Læsetid: 9 min.

De næste kampe er mod Europas storhold

FC Nordsjælland leger med de store nu. Efter debutnederlaget i Champions League-kampen mod Shakhtar Donetsk, skal nordsjællænderne bevise, at betegnelsen ’Danmarks Barcelona’ er mere end høflig anerkendelse
Infight. Fernandinho fra Shakhtar Donetsk (t.v.) kæmper for at erobre bolden fra FC Nordsjællands Kasper Lorentzen under Champions League-opgøret på Donbass Arena i Donetsk i sidste uge.

Infight. Fernandinho fra Shakhtar Donetsk (t.v.) kæmper for at erobre bolden fra FC Nordsjællands Kasper Lorentzen under Champions League-opgøret på Donbass Arena i Donetsk i sidste uge.

Gleb Garanich

29. september 2012

De sympatiske Champions League-debutanter fra FC Nordsjælland gjorde en god figur i åbningskampen mod ukrainske Shakhtar Donetsk. Også selv om opgøret endte 0-2. Nu gælder det de regerende mestre, Chelsea. Nærmere bestemt på tirsdag i Parken. Og senere på måneden møder Kasper Hjulmand & co. Juventus også på hjemmebane. Spørgsmålet er selvfølgelig, om FCN overhovedet har noget at stille op mod tre så stærke hold. Og er det rigtigt, at FCN er en dansk variant af FC Barcelona?

Tag nu den tidligere Lyngby-spiller Anders Christiansen, som FC Nordsjælland købte ind til sæsonen. UEFA kalder ham en »klog spiller«, og den betegnelse dunker lige ind i hjertekulen af Hjulmands filosofi. Det er sådan, de helst vil se sig selv: Vi er FC Nordsjælland, og vi samler på intelligente spillere. Og faktisk er det lidt af en bedrift, at de bedste af dem stadig er i klubben. Kasper Lorentzen, den dygtige mand på kanten; Nicolai Stokholm, som fra en position lige omkring midtercirklen både kan rykke i dybden og hjælpe til i defensiven; og Mikkel Beckmann, centerforward af den gamle skole, men også en moderne, ’falsk nier’, som det hedder.

Forpligtende prædikat

Ude i Europa er de blevet kaldt Danmarks Barcelona. Det er jo et fabelagtigt og meget forpligtende prædikat. Og Anders Christiansen, som blev skiftet ind efter 62 minutter i kampen mod Shakhtar Donetsk, er endnu en godbid i dén madskål: Han er en klog og meget dynamisk spiller. Lige til pam-pam-pam a la Barca og avanceret possessionsfodbold.

Problemet er bare, at selv om Christiansen på den vis inkarnerer cheftræner Hjulmands filosofi, så behøver man ikke at være bevidst kynisk for at se skriften på væggen. Nemlig den virkelighed, der har mødt FCN allerede i Champions Leagues gruppespil. 0-2 på Donbass Arena, begge mål sat ind af Shakhtars armener, Henrikh Mkhitaryan. Første mål efter presspil mod Jesper Hansens mål; det andet efter en lynhurtig turnover, hvor Hjulmands mænd måske skulle have været lidt mere vågne. Men ellers kunne enhver se, at FCN havde rigtig godt styr på det, og de var i klar boldbesiddelse.

Bagefter var Kasper Hjulmand, kendt som den store taktiker, skuffet og alligevel stolt:

»Jeg står med blandede følelser, vi er alle sammen skuffede over resultatet. Vi tabte kampen, men vi tabte ikke vores DNA og den måde, vi er på. At vi kan gå ind og tage fat i spillet og spille med det mod og den ro fra starten, det giver en tro på, at vi er på rette vej, og en tro på den måde, vi gør tingene på,« lød det fra Kasper Hjulmand til TV 2 Sporten.

Giver ikke afkald på bolden

Shakhtar Donetsks træner, Mircea Lucescu, var da også forud for opgøret 19. september fuld af respekt for sine danske kolleger:

»Jeg vil sige, at Nordsjælland er et hold, som ikke er i stand til at ændre deres spilsystem. Måske vil de lægge noget ekstra på i kampen mod os, men danskerne ændrer ikke den måde, de spiller på. Et kombinationsstærkt hold giver ikke bare afkald på bolden. De sparker ikke bare som mange andre skandinaviske hold,« sagde Lucescu på pressemødet aftenen før FCN-kampen.

Desuden kunne Lucescu se klare ligheder mellem FCN og Barca, dog uden at forklare det nærmere. Det korte svar: Begge hold har bolden rigtig meget, og de er pasningsstærke. Og Lucescu fremhævede især Joshua John, Patrick Mtiliga og Ivan Runje, spillere med international erfaring.

Men hvad skal man kalde FCN’s formation? Når nu Mikkel Beckmann trækker ned i banen for at give rum til Nicolai Stokholm i dybden. Eller når Kasper Lorentzen forlader sin højrekant og vrider hele systemet mod venstre? Så er der plads til Michael Parkhurst ude på flanken, og Enoch Adu kan fra sin position i midten deltage i offensiven. Er det ikke 4-6-0, et system uden striker og i stedet en parade af angrebsivrige, dynamiske midtbanespillere?

Jo, på papiret. Og det giver mulighed for en vifte af variationer: Lorentzen kan ligge centralt sammen med Adu og Stokholm, måske med Joshua John og Morten Nordstrand fremme. Man kan også bruge Beckmann som en decideret bomber i et slags 4-5-1-system. Eller for den sags skyld bibeholde Lorentzen og Søren Christensen som dedikerede kantspillere i en offensiv 4-3-3-formation a la det danske landshold.

Problemet er bare, at sådan en Barca light-filosofi kan blive forudsigelig og for let at læse. Possession er ikke i sig selv et succeskriterie, og de bedste og mest kyniske mandskaber kan være ligeglade med, at der er 50 berøringer i streg, hvis halvdelen af dem er tilbagelægninger, og hvis spillere som Beckmann, Lorentzen og Søren C. er med som blinde passagerer.

Et ideologisk spil

Anderledes i Superligaen, hvor Kasper Hjulmand, efter at han tog over fra Morten Wieghorst, har pumpet litervis af tålmodighed ind i nordsjællænderne. FCN har været ferme til at lave indløb bag om modstandernes kæder både fra backs og fløje, og i lange perioder har Hjulmand insisteret på et koncept uden forwards – altså en 4-6-0. Eneste sammenligning herhjemme er OB, der i fraværet af en formsvag Morten Skoubo var tvunget til at stille i en pseudo-4-4-2, fordi de to på toppen, Henrik Andreasen og Rurik Gislason, absolut ikke er hjemmevant materiale helt fremme i fjendens målfelt.

OB gjorde det af nød. For Hjulmand er det en dyd. Ja, nærmest en ideologi. Og lige nu sidder de og studerer FCN-videoer i London.

Sidste år blev både Champions League og Europa Cup vundet af kontraspillende, velorganiserede hold. Sådan nogle, der er gode til at spille adaptivt. Nemlig Chelsea og Atlético Madrid. Det handler om kunsten at tilpasse sig. Hvis man skal parkere bussen for at honorere dét, so be it. Så er det dét, man gør. José Mourinho er en sand mester i dén metier, og også Chelseas italienske træner, Roberto Di Matteo, viste, hvordan kagen skal skæres. Det er næppe smuk fodbold i traditionel forstand. Men det er effektivt som bare pokker. I de nationale ligaer peger pilen i samme retning: Real Madrid og Borussia Dortmund var langtfra lige så dominerende hvad angår boldbesiddelse som deres ærkefjender, Barcelona og Bayern München. Til gengæld var de bedre i omstillingsfasen.

Chelsea og Bayern trak sig triumferende ud af bragene på Camp Nou og Bernabéu og tørnede sammen i finalen på det stadion, som Jupp Heynckes’ drenge havde drømt om siden august sidste år: Allianz Arena i München.

Oven i hatten red Chelsea på en bølge af goodwill og trodsigt fællesskab med den midlertidige træner Roberto Di Matteo i front, mens Bayern gang på gang – og selv i en ellers uskøn og kluntet sæson – viste, at flot, offensiv fodbold sagtens kan forenes med formidabel fysik og stærk organisation.

Mere hurtighed

Set i det perspektiv manglede FC Nordsjælland på trods af de fine kvaliteter og det æstetiske trilleri klart en kynisme i turnover. Altså at lure på modstanderen, finde fejlene og lukrere på dem, spille på kontra. Det, som man i dag kalder interception – ikke på den brutale facon, som en Nigel de Jong eller Mark van Bommel ville gøre det, men sådan som Xabi Alonso, Sergio Busquets og Andrea Pirlo klarer løjerne. At vende spillet kræver nemlig ikke bare fysik, men evne til at læse spillet. Det vil sige: sætte det i gang eller blokere det. Begge veje.

Derfor skal FCN ikke blot finde fysikken og noget mere hurtighed frem mod Chelsea. De skal også sætte Joshua John noget bedre i spil, netop fordi en koncentreret udgave af ham er den tovejsspiller, som er så rasende nødvendig i moderne fodbold. Ellers risikerer vi sgu at blive tromlet ned.

Hvordan klarede Chelsea sig?

Der var i hvert fald én, der slap rigtig godt fra Champions League-matchen mod Juventus forrige tirsdag. Og det var Chelseas offensive midtbanespiller, brasilianeren Oscar, som scorede begge mål til 2-2.

Oscar havde et enormt pensum at leve op til. Ikke alene skulle han som en anden Wesley Sneijder agere oppasser for Juves fænomenale Andrea Pirlo. Det gjaldt om at få bremset italienernes opspil helt nede fra bunden af banen. Oscar skulle også være en pludselig katapult for Fernando Torres’ offensive togter. Og det lykkedes. Ja, mere end det, for Oscar tog sagen i egen hånd og var konstant en trussel mod Juventus-mandskabets solide 3-5-2-opstilling.

Styr på Torres

I Juve-matchen brugte Di Matteo en klassisk 4-2-3-1-formation. Frank Lampard og John Obi Mikel var placeret nede i maskinrummet, altså den defensive midte, og så ellers Eden Hazard til venstre, Ramires til højre og Oscar på midten i en offensiv trekant lige bag Torres. Ham havde Juve dog fint styr på – han havde kun et skudforsøg. Torres er heller ikke typen, der lige som Didier Drogba kan fange bolden i ryggen langt tilbage og score mål fra de mest umulige og mærkværdige positioner. Han skal have plads til sine runs, og han skal helst have bolden med front til. Og dér lukkede Juventus effektivt ned. Juventus havde heller ingen problemer med at blive fanget på mellemhånd bag kæderne. Af flere grunde: Juve er ligesom alle andre italienske hold, fænomenalt gode til at forudse og eksekvere offsidefælder. De fik effektivt blokeret for Chelseas normalt angrebsivrige backs, og endelig sørgede de for hele tiden at være i overtal på den centrale defensiv og at instruere deres eget opspil via en mand, som de andre simpelthen ikke kan tage bolden fra: Andrea Pirlo.

Og nu er Chelsea tvunget til at spille på en anden måde med Torres i stedet for Drogba. Ramires ligger dybt, og Hazard vil enormt gerne trække ind i grønsværen og give plads til backerne Ashley Cole og Branislav Ivanovic. Spillet skal i højere grad designes, og pladsen mellem angreb og midtbane er mere trang. Det er også derfor, at Oscar og Hazard ofte ligger tæt på hinanden. Sat på spidsen kunne Chelsea-spillerne tidligere sparke bolden op mod Drogba, og så klarede han resten. Husk bare de afgørende Champions League-kampe sidste år. Chelseas nye 4-2-3-1 – som jo er en gennemprøvet formel i Europa – er på sin vis ikke så svær at læse.

Enoch Adu, Nicolai Stokholm og Joshua John kommer på hårdt arbejde i Parken. John skal passe på ude i siden, hvor Ivanovic vil komme stormende, hvis han får pladsen til det. Og Stokholm og Adu, der i det defensive udgangspunkt ligger side om side, skal virkelig bakke hinanden op, især hvis Oscar og Hazard får gang i deres hurtige short passing.

Måske tænker Roberto Di Matteo, at FCN ikke har en Pirlo. Så en type som Oscar kan i princippet spille mere frit uden at skulle bekymre sig så meget om defensiven. Men det skal FCN ikke lade sig kyse af. De skal turde bryde kæderne og være hurtige i omstillingen. Adu og Stokholm skal virkelig kommunikere, så de ved, hvornår de kan spille fremad, samtidig med at de ikke må blotte sig for et angreb den anden vej. Positionering er nøgleordet her. FCN skal løbe for hinanden, byde sig til. Ellers kan interception og turnover være ligegyldige.

Husk, husk , husk

Og husk nu Barcelona. For den kombination af possession, rotation og falsk ni’er, som FCN kultiverer, er ikke nok i en ufølsom verden af Oscar’er og Pirlo’er.

For det første kan man ikke lukrere på at vride formationen fra kanten og over mod midten, eventuelt iscenesat af et overlap i dybden fra back-positionen, uden også at lave den tilsvarende rotation defensivt. Én af de centrale defensiver skal dække af for backen, og ’6’eren’ bør trække ned fra midten af banen til en slags hængende centerforsvarer. Hos Barca er det Busquets, for FCN kan det være Adu. Og det skal Adu naturligvis cleare med Stokholm; ellers kommer Chelsea i overtag.

For det andet: Husk det høje genpres. Hvis ikke, straffer modstanderen dig. Se bare, hvad Manchester Citys Yaya Touré gjorde imod Real Madrid, da de blev lidt for sloppy på midten. Og tænk på, hvor hurtige Shakhtar var til at komme ned i den anden ende og få scoret efter et boldtab.

God kamp. Og held og lykke, Kasper Hjulmand.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu