Læsetid: 8 min.

Nu har baglandet talt

Fredag middag sluttede stemmafgivningen til formandsvalget i SF. Valget mellem Annette Vilhelmsen og Astrid Krag blev et hårdt opgør om den forvandling af partiet, som Villy Søvndal og hans chefstrateg og fortrolige Thor Möger Pedersen har stået for
Fredag middag sluttede stemmafgivningen til formandsvalget i SF. Valget mellem Annette Vilhelmsen og Astrid Krag blev et hårdt opgør om den forvandling af partiet, som Villy Søvndal og hans chefstrateg og fortrolige Thor Möger Pedersen har stået for
13. oktober 2012

Villy! Villy! Villy!« Tilråb, klapsalver og hujen går direkte i smilehullerne på Villy Søvndal. Scenen er koncertstedet Pumpehuset i København en novemberaften i 2007.

SF har fået sit bedste valg nogensinde, og manden på toppen af det hele, Villy Søvndal, bliver mødt af en stemning, der ligner Parken, når nationen har sikret sig deltagelse ved en af de store slutrunder i fodbold.

Med et kongeblåt halstørklæde kastet casual om halsen træder Søvndal op på scenen. Han modtager en buket blomster og rækker så begge arme ud til siden, mens han sænker hovedet.

13 procent af danskerne har netop stemt på Socialistisk Folkeparti. Partiet har mere end fordoblet sit antal af mandater i Folketinget fra 11 til 23.

Den aften i 2007 topper Villy Søvndal. Godt nok får SF også efterfølgende gode valg til Europa-Parlamentet og ved kommunalvalget i 2009, men partiet når aldrig at overføre de gevinster til Folketinget.

Information har gennem den seneste uge talt med en række SF’ere – ministre, folketingsmedlemmer, europaparlamentarikere, landsledelsesmedlemmer og menige partimedlemmer – om partiets udvikling under Villy Søvndals ledelse. Hvad var det for et SF, Villy Søvndal overtog i 2005, og hvad er det for et SF, han i dag, syv år senere, giver videre?

Det formandsvalg, som afsluttes i dag på et konvent i Det Kongelige Bibliotek, har handlet om mere end blot, hvorvidt den nye formand skulle hedde Astrid Krag eller Annette Vilhelmsen. Valget afgør, om SF skal fortsætte den linje, Villy Søvndal-ledelsen har kørt siden 2005, eller om fremtidens SF skal udvikle sig i en anden retning.

En del af SF-succesen på valgnatten i 2007 skal ifølge Europaparlamentariker Margrete Auken tilskrives nuværende skatteminister Thor Möger Pedersen, der som politisk strateg og Søvndals fortrolige tilrettelagde valgkampen i 2007 og senere fik mere indflydelse i SF.

»Thor skal have meget stor kredit for SF’s forvandling. Han har haft en betydelig rolle i forhold til at forme os fra at være et parti, der trivedes bedst i opposition med mange uprioriterede dagsordener til at være et regeringsdueligt parti,« siger Margrete Auken. Hun har støttet Astrid Krag i formandsopgøret.

De SF’ere, som Information har talt med, er enige om, at Thor Möger Pedersen langt hen ad vejen har været hovedarkitekten bag SF’s udvikling under Villy Søvndal. Til trods for, at han kun fik 684 personlige stemmer ved sidste valg og dermed ikke blev valgt til Folketinget.

Mens Villy Søvndal var partiets succesfulde ansigt i medierne, var det Thor Möger Pedersen, som stod for at reorganisere hele SF’s partistruktur, og efter valget i 2007 blev det også Thor Möger Pedersen, som fik den betroede opgave at varetage og pleje den spirende alliance mellem SF og Socialdemokraterne. Her søgte han især mod Socialdemokraternes løjtnant, Henrik Sass Larsen. En udvikling, som mange pointerer har ført partiet tættere på Socialdemokratiet, men det er ikke socialdemokraterne, der har flyttet sig. Det er SF’erne, som er rykket længere mod højre, vurderes det.

Manglende medlemsdemokrati

Men hverken den nye struktur i partiet eller den tætte S-SF-alliance har vakt stor begejstring alle steder i baglandet. Som tidligere folketingsmedlem Leif Hermann udtrykker det:

»Konsekvenserne af Thor Mögers indtræden i SF er, at vi har den struktur i partiet, som vi har. Jeg stemte imod, at vi skulle afskaffe hovedbestyrelsen. Men det var Thors og ledelsens valg.«

I 2009 besluttede SF’s landsmøde at nedlægge partiets hovedbestyrelse og erstatte den med den mindre landsledelse. Det ville ifølge ledelsen gøre partiet mere regeringsparat, fordi det ville være nemmere hurtigt at mødes og fastlægge partiets kurs, når der var færre medlemmer. 2009 var også året, hvor SF og Socialdemokraterne præsenterede deres første fælles politikudspil – Fair Forandring – som skulle give vælgerne tryghed inden for skatte- og velfærdspolitikken, hvis de to partier kom i en regering efter et valg. Senere kom Fair Løsning og en række mindre fælles politikudspil på andre områder – det gælder blandt andet 24-års-reglen og tilknytningskravet.

»Det var mindre klogt, at man lagde sig helt fladt ned på afgørende politikområder for SF som rets- og udlændingeområderne. Ledelsen gik med kæmpe gummistøvler hen over, hvad SF tidligere havde ment. Det begyndte vi at få øretæver for,« vurderer Leif Hermann, som længe har været kendt som kritiker af Søvndal-linjen og har bakket op om Annette Vilhelmsen i formandsopgøret.

Immunforsvaret sætter i gang

Imod beslutningen om at skifte hovedbestyrelsen ud med en landsledelse var også det nuværende medlem af landsledelsen, Poul Overlund-Sørensen. Den tætte alliance mellem Socialdemokraterne og SF betød ifølge ham, at partiets ledelse mistede forbindelsen til baglandet.

»Efter alliancen med Socialdemokratiet fornemmer jeg, at strømmen i politikudviklingen i partiet bliver anderledes. Tidligere var den meget fra bunden til ledelsen. Nu begynder SF’s ledelse og Socialdemokraternes ledelse at finde ud af, hvor de ligger, og så skal man efterfølgende overtale baglandet til, at det er fornuftigt,« mindes Poul Overlund-Sørensen, som har støttet Annette Vilhelmsens kandidatur til formandsposten i Socialistisk Folkeparti.

Poul Overlund-Sørensen fortsætter: »I begyndelsen af Villys periode forsøgte man at finde konsensus i SF og så lave aftaler med Socialdemokraterne. Så gik det over til, at der på forhånd lå en allerede defineret politik. Det er en fremmed organisme.«

– Hvad gør man med fremmede organismer i SF?

»›Ja, en krop plejer jo at få problemer med fremmede organismer. Så går kroppen i gang med at bearbejde dem med immunforsvaret. Det er ikke noget urimeligt billede af SF,« siger han.

Som ledelsens bagmand omkring både ny organisation og båndet til Socialdemokraterne delte Thor Möger Pedersen hurtigt vandene i SF. En rolle, han aldrig er sluppet ud af. Som medlem af SF’s bestyrelse i Holbæk, Finn Lange, siger til Information, så har »SF’s bagland ikke den store fidus til Thor Möger.«

Valgafslutningen på konventet i dag vil vise, hvor stor opbakning der er til det synspunkt. Det vil i høj grad kunne aflæses i Annette Vilhelmsens stemmetal.

Ingen astrofysik på Borgen

SF’s ledelse headhuntede i 2006 den 21-årige Thor Möger Pedersen fra partiets ungdomsorganisation, SFU, og Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, DGS, til at koordinere SF’s valgkamp op mod folketingsvalget året efter. Han havde hverken uddannelse eller erfaring fra Christiansborg, men han havde gjort sig bemærket, da han som formand for DGS med STOP NU-kampagnen mod nedskæringer på uddannelserne, udviste et helt usædvanligt talent for politisk mobilisering og organisering. Det gav respekt på venstrefløjen, da han fik daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) til at gå fra koncepterne for åben skærm ved en demonstration på Christiansborg Slotsplads.

»Politisk kommunikation er ikke astrofysik. Det adskiller sig ikke synderligt fra kommunikation mellem mennesker. Men mange har en tendens til at overkomplicere og overteoretisere. Der bilder jeg mig ind, at min praktiske, autodidakte tilgang hjælper,« sagde Thor Möger Pedersen i et interview med Euroman i 2008. Et af de eneste interview, han har givet om sin rolle i SF.

Partiets nuværende socialordfører, Anne Baastrup, oplevede i 2007, hvordan Thor Möger Pedersen som kampagneleder styrede SF-tropperne frem til den historiske fremgang. Men hun har også oplevet bagsiden af det organisatoriske talent: »Ændring af organisationen og diskussionen om, hvorvidt man skubbede baglandet fra sig, var han ikke så optaget af. Det virkede ikke, som om det var det, han brændte for. Det er jo fair nok. Og så var det, at han gik i gang med Fair Løsning og sådan noget,« siger Anne Baastrup og tilføjer:

»Jeg undlader at undre mig over hans position i partiet. Det har været Villys beslutning.«

Anne Baastrup har støttet Annette Vilhelmsen i kampen om at blive SF’s næste formand.

En, der også undrer sig over Thor Möger Pedersen rolle i SF, er Leif Hermann.

»Jeg har tidligere fået ørene i maskinen for at fremhæve Thor Mögers fortræffeligheder. Thor Möger er utvivlsomt en dygtig organisator, og han er utvivlsomt også en meget dygtig teknokrat. Problemet er, så vidt jeg kan vurdere, at Thor Mögers politiske holdninger er overordentlig flytbare, alt efter hvem han er sammen med. Så kan det være svært at finde ud af, hvor han vil hen.«

Selv har Thor Möger Pedersen næppe været i tvivl om, hvor han gerne selv ville hen – og især hvor han så SF bevæge sig hen. Som han i Euroman i 2008 udtrykte det:

»Jeg synes, det er elitært at sige til danskerne: ’Hey, vi er et parti med de rigtige meninger. Men vi bekymrer os ikke om, hvorvidt de bliver gjort til virkelighed.’ Venstrefløjen har længe været dem med de rene hænder, der stod og kiggede sig selv i spejlet.«

Han tilføjede:

»Men den reelle vej til indflydelse går ikke gennem at have de reneste hænder. Den går gennem benhård kamp om magten for at kunne fordele samfundets ressourcer. Det kræver rå prioriteringer og kompromiser, selv om det nogle gange går ud over ens egne utopiske ideer.«

For hurtig transformation

Thor Möger Pedersen er en del af SF’s såkaldte ’børnebande’, der også tæller Astrid Krag, Emilie Turunen og Jesper Petersen. De mødtes i SFU og har fulgtes ad lige siden.

Emilie Turunen deler ikke den kritiske holdning, der er over for Thor Möger Pedersens og SF-ledelsens projekt fra 2005 i store dele af partiets bagland.

»Meget få er klar over, hvor meget energi og hvor mange konkrete initiativer Thor bragte ind i SF. Thor blev den organisatoriske drivkraft bag valgkampen i 2007. Jeg tror nogle gange, at folk i dag glemmer, at Thor havde en hovedrolle i partiets optur, hvor der var optimisme, og vi fik masser af nye medlemmer,« siger hun.

Men hun erkender også, at transformationen af SF under Villy Søvndals formandskab måske er gået for hurtig.

»Det er kikset med at skabe den ordentlige forankring og skabe en forståelse i partiet for, hvad er det, vi laver. Det skal indhentes, når der er så mange medlemmer, som føler, at de ikke bliver set og hørt. Organisationens fokus har i mange år været på Christiansborg og de aftaler, der er blevet lavet der, men jeg håber, at vores nye næstformænd kan løfte det behov, der er for at binde SF som parti sammen med SF som regeringsparti,« siger Emilie Turunen, der har støttet Astrid Krag.

Om Thor Möger Pedersen også er skatteminister på mandag, ved han ikke engang selv. Hvis Astrid Krag vinder, er han med stor sandsynlighed fortsat på ministerholdet. Hvis Annette Vilhelmsen bliver ny formand for SF, er det mere tvivlsomt, om ministerbilen er klar til at køre skatteminister fra bopælen i Vanløse til Slotsholmen. Selv er Thor Möger Pedersen klar over, at man ikke kan have en så indflydelsesrig magtposition, som han i dag har opnået som skatteminister uden at gøre nogle folk sure på vejen.

»Hvis man slet ikke begår nogen fejl overhovedet, er der stilstand. Så bliver det hele sikkert og trivielt, og det bliver sværere at bidrage lige så meget. Man kan heller ikke gå igennem livet og være venner med alle. Uanset hvilken branche man befinder sig i,« sagde han til Euroman i 2008.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg synes, det er elitært at sige til danskerne: Hey, vi er et parti med de rigtige meninger. Men vi bekymrer os ikke om, hvorvidt de bliver gjort til virkelighed.

Men den reelle vej til indflydelse går ikke gennem at have de reneste hænder. Den går gennem benhård kamp om magten for at kunne fordele samfundets ressourcer.

Ja det er jo vigtigt at være antielitær og have de andres meninger så man kan sige, vi gjorde intet for at føre vores egne ideer ud i virkeligheden. Men vi har snavsede hænder og omfordel samfundets ressourcer fra de fattige til de rige.

Men artiklen har måske også svaret på hvorfor Sass skulle ud. Han forhindrede Vestager i at isolere SF.

Lise Lotte Rahbek

Den reelle vej til indflydelse går ikke gennem at have rene hænder...

Javelja.

Det kaldes vist også, at målet helligere midlet,
når målet er at være med i regering,
og midlet er ignorere valgløfterne.

Nye boller på gammel suppe. Helt som politik åbenbart altid bliver til.

Ny Gallup måling offentliggjort!

Aftenen inden SF'erne finder deres næste formand, rammes partiet nu af en frygtelig meningsmåling.

Den giver SF den laveste vælgertilslutning siden folketingsvalget sidste efterår.

Hvis danskerne skulle til stemmeurnerne i dag, ville blot 5,2 procent sætte sit kryds ved SF, viser tal fra TNS Gallup, skriver berlingske.dk.

Det er hele fire procentpoint færre end ved valget i september 2011, hvor SF fik 9,2 procent af stemmerne.

Dermed fortsætter den nedtur, som har været nogenlunde konstant, siden SF kom i regering for første gang.

Hvad enten partiets nye formand bliver sundhedsminister Astrid Krag eller erhvervsordfører Annette Vilhelmsen, er udfordringerne altså til at få øje på

Derimod ser regeringens parlamentariske grundlag, Enhedslisten, ud til at kunne mønstre en solid opbakning hos danskerne.

Hvis der var valg i dag, ville partiet således med 11,1 procent af stemmerne og 20 mandater blive dobbelt så stort som SF.

Regeringspartierne Socialdemokraterne og De Radikale får får henholdsvis 21 og 9,3 procents opbakning blandt vælgerne.

"Det er altså også for galt at baglandet kræver indflydelse!!!
Ved de ikke at deres job bare er at være stemmekvæg for ledelsen, og så bestemmer vi hvad politikken er?"

:-D

I SF er man altid Villy til st ændre holdning. Det vil formandsvalget ikke ændre på.

Partiet har en gang for alle mistet sin troværdighed.

carsten jensen

Troværdighed er en størrelse, omvendt proportional
med antallet af akademikere og handelsstudenter
på Tingets taburetter.

Thor Møger har ikke lavet fejl, det hedder forræderi mod partiets grundlag.
Måske er det noget som forsætter, iflg. Jesper Petersen kan besparelsen på kontanthjælpen, blive brugt til at købe v`s stemmer til finansloven, selvom det står helt klart i regeringsgrundlaget, at en besparelse på dette område skal bruges til øget socialt arbejde.
Måske også en slgas socialt tiltag, ja altså for rige?

olivier goulin

Alene billedet, påklædningen, frisuren - hele stilen er godt nok langt fra det typiske 70'er SF-look.

Det er ikke kun politiken, der efterhånden er svær at skelne fra Venstres.

/O

olivier goulin

Hvis jeg var SF'er, så ville jeg godt nok føle mig temmelig skuffet, håbløs og desillusioneret - ja ligefrem forvirret og desorienteret.

Jeg mindes ikke nogensinde at have set et parti mutere så hurtigt og voldsomt i dansk politik.

Det er en slags komprimeret 'Karen Jespersen koldbøtte' - men for et helt parti.

/O

@Erik Jensen
Den nye gallup-måling er til grin. Ingen vil jo stemme på et parti uden formand, hvis politik man ikke kender. Selvfølgelig får de en dårlig måling - efterfulgt af en god måling, når Vilhelmsen har lukket lidt frist luft ind.

SF er faktisk ophørt med at eksistere som parti:

Medlemmerne er ikke enige om, hvad partiet står for.

Vælgerne er helt bevidste om, at uanset hvad SF lover, kan man ikke stole på løfterne.

Altså mig bekendt fik SF 23 mandater i 2007.
I 1987 fik partiet 27 mandater og det højeste nogensinde og i 1988 24 mandater, stadig mere en i 2007 - bare sådan til orientering for artiklens forfattere!

Det er så langt fra Thor Möger og "de unge", der har ene ansvaret for SF's deroute, slet ikke.
I det spil ligger et centertungt ansvar af forskellig karakter og grad på "den gamle garde" som: Steen Gade, Margrethe Auken, Holger K., Anne Båstrup såmænd også Leif Herman, Pernille Frahm og selvfølgelig Ole Sohn og Villy Søvndal.
Det er denne gruppe og deres interne opgør og politiske rivegilder, der om noget har forhindret SF i at få løst afgørende poltiske spørgsmål, bl.a regeringsdeltagelse mm. forlængst.
Som prototypen på det helt kontraproduktive i disse opgør står ovenstående typiske 'småstinker' overfor SF's fortid fra Margrethe Auken i såvel form som med den sædvanlige totale mangel på konkret politisk indhold:
"Han (Thor Möger) har haft en betydelig rolle i forhold til at forme os fra at være et parti, der trivedes bedst i opposition med mange uprioriterede dagsordener til at være et regeringsdueligt parti,« siger Margrete Auken.
http://www.garps-verden.com/2012/10/ridderen-af-den-bedrvelige-skikkelse...

"Nu begynder SF’s ledelse og Socialdemokraternes ledelse at finde ud af, hvor de ligger, og så skal man efterfølgende overtale baglandet til, at det er fornuftigt,"

Det opsummerer det hele ganske godt, og sådan er det ikke kun gået i SF men også i de andre store (eller førhenværende store) partier.

Det er et altødelæggende slag mod demokratiets grundprincipper.

Hvor megen populisme kan et demokratisk system leve med før det bukker under?

Jeg mener det allerede ER sket, kombinationen af populisme hos ALLE folketingets store partier og EU's centralistiske teknokratur præsenterer os for noget der udadtil ligner Demokrati som vi kender det, men inderst i er kaos idet national populisme og EU centralisme ikke kan andet end konstant bekæmpe hinanden.

Resultatet er hvad vi ser rundt omkring os: upopulære centralistisk EU teknokrater prøver at forvandle hele Europa i et liberalistisk embedsmænds diktatur for at værne om Kapitalens fri råderet over produktion, handel og teknologi mens mere eller mindre nationalistiske politikere af al mulig kulør forsøger at blæse populistiske melodier på hjemmefronten men med EU støttet mel i munden.