Analyse
Læsetid: 8 min.

Et andet Danmark

Hvis livet på Bornholm skal være muligt også for bornholmerne, så skal øen gøre det modsatte af byerne: Den skal ikke vokse – den skal blive mindre, skriver forfatteren Dennis Gade Kofoed om øen, han kommer fra og er vendt tilbage til
Vækst. Måske skulle vi lade skoven vokse i stedet for byen. Når landbrugene lukker, og folk flytter fra f.eks. Østermarie, kan vi lade Almindingen brede sig. Fo r tiden er den Danmarks tredjestørste skov.

Vækst. Måske skulle vi lade skoven vokse i stedet for byen. Når landbrugene lukker, og folk flytter fra f.eks. Østermarie, kan vi lade Almindingen brede sig. Fo r tiden er den Danmarks tredjestørste skov.

Magnus Holm

Moderne Tider
6. oktober 2012

For fem år siden flyttede jeg med Sisse og vores datter til Bornholm. Vi gjorde det for at få tingene til at hænge sammen på en anden måde, end de gjorde i København. Vi ville gerne have flere børn, og udsigten til at finde penge til en større lejlighed, var ikke umiddelbar forenelig med livet som forfatter.

Vi valgte Bornholm, fordi jeg er derfra, og fordi vores toværelses i Kongens Enghave ville hjælpe os halvdelen af vejen til et, i vores øjne, stort hus. Og så var der naturen og al den plads, der er i den. Her kan man være i skoven det meste af dagen uden at møde et andet menneske. Her kan man bade fra strande, hvor der ikke er andre. Og så valgte vi Bornholm, fordi vi her kan leve et liv, hvor det ikke er nødvendigt at vi begge har et fuldtidsarbejde. Et liv, hvor der så i stedet er plads til andre og mindre økonomisk indbringende projekter.

Valget var let nok, men som med alle andre valg følger der altid andre konsekvenser med end dem, man har kunnet forestillet sig. Og ud over at være begyndelsen på et liv med mere tid til os selv og vores børn var flytningen også et overraskende stort skridt væk fra det Danmark, vi var vant til som unge i København. Personligt er jeg gledet længere og længere væk fra den del af befolkningen, der bidrager konstruktivt til fællesskabets økonomiske overskud. Jeg er uden egentlig uddannelse, en stor del af tiden arbejdsløs og falder formelt set ind i den del af arbejdsstyrken, som politikerne ikke aner, hvordan de skal få til at bidrage til væksten. Det er ikke et bevidst valg, og jeg leder efter et arbejde, men lige nu har det givet mig adgang til en del af Danmark, der virkelig er et trist sted. Den fattigdom, der er her, er voldsommere og mere omfangsrig, end jeg nogensinde havde forestillet mig det. Økonomisk såvel som intellektuelt. Jeg ved ikke om, jeg har været velfærdsnaiv, men jeg havde ikke forestillet mig, at jeg i min dagligdag skulle møde så mange mennesker, der både har svært ved at opretholde et tåleligt eksistensgrundlag for deres familier og samtidig mangler evner til at forstå, hvorfor det er sådan.

Gå modsat af København

Set herfra er denne del af samfundet ved at gå under, og et af de største problemer er, at ingen rigtig vil se det i øjnene. Der tales om, hvordan tingene skal bringes i orden, hvordan vi skal få øen på fode igen, hvordan arbejdspladserne kan komme tilbage. Hele tiden underforstås det, at vi skal vende tilbage til noget, der lige nu er forsvundet. Forestillingen er, at denne del af Danmark blot halter lidt efter København og Aarhus og Odense osv. At når væksten bliver stor nok vil den brede sig til resten af landet, hvor alt så vil blomstrer endnu en gang: Fiskene komme tilbage i Østersøen, slagteriet udvide, og produktionen vil sammen med internettet sørge for, at alle har noget at lave.

Det er en kortslutning.

Den forandring, der sker her, er uigenkaldelig, og måden at få vores del af samfundet på fode igen er ikke at håbe på, at vi kan vækste os frem til at være et mini-København. Der er ingen herude, der bliver rige af et fibernet (Jeg tror ikke, der er mere end måske 200 mennesker her, der har brug for den slags internet i forhold til det, der allerede eksisterer). I stedet for at forsøge at skabe vækst, hvor der ikke er et egentlig grundlag for det, burde vi tænke på, hvordan de, der enten ikke har mulighed for at flytte eller ikke har lyst til det, kan få lov at blive. Vi burde overveje, hvilket samfund, vi skal indrette for at gøre et liv her muligt.

Helt utopisk forestiller jeg mig, at en vej at gå er den modsatte af København. Der vokser byen, så lader vi i stedet skoven vokse her. Når landbrugene lukker, og folk flytter fra Østermarie, så lader vi Almindingen brede sig. P.t. er den Danmarks tredjestørste skov. Det samme gælder for Årsballe, Østerlars og Ibsker og lignende steder, hvor affolkningen sætter ind.

På samme måde med vores skolesystem. Hvor tendensen går på centralisering, bør vi insistere på at beholde skolerne, der hvor vi vælger at bo. Hvis en landsby holder på sine beboere, bør de også have deres egen skole. Og kanman lade sit barn gå i skole rundt om hjørnet, i stedet for at køre i bus i tæt på en time, så er der vel mindst en grund til at flytte til feks. Østerlars.

Sælgernes falske billede

Derudover kunne det være sundt for øen, hvis nogle af de projekter, der faktisk er i gang, blev forankret i befolkningen i stedet for at ligge i horisonten som abstrakte investeringer, der kun indirekte influerer på den enkelte bornholmers liv: Brandingstrategien Bright Green Island er et eksempel på det. Visionen er på sigt at skabe en grøn ø, der er 100 procent baseret på vedvarende energi. Og der er gode takter i forhold til at være test-ø for forskellige teknologier bl.a. inden for el-biler. Man udnytter det forhold, at øen har en helt isoleret infrastruktur, der gør det lettere at måle på f.eks. elbilens indflydelse. Men min hverdag er desværre – endnu – uberørt af initiativerne. Hvorfor udnytter vi ikke også selv øens isolerede geografi og forbyder forbrændingsmotorer i køretøjer? Hvorfor organiserer vi ikke vores produktion af fødevarer sådan, at vi som udgangspunkt altid køber de basisvarer, der allerede produceres på øen?

Mulighederne er der.

Men desværre tror jeg ikke på, at det kommer til at ske. Den virkelighed, de, der forsøger at sælge øen, arbejder med, ser nemlig helt anderledes ud end den, jeg skitserer her. Se evt. selv reklamevideoen Mere Bornholm – The movie

Kort fortalt følger vi en familie og deres stressede hverdag i København. Så bestemmer de sig for at flytte til Bornholm og med et trylleslag er alt forandret. Men læg mærke til, hvilken familie det er, der er i videoen: De kører Mercedes og køber et hus, der koster mere end to millioner kroner. Og selv om kvinden står i køkkenet, må man forestille sig, at hun er godt uddannet. Der er måske bare 50-100 job til en som hende herovre. Af samme grund går jeg ud fra, at manden må pendle, for hvordan skulle de ellers få råd til alt det der vises frem videoen.

Jeg fristet til at påstå, at det liv, der beskrives, ikke findes her. Eller også foregår det i små isolerede bobler.

Øen er for stor

Men problemet med at løfte Bornholm er ikke kun forankret i manglende politisk vilje. Det skyldes også, at øen er så stor – lige over 41.000 indbyggere – at der ikke er en fælles identitet, som den f.eks. findes på Samsø, der har gang i mange interessante projekter. Her er man fra Hasle, Rønne, Nexø o.s.v., mere end man er fra Bornholm. Og selv om øen nu er én kommune, er der åbenbart stadig politiske aftaler fra dengang, øen var delt i flere kommuner, der gør sig gældende. Et eksempel skulle være fra sidste runde af skolelukninger, hvor en enkelt skole åbenbart ikke kunne lukkes, fordi en tidligere borgmester holdt hånden over den. Og da jeg var færdig med at være bestyrtet over, at det rygte overhovedet var i omløb, kunne jeg så konstatere, at ingen synes at have et problem med det, ikke engang den lokale presse. Selv ved jeg ikke, hvad der er hoved og hale i den historie, men jeg synes, at dens eksistens peger på et usundt eller betændt miljø omkring vores beslutningstagere. Men måske er det, fordi det virker håbløst, at vi ikke taler om det. Måske er det af samme grund, at den politiske samtale på de arbejdspladser, jeg er kommet på, ofte er reduceret til et forsøg på at overskue de venskablige og seksuelle relationer på rådhuset.

I et sådan miljø må det være svært at tænke klart og lave politik.

Ensomhed som grundvilkår

Jeg tror, at løsningen her på Bornholm først og fremmest er at forstå og acceptere, at øen skal forandre sig. Befolkningstallet skal længere ned – måske ned omkring de 30.000 – og det betyder, at vi må indse, at vi ikke kan have alle de samme faciliteter som i feks. København. Vi skal prioritere på en anden baggrund. Til gengæld er der mulighed for, at andre former for tilværelser kan overleve her. Her er allerede flere, der er kommet på grund af de lave huspriser, uden at de er blevet tvunget ud af byen. De har hver deres projekt, og det er fantastisk, at der plads til det her; hekse såvel som politiske kollektiver og almindelige mennesker, der blot vil noget andet end København og Aarhus.

Selv er jeg stadig i gang med at finde min plads på øen. Ikke at det er svært, jeg elsker at være her. Og ligesom det store flertal – også her på Bornholm – klarer jeg mig på trods af arbejdsløshed. Og imens jeg leder efter et job, kan jeg tænke over, hvor jeg selv og litteraturen passer ind i alt det her. Jeg har lagt mærke til, hvordan det, jeg skriver, har forandret sig med flytningen. Det, der handler om ensomhed og afstand mellem ting fylder mere og mere. Ikke nødvendigvis som noget trist, men mere som et grundvilkår. Et grundvilkår, jeg tror, det er nødvendigt, at vi lærer at betragte som en kvalitet ved øen frem for noget, vi skal bekrige.

Kunne jeg selv vælge, ville jeg selvfølgelig skrive noget, der tilbød en løsning på problemet herovre, men jeg tror slet ikke på, at en sådan litteratur findes.

 

Teksten er et forkortet indlæg i en debat om litteratur og udkantsdanmark på den litterære blog Promenaden prmndn.dk.

Filmen ’Mere Bornholm – The movie’ kan ses på youtube.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bornholm - er det ikke den ø der ligger i en firkant oppe i højre hjørne af Danmarkskortet?

Stort eller småt der mangler flere offentlige toiletter I Byerne på Bornholm. Middelalderbyen bygget på autentisk vis er dog så formidabel at staten burde støtte den økonomiske som minimum I skolernes sommerferie, sjældent har jeg oplevet noget så livagtigt og interessant, hvor de skønne "rolle-indehavere" fortalte så mange detaljer om livet der efter vikingetiden. Som en H.C. Andersen park I Odense, skulle man udvidde ideen om middelalder parken på Bornholm, måske endda med mulighed for lejrskoler fra resten af landet

Michael Kongstad Nielsen

Billedet er meget rart. Men så kommer man i tanke om, at det viser en monokultur af rødgran, hvilket giver en røvsyg skov, der ikke befordrer biodiversitet.
Endvidere er der et underligt fremmedlegeme i billedet - en hoppende og springende mennesketype, hvad skal vi med sådan en starut. I i skoven mødte jeg i dag tre mennesker, der ikke løb. Hvilken velsignelse. Tænk, de gik. Helt almindeligt, uden at have tøj eller outfit til løb og fitnes, de gik bare, hvor skønt. En af dem var med hund, de to andre nød bare den skønne efterårsvind fra vest.

Snikke snakke!

Selvfoelgelig skal de da bidrage til den hellige vaekst. Hvis de ikke selv faar fingeren ud med det vuns saa tvangsflytter vi da bare hele befolkningen og omdanner Bornholm til et stort atom-affalds-depot. Saa kan vi ligesom lande som Slovakiet lade andre lande dumpe deres atom-affald mod en klaekkelig betaling.

Det er sgu da lette penge...

Thorkil Daa.
De havde noget lignende på Hammershus, da jeg besøgte øen i sommers. Glimrende og sjove historier, som både underholdt børn og voksne.

I øvrigt er jeg vild med øen. Naturen oppe nordpå omkring Hammershus er fantastisk, og ligeså ved Dueodde og Almindingen. Bornholm er det smukkeste sted jeg har set i Danmark - jeg vil dog lige indskyde, at jeg ikke har set så meget af det endda :).

Jeg vil gerne give Kongstad ret i, at Almindingen er præget af monokultur. Det er lidt synd, men det er stadig meget seværdigt. Det kunne nu være godt hvis de lavede vild skov ud af en del af Almindingen.

God ide at lade skoven vokse. Men hvis jeg på nogen måde skulle kunne forestille mig at flytte til Bornholm, skulle der være lynhurtigt internet. Det ville da netop være en ide at tiltrække skatteydere, der ville kunne fjernarbejde. Prøv at lyt til Harddisken på P1, de har tidligere rapporteret fra byer, der har installeret ekstremt hurtige forbindelser. Det har nogle positive effekter, man måske ikke lige forestiller sig så nemt.

Jo Ole Olsen - det er såmænd os - Bornholm der evig og ALTID, miskrediteres og placeres i en firkant oppe i Skagerak. SÅ meget at der faktisk er skolebørn, når de skal på lejrskole til Bornholm, TROR at de skal Norge! For er det ikke dér at Bornholm ligger, spørger de ? Ene og alene, fordi respekten for Bornholm, desværre ikke eksisterer blandt store dele af befolkningen - i hvertfald ikke blandt grafikere!
Heldigvis er der dog mange der har deres Bornholmer-hjerte intakt - og elsker øen for dens mangfoldighed og enestående unikke natur.
Jeg kan godt følge forfatteren Dennis Gade Kofod - for han har helt ret, Mere-Bornholm-videoén er et fejlagtigt billede at bruge, når man vil "sælge" Bornholm. Men som alt andet i den her verden, begåes der også fejl her på øen. Vi er som alle andre steder, der ligger isolereret fra omverdenen, ofre for mennesker der kommer op i graderne og synes de ved bedst. Det ved de så ikke - og så trædes der forkert. Dem der kender vores dejlige og smukke ø, ved heldigvis bedre. At her er der vitterligt og rigtig nok mere fred og ro end i København og andre storbyer - tæt til naturen og ja, til menneskene som er helt og aldeles anderledes end i - storbyen. Det har sine fordele og sine bagdele. Som alt andet her i livet! Vi der bor her hele året ved jo, at når den sidste turist er rejst hjem fra sommer og sol, venter en vinter i fred og ro, som sagtens kan give mangt en mangen tilflytter, "økuller". Men lige nu er vores smukke Bornholm truet, af en udefrakommende stor trussel!
Vi er udset til måske at skulle have et ATOM-AFFALDS-DEPOT gravet ned i vores undergrund! Hvor sindssyg en ide er det lige! Vi har kæmpet som gale for at råbe Sundhedsminister Astrid Krag op - men hun VIL ikke høre på os! Hun tonser videre med prøveboringer i folks private brønde her på øen - som om at hun ikke har hørt - at vi rent faktisk har 21.000 protest-underskrifter der siger NEJ TAK TIL ET ATOM-AFFALDS-DEPOT PÅ BORNHOLM!
NEJ TAK: til at blive en affolket ø - hvor ingen turister vil komme mere - hvor ingen vil besøge Brændegaardshaven/Joboland med deres børn, når det ligger nabo til en ATOM-AFFALDS-LOSSEPLADS - hvor virksomheder vil lukke og slukke for hele øen - fordi de går neden om og hjem, pga. tordnende høj arbejdsløshed til følge - folk vil fraflytte i hobetal - Bornholm bliver en spøgelses Ø - sidste mand slukker det aller-sidste lys på øen...
Astrid Krag bygger desværre sin beslutning om at flytte Risø-atom-affaldet - på en forkert baseret beslutning fra 2003 - hvor et enigt Folketing, besluttede at der skulle etableres et slutdepot for Risø-affaldet. MEN det var på de forkerte præmisser - som er blevet påpeget allerede i 2011 fra ekspertertes side af ! Alligevel tonser Astrid Krag videre, som om intet er ændret - som om intet nyt er kommet for dagen i f.eks. forskning indenfor atom-affalds-depoter! DET ER DER! Men Astrid Krag er utilnærmelig - vil ikke høre - vil ikke se - og vil desværre ikke forstå, at hun er en på en meget farlig og u-oprettelig kurs, med at få etableret et atom-affalds-depot - for en hver pris.
Hvis man vil se et stykke af vores smukke Bornholm og høre vores protest-sang, hvor vi tillader os at bruge den harske humor - tjek det ud på Youtube :

http://www.youtube.com/watch?v=jpEsDgY3MvI

Vi kæmper videre og har en atom-affalds-HØRING d.22.oktober på Børsen i KBH fra k. 12-16.

Tjek B.O.M.A. ud på Facebook - BORNHOLM MOD ATOMAFFALD