Den økonomiske vækst er en undtagelse

Vores politiske vanetænkning skjuler det store billede: At årtierne med høj økonomisk vækst er en afvigelse fra normaltilstanden i menneskehedens historie. Næsten et halvt århundrede med støt faldende vækstrater afspejler, at i-landene er ved at løbe tør for evnen til vækst
Vores politiske vanetænkning skjuler det store billede: At årtierne med høj økonomisk vækst er en afvigelse fra normaltilstanden i menneskehedens historie. Næsten et halvt århundrede med støt faldende vækstrater afspejler, at i-landene er ved at løbe tør for evnen til vækst
22. september 2012
Delt 8 gange

I 1987 fik den amerikanske økonom Robert Solow nobelprisen for »sit bidrag til teorien om økonomisk vækst«. Solow, i dag 88 år og professor emeritus ved Massachusetts Institute of Technology, var den første, der i 1950’erne på teoretisk plan gjorde op med en udbredt forestilling om, at muligheden for økonomisk vækst er bestemt og begrænset af adgangen til arbejdskraft og kapital. Forkert, sagde Solow, teknologien spiller en lige så stor rolle, og teknologiens udvikling muliggør vedvarende økonomisk vækst.

Hans matematiske forklaringsmodel kom nogenlunde samtidig med, at efterkrigstidens teknologiudvikling tog fart, og tilsammen banede teori og praksis vej for en nærmest universelt forankret tro på den økonomiske vækstmodels ubegrænsede holdbarhed.

»Siden Solows skelsættende arbejde i 1950’erne er økonomisk vækst blevet betragtet som en fortløbende proces, der vil vare ved i det uendelige,« noterer den amerikanske professor i økonomi Robert Gordon, Northwestern University.

Robert Solow har arbejdet videre og præget tænkningen om vækst. I hans oprindelige modelarbejde var miljø og naturressourcer ikke med i ligningerne, men da det miljøkrisen begyndte at sætte dagsorden – først med Grænser for vækst i 1972 og senere med Brundtland-rapporten i 1987 – ydede Solow sit bidrag med videnskabelige artikler om mulighederne for at ersatte råstoffer under udtømning og naturværdier under nedbrydning med andre faktorer af samme økonomiske værdi for samfundet.

»Hvis det er meget let at substituere naturlige ressourcer med andre faktorer, så er der i princippet ’no problem’. Verden kan reelt køre videre uden naturressourcer. Udtømning er en hændelse, ikke en katastrofe,« skrev Solow i 1993.

Han påpegede, at hvis der på den anden side skulle vise sig definitive grænser for, hvor meget man kan få ud af ressourcerne, »så er katastrofen uundgåelig«.

»Heldigvis tyder den smule viden, der er tilgængelig, på, at der er ret så store substitutionsmuligheder mellem begrænsede ressourcer og fornyelige ressourcer,« fastslog Robert Solow.

At skabe forståelse for betydningen for fortsat økonomisk vækst af disse substitutionsmuligheder »vil kunne løfte den politiske debat til et mere pragmatisk, mindre følelsesladet niveau,« mente han.

Senest har den aldrende nobelpristager deltaget i Verdensbankens Kommission om vækst og udvikling, der i 2008 barslede med The Growth Report om veje til at skabe, ikke ’sustainable’, men ’sustained high growth’, dvs. langvarig højvækst med erklæret forbillede i et dusin i- og u-lande, der mindst 25 år i træk har præsteret vækstrater på syv pct. eller mere.

»Med den ekspansionshastighed fordobler en økonomi næsten sin størrelse på et årti,« noterer kommissionen med entusiasme. Og den peger – som Solow i sine første videnskabelige arbejder – på »den trefoldige formel af teknologi, kapital og menneskelig kapital«, dvs. arbejdskraft, som vækstens grundlag. Rapporten »ignorerer reelt den økologiske bæredygtighed bortset fra en mindre henvisning til global opvarmning,« skriver FN’s Miljøprogram, UNEP, i en omtale af vækstkommissionens rapport.

Et kort øjeblik med vækst

Formentlig har de færreste beslutningstagere og erhvervsledere hørt om Robert Solow. Måske er hans navn også gået yngre økonomer forbi. Solow er aldrig blevet kendt som en ’stor økonom’ som Adam Smith, Karl Marx, John Maynard Keynes, Milton Friedman eller John Kenneth Galbraith. Ikke desto mindre ligger Solows arbejde og udsagn om teknologiens potentialer i høj grad til grund for den grundfæstede opfattelse, at økonomisk vækst er del af naturens orden og eviggyldig som udviklingsmodel.

Faktum er imidlertid, at den menneskelige civilisation gennem sin lange historie ikke har oplevet bemærkelsesværdige økonomiske vækstrater før det 19. århundrede. Ifølge økonomen Angus Maddison, der for OECD har lavet The World Economy: A Millennial Perspective, levede det globale samfund i den lange periode fra år nul og frem til 1820 med en gennemsnitlig økonomisk vækst på mellem nul og 0,22 pct. om året. Man producerede og forbrugte, byttede og handlede inden for rammerne af en temmelig stabil økonomi.

Efter tusind år med nulvækst præsterede den globale ’højvækst-region’ Vesteuropa fra år 1000 og frem til 1820 en gennemsnitlig vækst på 0,34 pct. pr. år. Kun udflytter-nationen USA præsterede samme vækstrate – alle andre dele af verden voksede langsommere.

Først med den industrielle revolution begyndte Vesten at opleve vækstrater omkring to-tre pct. pr. år. Og kun i et kort glimt i verdenshistorien fra omkring 1950 til begyndelsen af 1970’erne opviste i-landenes økonomi en ekspansion på fem pct. eller derover.

Det er ikke desto mindre en udbredt forestilling, at væksten i øjeblikket blot holder en kort pause i vor del af verden. Krisen er erkendt, men den opleves som et forbigående fænomen. »Konjunkturnormaliseringen«, som de økonomiske vismænd kalder det i deres forårsrapport fra maj 2012, ventes »at være tilendebragt hen imod 2020«.

Eller som vismand Eirik Schrøder Amundsen sagde her i avisen den 13. juni om det, han kaldte et traditionelt, om end kraftigt ’bump’ i økonomien:

»Om nogle år er tingene på plads igen – det regner jeg og mine medvismænd med.«

Måske har de ikke set skriften på væggen. Ligesom de politiske ledere, der herhjemme som internationalt søger at præstere øjeblikkelig krisehåndtering, ikke synes at have set den.

Den er ikke desto mindre opsigtsvækkende, skriften på væggen.

Evnen til vækst

Betragter man vækstraterne for i-landene fra det ene år til det næste, virker billedet måske sløret af kortvarige konjunkturudsving. Men ser man på de gennemsnitlige vækstrater pr. tiår, bliver langtidstrenden uafviselig: Lige siden 1950’erne – hvor Solow fremlagde sin teori om de fortsatte, teknologihjulpne vækstmuligheder – er vækstraterne faldet. Gennem et halvt århundrede er det gået én vej: Mod stadig mindre procentuel vækst.

I 1960’erne var den gennemsnitlige vækstrate for højindkomstlandene 5,4 pct. pr. år, i 1970’erne faldt den til 3,8 pct., i 1980’erne videre til 3,1 pct. og i 1990’erne til 2,5 pct., alt sammen ifølge Verdensbankens rapport fra 2005 Economic Growth in the 1990s. Den gennemsnitlige årlige vækstrate for i-landene gennem det seneste årti er beskedne 1,4 pct. Sidste år var væksten i i-landene ifølge Den Internationale Valutafond, IMF, 1,6 pct., i år ventes den at lande på 1,4.

Denne udvikling over næsten 50 år kan ikke forklares med overbelåning af amerikanske boliger i 2007-08 eller med grækere, der har brugt penge, de ikke havde. Ej heller som udslag af bestemte politiske lederes fejlslagne strategi – der har som bekendt været en livlig vekslen mellem konservativ-liberal og socialdemokratisk økonomisk politik gennem årtierne og på tværs af landene.

Snarere tegner der sig billedet af en økonomisk model, der grundlæggende er ved at løbe tør for evnen til vækst.

Økonomen Robert Gordon har i en aktuel analyse,  , gransket den amerikanske økonomis langtidsudvikling og hæfter sig ved, at der har været tre faser, hvor de teknologiske produktivkræfters udviklingsspring har skabt midlertidige bølger af vækst: Den første industrielle revolution fra 1750-1830 med dampmaskiner, bomuldsspinderier, jernbaner. Den anden fra 1870-1900 med elektricitet, forbrændingsmotorer, rindende vand m.m.

»Begge disse første to revolutioner krævede 100 år, før deres fulde effekt havde gennemtrængt økonomien,« påpeger han.

Endnu omkring 1950 og i et par årtier derefter udøvede den anden revolution sin vækststimulerende virkning på økonomien i form af nye apparater i husholdningerne, aircondition, motorvejsnet m.m.

»Efter 1970 aftog produktivitetsvæksten markant, mest sandsynligt fordi de vigtigste ideer fra den anden revolution i det store og hele var implementeret.«

»Den tredje revolution – computerne og internettets – har til gengæld kun haft en korterevarende effekt på produktiviteten frem til år 2000. Gennem de seneste otte år (2004-12) er væksten i arbejdsproduktivitet igen faldet til næsten nøjagtig samme takt som i perioden 1972-96, sølle 1,3 pct. pr. år. Vækstraten de seneste to år – 2010-12 – er endog lavere, blot 0,5 pct.,« fortæller Gordon.

Virkningen af dot.com-revolutionen er med økonomens ord »visnet bort«. It-revolutionens engangs-gevinst for økonomiens ekspansionsevne er i det store hele inkasseret.

Robert Gordon kan ikke få øje på, hvordan de epokegørende historiske spring med dampmaskine, elektricitet og computere kan gentages, og selv hvis det skulle ske, er der i dag hele seks former for ’modvind’ mod nye høje amerikanske vækstrater: Den demografiske udvikling med flere ældre uden for arbejdsstyrken, et i USA stagnerende uddannelsesniveau, en tiltagende ulighed, konkurrence fra og outsourcing til økonomier i øst og syd, en voksende gældsbyrde, hvis mulige begrænsning via nedskæringer og skatteforhøjelser vil æde af væksten samt som den sjette ’modvind’: miljø- og energikrisen.

Økonomen runder sin analyse af med et uvidenskabeligt gæt på den amerikanske økonomis vækstrate mod slutningen af dette århundrede, hvis man indregner en anslået opbremsende effekt af de nævnte ’modvinde’: 0,2 pct. årlig BNP-vækst – altså tilbage til niveauet for den gennemsnitlige globale vækst i den førindustrielle epoke fra år 0 og frem til 1820.

Supercyklus?

Den langsigtede trend er den samme for Danmark, for Vesteuropa og for den samlede gruppe af i-lande. For Danmark hedder det f.eks. en gennemsnitlig årlig vækstrate i 1950’erne på 3,1 pct., derefter det gyldne årti i 1960’erne med 4,7 pct. årlig vækst og siden faldende tendens fra 2,3 pct. i 70’erne, 2,1 pct. i 80’erne, et midlertidigt opsving i 90’erne med 2,6 pct. vækst og så ned til 0,6 pct. fra 2001-2010. I første halvår 2012 har væksten i det danske BNP ifølge Eurostat været negativ: minus 0,1 pct.

Nogle økonomer mener, at den kapitalistiske økonomi gennemløber lange svingninger af 50-60 års varighed – ofte kaldet supercyklusser eller Kondratiev-bølger efter den russiske økonom Nikolai Kondratiev, der formulerede hypotesen. Sådanne bølger er karakteriseret ved fire faser:

’Forår’: Ekspansion med teknologiske fremskridt, markante vækstrater, stigende velstand, langsomt stigende priser og gode profitter.

’Sommer’: Overflod som skaber pres på ressourcer, pris- og rentestigninger, mindre motivation for arbejde, stagnerende produktion og både inflation og recession.

’Efterår’ hvor væksten bankes i gang igen, men denne gang med mindre stabilitet, præget som den er af gældssætning, overforbrug, rentesænkninger og bobler. Når de brister, starter nedturen for alvor.

’Vinter’: Økonomisk depression med stigende priser, men faldende profitter og aktiekurser, bristende lånebobler og gentagne finansskandaler, afsluttende med voldsomme begivenheder – f.eks. krig – der leder til start på en ny cyklus.

Vækstraternes udvikling siden 1960’erne og en stribe andre tegn kunne friste til at tro, at vi med den aktuelle krise er på vej ind i en smertefuld ’renselse’, en ’kreativ destruktion’, der skal tillade økonomien endnu engang at ’starte forfra’. Som da den forrige cyklus afsluttedes med Anden Verdenskrigs ødelæggelser. Finansmanden og filantropen George Soros er en af dem, der siger, at vi med den nuværende krise er i slutfasen af en langvarig supercyklus. Uden han dermed påstår, at der også denne gang kommer renselse og ny optur. For spørgsmålet er, om denne gang er afgørende anderledes end tidligere gange, hvor der efter nedtur og udrensning er banet vej for vækst og fremgang.

Grænserne

Det forekommer urimeligt at tro, at den menneskeskabte økonomi skulle fungere cyklisk. Som om den var styret af naturlove på samme måde som himmellegemernes gang og årstidernes skiften. Det virker mest som en ønskedrøm blandt visse økonomer om at kunne forklare og beregne på samme måde som i naturvidenskaben.

Fordi økonomien måtte have gennemløbet en, to eller tre forløb, der kan beskrives efter en cyklisk model, er det ikke sikkert, at den gør det én gang til. Den menneskelige civilisations udviklingsproces er lineær, ikke cirkulær, og vi er denne gang et andet sted, end vi nogensinde før har været.

Det radikale nye er kombinationen af den samledes økonomisk størrelse og effektivtet. Begge dele synes at være kommet tæt på grænserne.

Økonomien kolliderer stadig mere håndfast med de grænser, planeten sætter. Mest iøjnefaldende illustreres det af den globale opvarmning, der i skrivende stund har bidraget til at smelte næsten 85 pct. af den havis, som om vinteren dækker det arktiske ocean – aldrig før set i målingernes historie. Tilsvarende kan denne sommers ødelæggende tørke i USA – som i skrivende stund fortsat plager over 60 pct. af arealet – formentlig tilskrives klimaændringerne, ligesom foregående års ekstreme vejr med oversvømmelser, hedebølger, tørke i bl.a. Australien, Rusland, Afghanistan, Thailand, Afrikas Horn måske kan det. Som andre overskridelser af miljøets bæreevne er klimaforandringerne med til at ødelægge regionale økonomier og undergrave væksten.

Tilsvarende har den globale økonomis størrelse ført til, at et helt århundredes vedvarende fald i energi- og råstofpriser på blot ét årti – 2000-2010 – er blevet neutraliseret af vækstundergravende prisstigninger, fordi råstofreserverne nu er kommet under kritisk pres.

De planetære grænser er overskredet eller kommet tæt på, så tæt at de udgør en barriere for at genskabe traditionelle vækstrater.

På samme måde er det måske ved at være med effektiviteten: Vækst i arbejdsproduktiviteten bliver stadig vanskeligere at præstere.

»Eurozonen har udvist en langsigtet tendens til fald i produktivitetsvæksten siden midten af 1990’erne, men blev fulgt af USA i 2004, da denne nations vækstrate for produktiviteten også begyndte at tabe fart, sammenlignet med de foregående år,« noterer Bart van Ark, professor i økonomi ved universitetet i Groningen og direktør for erhvervsforskningsorganisationen The Conference Board.

Analyser, der går længere tilbage, dokumenterer, at såvel de store europæiske økonomier som Japan havde deres gyldne periode hvad angår produktivitetsvækst i perioden 1950-73, hvorefter de har oplevet lavere og jævnt faldende vækstrater. USA’s produktivitetsvækst, målt ved vækst i BNP-udbytte pr. arbejdstime, faldt fra 1970, steg så fra omkring 1990, men faldt igen efter 2000 og ligger nu lavere end i 1970.

Forklaringerne er komplekse, men handler bl.a. om, at teknologiske tigerspring som ved første og anden fase af den industrielle revolution er blevet svære at præstere. Som påpeget af både Robert Gordon og Bart van Ark har it-revolutionen ikke formået at skabe samme markante og varige produktivitetsvækst som gennembrudene med dampmaskine, elektricitet og forbrændingsmotor.

Til dette kommer, at lavvækst i økonomien i sig selv hæmmer de investeringer, der skulle bringe teknologisk innovation, produktivitetsvækst og ny højvækst i BNP. Knaphed på billig energi dæmper i tilgift mulighederne for at skabe produktivitetsvækst ved at udskifte menneskelig arbejdskraft med maskiner. At mange lønmodtagere i i-lande oplever, at de i dag faktisk løber nogenlunde så stærkt, som de kan, er måske en yderligere en faktor, der vanskeliggør forsøg på at skabe fornyet vækst i produktiviteten.

At blive stationære

I korthed kan man sige, at vi er ved at have presset citronen. Der er grænser for, hvad vi kan klemme ud af jordkloden i form af råstoffer og miljøkapacitet, ligesom der er grænser for, hvor hurtigt og dramatisk teknologien kan udvikles, og hvor meget mere mennesker kan og vil arbejde. Og således presset på sine produktionsfaktorer og dermed på sin evne til vækst løber økonomien faren for hasarderede manøvrer – såsom en vildtvoksende finanssektors skæbnesvangre amokløb – der i sig selv kan bringe økonomisk, turbulens, gældsætning, social uro og forstærket nedtur.

Skriften på væggen fortæller om en moden økonomi, der er ved at have opbrugt sit potentiale for vækst. Efter 150 års triumftog har vækstøkonomien nu i næsten 50 år været under nedtrapning uden troværdig udsigt til at vende tilbage til forne tiders storhed.

Vi synes omsider at være nået frem til det punkt i menneskehedens udvikling, som tre af historiens største økonomer – Adam Smith i 1700-tallet, John Stuart Mill i 1800-tallet og John Maynard Keynes i 1900-tallet – alle forudsagde, men desværre ikke huskes for: Punktet, hvor væksten har tjent sin funktion, dækket de centrale behov og dermed udspillet sin rolle.

Som John Stuart Mill formulerede det i Principles of Political Economy fra 1848:

»Hvis jordkloden skal miste denne store del af den skønhed, som den ubegrænsede forøgelse af velstanden og befolkningen vil fjerne fra den med det ene formål at gøre den i stand til at opretholde en større, men ikke bedre eller lykkeligere befolkning, håber jeg oprigtigt for efterkommerne, at de vil være tilfredse med at blive stationære, længe før nødvendigheden tvinger dem til det.«

Det turde være hensigtsmæssigt at hæve blikket fra dagens forsøg på krisemæssig damage control, se den historiske udvikling i øjnene og begynde at indrette sig på nye tider og på en ny, mere langtidsholdbar økonomisk model.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Robert Solow:
A Contribution to the Theory of Economic Growth, 1956

Robert Solow:
An almost practical step toward sustainability, Resources for the future, 1993

The Growth Report:
Strategies for Sustained Growth and Inclusive Development, World Bank, 2008

D. Meadows et al:
Grænser for vækst, Romklubben, 1972

Economic Growth in the 1990s:
Learning from a Decade of Reform. World Bank, 2005

Real historical gross domestic product (GDP and Growth Rates of GDP for baseline countries/regions 1969-2011. USDA Economic Research Service

Robert Gordon:
Is US economic growth over? CEPR Policy Insight no. 63, aug. 2012

Bart van Ark:
Productivity, Sources of Growth and Potential Output in the Euro Area and the United States. Intereconomics 2010

Angus Maddison:
Maddison Historical Statistics, University of Groningen

Angus Maddison:
The World Economy: vol 1 og 2, OECD 2006

Kondratiev wave, Wikipedia

Adam Smith:
The Wealth of Nations, 1776

John Stuart Mill:
Principles of Political Economy, 1848

John Maynard Keynes:
Economic Possibilities for our Grandchildren, 1930

Dansk Økonomi Forår 2012, Det Økonomiske Råd, maj 2012

Den økonomiske udvikling i Danmark de sidste 50 år, Økonomiministeriet 1997

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Poul Schou

Det er på mange måder en usædvanligt god artikel fra Jørgen Steen Nielsens hånd: Informativ, relevant og fuld af mange væsentlige detaljer. Konklusionen ser dog ud til at blive trukket kraftigere op end de argumenter der nævnes, egentlig giver belæg for. Det virker mere redeligt at sige at vi simpelthen ikke ved så meget om hvorvidt den økonomiske vækst kan (og bør) fortsætte på meget lang sigt, fx de næste par hundrede år. Nogle af de problemer som artiklen (og Robert Gordon) nævner, er specifikt amerikanske og mindre relevante for et dansk eller globalt perspektiv. Men der er to afgørende uafklarede problemstillinger. Det ene er spørgsmålet om forskning i teknologiske fremskridt kan blive ved med at skabe ny viden i tilstrækkelig grad. Det andet er spørgsmålene om hvor snærende grænser naturen og miljøet sætter for væksten. Som JSN referer Solow for, er det altafgørende her hvor gode substitutionsmulighederne mellem natur og menneskeskabt kapital er i det lange løb; og det er et uafklaret spørgsmål. Man kunne ønske at lidt flere mennesker også herhjemme ville tage citatet fra Solow til sig:

"At skabe forståelse for betydningen for fortsat økonomisk vækst af disse substitutionsmuligheder »vil kunne løfte den politiske debat til et mere pragmatisk, mindre følelsesladet niveau,« mente han."

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Sagen er vel den simple, at vi befinder os på så højt et teknologisk og materielt niveau, at stagnation eller en smule fald i niveauet vil være velgørende.
Artiklen fortæller først og fremmest, at samfundene i den længste tid har været uden vækst og altså fungeret med noget, der ligner status quo. Hvorfor det ikke skulle kunne blive et positivt faktum igen, synes jeg ikke, det er så let at forstå.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Uden at gå alt for meget i dybden vil jeg nu mene, at der vitterlig var vækst i Middelalderen. I spring vel at mærke. Men der skete noget,når Øresundstolden blev indført, når hansestæderne fik tag om handelen, når købstæderne fik særrettigheder, når landsbyfællesskabet blev opløst, når udskiftningen satte gårdene fri, når handelen på Østen blev sat i system, når koloniseringen foldede sig vildt ud, når guld og sølv fra Latinamerika blev indskibet i store mængder, og the fra Ceylon kom til London og Boston.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for jan henrik wegener

Vores grundløggende behov kan døkkes ved at forbruget når et vist niveau - vi har ikke en gang godt af mere, f.eks. mad. Så dels virker det helt urimeligt at forestille sig at vedvatende vækst af fornruget af disse goder skulle vøre et mål i sig selv. dels også at det skulle være muligt. Måske kan man dog komme ud over det ved simpelten at søtte ry nul mere på pengesødlerne efter et fast tidsinterval- Hvad det på den anden side skulle gøre godt for er et åbent spørgsmål.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nic Pedersen

MKN,

ja, det er rigtigt.
Men en hel del af de nævnte eksemplers primære grundlag var, direkte eller indirekte, nye plyndrings-/koloniseringsmuligheder og nye markeder som bogstavelig talt fik sat en kanon for panden, når det drejede sig om handelsbetingelserne.

Det bliver forbandet svært at gentage.
(ihvertfald for de europæiske lande!)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Flemming Andersen

Dejlig at der til tider, bliver stillet spørgsmålstegn ved den førte politik, som jo kun kan hænge sammen i vækst.
At en sådan konstruktion ikke hænger sammen, kan enhver overbevise sig selv om, ved hjælp af en lommeregner og en kugleramme.
Så finder man ud af hvor få år der skal til før forbruges fordobles med en vækst med f.eks. 4% vækst, som ville vække jubelskrig hos økonomerne.
Bare med den bagdel at vi alle kender svare, hvis vi spøger:
"Kan det virkeligt lade sig gøre og er det bæredygtigt??"

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Jamen det er rigtigt Nic, og jeg ved heller ikke, om det egentlig gav nogen vækst. Forstået efter artiklens præmis. Men rigdom til nogle få måske.

Vækstdebatten er egentlig også lidt underlig. For den stiller den fortsatte llivstilstand i et dårligt lys, ved at kalde den stagnation, hvis den ikke udvikler sig og førøger sig. Der er som om, naturens formeringsivrighed forplanter sig til menneskenes opfattelse af, hvad der er det bedste liv, altså netop formering og "vækst". Men - og nu bliver det lidt kompliceret - naturens overflod af vækstpotentiale er netop ikke beregnet på vækst, men kun til opretholdelse af det eksisterende liv, den eksisterende velstand - tror jeg nok.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Helge  Berg

.. det kræver ikke ligefrem et geni til at kunne udtænke noget bedre end vi har i dag og der findes masser af rigtig gode løsninger,. jeg tror nærmere at det er industrien der mangler viljen til at omstille sig,.. eller at komme med "alt for" gode løsninger så at sige, før i tiden blev tingene lavet robust,. nu bliver de lavet sådan at man skal konstant ud efter reservedele og på den måde scorer firmaet kassen to gange, ja eller man smider den gamle ting ud og køber en ny fordi det er nemmere og billigere end at få den gamle repareret.

Politik afspejler samfundet ergo også industriens vilje til at gøre hvad end det nu var(lidt ligesom Dovne Robert bare på den store skala), og hvis politikerne siger C men industrien siger A,.. at så skal en masser politikere hurtigt hoppe over i den grøft,.. og på den måde bliver effektiv lovgivning på området holdt ude, fardi det er til gavn for industrien at "alting er som det plejer",.. men det varer nok ikke så længe,.. så dør Plejer sgu og så står vi der med håret i postkassen som nogle molboer,.. og det tragiske er jo at.. f.eks hvis man mister sit job og er arbejdsløs i et stykke tid,.. men får job igen(alt bliver godt igen),.. sådan er det ikke så nemt med naturen, vi får så at sige kun en chance og hvis vi "fucker" den tilstrækkeligt slemt "op", jamen så er der ikke nogen "en gang til",.. så er det slut.. jeg forstår ikke helt hvorfor nogen gad overhovet at sidde og spille Russisk-roulette med naturen og folks livskvalitet og helbred, økonomien burde at geares sådan at den værnede om naturen og det er i sig selv simpelt at gøre, men gavner det industrien?.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Lom

I virkeligheden lever vi i spændende tider. Det er nu det eksisterer en historiske mulighed for at frigøre os fra arbejdet, hvis ellers politikere og akademikere turde se ud over deres dogmer. Behovet for vækst hænger jo sammen med pengepolitikken, uden vækst ingen renter - middelalderen havde ikke brug for vækst for man måtte ikke tage renter.
Vi kan ikke æde mere, vi har ikke brug for større huse, flere biler og andre apparater. Vi har brug for at leve og vi har brug for videnskab og kunst.
Men der er jo nogle kapitalbaroner som bliver overflødige.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nic Pedersen

MKN,

ja, det med det "eksisterende liv" i fht. de tilgængelige ressourcer er nok sagens kerne.

Menneskeheden kan jo, individ for individ, sagtens opleve vækst og fremgang i "livstilstand (glimrende udtryk!) også i fremtiden, hvis arten ellers er "intelligent" nok til målrettet at søge reduktion af sig selv fra 7-8? milliarder til bare de ca. 3, som var der i min skoletid, eller den ene for 100+ år siden.
Men det kommer til koste nogle generationer en sur alderdom.
(hvilket vi nok risikerer alligevel)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tor Brandt

Rigtig god og spændende artikel!

Ikke mindst fordi jeg bliver så glad når jeg præsenteres for gennemarbejdet evidens for, at væksten er på retur.
Som Søren Lom også pointerer er det nu tiden for, at mennesket egentlig træder i karakter og skaber nogle nyttige resultater af den teknologi, vi har udviklet. Der er mulighed for en helt ny måde at leve på - hvis man blot begynder at spille sammen med naturen i stedet for imod den.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Alan Strandbygaard

Der var en gang hvor skivbe kunne sejle til et andet kontinent, og frit udsuge de ressourcer der fandtes.

Sådan er det ikke mere. I dag slås ulvene om det der er, for der er ikke mere.
De kigger begærligt på Månen og Mars. Men det er for dyrt.

Den virkelighed ingen ønsker at se i øjnene er at der skal laves en fornuftig fordeling af adgang til de ressourcer der nu en gang er, og samtidig skal det forhindres at nogle få sætter sig på det meste.

Den virkelighed er noget visse mennesker pakker langt væk i det ubevidste.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for John Robert Parkins

Men der er et aspekt til shopping det er ikke terapeutisk overhovedet. Samt at inducere komfort, shopping stimulerer ønsket om at få tingene, og begær er ikke altid et behageligt sted at være. Overvej: vi ikke ønsker det, vi allerede har, så ønske er baseret på en følelse af mangel. Delvis på grund af sine erotiske konnotationer, er vi tilbøjelige til at idealisere ønske, men det er faktisk en betingelse for at ville og tomhed. Desire er rastløs, og når vi ønsker det er svært at fokusere på meget andet.
New! Hold down the shift key, click, and drag the words above to reorder. Dismiss

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Er vækst i virkeligheden ikke et forfærdeligt gummibegreb, der ikke kan bruges til noget? Vækst betyder kvantitativ forøgelse, men udvikling burde kunne foregå som en stabil fremadskriden, hvor man lægger det bedagede bag sig og antager nye teknologier, som måske oven i købet medfører fald i det kvantitative forbrug pga. større energieffektivitet o.a.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rasmus Larsen

God artikel. Jeg vil dog lige tilføje, at alle unge økonomer burde have hørt om Solow - ellers har de ikke fulgt med i timen. Hans model med diverse modifikationer er et fast indslag i fag, som handler om langsigtet vækst og han er en stor økonom, men nok kun blandt økonomer.

Peter Hansen:

Jo, det er lidt et gummibegreb, men det kan sagtens indeholde teknologiske fremskridt såvel som en decideret kvantitativ forøgelse. Eksempelvis vil hurtigere computere medføre en vækst i BNP ligesom flere computere vil gøre det. Det er fejlslutningen, hvis man siger, at vækst automatisk betyder mere - det kan også betyde "bedre".

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Flemming Andersen

Rasmus Larsen

Det er fejlslutningen, hvis man siger, at vækst automatisk betyder mere - det kan også betyde “bedre”.

Det har du helt ret i.
Det er bare ikke måden begrebet vækst bruges i dagligdagens politiske debat og derfor er det nemmere at bruge det i den almindeligt brugte betydning, for ikke at forplumre vandene

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Andersen

Min bedstefar, jernbinderen, var også en stor økonom.
Han døde gældfri, fattig og var kun en gang ejer af en brugt bil. Jeg har dog planer om at overgå ham, og dø fattig med en massiv bankgæld.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tine Sørensen

- mere vs bedre :

- mere for hvem? - bedre for hvem?

Hvem gavner vækst-paradigmet?
Hvem gavner et - i det uendelige - voksende BNP?

Citronen er presset til det yderste.
Folk på arbejdsmarkedet blir syge af stress i kolossalt omfang.
Arbejdsgiverne ønsker færre - og ikke flere ansatte!
- De lovpriste teknologiske fremskridt....
Arbejdsløse skal flakse rundt som fluer i en papkasse, tvungne til under skrap kontrol at søge endeløse mængder af jobs, som de aldrig vil få, fordi de enten er uegnede, over- eller under-kvalificerede til de pågældende jobs, - fordi der er mange hundrede ansøgere til de enkelte jobs, - og fordi det er "købers marked".

Vores regering insisterer på at opretholde den illusion. - En illusion om meningsfuld vækst.
Tabet af mening er blevet et livsvilkår, - og det enkelte menneske er blevet en rekvisit i det kollektive illusionsnummer.
Det gør tilsyneladende ikke noget, at livet pines ud af mennesker både på- og udenfor arbejdsmarkedet, - bare vi alle medvirker til at opretholde illusionen om det meningsfulde i fortsat økonomisk vækst. Et krav om, at leve med skyklapper......

Vi stiller spørgsmålstegn ved det meningsfulde i vores økonomiske system.
Vi stiller udråbstegn ved dets konsekvenser for den enkelte, - for hovedparten af Jordens befolkning og Jordens liv som sådan.

Vores politiske ledere klamrer sig til deres skyklapper. Og holder blikket stift rettet mod BNP.

------------------------

Kondratievs supercyklus afslutter med:

Vinter’: Økonomisk depression med stigende priser, men faldende profitter og aktiekurser, bristende lånebobler og gentagne finansskandaler, afsluttende med voldsomme begivenheder – f.eks. krig – der leder til start på en ny cyklus."

!!!!!!!

- Vi venter nu på denne "voldsomme begivenhed".......... Økonomiens genrejsning via en storkrig.....?
Ingen tvivl om, at det i international politik med stor tydelighed ses, hvordan der piskes i rørt vande...
Hvordan der resolut anvendes ufredelige metoder, og opfindes løgnagtig argumentation herfor.

Vores politikere vil økonomisk vækst.
Mange borgere vil også økonomisk vækst, - og vores politikere vil genvælges.

- Men "prisen" for den økonomiske vækst - hvor meningsfuld er den? - og for hvem......?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Toke Ernstsen

Et område, der stort set helt overses, er social vækst. Det sidste århundredes kapitalmaximering i forbindelse med industrialiseringen kunne have styrket en voksende socialitet, såvel lokalt som globalt. Men i stedet fortabte den vestlige verden sig i krige og kapitalisme - to nært beslægtede områder. Begge med udgangspunkt egoisme/nationalisme og grådighed.

Halvtredsernes økonomiske vækst i vores del af verden lammede især den voksende middelklasses bevidsthed i det rent materielle. Og i forsvaret af materialismen, fulgte også militære intenvensioner i lande, som på ingen måde udgjorde en konkret trussel. Men om ikke for andet, så fordi ophobningen af det militære isenkram havde nået bristepunktet.

I tredserne kom der en nødvendig reaktion mod det reationære og antisociale: Nemlig ungdomsoprøret.

Desværre var det selvdestruktive element i oprøret af en sådan karakter, at middelklassefornuften med det rent materielle perspektiv fik grobund igen og havde sejret ad helvede til godt allerede i firserne, med gamle konservative kræfter og unge, fremadstormende Yuppier, med egoer og armbevægelser på størrelse med små lande, i spidsen for 'tilintetgørelsen' af de sidste rester af tredsernes nye socialitet. Den første alvorlige liberalisering af vores bevidsthed og i bagklogskabens ulideligt klare lys til stor skade for verden.

At kommunismen måtte bryde sammen, var forudsigeligt - og lidt vågne personer har også haft mavefornemmelse nok til at forstå det uholdbare i kapitalismen og liberalismen. Men det er forbandet, at hele det politiske liv, ikke kun her i landet, men overalt i Europa og USA, stadig higer efter modeller, der ikke er langtidsholdbare, men tværtimod har overskredet sidste salgsdato.

Derfor så jeg egentlig gerne, at ungdomsoprøret fik en renæssance. Og med lidt flere modne personligheder, medsamt deres historiske bevidsthed i spidsen for et sådant oprør, burde succesraten blive væsentligt højere, end første gang, vi forsøgte os.

Verden er materielt rigere end nogensinde før. Så lad nu få omsat de materielle værdier til social vækst. Vi er mindst 100 år bagefter, så der er meget, der skal indhentes!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Poul Schou

@Flemming Andersen:

"Rasmus Larsen
Det er fejlslutningen, hvis man siger, at vækst automatisk betyder mere - det kan også betyde “bedre”.
Det har du helt ret i.
Det er bare ikke måden begrebet vækst bruges i dagligdagens politiske debat og derfor er det nemmere at bruge det i den almindeligt brugte betydning, for ikke at forplumre vandene"

Efter min mening forholder det sig omvendt. Når Danmarks Statistik, journalister, økonomer, politikere osv. taler om BNP-vækst, indregner de begge muligheder. De data for den økonomiske vækst som vi har målt historisk, beror i meget høj grad på en indregning af at vi producerer helt nye varer og tjenesteydelser som erstatter ældre og dårligere produkter der går af brug, og varer og tjenesteydelser af en højere kvalitet. Det er derfor snarere en misforståelse at ville opfatte f.eks. et politisk ønske om vækst som at det nødvendigvis betyder at vi skal have mere af det samme. Meget af den modstand mod økonomisk vækst som man hører udtrykt nogle steder, bunder formodentlig netop i denne misforståelse. Det ville derfor gøre diskussionen noget klarere hvis man blev enig om at økonomisk vækst som det normalt bruges officielt, også kan være – og meget ofte er – en vækst i kvalitet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for jan henrik wegener

vi kan opstille to muligheder for "vækst".
1:At den indebærer øget kvantitet, også m.h.t. produktion af fysiske genstande,-ting. Befolkningstilvækst vil før eller siden indebøre dette.
2:Udelukkende en "vækst" i kvaliteten - "verdien" af produkter, tjenesteydelser,
1 indebører vel større indhug i de fysiske ressourcer, som jord, mineraler, vand, ren luft, og kan ikke fortsøtte.
Vedrørende 2 er det til gengøld svært at se hvad det er for nogle fantastiske kvalitetsgevinster man vil opnå, og også om de er så vigtige for menneskene.
"Verdi" og "kvalitet" er vel i øvrigt afhøngigt af markedet, og derfor til en vis grad ret vilkårlige størrelser?
(Håber dettevar bedre end mit forrige, som påpegetr af Michael Kongstad llidt fejlbehæftede indlæg).

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Poul Schou

@Peter Hansen:
”man kan ikke bruge vækst til at betegne rene kvalitative forbedringer, for vækst kommer af vokse.”

Det kan man nu godt, og det er rent faktisk også det som f.eks. Danmarks Statistik gør når de præsenterer tal for BNP-udviklingen. BNP-væksten som den normalt opgøres, er et forsøg på at måle udviklingen i den reale værdi af vores produktion. Og værdien stiger både hvis man producerer flere og hvis man producerer bedre varer. De tal for i-landenes økonomiske vækstrater siden 1950’erne som illustrerer artiklen, dækker således bl.a. over: Et forbedret uddannelsesniveau siden dengang, bedre boligforhold for befolkningerne i den vestlige verden, voldsomme forbedringer af kommunikationsmidlerne som f.eks. udbredelsen af internettet, sundhedsmæssige fremskridt som sikrer os en langt større levealder end i 1950, langt anderledes muligheder for kultur- og fritidsforbrug end for 50 år siden, store fremskridt inden for viden og teknologi på mangfoldige andre områder osv. Forhold som de fleste nok vil betegne som klare fremskridt. Det virker derfor absurd for mig når du skriver: ” For at summere op: vækst er dårligt, fremskridt er godt.” For det som folk rent faktisk måler når de opgør den økonomiske vækst, ER i stort omfang netop det som man almindeligvis vil betegne som fremskridt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Flemming Andersen

Poul Schou

Jeg ved godt hvad du mener og er ikke spor uenig i dit synspunkt om det ønskelige i en mere nuaceret debat.

Det får vi jo kun ved at tale samme "sprog" og hvis den almindelige forståelse af begrebet vækst oversættes med mere, så accepterer jeg dette.

Ligesom nogle taler om social vækst kunne man jo så bare sige: kvalitativ vækst.

Men så vil jeg bare lige påpege, at jeg ikke tro HTS taler om en sådan kalitativ vækst når hun taler om øget vækst, for at skaffe flere arbejdspladser gennem større arbejdskraftudbud og dermed løntryk.

Hun taler om en mer vækst og sådan tror jeg også det forstås af de fleste. Så måske skulle vi så bare kalde de det istedet for at skulle sætte mer, kvalitativ eller social foran.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Poul Schou

@ Flemming Andersen:

Ønsker om økonomisk vækst hører man udtrykt i forskellige sammenhænge, og der ligger formodentlig forskellige begrundelser bagved, afhængigt af den konkrete situation. Somme tider handler det i virkeligheden snarere om at få nedbragt arbejdsløsheden; somme tider handler det om at forbedre de offentlige finanser, og somme tider om et ønske om at skabe en fortsat højere materiel levestandard i befolkningen. En sådan ville blive resultatet af såvel kvantitativ som kvalitativ vækst, og jeg vil egentlig ikke tro at politikere der snakker om et ønske om højere vækst, på forhånd har lagt sig fast på om det lige er den ene eller den anden variant, eller en kombination, som er vigtig i den sammenhæng.

I øvrigt er jeg meget enig med dig i at det er vigtigt at vi taler samme sprog - ellers giver f.eks. internetdiskussioner som disse ikke megen mening. Og derfor synes jeg det vil være fint hvis de mange der præsenterer sig som generelle vækstmodstandere, i stedet ville præcisere at det er nogle mere specifikke udviklingstræk i verden som de er imod - det ville forhindre mange unyttige misforståelser.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for John Robert Parkins

It just struck me!
Mayaernes kalendere er genstand for intens interesse for mange tusinde mennesker lige nu, fordi de fokuserer på den skelsættende dato af Dec 21, 2012. Alt ændringer inden da, vækst er godt på vej????

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Flemming Andersen

Poul Schou

Det synes jeg lyder ganske fornuftigt, bortset fra at vi jo er nødt til altid at tage sammenhængen med når andre udtaler sig om vækst for at forstå hvad de så lige kunne tænkes at mene med det i dag??

Jeg er ikke modstander af vækst, slet ikke når der tales om kvalitativ vækst.
Vækst i mængde er mere ”kilden” idet jeg mener det er yderst vigtigt for os alle at det kommer til at foregå bæredygtigt. Denne bæredygtighed er vi desværre , stadigt, meget dårlige til at beregne med nogenlunde sikkerhed.
Vækst i mængde er jo naturligt nok, der hvor politikerne er tilbøjelige til at investere af hensyn til vælgerkrav om materiel velstand, hvor kvalitativ vækst formodentlig i virkeligheden kunne sikre højere levestandart.

F.eks mener jeg at en af de største opfindelser og livkvalitetsforbedrene for mennesker overhovedet er antibiotika. Der er vel ikke opfundet noget, der har reddet så så mange menneskers liv og førlighed (for en meget billig pris).
Denne fremragende kvalitative opdagelse er nu ved at blive udhulet og ødelagt af at landbruget bruger antibiotika, i dyreproduktion til sygdomsbekæmpende på forbyggende basis og vækstfremmende fodertilskud, der medfører bacterieresistens med fatalefølger for mennesker. Denne opførsel er for at opnå en øget vækst mængdemæssigt, hvilket vil sige at den kvalitative vækst i dette tilfælde og i en masse andre bliver ødelagt af ønskerne om mængdemæssig vækst.
Derfor mener jeg at uden en anden tilgang til styring af vækstens mængde kan være mere skadelig end dens gevinst.

Social vækst mener jeg ikke vi kan være imod på nogen måde, da jeg mener det er et af de områder vi har forsømt i generationer og at det vil være naturligt at vi fylder vort liv med kultur og fælleskabsoplevelser i mange andre sammenhænge end vi kender i dag, når vi opdager at vi ikke længer har råd til at lade materiel tilfredstillelse være værdinorm og mål.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Poul Schou

Godt - det lyder ikke som om vi er voldsomt uenige. Jeg kan dog ikke følge tanken om hvorfor politikerne som udgangspunkt skulle være mere interesserede i den rent kvantitative vækst frem for den anden variant. Med "materiel velstand" mener jeg groft sagt de bekvemmeligheder der kan købes for penge, men her gælder det også at højere velstand kan man få ved såvel at købe flere varer og tjenesteydelser som ved at anskaffe sig nogle af en højere kvalitet. Og det sidste kan nok være lige så populært i vælgerbefolkningen som det første.
At samfundet skal sikre sig at ønsket om større materiel velstand ikke utilsigtet fører til at man volder større skader på f.eks. naturen, end gevinsten ved velstandsfremgangen er værd, er vi helt enige om.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Flemming Andersen

Poul Schou

Ikke helt Poul. Det er sikkert min fejl.

Jeg mener ikke miljøet generelt kan bære udvidelse af naturens udnyttelse, for at udvidde forbruget. Så generelt sagt som muligt, der er altid undtagelser.

Jeg mener heller ikke at vi generelt har brug for flere varer, men bedre varer også af hensyn til miljøet.

Politikere lever af antal af vælgere ikke af kvaliteten af dem, derfor er det logisk at et politiker kan tilfredsstille flere vælgere med større masse end ved større kvalitet, hvis ikke forbrugsmønsteret styres af andet end fabrikanternes reklamer , som oftest også har mængden som mål.

Men du har ret, vi er ikke lang fra hinanden, det er nuancer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Engelsted

Pinligt at indrømme. Men jeg opdager nu, at jeg faktisk ikke har nogen klar forståelse af, hvad man helt præcist snakker om, når man bruger termen vækst.

Er det den procentvise vækst af BNP målt i kroner og ører? Er det væksten i produktivitet målt i output per arbejder eller andet, hvordan det så måles? Eller en kombination eller noget helt tredje?

Hjælp udbedes.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Toke Ernstsen

Hvis der er problemer med, hvorvidt vækst skal forstås kvantitativt eller kvalitativt, kunne en mulighed være at erstatte ordet med 'forøge' og 'forbedre'.

Og i den sociale vækst, jeg også omtaler, er der et væsentligt behov for både at forøge og forbedre. Og at forstå, at broderskabstanken i det økonomiske aspekt er grundlaget for dynamik i hele den sociale organisme, herunder det økonomiske liv.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Poul Schou

@ Niels Engelsted:

Jeg går ud fra at du med "man" mener Danmarks Statistik, som offentliggør officielle BNP-tal, og dermed også den almindelige brug af begrebet i medierne osv.

Danmarks Statistik beregner både BNP i løbende og i faste priser (altså hvor den sidste renser for ren inflation). Man kan derudfra så også beregne to BNP-vækst-begreber: Vækst i nominelt BNP og vækst i realt BNP. I begge tilfælde er det den procentvise vækst i kroner og øre der beregnes, men i sidstnævnte tilfælde ses der altså bort fra rene prisstigninger.
Selvom det ikke altid siges eksplicit, mener man næsten altid væksten i realt BNP når man taler om BNP-væksten, da der er bred enighed om at rent inflationære ændringer ikke har betydning for de sammenhænge man normalt er interesserede i.

Realt BNP påvirkes altså hvis varesammensætningen ændres, hvis vi producerer mere eller mindre af de samme varer, og hvis kvaliteten af de enkelte produkter ændres, men ikke hvis prisen på en bestemt vare blot stiger fra det ene år til det andet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Poul Schou

I korthed kan man vel sige at Danmarks Statistik får oplysninger om den nominelle værdi af produktionen af en bestemt vare i to forskellige år. Samtidig indhenter DS oplysninger om prisudviklingen på den pågældende vare. Prisoplysningerne bruges så til at deflatere den nominelle værdi for det ene år, så man får værdien af produktionen i to år, men målt i de samme priser - og dermed udviklingen i den reale værdi. Kan de to varer ikke sammenlignes direkte fordi der er sket både en kvalitets- og en prisændring på samme tid, foretager Danmarks Statistik en korrektion der efter bedste evne forsøger at adskille den del af prisændringen der skyldes kvalitetsændringen (og som også bør påvirke målingen af den reale udvikling), og den del som skyldes ren inflation og derfor skal udrenses af opgørelsen i faste priser.

I praksis er der selvfølgelig mange problemstillinger forbundet med at adskille disse ting korrekt, og der sidder folk i Danmarks Statistik og lignende steder der bruger deres liv på at opgøre disse forhold så retvisende som muligt. Jeg er ikke ekspert på området, men der findes en række detaljerede dokumentationer som fortæller nærmere om disse problemstillinger, f.eks. denne:

http://www.dst.dk/da/Statistik/Publikationer/VisPub.aspx?cid=8679

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Poul Schou

@ Toke Ernstsen: Af bl.a. tråden her fremgår det at begrebet i hvert fald bruges på mindst to måder. Der er den officielle brug af begrebet (real BNP-)vækst som Danmarks Statistik, nyhedstelegrammer, statistikker osv. som de der er brugt i artiklen, anvender, og som blot fokuserer på stigninger i værdien af den reale produktion, uanset om denne stigning har den ene eller den anden årsag. Og så er der en subkultur som bl.a. er repræsenteret af mange debattører her på siderne, hvor det er blevet almindeligt at bruge begrebet økonomisk vækst som noget mere specifikt, nemlig (tilsyneladende) en produktionsvækst målt i rent fysiske enheder som tons, energiforbrug eller lignende.

Du angiver ikke hvem du synes der skulle ændre sprogbrug. Jeg synes det officielle begreb er ganske praktisk: Den reale værdi af vores materielle produktion er en relevant størrelse i mange sammenhænge når man vil vurdere udviklingen. Men det ville ganske rigtigt nok være en fordel at de der anvender udtrykket i en meget alternativ sammenhæng, skiftede sprogbrug. Det vil øge forståelsen af budskabet ganske meget hvis man udtrykker sig på linje med omgivelserne i øvrigt.

anbefalede denne kommentar