Læsetid: 9 min.

Når du ser et rødt flag hænge

I dag kæmper LO mere med medlemstal og identitet end mod arbejdsgivere og ulighed. Men risikerer friheden fra fagbevægelsen at føre til langt mere ufrihed i vores arbejdsliv?
Stigende arbejdspres og manglende fællesskab i dagligdagen gør det sværere at overbevise de uorganiserede om, at de skal melde sig ind i fagforeningen, siger tillidsmand og buschauffør i Aarhus Sporveje Peter Frentz.

Stigende arbejdspres og manglende fællesskab i dagligdagen gør det sværere at overbevise de uorganiserede om, at de skal melde sig ind i fagforeningen, siger tillidsmand og buschauffør i Aarhus Sporveje Peter Frentz.

Tine Sletting

29. september 2012

Mindfulness’, ’Arbejdsglædens dynamik’ og ’Slip perfektionismen’. Sådan lyder titlerne på en række af de kurser, laboranterne på Novozymes i Bagsværd får tilbudt gennem Laborantklubben/HK. Blandt de 500 laboranter er 80 uorganiserede eller i de såkaldt gule fagforeninger. Ulla Morin prøver at få kollegerne på bedre tanker en, to eller tre gange, men så heller ikke mere. Tvang skulle det jo nødig være. Kurser, tilbudsordninger, information om løn- og arbejdsvilkår samt hjælp, hvis det skulle brænde på, er nogle af argumenterne, for forskellen kan ikke ses på lønsedlen, fortæller Ulla Morin, der har været ansat i over 20 år på Novozymes – de fleste af dem som tillidsrepræsentant.

»Det ville svie til os, hvis vi gjorde forskel på folk, hvad angår løn- og arbejdsforhold, men jeg går ikke ind og hjælper, hvis de får problemer med kollegerne eller chefen, for det er jo et aktivt fravalg, folk foretager,« siger Ulla Morin.

28-årige David Hansen er en af de ansatte, som tillidsrepræsentanten ikke har fået overbevist. Efter han blev færdig som laborant og fastansat på Novozymes, meldte han sig ud af HK sammen med en del andre unge kolleger på stedet.

»Jeg synes, det var mange penge, og de faglige tilbud brugte jeg ikke, så det var meget let at vælge fra,« siger David Hansen.

Fravalget af fagforening og s-kasse skyldes især, at han føler sig relativt sikker i sit job og ikke har de store økonomiske forpligtelser. Kæresten synes, det er for dumt, og alle i Davids familie er da også fagforeningsmedlemmer. »Jeg vil gerne klare mig selv og har en filosofi om, at hvis bare jeg gør et godt stykke arbejde, så skal det nok gå,« siger han og tilføjer: »Men det er nok lidt egoistisk.«

Bureaukratbevægelse

Fagbevægelserne gik i sin tid til kamp for arbejdernes frihed – i dag kæmper arbejderne for frihed ved at melde sig ud. Omkring en tredjedel af de danske lønmodtagere er i dag uorganiserede, mens hver tiende er medlem af de billigere gule fagforeninger. Og selv om det i mere end 15 år er gået ned ad bakke, har fagbevægelsen stadig ikke knækket koden for, hvordan det er muligt at skabe faglige fællesskaber for nutidens individualister, der hellere sparer et par hundrede kroner hos gule, end de går på gaden og strejker for at støtte de svageste. Sommerens konflikt om Vejlegården satte konflikten mellem de traditionelle fagforeninger og de gule og uorganiserede på spidsen. Og spørgsmålet er, hvad der sker på arbejdspladserne og i samfundet, når over en million lønmodtagere har meldt sig ud af de faglige organisationer, som har været grobunden for den danske model?

Professor Flemming Ibsen fra Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet mener, at miseren er, at fagbevægelsen har glemt at gøre klart, hvad de står for.

»Fagbevægelsen er for mange blevet en tarifmaskine, der producerer goder og løn, men hele den værdimæssige side af sagen har fagbevægelsen svigtet. Den er blevet for kontoragtig og professionaliseret i samarbejdet med arbejdsgiverne omkring overenskomsterne, mens der før i tiden var et mere etableret sammenhold omkring en solidarisk lønpolitik og kampen for de svage på arbejdspladserne,« siger Flemming Ibsen.

De gule

Laborant på Novozymes Liselotte Møller på 48 år er en de lønmodtagere, som stadig har fagbevægelsens værdier in mente, fordi det er en tradition:

»Selvfølgelig er det dyrt, men jeg har aldrig overvejet at lade være. Det ville jo være det samme som at opgive mange års kamp, for de gode forhold vi har på arbejdsmarkedet, og selv de unge er jo også begyndt at forstå ideen i det,« siger Liselotte Møller.

Argumentet for at melde sig ud af fællesskabet er ofte prisen. Også fagbevægelsens politiske og økonomiske støtte til Socialdemokraterne samt dårlig rådgivning og for meget administration får medlemmerne til at falde fra, viser undersøgelser. En del af historien om, hvorfor medlemmerne forsvinder fra fagbevægelsen, handler også om, at vi i dag er langt bedre uddannede, og derfor har de offentligt ansattes forbund i FTF og de højtuddannede i AC ikke de samme problemer med en svindende medlemsskare som LO-familien. Også globaliseringen og udflytningen af arbejdspladser har givet medlemstab. Ligesom en række politiske tiltag har skubbet til udviklingen: Liberaliseringen af a-kasserne i 2002 betød, at LO’s monopol røg, og der blev skabt et marked for tværfaglige a-kasser, som især har gavnet de gule. VK-regeringens såkaldte genopretningspakke fra 2010 betød desuden et reduceret fradrag for medlemmer af de traditionelle fagforeninger, mens de gule medlemmer beholdt den fulde fradragsret.

Hos busselskabet Århus Sporveje er 75 ud af 325 chauffører ikke med i fagforeningen 3F. Tillidsrepræsentant Peter Frentz mener, at antallet af uorganiserede blandt andet kan skyldes, at der er flere ansatte med udenlandsk baggrund, som ikke kender den danske fagforeningsmodel.

Men også danske kolleger er uorganiserede – primært på grund af prisen. Det stigende tempo og mindre fællesskab på arbejdspladsen gør det svært at overbevise de uorganiserede om at de skal melde sig ind i 3F.

»Det er med til at skabe samarbejdsproblemer, for de burde få 30 kroner mindre i timen, så mange synes jo det er rent nasseri,« lyder det fra Peter Frentz.

Men 3F er på sin vis selv været ude om, at medlemmerne bliver væk, mener tillidsrepræsentanten. Fagbevægelsen har forsømt at være til stede på arbejdspladserne, og det har lige så stille og roligt mindsket den faglige bevidsthed.

»Vi har svigtet at fortælle de unge og nye på arbejdsmarkedet om, at fagbevægelsen har været med til at skabe det velfærdssamfund, vi lever i,« siger Peter Frentz.

Over for Århus Sporveje ligger det private PP Busser, hvor 35-årige Mathis Møller har arbejdet som chauffør de sidste tre år. Han er oprindelig uddannet tømrer og har været medlem af TIB siden midt i 90’erne, men for seks år siden fik han nok.

»Hver gang jeg havde problemer med at få udbetalt løn fra en tømmermester, så kom TIB ud og hjalp, men det endte altid med at være mig, der satte penge til, så jeg begyndte at synes, det kunne være lige meget,« siger han.

Da han var sidst i 20’erne og stiftede familie, meldte han sig ud af TIB og ind i Det Faglige Hus. De fem hundrede kroner om måneden blev sat ind på en pensionsopsparing.

»Jeg ville da hellere stå i den rigtige fagforening og bidrage til fællesskabet, og der er nok også mere hjælp at hente end i Det Faglige Hus, men jeg synes bare, de gør for lidt, og med den elendige overenskomst jeg er på nu, så har jeg ikke råd,« siger Mathis Møller med henvisning til, at chaufførerne kører til samme løn også weekend og aften.

Skår i samarbejdet

At der er kommet flere gule og uorganiserede udgør et problem for hver anden tillidsrepræsentant og hver femte leder, viser en undersøgelse lavet af Forskningscenteret for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) i 2010.

Lektor Trine P. Larsen, der har været med til at lave undersøgelsen, forklarer, at det kan skabe problemer i forhold til forhandlingerne med arbejdsgiveren om løn- og arbejdsvilkår, men de gule og uorganiserede skaber især flere konflikter på arbejdspladsen.

»Hoveddilemmaet for tillidsrepræsentanterne er, om de skal vælge at repræsentere eller ignorere dem, der har meldt sig ud af fagforeningen. Vores undersøgelse tyder på, at de gule og uorganiserede kun i enkelte tilfælde er med til at presse løn- og arbejdsvilkår. Til gengæld stiger konfliktniveauet og samarbejdsproblemerne, jo flere kolleger der har fravalgt fagforeningen,« siger Trine P. Larsen.

Og på flere af de virksomheder, hvor Information har henvendt sig, er det voksende antal gule og uorganiserede, heller ikke noget ledelsen ønsker at lægge navn til, selv om det ifølge tillidsfolkene er et stigende problem.

Ufrihed

»Det er sgu nemmere at klaske et gult tilbudskilt op, end det er at fortælle folk om den danske model,« lyder det fra en de tillidsrepræsentanter Information har talt med.

Men selv om prisen og friheden umiddelbart er det nemmeste valg, så risikerer vi mindre frihed og mindre medbestemmelse på arbejdsmarkedet fremover, hvis udviklingen mod fortsætter, forklarer Flemming Ibsen.

»Fagbevægelsen har givet os et industrielt demokrati, hvor medlemmerne selv kan været med til at bestemme de aftaler omkring løn og arbejdsvilkår, som de skal arbejde under. Det bliver ikke bestemt af politikerne, som i mange andre lande, men af arbejdsgiverne og lønmodtagerne selv, og det gør, at vi accepterer de vilkår, vi får, og har i høj grad bidraget til færre konflikter på det danske arbejdsmarked,« siger Flemming Ibsen.

Selvransagelse

Når Krifa foreslår, at der laves generel lønmodtagerlovgivning, så vil det ifølge Flemming Ibsen betyde, at medbestemmelsen på arbejdsmarkedet overlades til de folkevalgte politikere, og så risikerer den fleksibilitet, som kendetegner det danske arbejdsmarked, også at ryge.

»Lande med aftalemodeller mellem arbejdsmarkedets parter er blandt de rigeste og bedst lønnede. Det er synligt og manifest bevis på, at stærke fagforeninger ikke bare er en gavebod, men at der skal leveres produktivitet og effektivitet til gengæld for de gode arbejdsvilkår,« siger Flemming Ibsen.

Carsten Lê Madsen, der er tidligere direktør i Teknisk Landsforbund, Civiløkonomerne, DJØF og forfatter til en ny bog om fagbevægelsen køber ikke tesen om, at den danske model står for fald.

»Problemet er, at et stigende antal lønmodtagere ikke længere abonnerer på fortællingen om den danske model. Andelen af organiserede er faldet siden 70’erne: De stærke står på egne ben, mens de svage løber over til de gule, så udfordringen for fagbevægelsen er finde en ny dansk model,« mener Carsten Lê Madsen.

Det, der sker i fagbevægelsen, er det samme, som sker i alle mulige brancher, hvor nye aktører går ind og underbyder de gamle monopoler.

»De tager kerneydelsen i fagbevægelsen, den individuelle rådgivning, og gør det billigere og på nogle områder lige så godt. Det er bare et faktum, så i stedet for at ekskludere de gule for at fastholde sin egen gamle fortælling, så burde fagbevægelsen gå sammen med dem, ud fra en fælles ambition, at de vil organisere og forbedre de danske lønmodtageres forhold,« siger Carsten Lê Madsen, der godt er klar over, at det er kætterske tanker i den danske fagforeningsverden. Men fagbevægelsens krise er hænger ikke kun sammen med den borgerlige regerings tiltag eller stigende individualisme. Men de har i princippet den samme succesformel, som da det gik allerbedst i 80’erne og 90’erne.

»Mange lønmodtagere forstår simpelthen ikke den bekrigelse af de gule. Og de gule er også det mindste problem for fagbevægelsen, der i stedet burde finde sammen med dem, om at forny og forenkle den danske model, så den passer bedre til det samfund, vi lever i i dag, hvor arbejdsbegrebet er blevet meget mere komplekst: Vi er freelancere, iværksættere og arbejder globalt, og det kan man ikke regulere på samme måde, som industrisamfundet,« siger Carsten Lê Madsen, der mener, at fagbevægelsen skal ud på arbejdspladserne og gøre langt mere brug af medlemmernes kompetencer.

Flemming Ibsen medgiver, at der er et stort og påkrævet behov for nytænkning, så fagbevægelsen bliver mere synlige ude på de danske arbejdspladser.

»Fagbevægelsens reaktion på, at medlemmerne fosser ud, er at lave stordrift og lægge forbund sammen, men det nytter ikke noget. De er nødt til at være mere opfindsomme og mere tilstede ude på arbejdspladserne i stedet for at blive i den trygge sagsbehandler-rolle,« siger Flemming Ibsen.

Har fagforeningerne fortjent din hjælp? Måske ikke, men har du lyst til at stikke dem en idé og et godt råd, så skriv til dem nedenfor. Vi samler jeres ideer og råd gennem hele serien og afleverer dem videre til fagforeningerne i en afsluttende debat i Informations lokaler.
_podioWebForm.render("156485")

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ingmar Jørgensen

Det er desværre skæmmende for en i øvrigt udmærket artikel, at Information desværre ikke har lavet ordentlig research på de faktuelle oplysninger.
Jeg har gennemgået faktaboksen for a-kassekontingenter og kan konstatere, at kun en (!) af de 12 angivne priser er korrekte. Desuden har man medtaget TIB-Træ Industri Byg, der siden 1. januar 2011 er fusioneret med 3F.
Med hensyn til a-kassekontingent forholder det sig i dag sådan, at billigste a-kasse er sundhedsorhanisationerne med 396 kr og dyreste er DANA med 486 kr. Billigste gule fagforening er frie funktionærer med 441 kr., mens Det faglige hus koster 455. A-kassernes gennemsnit er i øvrigt 445 kr.
Tendensen i de sidste 10 år har i øvrigt været, at forskellene mellem a-ksasekontingentet i er snævret ind. Det er således reelt prisen på det "faglige arbejde" der konkurreres på.

Jan Toft Rasmussen

Og så har journalisterne fortsat brug for begrebsafklaring. Den med at de gule ikke er en fagforening men en forretning er vel snart børnelærdom, så den burde kunne findes på tastaturet. I samme åndedrag bruge Informations journalister begreberne "Frihed" og "Individualisme" om de gules appeal. Det fik mig i hvert fald til at slå begrebet egoisme op - og der er nok mere passende. Jeg faldt over dette på Wiki, selvom det måske ikke er helt præcist, så kaster det da mere lys over problemstillingen:

"Kort sagt kan man sige, at forskellen på individualisme og egoisme er, at individualisme søger respekten for alle individer, mens egoisme kun søger at pleje interessen for et enkelt individ (sig selv). Egoisme er derfor uforenelig med individualisme.

At individualismen er mod fællesskab og ikke kan bruges i Socialistisk sammenhæng er ikke sandt, da den moderne eksistentialismes grundlægger Sartre forsøgte sig med en form for Marxisme og eksistentialisme. Endvidere er de fleste Anarkistiske retninger venstreorienterede, og kaldes også for Libetærsocialisme."

Bortset fra det er der intet nyt i de 2 artikler bortset fra at der faktisk er et par tillidsrepræsentanter, som kommer til orde - det var da befriende! Hvad med at forfølge den vinkel i den serie som I har annonceret? Hvad gør de tillidsrepræsentanter og faglige klubber, som faktisk formår at overbevise kollegaerne om at de skal stå sammen?

Flemming Andersen

Snak laver ikke om på at en del forældre ikke har opdraget deres børn ordentligt, derfor florerer egoismen i denne og i andre sammenhænge.

Forskellen på individualisme og egoisme er netop ikke præssiseret,og derfor forveksles de af vore unge(som snart er midaldrende)

De forskellige kunstnere og meningsdannere i forskellige statunderstøttede medier, har med kyshånd taget imod den lille mands penge, men undladt at fortælle historien om hvilket samfund af fin karat han har været med til at skabe. Måske skammer de sig over at have modtaget pengene og vil ikke være ved det.

Istedet for sidder man på div. avisredaktioner og TV bestyrelser og frådser i kunst og højtflyvende begreber i glemsel om egen opgave med at oplyse på en hæderlig facon.

Den 20. februar 2012 skrev jeg i Dagbladet Information :

"Hvad mener du er de bedste argumenter, for at blive medlem af en fagforening?

Sørg for at afskaffe løntrykkende virksomhedspraktik og aktivering - arbejde bør lønnes på overenskomsternes normale løn-og arbejdsvilkår, men bliver det ofte ikke - i stedet bliver folk opbevaret og udnyttet som billig/gratis arbejdskraft i aktiveringsmøller uden udsigt til rigtige job på normale løn- og arbejdsvilkår;

Dagpengesystemet må forbedres igen både mht. dagpengeperiode og kompensationsgrad - krisen og arbejdsløsheden bliver på grund af fejlagtig økonomisk politik alt for langvarig til at der er job at få, både i DK og i Europa.

Hvis ikke fagforeningerne kan gøre en positiv og synlig forskel på disse to områder tror jeg at mange almindelige mennesker har vanskeligt ved at se hvorfor de skulle være medlem af en rigtig fagforening ;o)"

Rasmus Kongshøj

Fagforeningerne er i en kattepine. Det er virkeligt batter er løn og arbejdsvilkår; kurser og lignende kommer i anden række.

De er nødt til at lade de uorganiserede og kunderne i de gule forretninger få samme løn og arbejdsvilkår, ellers gør de det attraktivt for arbejdsgiverne at skille sig af med de organiserede arbejdere.

Samtidig er det eneste der kan få medlemmerne tilbage, at de kan se de ikke får de samme fordele som gratister og nassekarle. At de kan se at fagforeningskontingentet rent faktisk fører til noget.

Måske man skulle lave en ordning, hvor en del af de uorganiseredes løn gik til et "overenskomstgebyr" eller lignende til den rigtige fagforening, som betaling for det faglige arbejde de har udført for den ikke-organiserede.

Det er nødvendigt at få arbejderne til at føle på pengepungen at der rent faktisk er en forskel, og at det ikke er alle der kalder sig fagforening, der er lige gode. Sker det ikke, vil fagbevægelsen lige så stille forvitre, og vi vil stå tilbage fattigere og mindre frie.

Hanne Gregersen

Din normative definition af begreberne gøre ikke just din argumentation valid.....fint nok, du synes, at de gule ikke er fagforeninger, men det er ikke et autoritativt anerkendt faktum ---blot din (og andres forstås) holdning.

Det er faktisk en fin velafbalanceret artikel, og det er helt rart at se, at LOs husforsker Ibsen (Henning Jørgensens upartiskhed er dog endnu værre) får lidt modspil for en gangs skyld.

Thomas Dalager, de gule er ikke fagforeninger, for de er ikke foreninger og har ikke fagbevægelsens foreningsstruktur, så selvfølgelig er de ikke fagforeninger. De er virksomheder og har virksomhedens struktur med en ansat ledelse.

Et af problemerne er at historien bag fagbevægelsen er blevet glemt, og at medierne i dag (med Information som en undtagelse) stort set er blevet blå og dermed primært vinkler sagerne med blå vinkel.

Lige aktuelt, så prøve Ole B. Henriksen i JP's debat med Jakob Terp at bilde læserne ind, at industrialiseringen var til gavn for de tilflyttende landarbejderes sundhed og velfærd... interessant....

Historiefortællingen er blevet forvrænget, og mange yngre mennesker tror at velfærdssamfundet altid har været her - eller er "kommet med storken". De mangler kildekritisk sans og erfaring og tror blindt på, hvad de præsenteres for.

Vi mangler gode og spændende TV serier om arbejderbevægelsen og arbejdernes kår og kamp.
Håber Per Fly's film med de sidste 3 bind af Pelle Erobreren kan hjælpe lidt. Men det er dog ikke nok. Der vil stadig mangle en stor del af historien, så Arbejderbevægelsen må finde dygtige folk til at formidle stoffet på en vedkommende og spændende facon.

Alle landvindinger for arbejdere og funktionærer (selv om de ikke tror de er del af det) kan hurtigt gå tabt i løbet af de næste 10 år.

Vinklingen fra blå journalister kan også ses i forhold til taletid i debatter og til den manglende ihærdighed med at finde "gode eksempler", der kunne modbevise f.eks. Robert og Carina.

Den herskende forestilling blandt mange yngre journalister er, at enhver er sin egen lykkes smed. og den amerikanske drøm er købt uden skelnen til hvad den også har af konsekvenser.

Reality programmerne har også haft denne indflydelse.

At fællesskaber består af ligestillede individer, er vist mere et smukt håb, end en realitet. Familier består f.eks ikke af ligestillede individer. Det gør en arbejdsplads oftest heller ikke. Og ordet solidaritet er vist næsten forsvundet ud af det danske sprog.

De ligestillede grupper lever paralelle liv, men mange mennesker lever "tribal-lives" i storbysamfundet. Og de mennesker de omgåes er hovedsageligt venner og familie, og ikke deres kolleger nødvendigtvist. Så i nutiden kan man sagtens have masser af fællesskaber, uden nødvendigtvis at have dem på jobbet som noget man er særligt knyttet til.
Fællesskaber er vel primært baseret på følelsestilknytning,hvor ufagligt det end kan lyde.

Ja følelsestilknytning og engageret interessefællesskab, men for mange er jobbet ikke et engageret interessefællesskab, men en pligt, nogle gange et nødvendigt onde, og for en del alene interesse på skrømt.

Hanne Gregersen

Fint nok med mig, hvis man ikke vil kalde dem foreninger men så faglig fællesskaber til varetagelse af interesser --- det skal ikke skille os ad ----det ændrer desværre ikke en tøddel på mit argument.

Jeg er i øvrigt selv medlem af den etablerede fagbevægelse (DJØF), men hvis jeg skal være helt ærlig ved jeg ikke hvorfor....... men hvad fanden de plukker mig jo kun for 7-800 kr (har jeg ikke en skid styr på) hver måned.....

Alan Strandbygaard

Tjah, jeg for min part ville aldrig stå i andet end et LO-forbund.

Jeg vil gerne sikre mig mine rettigheder og støtte mine kollegaer.

Jeg har aldrig forstået at man kan være almindelig lønmodtager, og alligevel stemme blåt.
Man kan jo ikke både puste og have mel i munden.

Men måske er der mange der i dag mener de får held i Lotto?

Martin B. Vestergaard

Der er mig bekendt ingen af de gule der kalder sig fagforeninger, men derimod faglige organisationer. Jeg tror desværre ikke vi kan slippe af med de gule, så ligesom Carsten Lê Madsen, ser jeg det som eneste mulighed at vi får et samarbejde op at stå, så de ikke længere kan nasse på det arbejde vore fagforeninger har kæmpet for.

Men det hjalp jo ikke just vore fagforeninger at de ved de seneste overenskomstforhandlinger var ude og sige til os medlemmer at vi skulle være tilbageholdende med vore krav.

Hvis vi skal genvinde vores position på arbejdsmarkedet er vi nødt til at tage nogle faglige og økonomiske kampe. Og ja vi bliver nødt til klart at definere hvad det er vi står for og skal turde vise det.

Fagforeningerne mangler måder at engagere medlemmerne på der ikke koster tid.

Mange mennesker, især børnefamilier, lever med et meget stramt program, hvor det faglige arbejde befinder sig meget langt nede på listen.

Jan Artild
Som skrevet ud af mit hjerte! Jeg melder mig første igen under de røde faner - de gule vil jeg ikke have med at gøre - når fagforeningen bliver for alle, ikke blot dem med 37 timers fastansættelse. Jeg har selv oplevet, hvordan mit daværende arbejdsområde blev solgt til LC, selv om det reelt betød, at mange så mistede ikke blot deres job, men også deres anciennitet. Men alle dem med hus, bil og carport var glade. Og det er måske det, det handler om: lønmodtagerne er lige siden 60'ernes glade parcelhusboom blevet borgerdyr og storforbrugere for manges vedkommende. Derfor er vores klode ved at gå til i affald - og vores dagligdag i stress.