Læsetid: 5 min.

Possimpible

Hinsides det mulige og det umulige ligger det muumlige
Hinsides det mulige og det umulige ligger det muumlige
22. september 2012

Egentlig er sitcoms foruroligende simple. Man tager en halv time, bruger små 10 minutter på reklamer og laver en lille fortælling for resten, som man deler op i lige store mængder hehe og nårnh. Alligevel sker det fra tid til anden, at man kan støde på et regulært filosofisk nybrud, når man ser sitcoms. Som for eksempel i serien How I met your mother hvor karakteren Barney opfinder neologismen ’possimpible’ (en dansk oversættelse ville måske være ’mu-um-ligt’).

Neologismen optræder i en CV-video, som efter Barneys udsagn hurtigt skaffede ham 11 jobtilbud. Videoen består udelukkende af billigt opstillede scener, hvor Barney giver den som henholdsvis vismand eller actionhelt, imens han driver floskler til det yderste. Disse bliver toppet af med følgende udveksling: Barney: »All my life I have dared to go past what is possible!« Interviewer bag kameraet: »To the impossible?« »Actually past that! To the place where the possible and the impossible meet. To become: The possimpible!« svarer Barney og løfter det ene øjenbryn.

Der er naturligvis tale om en komisk overdrivelse af en kliché. I første omgang lyder det som coach- og businessverdenens newspeak. Man kunne let forestille sig, at det evindelige mantra om at se muligheder, hvor andre kun ser det umulige (’Gør det muligt!’ sagde en bank engang), på et tidspunkt ville ligge så kedeligt og fortærsket i munden, at man havde behov for et nyt ord. Hvorfor ikke det possimpible? Hvis man siger ’the possimpible’ i stedet for at sige ’Gør det muligt,’ så er det næsten som om man har fundet på noget helt nyt.

Tomsnakkens endeligt

Man kan hurtigt drage linjen videre til den politiske diskurs, hvor Helle Thorning-Schmidt for længst har gjort sig til sin egen kliché, ved at blive ved med at finde på nye måder, hvorpå hun kan sige, at hun står fast, nagelfast eller fuldstændig fast på ting og sager. Eller til Mitt Romneys præsidentkampagne, om hvilken ganske mange kommentatorer har sagt, at den excellerer i at være så lidt konkret som overhovedet muligt; den består af tomme fraser samt refrænet om, at der er behov for en succesfuld businessmand ved roret, hvis USA skal navigeres ud af krisen.

At det lige netop er Thorning-Schmidt og Romney, der synes at være vor tids ypperste politiske tomsnakkere, tjener som et vink med en vognstang; hver for sig står de et sted mellem skidt og virkelig dårligt i meningsmålingerne. Og hvad værre er: Det er som om, de ikke rigtig har nogen anden modus end at blive ved med at udbrede floskerne. Det er ikke engang komisk, som hos Barney, bare vagt og næsten lidt sølle. Den politiske tomsnaks frontlinjekæmpere efterlader os derfor mest af alt med en længsel efter noget mindre luftigt. Intet sted kunne dette være mere tydeligt end i reaktionerne på Bill Clintons tale ved det demokratiske partis konvent den 5. september, hvor den tidligere præsident på imponerende vis leverede tal og kendsgerninger. Alle kommentatorer fra højre til venstre var enige om, at her var virkelig en politisk retoriker, som kunne sit kram. Men er opremsning af kendsgerninger i sidste ende så forskellig fra de tomme fraser?

En lille dæmon

Når forskellige politikere, businessfolk og banker veksler mellem det mulige og det umulige, så svinger de i virkeligheden mellem to begreber, som overordnet set betyder præcis det samme. Begreberne muligt og umuligt markerer begge den samme grænse blot fra hver sin side; begge siger de,’dét er muligt og dét er umuligt’. På dette sted er det tomsnakkende politiske sprog og det, som svinger sig i allehånde kendsgerninger, helt på linje. Det ene siger ’gør det muligt’ og svinger sig i fraserne; det andet siger ’sådan er det jo’ og svælger i kynisme. Men i begge tilfælde holdes det grundlæggende forhold mellem muligt og umuligt fast. Det slående er, at uanset hvor store forskelle, der er i retorisk stil mellem Thorning-Schmidt og Romney på den ene side og Vestager og Clinton på den anden, så er det bagvedliggende felt inden for hvilket, man forestiller sig hvad, der er muligt og umuligt, præcist det samme.

Det, som Barney gør med ordet ’the possimpible’, er derimod at ændre på de sproglige betingelser for at skelne mellem muligt og umuligt. Possimpible er i virkeligheden ikke andet end ’impossible’ hvor det negerende præfix ’im(p)’ er vandret et stykke vej ind i ordet. Det umulige er blevet noget andet, fordi det lille ’imp’ er blevet flyttet. Der vandrer altså en imp (fra eng. ’en dæmon’) igennem ordet, og det er ikke helt til at sige, hvor den er på vej hen, men for indeværende har den slået sig ned mellem poss og ible. The possimpible er ikke bare det umulige, som er blevet muligt. Det er det mulige med en lille dæmon skrevet ind i sig.

Det er sigende, at det måske bedste eksempel på det politisk possimpible var en fortalelse. Günter Schabowski, talsmand for DDR’s politbureau, gav den 9. november 1989 endnu en af sine legendarisk lange pressekonferencer. Hen imod slutningen bemærkede han, at udrejsereglerne for DDR borgerne fremover ville blive ændrede, således at enhver DDR-borger ville kunne rejse ud af landet. Han leverede denne meddelelse i sin sædvanlige lakoniske stil, men da han blev spurgt om, hvornår de nye regler mere præcist ville gælde fra, blev han befippet og rodede lidt i sine papirer. »Det sker efter mit kendskab… er det straks,« svarede han tøvende.

Politbureauet havde bestemt, at det på et tidspunkt skulle blive muligt for DDR-borgerne at rejse ud, men der var næppe nogen, som havde tænkt sig, at en stor del af Østberlin samme nat skulle danse på muren. Men med Schabowskis fortalelse opstod der en lille dæmon i det mulige; ikke bare ville det en gang skulle kunne blive således at…, men fra dét øjeblik kunne DDR-borgerne rejse ud. Og det gjorde de. Uden at han vidste det havde Schabowski skabt det, som enhver progressiv politik har brug for: the possimpible.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Der er godt nok mange bedre eksempler på "possimpible", at lade det mulige og umulige mødes:

- EU

- Euroen

- Finanspagten

- Krisepakkerne

- Bankpakkerne

- Regeringsgrundlaget