Onsdag stod to sportsnyheder lige over hinanden på BT’s hjemmeside. Den ene hed »Riis efter Tylers bog: Intet at tilføje.« Den anden hed: »Sublimt: Contador tager førertrøjen.«
Den første historie er naturligvis om de voldsomme doping-beskyldninger, der med Tyler Hamiltons selvbiografi The Secret Race endnu en gang er rettet imod centrale personer i cykelsporten, herunder Bjarne Riis. Den anden historie handler såmænd om 17. etape i det igangværende cykelløb Vuelta a Espana hvor Bjarne Riis’ cykelrytter Alberto Contador havde taget føringen. Efter flere dage, hvor Contador ikke havde kunnet rykke fra de andre topryttere, kunne han pludselig »hamre fra favoritgruppen« og tage 2,28 minutter af tiden til den nærmeste konkurrent, Joaquin Rodriguez.
Omfattende
Tilsammen giver de to historier et signalement af vores forhold til cykelsporten. Vi ved godt, at den er gal, men alligevel følger vi fortsat med.
Der har da også været varmet godt og grundigt op til Tyler Hamiltons bog. For et år siden fortalte han en del af historien i det amerikanske tv-program 60 minutes. Desuden har en lang række andre ryttere i de seneste år også erkendt deres dopingmisbrug. På Wikipedia ligger en liste over alle de kendte dopingsager i cykelsporten – og den er lang. Meget lang. I slutningen af august opgav den syvdobbelte Tour de France-vinder Lance Armstrong at forsvare sig i en dopingsag imod USADA - det amerikanske antidopingagentur. USADA svarede igen ved at proklamere, at han var udelukket fra sporten på livstid, og at alle hans titler siden 1998 var ugyldige. Tyler Hamiltons bog er et opgør med Lance Armstrong – og med hele cykelsporten i årene omkring årtusindskiftet. Men selv om bogens overordnede påstand om, at cykelsporten er rådden, næppe er direkte overraskende, så bidrager bogen stadig med noget nyt. Nemlig med detaljerne. Det er første gang, man for alvor får indblik i, hvordan den slags foregår. Og ikke mindst hvor mange der er involveret i ulovlighederne.
I sin anmeldelse af bogen skriver redaktøren af Outside Magazine, Christopher Keyes, således:
»The Secret Race er ikke bare en game changer for myten om Lance Armstrong. Det er en game ender. Ingen kan læse den her bog med et åbent sind og stadig mene, at Armstrong ikke tog doping. Det er umuligt.«
Der har før været beskyldninger og spekulationer. Men detaljerigdommen er denne gang så stor, at tvivlen ikke længere kan komme de anklagede til gode. Ikke mindst fordi medforfatter til bogen Daniel Coyle i forordet skriver, at hele ni tidligere US Postal-ryttere har medvirket til at fortælle historierne i bogen. Det er altså ikke en enlig og forsmået mand, der taler.
Som teenagedrenge
I sin bog beskriver Tyler Hamilton, hvordan man på det daværende US Postal-hold havde en fast måde at snyde på. Om aftenen tog man epo i akkurat så små doser, at det ikke kunne spores næste morgen kl. 06.00, hvor man tidligst kunne blive testet. Man havde et fast kodesprog, som alle kendte og brugte: ’Red eggs’var testosteronpiller, ’Edgar’ var epo og ’oil’ var testosterondrop.
På et tidspunkt fik Hamilton en sms fra sin læge, hvor der stod: »Restauranten er 167 miles væk,« hvilket betød: »Mød mig i rum 167 til en blodtransfusion.« Til tider virker historierne absurde. Lance Armstrongs gartner, Phillipe, fulgte efter Tour de France-feltet på en motorcykel i 1999. Han havde en telefon med taletidskort (så den ikke kunne spores) og en termokande med epo. »Når vi havde brug for ’Edgar’ snoede Phillipe sig igennem Tourens trafik og smed noget af.«
Det virker hasarderet. På et tidspunkt kort før Tour de France i 1999 havde Lance Armstrong ifølge Tyler Hamilton epo stående i sit køleskab i Nice og nikkede bare over til det, da Hamilton spurgte, om han måtte låne noget.
Dopingen fandt sted på hotelværelser, hvor rytterne mødtes med lægerne – som teenagedrenge, der til en gymnasiefest finder et hemmeligt sted at ryge en joint, så lærerne ikke opdager det. På et tidspunkt foregik det ifølge Tyler Hamilton – og her skulle Bjarne Riis og den spanske dopinglæge Eufemiano Fuentes være involveret – midt i Paris kort før starten på Tour de France.
Den uforsigtighed, det tilsyneladende er foregået med og den voldsomme udbredelse, det har haft, er påfaldende. Skeptikernes svar, når kritikerne fremlagde deres konspirationsteorier, var jo netop: ’Så mange kan ikke vide noget så stort.’ Men de kunne de ifølge The Secret Race.
De mest dystre kritikere af cykelsporten havde ret: Der var en konspiration. Ifølge Hamilton styrede bogens hovedpersoner nærmest et kriminelt netværk, der med mafiametoder snød og truede sig til sejrene. Ud over Armstrong, Riis og Fuentes retter Hamilton også kritikken imod sportsdirektørerne Johan Bruyneel og Johnny Weltz – men også den internationale cykelunion, UCI, som ifølge Hamilton valgte at se igennem fingrene med, at Armstrong blev testet positiv under en etape i Schweiz Rundt i 2001 – en anklage som også Floyd Landis fremsatte i 2010.
I det hele taget var Lance Armstrong den ubestridte boss. Når han talte i mobiltelefon med UCI-præsidenten, lød det som om, at de var bedste venner. Og da Tyler Hamilton havde besejret Lance Armstrong på Mont Ventoux i 2004, blev Hamilton tre timer efter kaldt til en 40 minutter lang samtale hos UCI, som »ville overvåge ham nøje.« Han fik siden at vide, at det var Armstrong, der havde sørget for det – hvilket Armstrong dog selv benægtede, da Hamilton konfronterede ham.
Løgneren
Skulle der før bogen have været tvivl tilbage, skal man nu holde sig for både ører og øjne for ikke at vide, hvordan tingene foregår i cykelsporten.
Men det er vi tilsyneladende villige til at gøre. I TV Avisen onsdag aften havde DR et interview med en cykelsmeden Per Pedersen:
»Jeg må indrømme, at mange af de sager, de går ind af det ene øre og ud af det andet. Jeg elsker cykelsporten stadigvæk,« sagde han.
Og det passer nok meget godt på den generelle holdning. Vi ved jo også, at Bjarne Riis er en løgner, og at han dopede sig til sin sejr i Tour de France i 1996. Og selv om han kortfattet har afvist, at han overhovedet skulle kende Fuentes, så er der egentlig ingen grund til at tro på ham denne gang. At Rolf Sørensen bakker op om Bjarne Riis i den forbindelse, gør kun Riis endnu mindre troværdig.
Skal man være lidt grov, kan man sige, at Bjarne Riis har bygget hele sin nuværende karriere op på løgn og snyd. I hvert fald havde han haft noget sværere ved at samle pengene sammen til at lave sit cykelhold, hvis ikke han havde dopet sig til sin sejr i Touren. Hvis beskyldningerne i bogen er sande, kan man i øvrigt sige det samme om Lance Armstrongs ’Livestrong’, som har indsamlet 2,7 milliarder kroner til kræftforskningen.
Men på trods af den viden, fortsætter vi med at se Tour de France og at holde med Bjarne Riis’ hold – uanset hvilken tvivlsom rytter han denne gang måtte have i truppen. Bevares, vi undrer os da lige lidt, når Contador pludselig ’hamrer fra favoritgruppen’ på i 17. etape, men vi har en evne til alligevel at glæde os over det. Og så har vi en naiv tro på, at det hele er blevet bedre. At man har fået ryddet op.
»Jeg tror ikke, at det er så slemt mere,« er cykelsmedens Per Pedersens sidste replik i indslaget i TV Avisen. Så sent som ved denne sommers Tour de France var den danske cykellegende Rolf Sørensen også ’chokeret’ over, at Fränk Schleck blev testet positiv. Og han kom med den klassiske tilføjelse om, hvor ærgerligt det var – underforstået, nu hvor der ellers er blevet ryddet op.
I debatten om Tyler Hamiltons bog finder man den samme mystiske sprogbrug. Og man taler konsekvent om dopingen i datid. Det var ’dengang i de vilde dage’, forstår man. Og lad os da endelig blive i den tro. For hvad vil konsekvensen være, hvis vi endegyldigt sagde: Alle er dopede. Hele tiden. Også i dag? Hvordan skulle vi så kunne tænde for fjernsynet næste sommer og holde med Contador? Eller hvem Bjarne Riis nu måtte have på sit hold til den tid.
nej, jeg har ikke set touren siden Riis vidste mig,,,at de er fyldt med doping...snyd og bedrag..det vil jeg hverken støtte økonomisk eller på nogen anden måde.
at medierne gør det stadigt.. viser hvilket råddent land jeg bor i..
'Præstationsfremmende midler' har uden tvivl eksisteret lige så længe i cyklesporten som den selv. Alle har vidst det skete, om end muligvis ikke for dem der kom sidst i mål, men i alt fald for de 'bedste', så hvori består snyderiet? At nogle stadig er naive og tror noget andet, er deres problem, og de behøver selvfølgelig ikke at se på det.
total falliterklæring at man ik kan dyrke sport uden stoffer.
Sport + penge = doping. Hermed mener jeg, at det ikke kun er i cykelsporten dette foregår. Jeg glæder mig til at læse bogen af flere grunde, men håber vel særligt at kunne forstå, hvorfor dopingkontrollen var/er så dårlig, at den vel nærmest ikke tjener andet formål end den, at vi skal tro at sporten er ren så længe der ikke ryger nogen i fælden.
Jeg vil fortsat se cykelsport - dette er lidt pudsigt at erkende, men spændingen vil fortsat sætte sig i mig når jeg ser cykelløb uanset doping. Jeg tror at det der er afgørende for, at jeg ikke vender cykelsporten ryggen er, at jeg ikke er fan af nogen cykelrytter. Jeg er totalt ligeglad med hvem der vinder, men nyder at se det enkelte løb udvikle sig.
Og det er ikke begrænset ti cykelsporten. Det er alle sportsgrene. Fodbold er et godt eksempel - epo til udholdenhed og steroider til restitution og muskelopbygning (hastighed, acceleration). Se Bolt løbe 9.51 eller deromkring og sammenlign med Ben Johnson løb 9.71 på steroider. Hvad er Bolt så på? Det er sådan set meget enkelt - det er over det hele. Sådan er det!
se iøvrigt rokokopostens morsomme kommentar:http://rokokoposten.dk/2012/09/06/nye-ryttere-skal-redde-tour-de-france/
Det er fint og meget velkomment med denne bog. Men jeg er ærlig talt ved at være grundig træt af at doping kun nævnes ifm cykling. Jeg nægter at tro doping kun er i cykelsporten. Hvorfor er der ikke en naturlig drift i enhver anstændig journaæist til at lave en artikelserie om dopingens udbredelse i alle sportsgrene: håndbold, vægtløftning, fodbold, boksning, løb, golf, svømning, tja, lad os da bare starte med diciplinerne fra det olympiske program!
En nuanceret artikel kunne jo inddrage denne:
http://www.goal.com/en-us/news/1786/fifa/2011/10/17/2716181/fifa-confirm...
Mogens østergaard, hvad har et mexicansk fødevareproblem med doping at gøre?
Det samme som vores ven Alberto Contador oplevede!
De to sager har intet med hinanden at gøre. Jeg formoder, du antyder, at man går hårdere efter cykelrytterne end eksempelvis fodboldspillere?
Havde Contador kunnet bevise, at hans positive test med overvejende sandsynlighed skyldtes fødevareforurening, ville han ikke være blevet dømt.
I fodboldhistorien lykkedes det til overflod at sandsynliggøre.
Så nej, historien er komplet irrelevant, hvad angår cykelsportens dopingproblemer.
Hej Andrs. Jeg tror ikke vi på nogen måde er uenige om doping og det forkerte i brugen. Men det er måske et emne der bedre lader sig diskutere i andet medie end avisers blogs.
Jeg tillader mig lige at reposte et indlæg jeg skrev igår på feltet.dk:
Da jeg selv gennem flere år har været en stor fan af cykling, men aldrig har fokuseret på doping-spøgelset, tænkte jeg – med udgivelsen af Hamiltons bog – at det var et nødvendigt onde, at tilegne sig viden omkring cykelsportens mørke sider. Jeg har indtil nu forholdt mig ”neutralt” til dopingspørgsmålet Jeg havde en klar ide om at doping havde/har fundet sted, men syntes ikke at dette skulle kaste en generel dom over alle ryttere og sporten som helhed. Det synspunkt har jeg for så vidt stadig, men efter nærmere granskning er min forståelse af doping-virkeligheden mere nuanceret.
Jeg foretog en lille smule informationssøgning angående Hamiltons bog, herunder forfatteren. Det viser sig at denne forfatter, Daniel Coyle, har skrevet en bog om Armstrong. Ja, han har faktisk levet sammen med manden i en længere periode. Bogen ’Lanc
e Armstrong’s war’ blev til med Armstrongs samtykke. Daniel Coyle har lavet sit forarbejde, både i forhold til Bogen ’Lance Armstrong’s war’, men også i bogen ’The secret race’. Det er min – og mange andres – klare opfattelse.
Jeg forstår godt de mange kommentarer her på tråden, i diskussioner over madpakken eller på facebook som stempler Tyler Hamilton som utroværdig, men disse kommentarer er typisk unuancerede påstande ligesom mange tidligere dopinganklager, hvorfor deres slagkraft – i hvert fald argumentatorisk – er ringe.
For at undgå en lignende Hamilton-er-en-løgner reaktion hos mig selv, købte jeg en elektronisk udgave af bogen på Amazon og har nu næsten læst den færdig. Jeg må sige at den er overbevisende. Som BT’s sportsredaktør Jacob Staehelin har noteret, er detaljerne i bogen meget omfattende og ikke mindst sandsynlige. Som det ofte kan være tilfældet med bøger der forsøger at afdække nogle mørke tendenser, kan de fremførte argumenter ofte være af konspiratorisk karakter. Dette er ikke tilfældet med ’The secret race’. Det er ikke nødvendigt at have set en StarWars film for at kunne tro den virkelighed Tyler Hamilton beskriver. Der er simpelthen for mange ting der er påfældende sandsynlige – og i øvrigt logiske.
Jeg kan ikke sige om Hamilton taler fuldstændig sandt, men taget i betragtning af at bogen har mange prominente kilder, især cykelryttere og insidere der direkte eller indirekte bekræfter Hamiltons version af virkeligheden, må være et slemt slag for nægteren. Jonathan Vaughters, tidligere rytter på US-Postal, har indrømmet dopingbrug og har nikket anerkendende til detaljerne i Hamiltons bog. Lance Armstrongs forhold til Dr. Michele Ferrari har alle dage været et ømtåleligt emne. Man kan naturligvis hævde at Ferrari er en helt almindelig svigermors drøm af en intelligent læge, men taget hans historik i betragtning ville dette være at betragte som i bedste fald naivt, i værste fald ignorant.
Af gode årsager kan jeg ikke referere hele bogens knap 300 sider, men jeg kan anbefale den til enhver der tør konfrontere sig selv med ny viden, at tage bogen op. Uanset om man måtte tro på indholdet eller ej, er der så mange afgørende knuder der bindes med ’The secret race’, at en bastant nægtelse af systematisk doping i cykelsportens fortid, virker som et stort selvmål. Bogen kan meget vel risikere at sætte en lavine af afsløringer i gang, og jeg kan med sikkerhed sige, at folk vil være overraskede over hvordan virkeligheden kan forandre sig meget pludseligt. George Orwell skrev i sin bog 1984: ”Den som vil herske og blive ved med at herske, må være i stand til at sætte virkeligheden ud af spil.” Jeg tror at cykelverdenen, herunder Armstrong, i mange år har haft held, magt, penge og kynisk kalkule nok til at herske over den mest almindelig version af virkeligheden. Det vil forandre sig med tiden. Jeg er ikke længere i tvivl.
Kapitalismens små luner.
Kristian Villesen mener, at VI også næste år tænder for fjernsynet for at se Tour de France. Nej, det gør VI ikke. VI er faktisk nogle stykker, muligvis få, som forlængst har droppet at bruge tid derpå. Hvornår bliver vi fri for det utålelige visseri i medierne. Snart er VI alle vilde med kongehuset, så får VI alle udført sort arbejde, så er vi vilde med dit og så kan VI ikke få nok af dat.Der burde indføres en bødekasse for journalister, der ikke kan nære sig.
Desværre er det jo nok helt sikkert, at Information også næste år vil bruge spalteplads og penge på Henrik Jul Hansens "Jørgen Leth - Wannabe" - kritikløse idealiseringer af fuskeriet. Det slipper VI nok ikke for.
Sports TV er opium for folket ...
Af en eller anden grund bliver de fleste mennesker mere foragerede, når sportsfolk tager den moderne medicin til hjælp for at yde bedre, end at når andre mennesker gør det. Til dagligt doper tusinder af sunde mennesker sig i Danmark, ofte med hormoner til fertillitesbehandling eller svangerskabsforebygning), for ikke at tale om lykkepiller og viagra.
Jeg føler mig personligt ikke snydt af sportfolk der doper, for jeg ser dem ikke som forbilleder, eller som symbolet på sundhed og renhed. De er bare alm mennesker, der prøver at opnå, nogle til tider urealistiske mål under et ubarmhjertigt press.
Iøvrigt kan jeg oplyse jer om, at forsvaret også benytter "dooping" i stor stil, oftest amphetamin som bruges af piloter.
Mnjar, hvad skal man efterhånden sige. Det er godt nok flere år siden jeg holdt op med at se Tour de France, men mest fordi det er kedeligt fjernsyn. Ligsom golf, der også er noget sjovere at spille selv, men temmeligt kedeligt at se på.
Men jeg har altså svært ved at dele forargelsen over at udøverne prøver at passe bedst muligt på sig selv i en sport, som altså rent fysisk stiller næsten umulige krav til kroppen. Det burde være åbenlyst at man ikke kan køre 3 uger i træk på cykel på kildevand og hirse, og de får med garanti massevis af vitamintilskud og specialkost indenfor reglerne, så hvad skulle der være galt (rent moralsk) i at tilføje lidt ekstra blod eller andre stoffer, der alt i alt kun har til formål at styrke og/eller restituere kroppen?
Illusionen om den rene atlet, som kan præstere på topniveau på en kost af bladselleri er jo bare latterlig, så sålænge udøverne selv er klar over hvad de går ind til og har den lægehjælp de har brug for så de ikke gør noget der skader unødigt (steroider er jo eksempelvis hårde ved leveren, såvidt jeg ved) så fred være med det. Professionel sport er jo også et show, og om de kører på kurvand eller lidt stærkere sager er da ikke så vigtigt. Man kan jo bare se en fodboldkamp i superligaen, og så sammenligne med det tempo det foregik i for 20 år siden for at se at visse ting har ændret sig, og det bidrager da kun til underholdningsværdien at det går noget hurtigere.
Prøv at se på Lin dans ansigtstræk under en badmintonskamp, mon ikke han har lidt betablokke... Jan Ø der sidste år pludselig fik hjerteproblemer til en turnering. Fodboldspillere der pludselig falder om...
Hvad er levealderen for top-top elite udøvere, sammenlignet med alm. sunde sportsfolk på motionsplan??
Hvor udbredt er doping i fx fitnesscentre?
Lars: hvor er grænsen for at de skal sætte deres liv og krop på spil for levere underholdning til dig? Selv med lægekontrol er det gået galt.
Og så er der jo det med økonomien, men der så også så mange andre forhold der gør at ikke handler om sport men om penge.