Læsetid: 8 min.

Når bare det handler om magt

’Forbrydelsen’, ’Borgen’ og ’Mogensen & Kristiansen’ ... Interessen for det politiske magtspil er større end nogensinde Af Sybille Hildebrandt
’Forbrydelsen’, ’Borgen’ og ’Mogensen & Kristiansen’ ... Interessen for det politiske magtspil er større end nogensinde 
 Af Sybille Hildebrandt
29. september 2012

Dækningen af det politiske liv på Christiansborg har aldrig været mere omfattende og tæt, men fokus er i stigende grad på livet frem for politik. Christiansborg er blevet en scene for thrillere som Kongekabale, tv-dramaer som Forbrydelsen og Borgen og analyseprogrammer som Mogensen & Khristiansen.

Fælles for den politiske journalistik og den politiske fiktion er, at de serverer politikernes personligheder og indbyrdes slåskampe som underholdning. Medierne skriver mere om den indbyrdes kamp mellem Astrid Krag eller Annette Vilhelmsen end om deres politiske visioner. Og tv-dramatikken er mere optaget af at skildre spindoktorernes snak med journalisterne bag nedrullede gardiner end det lange bureaukratiske EU-møde i Bruxelles.

Underholdningen er blevet politisk og det politiske er blevet underholdning, og det er der en god grund til. For Borgen er en fantastisk baggrund for at beskrive magtforhold, lidenskab og menneskeskæbner. Dramaserier, der er bygget op omkring magtforskelle er gode dramaserier, og magtspil findes overalt i samfundet – men det kommer renest til udtryk i politik. Det er derfor, at politiske magtspil har været det gennemgående tema i engelske og amerikanske film og tv-serier i årtier. Og det er derfor, at de politiske magtspil også er blevet en populær genre i danske film og serier, nu hvor danske manuskriptforfattere og filminstruktører også mestrer den.

»Dramaserier om magt, er interessante, fordi de skildrer, hvordan mennesker bliver undertrykt. Der er en lang tradition for at lave dramaserier, hvor det undertrykkende element spiller en vigtig rolle. Magt giver en privilegeret position i forhold til andre. Det giver en chance for at lege Vorherre over andres liv og er derfor et oplagt plot for skønlitteratur og film,« fortæller lektor i almen samfundsbeskrivelse Johannes Andersen fra Aalborg Universitet.

I de mange dramaserier i dansk tv er der netop fokus på de undertrykkende kræfter. I Borgen forsøger oppositionens leder Lars Hesselbo f.eks. konsekvent at presse statsminister Birgitte Nyborg ud i situationer, hvor hun tvinges til at træffe beslutninger, der ikke har baglandets opbakning. Det svækker hendes magt, fordi hun skal bruge kræfter på at genskabe baglandets tillid.

Den politiske thriller Kongekabale fra 2004 er også bygget op omkring en magtkamp, som finder sted i Danmarks største parti, Midterpartiet. Da partiets leder kommer ud for en bilulykke tre uger inden folketingsvalget, mistænker den unge journalist Ulrik Torp partimedlemmet Erik Drejer for at bruge kriminelle metoder til at få den gamle leder pacificeret, så han selv kan få magten. Kongekabale blev set af mere end en halv million mennesker i 2004 og var en af de største danske filmsucceser nogensinde, især blandt unge mennesker mellem 15 og 24 år, som ellers ikke er berygtede for at være optagede af politik – måske fordi de endnu ikke har livserfaring nok til at vide, hvad det går ud på.

Politikerne ændrer adfærd

Men journalisters og manuskriptforfatternes optagethed af politiske magtspil underholder ikke kun. Fremtrædende politikere oplever, at fiktionens og journalistikkens store fokus på magtspillet påvirker mekanismerne på Christiansborg, og får dem til selv til at ændre adfærd. Hvor livet på Christiansborg tidligere først og fremmest handlede om visioner for samfundet, drejer det sig for dem nu først og fremmest om at komme i medierne og få deres budskaber ud. Det gør noget ved dansk politik. Og det gør noget ved politikeren som menneske.

Det fortæller Per Stig Møller, konservativt folketingsmedlem og tidligere minister. I alle de år, han har været med i politik, har visionerne og arbejdet med at indfri dem fyldt 75 procent af hans tid. Størstedelen af hans kolleger har haft samme tilgang til jobbet.

Men de seneste år har fokus har rykket sig. Politikerne har generelt haft en større interesse i at inddrage medierne i, hvordan de skiller sig ud i forhold til de andre politikere, for at få mere magt og større gennemslagskraft. Og det ærgrer ham. For han kan se, at den tilgang ikke holder i længden.

»I den virkelige verden kan en politiker ikke bare positionere sig efter forgodtbefindende. I starten vil befolkningen måske godtage argumenterne, men den vil med tiden opdage, at der mangler en rød tråd og en klar holdning. Det skader ikke alene den vægelsindede politiker, men hele det politiske system,« siger Per Stig Møller.

Journalisters og manuskriptforfatters tilgang til det politiske miljø afslører en undren, som bunder i politisk distance. Politiske underholdningsfilm har fået status som krimier, hvor det politiske miljø fremstilles som et univers, man ikke kan komme i nærheden af, men som er fascinerende at se udefra.

Per Stig Møller begræder, at politik forsimples på den måde, for så kommer politik til at fremstå som en lukket verden, hvor det oprigtige politiske engagement bliver undertrykt. På den anden side kan han også godt forstå, hvorfor forfatterne og journalisterne prioriterer, som de gør. For politik er til tider dramatisk, og fortællernes prioriteringer er også en naturlig følge af en kommunikationsteknologisk udvikling.

»Manuskripterne er rigtigt godt skrevet, og forfatterne har godt styr på de politiske mekanismer. Men det bekymrende er, at der nu vokser en generation op, der oplever verden som et spil. Alle film, tv-serier og politiske kommentatorer beskriver verden som et spil, hvor det hele går ud på at snyde og narre folk, og hvor selve det politiske indhold træder i baggrunden. Hvis du oplever alting som et spil, bliver demokratiet fjernt. Fordi det politiske bliver for svært at afdække, kommer det hele til at handle om, hvordan man som politiker lægger en strategi til gavn for sig selv og skade for andre,« siger han.

Kommunikation styrer alt

Iscenesættelsen af det politiske magtspil er et symptom på, at man ikke længere sondrer mellem politik og kommunikation. En politiker kan ikke klare sig ved alene at have en holdning, for i sidste ende er det afgørende, om man kan få sine synspunkter kommunikeret ud til den brede offentlighed og høste anerkendelse for dem. Det skaber det nødvendige fundament til at få synspunkterne trumfet igennem. Politikere skal altså være kløgtige kommunikatører og være i stand til at bruge medierne, når lejligheden byder sig, og i erkendelse heraf melder politikere sig ivrigt til kommunikationskurser for at stå stærkere.

Det var det, Poul Nyrup udnyttede, da han i 95 dukkede op i svømmehallen hos en flok pensionister. Med besøget viste han, at han kærede for pensionisternes liv – samtidigt gav det fotograferne en god chance for at tage de helt rette billeder til avisen – det personlige møde mellem statsminister og folket – det giver spræl i avisen.

Det var også det, der fik Nyrups efterfølger, Anders Fogh Rasmussen, til at troppe op på fodboldbanen iført jakkesæt for at skyde en bold i mål. Pletskuddet slog fast, at han havde visioner for dansk sport.

En af de politikere, der er dygtig til at komme i avisen, er Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti. Da hun efter 17 år gik af som formand, gav Christiansborgs presse hende den cadeau, at hun havde en særlig evne til at markere sig i forhold til andre og bruge pressen til at få sine standpunkter kommunikeret ud.

Hun oplever selv, at samspillet med pressen kræver mere og mere af hende, netop fordi medierne har ændret fokus fra det politiske indhold til det, der driver den politiske proces fremad: magtspillet.

»Tiderne har ændret sig meget. Det, der på ingen måde kunne blive en historie for 20 år siden, kan sagtens blive en historie i dag. Da jeg startede på Christiansborg, var journalisterne meget optagede af at dække de politiske beslutninger. Sidenhen er der kommet så ufatteligt mange medier, at der er kamp om historierne. Journalisterne konkurrerer benhårdt for at få nye historier, som gerne skal vække mest muligt opsigt, og det har flyttet deres fokus fra det politiske indhold til politikernes personlige gøren og laden på borgen såvel som i deres privatliv,« siger Pia Kjærsgaard.

Hun mener ikke, at det er nogens skyld, hverken journalisternes eller politikernes.

»Sådan er det bare. Det er en udvikling i tiden, som man kan beklage eller godtage. Jeg prøver at få det bedste ud af det. Nogle gange er det godt, andre gange er det skidt, og som politiker har jeg lært at sige fra, hvis jeg synes, at jeg bliver røvrendt,« siger hun.

Politikere er også private

Nogle politikere er kede af udviklingen og befolkningens store optagethed af det politiske magtspil – andre udnytter det til egen fordel, men uanset hvilken fløj, man tilhører, må man nok vænne sig til, at det er sådan. Sammenligner man 30 år gamle film, bøger og udsendelser om det politiske miljø med tilsvarende værker i dag, vil de fleste nu nok synes, at skildringen af det politiske system er mere virkelighedstro.

I 1977 kreerede Anders Bodelsen sammen med Franz ernst og Tom Hedgaard den politiske thriller Skytten med Jens Okking i hovedrollen som snigskytten, der skyder fodboldspilleren Allan Simonsen, mens han spiller landskamp i Idrætsparken. Okking ligger klar med sit gevær på toppen af Rigshospitalet og rammer plet, så Allan Simonsen falder om midt på banen til stort chok for både spillere og tilskuere.

Filmen var et eksperiment, der endte med at floppe, og det havde store konsekvenser for den politiske film i Danmark, mener Niels Krause-Kjær, politisk journalist og skønlitterær forfatter til bestselleren Kongekabale.

»Den film er vigtig i forståelsen af, hvorfor der i mange år ikke er sket noget på dette område. Den demonstrerede tydeligt, at det var en genre, danskerne ikke mestrede. Filmskabere afholdt sig fra flere forsøg, indtil Nikolaj Arcel besluttede sig for at filmatisere Kongekabale i 2003. Hans store ambition var at vise at danskerne kunne lave en politisk thriller, der duede,« siger Niels Krause-Kjær.

Det største problem med Skytten var, at den behandlede politik og drama hver for sig. I virkeligheden er de to ting jo blandet sammen. Politik handler ikke kun om bekendtgørelser og lovgivning, det er også lidenskab, drømme og visioner. Det har man vidst i England og USA i årtier, og nu har man så endelig brudt koden på dansk.

»Tidligere var det kun fint og rigtigt, hvis den politiske dækning lignede en tør udgave af P1 og Dagbladet Information, og ellers blev det opfattet som plat. Sikke noget sludder, det kan sagtens kombineres uden at gøre vold på begge dele. Og det er netop det, som tv-dramaer, som Forbrydelsen og Borgen kan,« slutter Niels Krause-Kjær.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu