Læsetid: 6 min.

En optur, en nedtur og en tennisspiller i tvivl

Det er finaleweekend i årets sidste grand slam-turnering, og Caroline Wozniacki har sjældent været længere fra en plads blandt de bedste i verden – og hun har sjældent været så livlig
Ude af Top-10. På mandag udkommer den officielle WTA-rangliste. Det bliver for første gang i over tre år uden Caroline Wozniacki blandt de 10 bedste.

Ude af Top-10. På mandag udkommer den officielle WTA-rangliste. Det bliver for første gang i over tre år uden Caroline Wozniacki blandt de 10 bedste.

Mark Blinch

8. september 2012

Som regel snakker Piotr og Anna Wozniacki ikke sammen, når deres datter spiller tennis. De følger begge kampen nøje, Piotr Wozniacki gestikulerer og diskuterer taktik og teknik undervejs med hvem end, der fungerer som trænerkonsulent, Sven Groeneveld, Ricardo Sanchez eller for tiden Thomas Johansson, men han taler stort set aldrig med sin kone. Anna Wozniacki sidder sædvanligvis tavs, klapper en gang imellem. Hun har selv beskrevet sin rolle, som den, der får hverdagen til at glide for den omrejsende familie, den, der laver mad og sørger for at skabe lidt hjemlig stemning under de kortvarige ophold i alverdens lejligheder og hotelsuiter.

Sådan plejer det at være, men plejer er ikke en del af Caroline Wozniackis tenniskarriere for tiden. For eksempel plejer hun at vinde trofæer. Det har hun ikke gjort i over et år. Hun plejer i det mindste at spille sig gennem de indledende kampe i de store turneringer uden større vanskeligheder. Inden for de seneste to måneder har hun tabt i første runde ved både Wimbledon og US Open. Og så plejer hun, selv når spillet ikke fungerer, selv når hun er bagud, at knokle, råbe, slå og skære grimasser som en, for hvem tennis er en slags primal overlevelseskamp. I sidste uge, nede med 2-6, 2-3 på Louis Armstrong Stadium i Queens, gik Wozniacki rundt med hængeskuldre, ramte bolden med rammen, sendte rutinemæssige baghåndsslag ud over linjerne og tabte 12 ud af de sidste 13 point mod verdens nummer 96, rumænske Irina-Camelia Begu, på vej mod sin karrieres ringeste præstation i grand slam-sammenhæng.

Piotr og Anna Wozniacki begyndte at snakke sammen omtrent halvvejs gennem denne afsluttende stime af tabte point. Umiddelbart var det overraskende, når nu de ikke har for vane at diskutere tennis. Men ved nærmere eftertanke gav det mening. For Caroline Wozniackis nedtur handler ikke først og fremmest om hendes tennisspil – i hvert fald ikke i klassisk teknisk-taktisk forstand.

Hun ville tabe til sig selv

Dagen inden kampen mod Begu trænede Wozniacki med sin slagmakker, Jean-René Lisnard, mens Piotr og Anna Wozniacki sad på en bænk og så til. Træner Johansson gik rundt og samlede bolde og gav et par instrukser, men der var ikke meget at sige. Wozniacki spillede, så det gav genlyd i hele hallen. Hun smadrede til Lisnards herreserver, der blev forvandlet til rene forhåndsvindere ned ad linjen, hun sprang rundt på banen, tog bolden i opspringet og satte hele tiden mere og mere tempo på. Det var lige før, Sam Querrey og Andy Roddick på nabobanerne stoppede og stirrede.

Ikke at Wozniackis træning var noget særsyn. Sådan spiller hun ofte til træning. Sådan spiller hun sjældent i kamp. Hun var ikke engang i nærheden mod Begu. Som en forundret Johansson sagde midt i tilskuervrimlen på Billie Jean King National Tennis Center få minutter efter kampen, så ville den Wozniacki, han netop havde set spille kamp, ikke vinde et eneste parti mod den Wozniacki, han trænede med dagen inden.

»Caroline er en fantastisk spiller, men hun er nødt til at begynde og tro på det, vi arbejder på. Jeg havde gerne taget et 2-6, 2-6-nederlag, hvis jeg havde set hende forsøge at gøre det, vi træner med, men hun trækker sig tilbage. Hun står tre meter bag baglinjen og løber bare rundt. Det går ikke,« lød det fra svenskeren.

»Der var kun en spiller på banen. Og det var desværre ikke Caroline.«

Uden for banen er hun anderledes nærværende. De kulørte blades fotografer fanger hende hele tiden med golfspilleren Rory McIlroy enten ridende i vandkanten på en strand i Thailand eller skraldgrinende til en fest i Australien, hvis ikke kæresteparret tweeter billeder af sig selv arm i arm foran Eiffeltårnet.

Selv over for os journalister, der i årevis har lyttet til pladespillersvar, er Wozniacki begyndt at optræde anderledes løssluppent. I Paris tidligere på sommeren indrømmede hun uden videre, at hun var glad for at slippe for Serena Williams i en eventuel ottendedelsfinale, nu hvor storfavoritten havde tabt i første runde. Wozniacki forklarede om nyansættelsen af Johansson, at hun har brug for en streng træner, der fortæller hende, hvordan tingene er, og hun brugte ord som ’smække’, ’skovle’, ’bombe’ og ’skydeskive’ – det var nærmest livligt. Og her i New York delte hun snakkesaligt ud af sine frustrationer over at være bogløs nu, hvor hun havde ladet James Patterson-krimien blive hjemme for i stedet at bruge sin nyanskaffede Kindle ebogslæser, som hun til stor frustration ikke kunne få til at virke, mest fordi hun ikke gad læse manualen:

»Jeg hader at skulle sætte sådan nogle ting op. Det burde bare fungere fra starten af. Hvis jeg tog mig sammen, kunne jeg nok godt få det til at fungere.«

At turde spille sig ud

Med en lettere søgt parallel kan man læse hendes tenniskarriere ud fra samme logik. Det har fungeret fra start af. Fra hun som 10-årig blev tredobbelt danmarksmester blandt 12-årige, har Caroline Wozniacki med sin far på sidelinjen tævet og moslet sig til sejr efter sejr hele vejen frem til førstepladsen på verdensranglisten. Der har ikke været et øjebliks behov for dybere refleksion, ingen større skader, ingen spillemæssige kriser – det har bare fungeret. Men det fungerer ikke længere.

Dels fordi modstanderne har gennemskuet hende. Irina-Camelia Begu tilhører ikke verdenseliten og kommer med al sandsynlighed heller aldrig til det – indtil for to uger siden havde hun aldrig slået en top-10-spiller og aldrig vundet en kamp ved US Open – men den 22-årige rumæner fulgte den efterhånden udbredte opskrift på sejr over Wozniacki. Hun lod sig ikke stresse af danskerens solide forsvar, men holdt tålmodigt bolden i spil, indtil Wozniacki slog for kort, så slog hun til. 19 vinderslag blev det til i alt. Wozniacki lavede fire.

Hun ved godt, at hun skal spille mere offensivt. Serven er blevet lagt om af samme grund, og der trænes aggressive slag dagligt, fortæller Johansson.

»Hun er nødt til at turde spille sig ud,« som svenskeren formulerer det.

Ved stillingen 1-3 i andet sæt forsøgte hun. Wozniacki kørte rundt med Begu, fik en halvkort bold og trådte ind i banen for at trykke sin baghånd på tværs af banen. Netop som hun skulle til at slå, ombestemte Wozniacki sig. Hun forsøgte at skifte benstilling og sendte så bolden ned ad linjen. Den røg ud. Og det var pludselig meget tydeligt, at Wozniackis mangeårige varemærke – hendes tilsyneladende urokkelige tiltro til egne evner, hendes evne til at være bagud og stadig hvile i følelsen af kompetence – ikke længere lader sig genkende. Hun er kommet i tvivl.

En med nært kendskab til Wozniacki-lejren satte det på spidsen med en konstatering, der refererede både til hendes rådvildhed på banen og til den efterhånden knap så symbiotiske far/datter-relation:

»Hun aner ikke, hvem hun er.«

I så fald er det ikke nogen misundelsesværdig opgave at skulle finde ud af det som 22-årig med hele verden som tilskuer og velvidende, at en omfattende multimillionkroner stor familievirksomhed afhænger af ens præstationer.

Glad for golf

På mandag udkommer den officielle WTA-rangliste. Det bliver for første gang i over tre år uden Caroline Wozniacki blandt de 10 bedste. Hendes veninde, 23-årige Victoria Azarenka, ligger på den førsteplads, hun overtog fra danskeren efter sin triumf ved Australian Open i januar måned. Hviderusseren spiller semifinale efter redaktionens afslutning mod den russiske superstjerne Maria Sharapova, verdens nummer to. Serena Williams, sommerens Wimbledon- og OL-vinder, har været nærmest grotesk dominerende på sin vej gennem turneringen, hvor hun fra tredje runde til kvartfinalen vandt 23 partier i træk. Lille Sara Errani er næste gæst i amerikanerens tennisklinik.

Caroline Wozniacki har for længst forladt New York. Kort efter nederlaget til Begu rejste hun nordpå til Norton i Massachusetts for at følge Rory McIlroy, der golfede sig til sejr i Deutsche Bank Championship tidligere på ugen. Parret gav et kort interview, hvor Wozniacki imponerede med sin golfviden.

»Du lyder som om, du er stor fan af golf,« spurgte intervieweren.

»Det er jeg nu,« svarede hun og kiggede storsmilende på sin kæreste.

Det var en anderledes mut Wozniacki, der få dage inden sjoskede ind i det enorme pressekonferencelokale under Arthur Ashe Stadium, hvor et lille dusin journalister var mødt op for at spørge til det skuffende førsterundenederlag. En fåmælt Wozniacki anerkendte, at Begu havde spillet en god kamp, men at det ikke var nogen undskyldning.

»Det handlede mest om mig selv,« sagde Wozniacki.

Hun fortalte, at hun er glad for samarbejdet med Thomas Johansson, og at hun sådan set er i god form.

»Jeg skal bare ...« hendes øjne var våde, blikket fjernt.

»Jeg skal finde ud af, hvad det er, jeg gerne vil.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu