Læsetid: 3 min.

Fra øen med de varme kilder, den korte sæson og den kraftfulde natur

På en lynvisit i Island med en lille madevent oplevede jeg for første gang øens utrolige store og kraftfulde natur
28. september 2012

På en lynvisit i Island med en lille madevent oplevede jeg for første gang øens utrolige store og kraftfulde natur. Island er og har som bekendt været meget velstillet og derfor er mad og drikke i gadebilledet præget af international og masseproduceret industrifremstillet mad. Men visse madtraditioner har overlevet. Det er muligt som almindelig gæst at opleve de lokale råvarer og specialiteter som lagret haj, dobbeltrøget fårekød, laks og forel røget over fårelort, sødligt rugbrød bagt i de varme kilder i timevis, plukfisk, tørrede fisk, søpapegøje, hval, hestekød, det gode islandske lammekød, vildfugl med blåbærsovs, den fine lokale tang, søl og lækkert salt. Der dyrkes også grøntsager og bær, og den botaniske have i Reykjavik har en køkkenhave med de mange særlige sorter af f.eks. rabarber, ribs og kål, der dyrkes i den korte sommersæson.

Efteråret er så småt på vej oppe på øen i havet og herhjemme, og man får lyst til varme rustikke spiser. Inspireret af et godt måltid i Restaurant Dill i Nordens Hus i Reykjavik, hvor man bruger mange nordiske råvarer, er her en opskrift på muslinge-jordskokkesuppe med tang. Fra den lokalt kendte kogebogsforfatter Nanna Rognvaldardottir fik jeg hendes opskrift på en variant af det islandske rugbrød, der langtidsbages i ovn i stedet for i de varme kilder. Hertil er smør rørt luftigt med den traditionelle islandske skyr. Mad, der er lige til at lave i eget køkken.

Muslingesuppe med jordskokker og tang – 4-5 forretter eller tre hovedretter

1 kg friske blåmuslinger

4-5 små skalotteløg eller 2 bananløg

2-3 stilke bladselleri eller 1 lille fennikel

3-4 kviste frisk timian

1-2 laurbærblade

2 spsk. olivenolie

ca. 0,5 liter vand

30 g tørret tang, f.eks. islansk søl eller wakame tang

500 g jordskokker

1 dl piskefløde

salt og friskkværnet peber

Tilbehør: Godt groft surdejsbrød

Skrub muslingerne med en skrubbesvamp i koldt vand. Fjern skæg. Kasser muslinger, der er gået i stykker. Hvis en musling er åben, skal den lukke sig, når man banker den mod en bordkant. Skyl muslingerne i 2-3 hold koldt vand.

Pil løg, og skær dem i lidt mindre stykker. Skær bladselleri eller fennikel i mindre stykker. Bind timian sammen med laurbærblade.

Steg løgene klare i olie, og tilsæt bladselleri eller fennikel. Steg nogle minutter og tilsæt muslingerne, vand, timian og laurbærblade.

Kog muslingerne under låg, indtil de åbner sig. Det tager ca. fem minutter. Muslinger, der stadig er lukkede, skal smides ud.

Fjern muslingerne, pil dem ud af skallerne og gem dem.

Kog suppen videre med skrubbede jordskokker 10-15 minutter til de er helt møre.

Læg søl i blød i koldt vand i 10 minutter.

Tag timian og laurbærblade op af suppen. Blend suppen til ensartet konsistens. Kog suppen igennem med fløde. Hvis den er for tyk, spædes der op med vand.

Tilsæt søl eller tang og kog suppen ca. fem minutter mere. Læg låg på, og lad den trække fem minutter. Smag til med salt og peber. Kom muslingerne i den rygende varme suppe og spis brød til.

 

Nannas islandske rugbrød og smør med skyr – Til 2 brød

6,5 dl yoghurt naturel eller andet surmælksprodukt

2 tsk. natron

225 g sirup eller flydende honning

375 g rugmel

200 g fuldkornshvedemel (grahamsmel)

1 tsk. fint salt

Smør med skyr:

150 g blødt smør

1 dl skyr naturel

evt. birkeblade eller krydderurter

Rør natron ud i lidt af yoghurten. Tilsæt resten af ingredienserne, og ælt dejen godt sammen.

Fyld dejen i to smurte forme med låg. Luk evt. med sølvpapir. Brødene kan evt. bages i to mælkekartoner på hver en liter eller i en gryde med låg (og greb, der kan tåle varme).

Bag brødet ca. ni timer i en 95 grader varm ovn til centrumtemperaturen er 95 grader målt med stegetermometer. Afkøl brødet på bagerist.

Pisk smør skummende med en håndmikser til det er luftigt og rør forsigtigt skyr i. Kom i en skål og sæt i køleskabet, til det er helt koldt. Smørret kan tilsættes f.eks. tørrede friske birkeblade eller andre krydderurter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu