Læsetid: 4 min.

Den nye rapport om Hillsborough-katastrofen tegner et billede af et land i krig med sig selv

1989. 96 mennesker mistede livet inde på stadion. Den virkelige skandale ved Hillsborough-katastrofen er imidlertid ikke det, der fandt sted inde på stadion.  Den virkelige skandale er det cover up, som myndighederne iværksatte for at skjule deres ansvar for de mange dødsfald. Der skulle 23 år, før det blev afdækket.

1989. 96 mennesker mistede livet inde på stadion. Den virkelige skandale ved Hillsborough-katastrofen er imidlertid ikke det, der fandt sted inde på stadion. Den virkelige skandale er det cover up, som myndighederne iværksatte for at skjule deres ansvar for de mange dødsfald. Der skulle 23 år, før det blev afdækket.

22. september 2012

Disse få, hjerteskærende linjer fra rapporten om Hillsborough-katastrofen beskriver i al korthed hele tragedien: »Politikonstabel Deborah Martin, som bar Kevin ind i idrætssalen, fandt en puls og begyndte at give førstehjælp – Kevin åbnede øjnene, mumlede ’mor’ og døde klokken 16.06.«

Den unge Kevin – hvis fulde navn var Kevin Williams, og som var 15 år – var en af de 96 Liverpool-fans, der blev mast til døde den 15. april 1989, da myndighederne kom til at lukke alt for mange mennesker ind på Sheffield Wednesdays Hillborough Stadium til en pokalsemifinale mellem Nottingham Forest og Liverpool. Mens tragedien udspillede sig, undlod politiet og beredskabsmyndighederne i vidt omfang at komme de tilskadekomne og døende mennesker til hjælp.

Den virkelige skandale ved Hillsborough-katastrofen er imidlertid ikke det, der fandt sted inde på stadion.

Den virkelige skandale er det coverup, som myndighederne iværksatte for at skjule deres ansvar for de mange dødsfald.

Et coverup, der blev sat i værk, mens folk stadig lå og døde rundtomkring på stadion. Og som blev orkestreret af den øverste politiledelse i Sheffield, der forsøgte at fabrikere bevismateriale, der kunne forlede offentligheden til at tro, at det i virkeligheden var fulde og kriminelle Liverpool-fans, der var skyld i katastrofen.

Således blev der i timerne efter katastrofen taget alkohol-tests af alle de omkomne, så det kunne undersøges, om de var fulde på dødstidspunktet. Alle de dødes straffeattester blev også tjekket for eventuelle domme, ligesom de pårørende, der blev tilkaldt for at identificere deres afdøde slægtninge – ofte børn eller søskende – blev udspurgt om, hvorvidt de omkomne havde været i konflikt med loven eller havde kriminelle tendenser.

Disse tiltag hjalp dog ikke politiet. De dræbte fans var hverken fulde eller kriminelle. Men det standsede ikke politiledelsen, der i dagene efter katastrofen iværksatte en massiv spin-kampagne for at flytte ansvaret fra katastrofen væk fra politiet og over på Liverpool-tilhængerne.

Løgnen er blevet stående

Kampagnen blev anført af ledende politifolk og et konservativt parlamentsmedlem fra Sheffield, der udtalte til Englands største avis The Sun, at fulde og uregerlige Liverpool-fans havde stjålet penge fra de døde, tisset på de betjente, der forsøgte at afværge katastrofen, og overfaldet andre politifolk og redningspersonale.

Alt sammen løgn.

Sandheden var, at Liverpools fans gjorde en stor indsats med at yde førstehjælp til de tilskadekomne og fragte sårede og døende væk på sammenflikkede bårer, mens politifolk og beredskabsmyndigheder passivt så til. Men The Sun satte nyheden på forsiden under overskriften The Truth. Og løgnen har lige siden klæbet til tilhængerne fra Merseyside og givet dem et ry som primitive bæster, der nærmere er dyr end mennesker. Hver eneste gang – hver eneste gang – Liverpool har spillet på udebane siden Hillsborough-katastrofen, har en del af modstanderholdets tilhængere sunget You killed your own fans.

Nu er sandheden om hændelserne på den skæbnesvangre dag endelig kommet frem i form af en rapport, der belyser alle aspekterne ved politiets cover up-aktion. Herunder også det faktum, at politiledelsen personligt redigerede i 116 ud af 164 politirapporter om tragedien for at skjule myndighedernes svigt og medansvar for dødsfaldene.

Et andet England

Et større retsopgør med de ansvarlige forestår, men alle i England spørger sig selv, hvordan sådan en skandale overhovedet kunne udvikle sig – og hvordan politiledelsen fik lov at skjule sandheden bag tragedien.

Svaret ligger i høj grad i karakteren af det samfund, som England var i slutningen af 80’erne. Et samfund, hvor Thatcher sad i Downing Street, og hvor der herskede en permanent tilstand af konflikt mellem den konservative regering i London og de nordlige regioner som Yorkshire og Lancashire, hvor Sheffield og Liverpool ligger.

Hele Sheffield-regionen havde få år forinden været præget af den bitre Sheffield Miners Strike, der havde varet i et helt år og ført til flere voldelige sammenstød mellem politifolk og strejkende minearbejdere.

Og i Liverpool havde en marxistisk fraktion af Labour-partiet kaldet Militants vundet fodfæste i det lokale byråd, hvorfra de førte en aggressiv kampagne mod den konservative regering.

Nede i London overvejede den konservative partiledelse, hvad der skulle gøres med de oprørske socialister i de nordlige regioner. Den daværende finansminister Geoffrey Howe rådede Thatcher til at rducere den offentlige bistand til Liverpool og overlade byen til a managed decline, (et kontrollabelt forfald, red.)

Et land i krig med sig selv

Og minearbejdernes strejke havde fået Thatcher til at definere de strejkende som »den indre fjende«– ligesom hun konsekvent omtalte det argentinske militærdiktatur som »den ydre fjende« efter opgøret om Falklandsøerne.

Det var i det hele taget et land i krig med sig selv, som Hillsborough-katastrofen udspandt sig i.

En krig, hvor fjenden – set fra den konservative regerings side – var de fattige og venstreorienterede nordenglændere. Og ingen var fattigere og mere venstreorienterede end Liverpools arbejderklasse.

Den arbejderklasse, der mistede sine børn på Hillsborough Stadium.

For Thatcher og den borgerlige presse var det alt for let at tro på politiets forklaringer om, at tilskuerne selv havde været ude om det. At de selv havde fremprovokeret katastrofen. Så var der ingen grund til at beskæftige sig mere med det.

Og derfor fik sandheden om Hillsborough-tragedien lov til at hvile i 23 år, før en uafhængig kommission endelig gravede den frem.

England er i dag et andet land end det var i 1989, da Hillsborough-katastrofen fandt sted. De voldsomme sociale spændinger mellem nord og syd er til en vis grad kølet af. Og den konservativt-liberale regering, der sidder i Downing Street i dag er langt mindre krigerisk og klassekampsorienteret, end Thatcher og hendes hold var.

Men rapporten om Hillsborough er alligevel relevant læsning – også i nutiden – fordi den fortæller en dyster historie om, hvor galt det kan gå, når et land geråder ud i så voldsom intern konflikt, at de forskellige befolkningsgrupper mister den grundlæggende empati for hinanden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rapporten være pligtlæsning for de politikere, der konstant bevilliger større og større pengebeløb til politiet. Og det bør være en huskekage til de politikere og meningsdannere, der gør sig lystige over, at socialister har en dyb kritisk holdning til politiets rolle i samfundet.

Hvordan sikrer vi, at et stadig stærkere politi ikke udgør en selvstændig magtfaktor i samfundet?

En god begyndelse vil være, at politikere holder op med helt automatisk at stå bag politiet efter konflikter af politisk karakter.

Jeg behøver vist blot at minde om:
* skarpe skud mod demonstranter i juni 1992
* behandlingen af bz'ere i forbindelse med rydninger
* rydningen af Brorson kirken
* overtrædelser af menneskerettighederne i forbindelse med demonstrationer omkring COP15
* drab på psykiatriske patienter
* nedskydning af kriminelle, som ikke udgør umiddelbar fare for andre

Ik'?

Den virkelige skandale er det, der fandt sted på stadion. 96 mennesker døde unødvendigt pga. myndighedernes, fodboldforbundets og stadionejernes foragt for almindelige fodboldfans.

Efterspillet var meget meget grimt og føjede spot til skade, men det værste er de 96 der ikke kom med hjem.

Hanne Gregersen

Fin artikel, men ærgerligt, at Østergaard-Nielsen lader sine egne politiske præferencer løbe af med sig og kaster sig ud i en noget tyndbenet analyse og causal sammenhæng med Thatcher regeringens manglende popularitet i Yorkshire og denne tragedie og dens håndtering fra flere forskellige myndigheder..

Iøvrigt kan man checke nedenstående, hvis man ikke orker at tygge sig igennem den 395 sider store rapport:

http://www.guardian.co.uk/football/2012/sep/12/hillsborough-truth-about-...