Læsetid: 9 min.

Omsider handler det ikke kun om mordet

Siden 1986 har en hver tale om den svenske statsminister Olof Palme kun handlet om traumet efter det uopklarede mord på ham. Med en ny film er Sverige nu begyndt at give plads til spørgsmål som: Hvem var han, hvorfor var han også forhadt og frygtet, og hvad var det for et Sverige, han skabte – og som skabte ham?
Siden 1986 har en hver tale om den svenske statsminister Olof Palme kun handlet om traumet efter det uopklarede mord på ham. Med en ny film er Sverige nu begyndt at give plads til spørgsmål som: Hvem var han, hvorfor var han også forhadt og frygtet, og hvad var det for et Sverige, han skabte – og som skabte ham?
22. september 2012

Palme. Ingen behøvede nogensinde nævne fornavnet. Han var bare Palme, statsministeren. I tiden på kostskolen Sigtuna, hvor kongebørnene plejede at gå, hed han godt nok Skit-Olle, den mærkelige, ranglede, uforfængelige overklassedreng med de store ører og den lange næse, der trods sin borgerlige baggrund skulle blive leder af Sveriges Socialdemokratiska Arbetarparti. Men ellers var det bare Palme. Selv da der blev ringet til alarmcentralen klokken 23.21. den 28. februar 1986 om at en mand var blevet skudt i krydset Sveavägen-Tunnelgatan i det centrale Stockholm.

»Det var bare Palme, aldrig Olof,« siger dokumentarfilmsintruktør Kristina Lindström, en af de to dokumentarister bag Palme, den største dokumentarfilmsatsning i Sverige i mange år, som netop har haft premiere i Sverige, og som 26 år efter mordet på Sveavägen igen har sat gang i debatten om Sveriges mest kendte statsminister gennem tiderne.

»Det kunne være negativt, det kunne være positivt, men alle vidste, hvem man talte om, hvis man sagde Palme. Sådan er det stadig.«

Olof Palme er en myte. De seneste 10 år er der skrevet 10 bøger om ham, mere end 20 er det blevet til siden mordet i 1986. Mange af dem har netop handlet om mordet, et mord, som fuldstændig overskyggede personen og politikeren Olof Palme, siger Olof Palmes ven og tidligere professor i statskundskab Olof Ruin. Med mordet blev Olof Palme et traume, som længe blokerede for at beskæftige sig med ham som person, noget, som først er ved at ske nu snart 30 år efter – først med historikeren og Dagens Nyheter-lederskribenten Henrik Berggrens roste biografi fra 2010, Olof Palme, aristokraten, som blev socialist, og nu med filmen om Palme.

»Hvem han var, og hvilken indflydelse han havde på Sverige, blev der egentlig ikke talt om. Overhovedet,« siger Arvid Olsson, der er 30, arbejder som bygningsingeniør og netop har set filmen Palme i biografen i Malmö. Rulleteksterne kører hen over lærredet, salen er stadig fyldt.

»Jeg var fire år i 1986, men jeg har egentlig aldrig hørt om andet end hans fantastiske taler, og hvor stor en statsleder han var, også selv om jeg tror, at der har været et gigantisk behov for at forstå den tid, der har været så vigtig for Sverige. Det har jeg i hvert fald haft – at forstå det, jeg ikke selv har oplevet, og som jeg har hørt så lidt om,« siger han og fremhæver, at der i stedet blev talt om mordet. Aldrig om andet end mordet. Om KGB, CIA, Sydafrika, kurderne, militæret – alle havde teorier om, hvem der stod bag, og det var det, man talte om.

130 mennesker har siden 1986 meldt sig som Palmes morder. Der blev lavet store statslige undersøgelseskommissioner: Der blev spekuleret. Der blev talt.

»Det er den fortælling, jeg er vokset op med. At han var så forhadt, som filmen også viser, vidste jeg ikke.«

En dødsrune

Det var det, Kristina Lindström og hendes medinstruktør Maud Nycander ville bryde med. De ville omsider give spillerum for de nuancer, de seneste 26 år ikke har levnet plads til.

»Pludselig var der plads til nysgerrighed over for, hvad der lå bag. Hvem var han, hvordan var tiden, hvem var vi svenskere, hvorfor gjorde vi som vi gjorde, hvorfor gik vi klædt som vi gjorde, hvorfor sagde vi som vi sagde? Hvorfor var vi de bedste i verden?« siger Kristina Lindström, der så ham som en storhed, også i sit eget liv.

»Det er en følelse, jeg deler med mange,« mener Lindström, der på tidspunktet for mordet som ung journalist arbejdede på samfundsredaktionen ved Sveriges Television.

»Det var så chokerende, så forfærdeligt, da det skete. På den måde blev mordet en dødsrune, et eftermæle af denne her person, som man sjældent har talt om af respekt for det forfærdelige, der skete. Kritikken fortoner sig, og man husker mennesket Olof Palme fro det gode. Det er også derfor, vi ikke går ind i mordet i vores film. Det havde været destruktivt,« siger Kristina Lindström.

Det er ikke tilfældigt, at det kommer nu, mener tidligere professor i statskundskab Olof Ruin.

»Der måtte gå årtier, før man kunne nærme sig ham og hans tid og få et perspektiv på den turbulens, han blev trukket ind i og til en vis grad selv skabte,« siger Olof Ruin. Han mener, mordet blokerede for det realistiske billede af ham og for forståelsen af den tid, som i den grad definerede Sverige.

For Olof Palme var andet end den myrdede statsmand og demokratiforkæmper, der var blevet fotograferet med Desmond Tutu og Fidel Castro, og som indgik i Willy Brandts nord-syd-kommission. Statsmanden, der blev formand for den uafhængige kommission for nedrustnings- og sikkerhedsspørgsmål og FN’s generalsekretærs repræsentant i forsøget på at mægle i Iran-Irak-konflikten. Han var ikke bare demokratiforkæmperen, der kritiserede Vietnamkrigen og det sydafrikanske apartheidstyre, så den sydafrikanske historiker Paul Maylam nævner ham i sin bog fra sidste år Portraits of Six Exceptional Twentieth Century Premiers. Palme selv bliver sammenlignet med Nelson Mandela.

Han var også statsminister. En enormt beundret og en enormt forhadt statsminister, der langtfra var så stor en succes i Sverige, som han var i udlandet.

»I virkeligheden regner jeg ham ikke som en af de største statsministre, Sverige har haft,« siger Olof Ruin og tæller op: »Jeg anser Per Albin Hansson og Tage Erlander for at have været langt større. Men Olof Palme var en ideolog, som afspejlede en tidsånd, og han var en vigtig figur internationalt. Palme førte verden ind i Sverige og Sverige ud i verden.«

Demokratisk socialisme

Historien om Olof Palme er historien om det svenske Folkhem, om den svenske velfærdsstat, der blev bygget op efter Anden Verdenskrig, mener Henrik Berggren, der er forfatter til en 700 sider stor biografi Aristokraten, som blev socialist. En definerende tid, der gjorde Olof Palme til en omstridt figur.

Han blev født i 1927, voksede op i et privilegeret hjem på det spidsborgerlige Östermalm i Stockholm. Det var en dannet familie, han talte tysk med sin lettiske mor, lærte fem sprog, og da hans far døde, blev han som syvårig sendt til landets fineste privatskole, hvor hans sjældne begavelse fik lov til at udvikle sig. Efter studentereksamen tog han til USA for at studere på Kenyon College i Ohio, han ville blive, men familien krævede, at han kom hjem. Modstræbende adlød han, men inden han rejste, tog han på stop gennem USA i to måneder. Han rejste blandt de fattige og sorte i USA’s sydstater og blandt arbejdsløse og prostituerede. Det var her hans tanker om demokratisk socialisme tog form. Han var idealist, det var derfor, han som ung studenterpolitiker giftede han sig med en tjekkoslovakisk kvinde, for at få hende ud af landet. Det troede han ærligt på.

»Det er min vurdering i hvert fald,« siger Henrik Berggren, der opdagede, at der var et gigantisk hul i forståelsen af Palme og hans tid, da han skulle skrive en leder for Dagens Nyheter på Palmes 20-års dødsdag.

»Jeg synes, det er enormt vigtigt at forsøge at forstå hans liv. Mange har syntes, at det var mærkeligt, at han kom fra overklassen og blev socialdemokrat, og der var et udtalt had fra bourgeoisiet, der ser ham som klasseforræder. Sverige var opdelt i en stærk borgerlig og en stærk socialdemokratisk lejr, der er mennesker, der fortæller, at de dengang undgik at tale politik til familiefester, netop fordi følelserne var så stærke,« siger Henrik Berggren.

De borgerlige var regulært bange for det stærke socialdemokrati, der havde regeret landet det meste af århundredet. 23 år med Tage Erlander måtte være nok, der skulle ikke komme en ung, intelligent socialdemokrat, der kunne give partiet 25 år til. Og endda en, der i virkeligheden var borgerlig og ikke arbejder; én der havde stået uden for det politiske foreninger og dermed i virkeligheden var en af de første professionelle politikere i Sverige. Og en, der i klassesamfundet Sverige ikke længere troede på klasseopdeling og gjorde, hvad han kunne, for at gøre op med den.

I 1953 blev Olof Palme sekretær for daværende statsminister Tage Erlander. De blev hurtigt uadskillellige, Erlander blev afhængig af den begavede Palme. De borgerlige advarede om, at Palme var en farlig demagog; i 1956 skrev det dengang borgerlige Aftonbladet: »Hans tale er som candyfloss stænket med blåsyre.«

»Ikke en dag uden Olof Palme,« mumlede en lederskribent i 1963, fordi Palme gerne og ofte optrådte på ’televisionen’.

»Han var en dygtig taler. Mange anklagede ham for hykleri, men jeg tror nu nok, at det kom fra hjertet, når han talte,« siger Henrik Berggren. Olof Palme kunne da også blive spydig og aggressiv i politiske debatter, han var en ubehagelig politisk modstander, kunne virke overlegen og snobbet, og sole sig i sine ondskabsfuldheder.

Og Palme avancerede. Først som undervisningsminister, siden overtog han i 1969 socialdemokraternes formandspost. Tage Erlander så slidt ud, som noget fra det gamle Sverige – og han havde lavet de efterkrigsreformer, han skulle. Palme derimod var ung og moderne, en fremragende taler og retoriker, havde læst alt, kunne alt. Han flyttede ind i et rækkehus i Sveriges mest moderne forstad, Vällingby, med sin unge familie, han troede på fremskridtet, på teknikken, han var charmerende og hurtig. Efter en lang valgnat, den 16. september 1973 fulgte en hale af tv-kameraer den kommende statsminister hjem til rækkehuset. Olof Palme sagde godnat, men da han så, at kameraet blev ved med at filme, sagde han på sin mest afvæbnende måde: »Sluk kameraerne, jeg vil ikke vise, hvor jeg plejer at gemme nøglen.«

Det er et af Kristina Lindströms yndlingsklip fra filmen. Fordi det både viser meget om Palme og det Sverige, han var statsminister for.

»Hans liv forløb sammen med de store omvæltninger i samfundet op igennem 1900-tallet. Tiden præger ham, og han præger tiden, så det bliver som en dans mellem dem, tiden og mennesket går hånd i hånd,« siger hun.

En fantasifuld dreng

60’erne og begyndelsen af 70’erne var gode år for Palme. Han tog den svenske neutralitetspolitik, der under Anden Verdenskrig mest havde været lig med at dukke nakken, og gav den ny betydning. Han sagde, at neutralitet var at forsvare små lande mod stormagter og at tage stilling.

Mange anklagede ham for hykleri, da han i 1972 i en tale tog skarp afstand fra de amerikanske julebombardementer af Nordvietnam. En tale, der fik USA til at smide den svenske ambassadør i Washington hjem:

»Guernica, Oradour, Babij Jar, Katyn, Lidice, Sharpeville, Treblinka. Der har volden sejret, men eftertiden har fældet en hård dom over de ansvarlige. Nu føjer et nyt navn sig ind i rækken: Hanoi – julen 1972.«

Men samtidig begyndte økonomien at vende. Arbejdsløsheden steg, ved valget i 1970 mistede socialdemokraterne hver tiende vælger. Samtidig mistede Olof Palme troværdighed, da han løj om den såkaldte IB-sag, hvor venstrefløjsgrupperinger blev overvåget af den militære efterretningstjeneste, da og kaldte forfatter og journalist Jan Guillou for en »dreng, der har læst for mange indianerbøger og for mange dårlige agentromaner«.

De dårlige sager forfulgte ham – atomkraften, hvor han mistede de intellektuelles og kulturelitens opbakning, og lønmodtagerfondene, som han blev tvunget til at forsvare, fordi LO havde lavet et forslag om fagforeningernes øgede indflydelse i private virksomheder. Et spørgsmål, som han ikke selv troede på. I 1976 tabte han valget. Der blev lavet dæmoniske tegninger af ham med store ører, sorte rande under øjnene og den karakteristiske lange næse, og på valgnatten havde det borgerlige Moderaterna lavet en Palmedukke, som partimedlemmerne hoppede og trampede på. Han tabte to valg i træk, men kom tilbage i 1982 med et økonomisk kriseprogram.

»Så kan man have sine synspunkter på indholdet, men jeg synes, det vidner om en pligtbevidsthed, som man kan beundre. Han troede ekstremt meget på det politiske og på, at man kan løse konflikter med politik,« siger Henrik Berggren.

Det er det, der har været interessant, mener dokumentarist Kristina Lindström.

»Hvad former et menneske, og hvad sker der med det menneskes idealer, når man bliver nødt til at gå på kompromis med sine ideer, som man må gøre, når man skal lede en bevægelse, som er Sveriges største parti,« siger Kristina Lindström.

Det var den drift, han havde: Han ville føre sine ideer frem, og han gjorde det ikke, fordi han var forfængelig, han søgte ikke scenen, fordi han kunne lide det. Han ville helt konsekvent bare have sine ideer igennem. Om han så skulle stå på scenen for at få det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

@Dennis
Jeg såg filmen når jeg var i Stockholm,
en meget stærk og god dokumentar film, informativ, samtidshistorisk, tæt på personen og politikeren Palme, også med nutidskommentarer fra daværende aktuelle personer, og også meget gribende,
som sidst i filmen ... da daværende SSU ( Sveriges soc. dem. ungdom ) ordf Anna Lindh holdt sin tale ved den mindestund, den "borgerlige begravelse" i Stadshuset i Sthlm marts 1986
"En människa kan mördas men inte idéer. Vårt tack till dig blir att föra ditt budskap vidare"
som Helga Henschen skriver i sin dikt: Tala du som ännu har läppar.

vi ved nu at også udenrigsminister Anna Lindh blev myrdet ...

http://en.wikipedia.org/wiki/Olof_Palme

Filmen bliver vist på CPH:DOX mellem 1. og 11. november i år, så den kommer til Danmark. Jeg tror, programmet bliver offentliggjort i oktober

Ja, Robert O. Jensen, lad os fejre afdøde statsminister Olof Palme som det han virkelig stod for bag sin polerede facade, nemlig en simpel landsforræder mod det svenske demokrati og folkestyre, en folkevalgt socialdemokratisk formand, der som glødende kommunist var politisk-ideologisk i lommen hos Politbureauet i det totalitære Sovjetunionen med alle sine morderiske ledere, der havde udformet klare strategiske planer for en militær besættelse af både Sverige og Danmark, alt sammen i taktisk samarbejde med lydstaterne Polen og Østtyskland.

http://www.b.dk/nationalt/efterretningschef-olof-palme-ville-samarbejde-...

Kun takket være Sveriges overordnede neutralitetspolitik og Danmarks medlemskab af NATO, fik Sovjetunionen ikke indlemmet vores to lande i deres imperium under Den Kolde Krig mellem 1949 og 1989, hvor Oluf Palme ifølge adskillige svenske historikere, ville have været en villig håndlanger for en socialdemokratisk regering, der fuldstændig var kontrolleret af kommunisterne i Moskva, nøjagtig som det var tilfældet i de andre østbloklande.

Olof Palme ønskede et Sverige med politisk enhed under tvang.

Men uanset hvor meget denne skamplet på demokratiet og menneskerettighederne skaltede og valtede med sit lands sikkerhedspolitiske grundlag under perioden med Den Kolde Krig, fortjente han ikke at miste livet på grund af en ussel morder, der valgte at skyde ham bagfra i 1986, for når man myrder sine folkevalgte politiske ledere, mister folket troen på demokratiet som verdens bedste politiske styreform for alle frihedselskende mennesker.

Robert Ørsted-Jensen

skrevet af Bent Blüdnikow siger ret meget - en ting borger det ikke for - og det er evne til kritisk analyse - der skal i alletilfælde noget andet og mere på bordet for at overbevise mig om det der - det er helt sikkert

Robert Ørsted-Jensen

Der er utallige stærkt sovjet- og østeuropa kritiske udtaleser fra Palme igennem årene

Ikke mindst i forbindelse med nedkæmpelsen af Prag foråret i 1968

Det eneste der er sandt i det der er at han også var strærklt kritisk overfor USA - ikke mindst Vietnam krigen. Det var jeg også - men enhver der kender mig ved at jeg er og har altid været stærkt sopvjetkritisk.

@ Ole
Palme var en glødende antikommunist, antistalinist etc,
klart dokumenteret i hans ageren og i hans taler

Ole, sæt dig ind i historien, læs Palme's taler, se på hans ageren, gå til kilden = Palme

og hvis du gider, se filmen, her fremgår det også tydligt at du er vildledt

Robert Ørsted-Jensen

For flere på højrefløjen i de år kunne det hele reduceres til om man vare for USAs Vietnam politik eller imod samme. Var man imod, som Paalme (og mig pippede en lille fugl) ja så måtte man være agent for Sovjet.

Så enkelt var virkeligheden for de der typer og nu har vi dem så i genfødt form - i form af Bent Jensen (som efgter sigende selv var stalinistisk maoist i en del år) og så vor ven Blüdnikow

Forsimpliunger af virkeligheden mennesker - mennesker forhvem der kun er to farver her i livet

Robert Ørsted-Jensen

Palme kom for skade at betegne NIxon of Kissinger som krigsforbrydere - hvad var sendt - de var krigsforbrydere og en af dem er det stadig!

Men det er kernen i vreden mod Palme - han tillod sig at tale sandt

Med al respekt for Robert O. Jensens kommentarer må det trods alt lige understreges, at Bent Blüdnikow fra Berlingske trods alt blot har sammenfattet og sammenskrevet en artikel fra det svenske tidsskrift FOKUS, og så kan man jo gøre op med sit eget pragmatiske livssyn med hensyn til, hvorvidt man vælger at tro på en beretning fra en tidligere ledende svensk efterretningschef ved navn Olle Frånstedt eller ikke.

Under alle omstændigheder kan Olof Palme glæde sig i sin grav over, at 26 år efter hans død er Sverige forvandlet til et totalitært regime i ly af demokratiets institutioner, hvor politisk enhed under tvang er indført gennem begrebet ”politisk korrekthed”, og hvor alle og enhver bliver knust af myndighederne, hvis de på nogen måde kritiserer de folkevalgte politikeres konsensus omkring for eksempel den massive indvandring af u-integrerbare muslimer fra det afrikanske kontinent.

Ånden og sjælen i statsminister Olof Palmes socialdemokratiske arv til det svenske folk har anno 2012 ført til en daglig uhyggelig opportunisme, ansvarsløshed og ansvarsforflygtigelse blandt de politiske magthavere i begge lejre, fordi demokratiets ”kronjuvel” – den liberale og fordomsfrie debat – er knust af middelmådige og inkompetente politisk ensrettede politikere og embedsmænd, og hvor det som burde være en fri svensk presse er fuldstændig korrumperet af de politiske magthavere.

Og, nej, Ingrid Uma, den kære Olof Palme var aldeles ikke glødende antikommunist, uanset om nogle filmdokumentarister laver nok så mange skønmalerier af den myrdede statsminister. Nøjagtig som historikere som Bent Blüdnikow og Bent Jensen aldeles ikke er nogle fjolser, Robert, men nogle af de mest ærlige og hæderlige historikere dette land nogen sinde har fostret, hvilket deres forskning klart og tydeligt beviser.

Prøv at læse ”Gulag og glemsel” af Bent Jensen.

Robert Ørsted-Jensen

Ja men det bliver vi så aldrig enig om Brockdorff - jeg er selv historiker - og jeg var også tidligere aktiv på den danske venstrefløj - og jeg var altid stærkt sovjetkritisk - og jeg var ikke alene og bfølte mig aldrig alene på fløjen - grunden til at der var så mange partier på venstrefløjen var at vi var mange der var stærkt kritiske overfor de totalitære og antidemokratiske tendenser i østlandende og Kina - samtidig med at vi var stærklt kritiske over for USA og Natos politik.

Historikere der er enøjede og ikke evner at se nbuancer er dårlige histrorikere - hvis du vil læse bøger om Sovjet kunne jeg anbefale dig en masse, nogen skrevet af venstreoriuenterede (de er ofte de bedste) andre skrevet af højreorienterede mennesker (ofte folk der på et tidspunkt i fortiden var kommunister/stalinister - men de er alle gode historikere - i modsætning til Blüdnikow og Bent Jensen og jo tak jar har læst Bent Jensen - og hvad blüdnikov angår så er han først og fremmes et historisk uddannet der blev journalist

Robert Ørsted-Jensen

Der er 1000 gange bedre bøger om emnet på det engelske marked end hele den samlede produktion Bent Jensen har evnet at stiller op med

Robert Ørsted-Jensen

Bent Jensen typer findes også som mulimhadere - for denne type mennesker er alle muslimer islamister - for de evner ikke at se nuancer. Men nå de så gør som Betn Jensen og bgør fra elektikerfaget hvor alt er plus og minus - ogtager denne mangel på nuancer med sig så går det rygende galt - så det er ikke overraskende - men god historieskrivning bliver det aldrig

@Ole, siger:
- Og, nej, Ingrid Uma, den kære Olof Palme var aldeles ikke glødende antikommunist, uanset om nogle filmdokumentarister laver nok så mange skønmalerier af den myrdede statsminister.

svar:
filmen er netop ikke et skønmaleri!!!
jeg skriver og ber dig at gå til kilden = Palme,
læs hans taler, se på hans ageren, og du vil (kunne) se at du er vildledt i at kalde Palme en landsforræder og kommunist

Jeg mener helt bestemt at Palme var en demokrat,
så meget demokrat at han bl.a. "tillod" sig at kritisere USA's bombning af Hanoi ....
yttrandefrihet .... hvorpå USA tog hjem sin ambassadør fra Sverige .... uhadada

Robert Ørsted-Jensen

Og Brokdorff - jeg har læst artiklen i Berlingeren - og jeg kan godt både læse, se og lugte ophavet - det er ikke overbevisende!

At være imod USAs Vietnamkrig er ikke det samme som at være sovjet agent - tro mig - jeg har været der og jeg er der stadig

Robert Ørsted-Jensen

De bedste kritiker af Sovjet og Kina og af Stalins leninisme - var alle selv marxister - det var altid venstreorienterede kritiker der leverede den bedst funderede kritik. For højrefløjens koldkrigerne var det først og fremmest blind støtte til USAs militærindustrielle kompleks der drev værket

Robert Ørsted-Jensen

Jeg har ikke set filmen men vil se frem til det - jeg håber at den er saglig og kritisk - for ingen har brug for noget der er ukritisk - og slet ikke noget der er usagligt

Robert Ørsted-Jensen

Men Brokdorff du vil måske har noteret dig fra andre debatter jeg har bidraget til at - tiudliger DKPere har lige så svært ved at acceptere folk der som mig er både antisovjettisk og marxist. De mener typisk at sådan nogen som jeg må være CIA agenter. Men virkeligheden er den at der i perioden fra 160 til nu var flere af min type på¨venstrefløjen end der var af deres slags. Det er også sandt at de er lige så enøjede som Bent Jensen - det er sådan noget med at enten var man for Sovejt og mod USA eller også var man for USA og imod Sovjet - denne type menneker evnede ikke at acceptere at der var andre muligheder.

Robert Ørsted-Jensen

1960 skulle der står

Du vil sikkert også bliev overrasket når jeg fortæller dig at George Orwell var marxistisk socialist - ingen har skrevet bedre og mere antisovjettisk end netop George Orwell - som sagt hvis du virkelig vil forstå hvad demokrtisk funbderet sovjetkritik er så er det ikke til højrefløjen du skal gå - det er derimod til den intellektuelle venstrefløj du skal gå! Orwell er ikke nogen dårlig begyndelse

Uanset på hvad side palme stod (var han ikke rimelig pragmatisk?) så tegner Ole Brockdorff et vræng billede af den kolde krig. Man kan mistænke den gode Ole Brockdorff for at have forlæst sig på Reader's Digest som sært nok kan give åndelig forstoppelse. Ingen af O.B.s uhyrlige påstande holder vand. For det første var sovjetunionen aldrig totalitært, det viser alt samfundsforskning om emnet. For det andet havde Sovjetunionen ingen plæner om besættelse af hverken danmark eller Sverige. Modsat husker jeg at Ekstra Bladet en gang faldt over en hemmelig amerikansk plan om at bruge a-våben imod Danmark i tilfælde af en sådan (tænkt) sovjetisk invasion. Hvis Sovjetunionen virkelig var så invasionslysten, hvorfor trak de så deres tropper ud af Norge efter de havde befriet nord Norge for den brune pest? Hvorfor hævnede sovjetunionen ikke Finlands beskidte krigsførelse imod nord samt belejringen af Leningrad som Finland havde stor del i? I stedet bedte Stalin høfligt Finland om at blive fri for deres våbenbrødre inden 14 dage – hvilket Finland klogelig gjorde. På det tidspunkt af krigen ville det have taget den røde hær en dag at erobrer landet! Så prøver Ole Brockdorff at bilde os ind at vores medlemskab af NATO forhindrede en kommende krig. Lige omvendt gjorde dette medlemskab en kommende krig meget sandsynlig. I og med at NATO og USA var den udfarende og truende magt gennem hele den kolde krig. Husk på hvad der skete på det globale økonomiske marked i de år – USA styrkede deres verdensherredømme og gik ind militært og økonomisk i samtlige tidligere kolonier. Den kolde krig med alle dens irrationelle hade billeder af sovjetunionen var ikke andet end overbygningen på USA imperialismen. Den overbygning som skulle tilsløre de virkelige udbytningsforhold i verden. Og kære medborgere den bolt den ruller endnu bl.a. takket være USA's mange nyttige idioter!

Intet tyder på at palme skulle være pro-sovjetisk, men der er heller ikke noget der tyder på, at han var anti- sovjetisk. Som det tænkende menneske han var, så han hverken USA eller Sovjetunionen som, totale kolosser, uden den mindste nuance! Der var ting ved USA som Palme afskyede og der var ting ved Sovjetunionen som han afskyede, og så var han i stand til at se de positive sider ved begge slags samfund. Selv forlod han aldrig det marxistiske ide grundlæg. Noget man kan savne hos dagens socialdemokrater!

Michael Kongstad Nielsen

"Hvorfor var han forhadt og frygtet", spørges der i overskriften.

Det var han vel heller ikke blandt dem, der stemte på ham. Men som jeg har hørt det, var han en overklassedreng fra Södermalm, der vendte sin egen klasse ryggen, en overløber, der "svigtede sine egne". Det er jo svært, når folk begynder at blive voksne og tænker selv, og så forlader deres miljøs fastlåste sandheder.

Selvom Sverige har været meget socialdemokratisk i lange perioder, har der vist altid været et meget stærkt borgerskab. Med basis i store virksomheder og koncenterede formuer. Dette borgerskab kunne ikke tilgive Palme, at han blev socialdemokrat. Det var vel i de kredse. hadet var lokaliseret.

@Michael
Overklassedreng fra Østermalm, der hvor overklassen boede og mange af "dem" stadig bor

- ikke Sødermalm! der hvor arbejderne bor / boede, plus kunstnere og andre etc

har selv boet på Østermalm og på Sødermalm ...

Husker ham bedst som den eneste på disse kanter, der kunne levere en sønderlemmende kritik af amerikanernes fremfærd i Vietnam, som han sammenlignede med nazisternes udryddelsesaktioner, som han i en tale opremsede navn for navn - måske skal morderen findes i CIA-kredse - hvem ved - vi var i hvertfald paranoide nok til at tro det dengang ...

Hvorom alting er, så var der også den gang i februar 86 vittige hoveder, der absolut skulle optræde med vittigheder om - at nu var foråret kommet il Stockholm - der var nemlig fundet en palme med friske skud ...

@Michael
i øfrigt enig i det du skriver:

- der vendte sin egen klasse ryggen, en overløber, der “svigtede sine egne”.

- og tænker selv, og så forlader deres miljøs fastlåste sandheder.

så sandt så sandt

Michael Kongstad Nielsen

Ja Ingrid, jeg er ikke hjemme i Stockholms geografi, så tak for retvisningen. De lyder nu dejlige, de navne. Har aldrig været i Stockholm, må se at komme det.

""Guernica, Oradour, Babij Jar, Katyn, Lidice, Sharpeville, Treblinka og Hanoi" - at de to sidstnævnte forbrydelser nævnes i samme åndedrag var naturligvis ikke velset i visse kredse ...

@jan
ja, det var voldet imod civila som Palme reagerede imod,
( ikke lighed mellem dem der udøvede voldet )

Palme's protest imod voldet mod civile, hvor Palme gik med i demonstrationen 1972 -
og jeg er glad for at jeg den gang valgte at deltage i samme demonstration imod USA's bombning af Hanoi,
samt de mange andre demonstrationer for Vietnam og imod USA's invasion i / og bombning af landet

Robert Ørsted-Jensen

Palme var ganske enkelt en ægte venstreorienteret - et menneske der sætter lighed og frihed højt. Et menneske der ser disse to ting som ligeværdige begreber og derfor også et menneske som afskyr(ede) antidemokratiske systemeer og undertrykkelse af enhver art og et menneske der stræber mod ligeværdighed og frihed for individet.

Han måtte naturligt tage parti imod USA når det gjalt Vietnam, Chile og Cuba samt hele deres række af imperialistiske overgreb i Sydamerika. Han gad naturligvis ikke hører på det der nonsens om dominioteorien som USA diskede op med. Han så Sovjets svangeder med et klart blik hvor koldkrigerne hysterisk overdrev Sovjets styrke til fordel for det amerikanske militærindustrielle kompleks evige oprustning.

Men grundet på hans ligevægt på frihed såvel som lighed vendte sig naturligvis stærkt også mod Sovjets overgreb på egne borgere. Han vendte sig imod DDRs mur, mod den stalinistisks vold og konstante overgreb på demokratiet i østeuropa, Ungarn Tjekosolovakiet Polen DDR etc og det med afsky og vrede.

Han var ganske enkelt en arg modstander af ideen om borgerne som statens ejendomsret, men en stærk fortaler for ideen om staten som folkets ejendom. Han var en klassisk socialdemokrat - en stolt og aldrig blinkjende bærer af den klassiske socialdemokratiske principper og iderigdom - det er det hele.

Derfor vendte han sig mindst ligeså stærkt mod overgreb mod disse principper fra USAs side, og det vil de der koldkrigere aldrig kunne tilgive ham. For disse mennesker var man enten for Sovjet og imod USA eller for USA og imod Sovjet. Man kunne ikke og måtte ikke være midt imellem - der hvor de fleste af os på venstrefløjen befandt os. Og man måtte slet ikke søge dialog med både USA og Sovjet, for gjorde man det sidste så var man en forrædder (dette uanset at dette var ikke alene var god fornuft men en forbandet nødvendighed).