogent sted, endda på tværs af landegrænser.

Desuden sker der en digital datatransmission, og lad os da endelig ikke være naive: Mon ikke det er mere økonomisk og miljømæssigt kompliceret? Man skal jo medregne alle bivirkningerne: Spotify har lagerplads, backup, data mining, annoncører; internettet har routere, terrorlogning, og hjemme på computeren foregår dekryptering af musikken (dog heldigvis også lokal caching). Altsammen foregår på hardware med et gigantisk og kompliceret økologisk fodaftryk.

Det føles mere ukompliceret og skånsomt at dreje en vinyl rundt og giver fred i sindet :)

Nettet er et dejligt sted at gå på musisk opdagelse og pladebutikken er et dejligt sted at mødes og snakke om det... og støtte kulturen.

Hvis musik skal købes digitalt, er Bandcamp et glimrende sted, der både har "pay what you like" og downloads i OGG-format.