Læsetid: 6 min.

Blå bank til Nordsjælland

Efter det ydmygende 0-4-nederlag til Chelsea har FC Nordsjælland alle kort på hånden til mødet Juventus: Danske hold har det jo med at spille langt over evne, når de er allermest undertippede
Banens bedste. Nordsjællænderne kan trods alt glæde sig over banens bedste spiller, Jores Okore, der – trods en tyk bandage om hovedet efter et grimt sammenstød med en målstolpe – viste internationalt format i sine clearinger. Her i et af sine mange sprint fra Chelseas Victor Moses.

Banens bedste. Nordsjællænderne kan trods alt glæde sig over banens bedste spiller, Jores Okore, der – trods en tyk bandage om hovedet efter et grimt sammenstød med en målstolpe – viste internationalt format i sine clearinger. Her i et af sine mange sprint fra Chelseas Victor Moses.

Daniel Sannum Lauten

6. oktober 2012

Kampanalyse. Chelsea spiller i den bedste engelske division og er regerende Champions League-mestre. FC Nordsjælland vandt for nylig SAS-ligaen. Den forskel så man tydeligt tirsdag aften i Parken, hvor Kasper Hjulmands tropper holdt skansen længe, men måtte alligevel se tre mål gå ind i de sidste 10 minutter. Forskellen handler om kræfter, taktisk kynisme og erfaring. FCN er ikke vant til at spille den slags kampe på det niveau. Det er London-klubben. Og derfor er resultatet 0-4 dybt uretfærdigt og helt i orden.

Efter Juventus’ 1-1 på hjemmebane mod Shakhtar Donetsk er italienerne nummer tre i pulje E, så de vil være ekstra motiveret for at slå Nordsjælland, når vi møder dem 23. oktober i Parken. Nøjagtig som Roberto Di Matteos Chelsea var det forud for tirsdagens match efter en mildt overraskende uafgjort mod Juve hjemme i London. Indtil da kan vi passende dissekere, hvad FCN gjorde godt, og hvad de kan gøre bedre.

Forståeligt nok var Kasper Hjulmand irriteret over cifrene 0-4 på en aften, hvor hans hold havde stor boldbesiddelse og indtil flere åbne målchancer:

»Det er svært at bruge til noget, at vi er godt med i kampen og så taber 0-4,« lød det fra træneren til TV3+.

Banens bedste

Ifølge Hjulmand var FCN med i kampen næsten til den bitre ende. David Luiz’ scoring på direkte frispark 10 minutter før tid satte dog en stopper for danskerne, som mere eller mindre gav op. Og herefter regnede angrebene og målene ned over FCN: Juan Mata satte sit andet mål ind til 0-3, og Ramires gjorde det til ydmygende 0-4 i det 89. minut. I stedet kunne Hjulmand beklage, at FCN ikke formåede at udligne til 1-1 efter 20 minutters fint og offensivt spil i anden halvleg. Både Mikkel Beckmann og Nikolai Stokholm var tæt på at udplacere Petr Cech i Chelseas mål, og kun en superredning af den tjekkiske, hjelmbeklædte keeper og en stolpe forhindrede Joshua John i at få vendt en match, der på det tidspunkt kunne have tippet begge veje.

»Det var ærgerligt, at vi ikke fik udlignet på vores store chance i anden halvleg. Et udlignende mål ville have givet os den fornødne energi«, udtalte Kasper Hjulmand.

Til gengæld kan Hjulmand og fodboldelskere glæde sig bravt over FCN’s og måske banens bedste spiller, Jores Okore, der i øvrigt optrådte det meste af kampen med tyk bandage om hovedet efter et grimt sammenstød med Jesper Hansens ene målstolpe. Okore viste internationalt format i sine clearinger. Flere gange sprintede han fra Chelseas Victor Moses. Han havde eminent styr på positionsløbene, der reddede både sidemanden Ivan Runje og Patrick Mtiliga på kanten fra at komme på fatal mellemhånd, og bortset fra de allersidste minutter matchede Okore fysisk de engelske stjerner. Okore fik ved flere lejligheder vist, at han som en anden Sergio Ramos eller Daniel Agger evner at sætte spillet i gang den anden vej, og endelig var det ham, der sammen med Nikolai Stokholm gik forrest, når der skulle piskes stemning og gejst ind i de trætte FCN-folk.

Der går højst et år, så er Okore profileret centerforsvarer i en stor udenlandsk klub. Talentet er kolossalt. Det skal bare lige forædles lidt.

Især i første halvleg, hvor tempoet ganske vist ikke var tårnhøjt, havde Michael Parkhurst mange gode aktioner på højre flanke. Den 28-årige amerikaner, som Hjulmand har omskolet fra central defensiv til backspiller, gik desværre ned i kadence i anden halvleg, men det var ikke Parkhursts skyld, at de mange fine indlæg ind i boksen blev sløset væk af Stokholm, Morten Nordstrand og Mikkel Beckmann.

På FCN’s positive konto står også, at man i modsætning til Shakhtar Donetsk-opgøret formåede at omsætte tålmodigt boldflytteri til målchancer. Alligevel forfaldt Nordsjælland lidt for ofte til planløse afleveringer ind i et rodet målfelt (fyldt med luftstærke Chelsea-forsvarere) eller blev hængende i et kønt, men ineffektivt 4-6-0-system: Her kunne alle offensiverne på midten byde sig til som forwards, med det resultat, at ingen af dem gjorde det for alvor. FCN prøvede energisk at finde åbningerne i Chelseas forsvar, men formåede ikke at holde genpresset i de afgørende faser. Og så kunne Chelsea slappe af, trille bolden rundt og stille og roligt lure på kontraen.

Spilforståelse, ikke hurtighed

Selvfølgelig kan man udråbe midtbanespilleren Enoch Adu til den store synder i Parken, for det var ghaneserens boldtab til Fernando Torres, der førte til Chelseas 0-1-mål kort før pausen. Torres fandt Lampard, der kælent sendte bolden videre til en fri Mata. Til gengæld var Adu en ferm strateg i sjællændernes opspil, og i anden halvleg var Adu langt mere kølig og spilstyrende end makkeren Stokholm, der ikke helt levede op til rollen som moderne tovejsspiller. Flot kamp af Adu.

På papiret lignede Hjulmands taktik en ’forwardløs’ 4-3-3, et system, der i nyere tid også kaldes 4-6-0, hvor man i stedet for en decideret bomber har en ’falsk 9’er’, der kan løbe i rummet mellem forsvarskæderne. Det betyder også, at den klassiske 10’er ikke længere ligger i hullet mellem angreb og midtbane, men snarere er en fløjspiller, der også kan trække ind i banen (som Kaka), eller en spiller, der fra en meget dyb position kan lægge de afgørende afleveringer – a la Juventus’ Andrea Pirlo, Real Madrids Xabi Alonso, Barcelonas Xavi Hernández eller Chelseas Frank Lampard. Her handler det ikke om hurtighed, men om spilforståelse og evnen til positionering. Lige præcis dér har Chelsea et gear mere end FCN og et spillermateriale, som danskerne ikke kan matche. Og det har Juventus også.

Spilstyring

Det var interessant og lidt overraskende, at Hjulmand havde valgt Morten Nordstrand som starter på bekostning af Søren Christensen. Nordstrand formåede dog ikke at få gang i sit elegante, snævre spil lige uden for feltet. Chelseas Branislav Ivanovic lukkede både ham og Joshua John benhårdt ned – uden i øvrigt at spille en særlig opsigtsvækkende kamp – og desuden gjorde tilstedeværelsen af Nordstrand i rummet lige bag Mikkel Beckmann, at FCN’s opspil mange gange blev tamt og uforløst. Mens resten af midtbaneoffensiven agerede ud fra 4-6-0-planen, hvor alle kan score mål, ville Nordstrand helst lirke bolden videre til Beckmann helt i front. Og så var der lige pludselig en ret så traditionel striker at forholde sig til. Resultatet var en forvirring på FCN-holdet omkring positionering og løbemønstre: Skulle de spille i en spansk inspireret 4-6-0 eller i en ’italiensk’ 4-4-1-1 med Nordstrand som trequartista?

Og så er der boldbesiddelsen, som FC Nordsjælland evig og altid bliver rost for. Endnu engang må man konstatere, at det er meget fint mod Horsens eller Silkeborg, hvor konceptet kan omsættes i knusende dominans – men det er ikke afgørende mod et cool og kynisk tophold som Chelsea. Kontrasten gør næsten ondt: Di Matteo har opdyrket en 4-2-3-1, hvor rollerne er klart definerede, og hvor rotationsmulighederne er store. Og selv om Chelsea – i modsætning til klubber som Barcelona, United og Arsenal – langtfra har bolden mest statistisk set, er de næsten altid spilstyrende. Og mere end det: De er temposættende.

Styrke

I gamle dage, hvor Chelsea spillede i en ekstremt stram og symmetrisk 4-1-4-1, sagde man altid, at hvis de ikke vandt på at spille lækker fodbold, så afgjorde de kampene alligevel alene på fysikken. Det holder stadig. Også selv om folk som Ramires, Eden Hazard og Oscar har føjet noget mere seværdig og dynamisk angrebsfodbold til The Blues. De ved, at de har gennembrudsspillere, som lynhurtigt kan omsætte et boldtab til en overtalssituation fremme i banen. Og de ved også, at de er clearet af nede bagved, fordi de har suveræne tovejsspilere: Dem, der både sætter i gang og dækker af.

Det lyder kynisk, men man må bare sige, at der endnu er et stykke vej i kvalitet fra Joshua John til Ramires og fra Nikolai Stokholm til Frank Lampard. Til gengæld har FC Nordsjælland alle odds på hånden til mødet med Pirlo og de andre Juventus-stjerner i Parken: Vi danskere har det jo med at spille langt over evne, når vi er allermest undertippede.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu