Overstyrmand, forfatter og maoist – og overvåget i fem år

Den norske styrmand, journalist og spændingsforfatter Jon Michelet var en af de mest overvågede maoister i Norge i 1970’erne. Efter at have fået indsigt i 82 rapporter i hans personsag fra Politiets Overvågningstjeneste har han skrevet en bog om ulovlig politisk overvågning
Forståelse. På hotelværelset i København i mange år efter kan Jon Michelet godt forstå rationalet i POT’s overvågning af ham. Det var kendt, at de norske kommunister fik penge fra Sovjet – derfor var det nærliggende, at også maoisterne fik penge fra kineserne. Men det fik vi altså ikke, siger han.

Forståelse. På hotelværelset i København i mange år efter kan Jon Michelet godt forstå rationalet i POT’s overvågning af ham. Det var kendt, at de norske kommunister fik penge fra Sovjet – derfor var det nærliggende, at også maoisterne fik penge fra kineserne. Men det fik vi altså ikke, siger han.

Tine Sletting
29. september 2012

Da den norske forfatter Jon Michelet i december 2002 fik indsigt i sin personsag fra den norske pendant til PET, Politiets Overvågningstjeneste (POT), var den to fingerbredder tyk og indeholdt 82 rapporter på i alt 184 sider. I fem år havde han været telefonaflyttet og skygget, men bortset fra et par avisartikler til den norske avis Klassekampen, hvor Michelet lige var aftrådt som redaktør, gjorde han ikke andet end at låse dokumenterne inde i et brandsikret skab. Mange år senere bad hans yngste datter Stella om få lov at læse registreringer om sin far. På Stellas opfordring kom dokumenterne ud af skabet og videre til en selvbiografisk bog, som sidste år udkom på norsk og nu kommer på dansk: Min sag. En beretning om ulovlig politisk overvågning.

Blandt de mange dokumenter i personsagen er det især et notat fra april 1976, der går tæt på Jon Michelets netop fraskilte kone og seksårige datter, der har oprørt ham: »Da jeg læste det, blev jeg virkelig rasende. Tænk, at de har overvåget, hvor vores lille datter var, om hun nu boede hos mig eller sin mor. Det er i virkeligheden ganske forfærdeligt, og selv om man slet ikke kan sammenligne Norge med DDR, så smager præcis det dokument lidt af Stasi,« siger han.

I Norge som i Danmark har efterretningstjenesten haft forbud mod at registrere personer alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed.

Derfor var der i udgangspunktet ikke grundlag for at overvåge Michelet. Men da han i en årrække fungerede som leder af det maoistiske Oktoberforlag, der bl.a. udgav udenlandske bøger, havde han en del kontakt til udlændinge, heriblandt også udenlandske m-l’ere, som maoisterne yndede at kalde sig for derved at udtrykke, at de var de sande marxister-leninister.

Præcis her fandt overvågningspolitiet et smuthul, som kunne begrunde en overvågning: »Deltager i konspiratoriske møder med hjemlige og førende m-l’ere«, noterede POT som grundlag for først en telefonkontrol og siden en omfattende overvågning. Officielt skulle POT undersøge, om Michelet modtog penge f.eks. fra den kinesiske ambassade til Oktoberforlaget for derefter at sluse midler videre til det stærke norske maoistparti AKP(m-l).

Mistanke om kinesiske penge

I fem år forlængede Oslo Forhørsret hvert halve år den dommerkendelse, der gav POT ret til at aflytte og overvåge Michelet, uanset om den oprindeligt styrmandsuddannede forlagsleder ind i mellem tog arbejde som havnearbejder i Oslo eller som journalist på avisen Klassekampen.

»Hver gang gav Forhørskammeret, som endog blev sat i POT’s lokaler, en seks måneders tilladelse. Ikke en eneste gang i alle de år stillede retten spørgsmål ved rimeligheden i at blive ved med at aflytte og overvåge mig. En gang var min sag oppe i det udvalg, der førte tilsyn med POT, men overvågningen fortsatte alligevel.«

Der var ingen kinesiske eller andre udenlandske penge til de norske maoister. I hvert fald har Michelet aldrig nogen sinde hørt om det.

»På en måde kan jeg godt forstå POT. De vidste jo, at det norske kommunistparti NKP havde fået støtte fra Sovjetunionen, og så var det måske nærliggende at antage, at Kina så ville støtte de norske maoister. Men hvis det skulle være sket, også selv om jeg aldrig har hørt om det, så ville det være blevet afsløret på et eller andet tidspunkt af POT. De overvågede jo mange andre end mig.«

Tværtimod, fortæller Michelet, kørte såvel maoisternes forlag som avis hele tiden økonomisk på pumperne. I hæsblæsende tempo udgav Oktoberforlaget flere og flere bøger, åbnede bogbutikker over hele Norge, mens AKP udgav Klassekampen som dagblad. Det var nødvendigt med stadige indsamlingsaktiviteter, og Michelet afleverede som prisbelønnet spændingsforfatter anseelige beløb i partiskat.

Selv om POT aldrig fandt forbindelser mellem udenlandske kriminelle organisationer som Rote Arme Fraktion eller Blekingegadebanden og de norske maoister, fortsatte overvågningen af Michelet. Forklaringen ligger lige for:

»De fik tilladelse til at aflytte mig, dvs. de kunne aflytte min privattelefon og telefonerne på forlaget og på avisen. Derigennem fik POT også mulighed for at aflytte mange andre. De fik indsamlet en masse materiale om andre maoister og ikke mindst om vores organisation, som de næppe ville have kunne få en dommerkendelser til at overvåge,« mener han.

Undervejs gennem dyngen af dokumenter og avisudklip har Michelet også fundet komiske oplysninger. I flere omgange besøgte han Spitsbergen ved Svalbard oppe i Ishavet, dels for at dække de elendige arbejdsvilkår i de norskejede kulminer, dels for at registrere den voksende sovjetiske tilstedeværelse. Således afslørede Michelet i en serie artikler i Klassekampen, at Sovjetunionen havde etableret en helikopterbase på de norske øer.

I forbindelse med et planlagt besøg, som Michelet dog havde måttet aflyse på grund af pengemangel, blev POT’s lokale mand ikke orienteret om aflysningen. Derfor er der i Michelets sag dokumenter, der beskriver, hvordan POT minutiøst og i dagevis har skygget en fremmed, som steg af hurtigbåden og derfor blev antaget for at være Michelet. Overvågerne kunne ikke forstå, hvorfor den farlige maoist kun brugte tiden på de sædvanlige turistattraktioner og spekulerede sig gule og blå over, om der var tale om en særlig raffineret form for afledning: »Jeg kommer til at smile, hver gang jeg tænker på, hvordan den lokale betjent som en norsk Clouseau har klovnet rundt og gemt sig for at skygge en person, som intet har anet og ikke har haft det ringeste med maoisterne at gøre,« siger Michelet og tilføjer:

»Jeg troede jo i min naivitet, at POT på Svalbard havde nok at gøre med at observere russerne, som blev stadig mere fremtrædende, men der tog jeg fejl: De brugte mange flere kræfter på at skygge mig, når jeg var på besøg.«

— Var det ikke okay at overvåge de norske maoister: I ville jo lave revolution?

»Nej, det var det ikke. Jeg kan sagtens forstå, at de gerne ville undersøge os, men jeg synes, at metoderne var vanvittige. Hvis de mente, at vores forlag gjorde noget forkert, så måtte de sigte og afhøre os. Oktoberforlaget var et aktieselskab, og de kunne jo have ransaget selskabet og fået vores regnskaber og papirer. Men det gjorde de aldrig, selv om det havde været helt oplagt, og det viser, at de forfulgte andre mål end en mistanke om udenlandsk støtte. Så i realiteten har jeg i dybeste hemmelighed i fem år været under mistanke for underhånden at modtage midler fra en udenlandsk magt.«

De første registreringer i Michelets personsag er fra 1961, hvor han som 17-årig blev anholdt foran den portugisiske ambassade i Oslo sammen med tre kammerater. Her havde de fire i protest mod Portugals kolonistyre nået at male »FRIT ANGOL«, inden de blev anholdt.

Indsigt gav frisk vind over Norge

De sidste dokumenter i sagen er fra 1989, hvor Michelet var opstillet til Stortingsvalget for en venstreorienteret Oslo-liste. Her har POT arkiveret en kronik, hvori Michelet kritiserede den sydafrikanske befrielsesbevægelse ANC for at have en afdeling, der udførte bombeaktioner mod civile. Det var ellers et tabuemne på den norske venstrefløj, og Michelets kronik gav anledning til meget polemik og intern uro i Oslos-listen, fremgår det af bogen.

Michelet var langt fra den eneste venstreorientede nordmand, som POT registrerede i 1970’erne og 80’erne. I tusindvis af navne kom i arkiverne, og efter den såkaldte Lund-kommission har kulegravet POT’s virksomhed, har adskillige fået indsigt i deres personsager, når de er blevet ulovligt registrerede. Kun få har dog fået udleveret så mange dokumenter som Michelet, der også har fået tilkendt en erstatning på 80.000 norske kr.

»Det er rigtigt, at mange kammerater kun har fået udleveret ganske tynde mapper. Det kan der være flere forklaringer på: Dels kan materiale og dokumenter være makuleret, dels kan der være notater, hvor der optræder oplysninger fra andre tjenester end POT. Vi maoister var vældig synlige, og vi havde et stort samarbejde f.eks. med palæstinenserne, og hvis det arbejde har haft POT’s eller Mossads interesse, så er materialet blevet fjernet fra mapperne, før der er givet indsigt.«

Som forlagsleder og skribent med en ugentlig klumme i Klassekampen var Michelet en af ganske få offentligt kendte AKP’ere.

»POT anså mig for at være en af spidserne i AKP, men jeg har aldrig været en del af ledelsen. Det kan være derfor, at min mappe er så meget tykkere end andres.«

Mens det for Michelet har været lidt af befrielse at få adgang til oplysningerne i sin personsag – »så kunne man jo se, at man ikke var paranoid, dengang vi gik og sagde til hinanden, vi bliver overvåget« – så har det for andre været mindre en ubehagelig oplevelse.

»Jeg tænker her på en maoist, som var meget aktiv i et mandfolkemiljø. I hendes sag indgår en masse udtalelser, som POT har indsamlet fra hendes arbejdskammerater og andre sladrehanke. Det er rygter og sladder og går på, at hun lå i med en masse mænd for på den måde at gøre dem til maoister. Jeg ved, at hun egentligt havde tænkt sig at skrive kritisk om det, men at hun har følt sig hårdt ramt og meget såret over det.«

Trods dårlige erfaringer hos enkelte er det ifølge Michelet en grundlæggende ret for personer, der er blevet ulovligt registreret under Den Kolde Krig, at få adgang til materialet. Det kan tilmed også gavne efterretningstjenesten, mener han.

»Hele proceduren med indsigt har virket som en frisk vind over Norge, efter at der er blevet luftet godt og grundigt ud hos overvågningstjenesten. Og det skal også siges, at POT har taget det pænt og accepteret tingenes tilstand. Efter min bog udkom i Norge, er jeg endog blevet kontaktet af personer på gaden, der fortæller, at de har arbejdet for POT: Det var mig, der overvågede dig, da du kom til Trondheim, som en sagde. Og det er jo vældig koseligt«.

Til gengæld har Michelet skiftet mening om, hvor vidt arkivmaterialet fra 1970’erne og 80’erne skal slettes.

»Tidligere støttede jeg tanken, at den enkelte suverænt skulle have ret til at afgøre, om materialet skulle makuleres eller ej. Jeg var altså uenig med Stortinget, der har besluttet, at materialet skal bevares. Men i dag er jeg enig: Det er et væsentligt materiale, og det skal bevares, så historikere i fremtiden kan få indblik i, hvordan det i 1970’erne lykkedes i Norge at opbygge et af Europas stærkeste maoistiske partier.«

Bogen slutter med opfordringen fra datteren, Stella, da hun en lang aften havde siddet opslugt af dokumenterne i farens personsag:

»Gud, så interessant dette er, pappa. Det må du virkelig skrive om, så ungdommen i dag kan få at vide, hvad der foregik.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Min sag

– 248 sider. 229 kr.
– Forlaget Republik

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu