Nyhed
Læsetid: 6 min.

Briternes kamp for at slippe af med fjenden

Efter otte års juridisk proces er det lykkedes de britiske myndigheder at få deporteret den radikale prædikant Abu Hamza til retsforfølgelse i USA. Men kampen fortsætter
Hadprædikanten. Abu Hamza under en demonstration i London i 2003. De britiske myndigheder mente ikke, at han ikke skulle være på fri fod – men undlod at stille ham for en britisk domstol. Nu er han udleveret til USA.

Hadprædikanten. Abu Hamza under en demonstration i London i 2003. De britiske myndigheder mente ikke, at han ikke skulle være på fri fod – men undlod at stille ham for en britisk domstol. Nu er han udleveret til USA.

Toby Melville / Ritzau Scanpix

Moderne Tider
13. oktober 2012

Historien om Storbritanniens mangeårige kamp for at slippe af med en række terrormistænkte kan i grove træk fortælles gennem de overskrifter, der dukker op, når man søger på ’radikale prædikanter’ på The Guardians hjemmeside:

»Radikal prædikant Abu Qatada arresteret« ... »Abu Qatada: Radikal prædikant løsladt mod kaution« ... »Radikal prædikant Abu Qatada sendt tilbage til fængsel, efter at dommer afsiger kendelse på baggrund af hemmelige beviser« ...

Historien er en årelang saga, hvor prædikanter som den jordanskfødte Abu Qatada og den egyptiskfødte Abu Hamza er røget ind og ud af varetægt og flere gange har været tæt på udlevering til retsforfølgelse i lande som USA, Jordan og Spanien. Hver gang har de i sidste øjeblik sikret sig udsættelse ved at anke beslutningen til den næste retsinstans.

»De har brugt alle de retslige indsigelser, der findes. Abu Hamza er to gange gået til den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, som har et efterslæb på titusinder af sager, så den proces tager lang tid,« siger Usama Hasan, senioranalytiker i islamiske studier ved tænketanken Quilliam, til Information.

I sidste uge kunne medierne dog efter otte år langt om længe bringe nyheden om, at Abu Hamza – den enøjede og enarmede prædikant fra Finsbury Park Moske – og fire andre terrormistænkte »taber kampen mod udlevering til USA«.

Og i denne uge har en opmuntret britisk indenrigsminister udtalt, at Abu Qatadas seneste appelsag imod deportation til Jordan, der netop er gået i gang, »bærer alle kendetegn på en sidste fortvivlet indsigelse«.

Nyhederne fik en tilfreds premierminister til at fremhæve sin regerings bedrift i sin tale på det konservative partis årsmøde:

»I årevis har folk spurgt, hvorfor vi ikke kunne slippe af med disse radikale prædikanter, som spreder had i Storbritannien, mens de lever af skatteyderne« … »Theresa May – en stor indenrigsminister – har gjort det. Hun har fået Abu Hamza sat på et fly ud af vores land sendt til retsforfølgelse,« tordnede David Cameron til salens begejstring.

Pinlige forbindelser

Udleveringen af Abu Hamza og de øvrige fire terrormistænkte er uden tvivl en sejr for den britiske regering, der – som sin forgænger – har haft svært ved at skjule sin frustration over den juridiske langsommelighed.

Men de terrormistænktes appeller er imidlertid kun en del af historien. En anden er de britiske myndigheders medansvar for den langtrukne proces.

Hvorfor – spørger kritikerne – er disse mænd ikke blevet stillet til regnskab for deres forbrydelser i Storbritannien?

»Var det sket,« skriver Abu Hamzas advokat, Alun Jones, i The Independent, »ville Abu Hamza være blevet frikendt eller dømt senest i 2006.«

En anden af de udviste mænd er 37-årige Babar Ahmad, der anklages for at have bestyret en radikal jihadhjemmeside via en internetserviceudbyder i Connecticut. Ahmads familie påpeger, at hvis han var blevet dømt skyldig for den forbrydelse, han nu skal stå til regnskab for i USA, ville han allerede have afsonet sin straf efter otte år bag tremmer, mens han ventede på en afgørelse på udleveringssagen.

Guardian-redaktør Michael White studser: »Hvilken sikkerhedsbommert dækkede vi over , da Storbritannien besluttede sig for ikke at rejse tiltale?«

Det spørgsmål har Usama Hasan et bud på. I muslimske kredse, siger han, har der længe været talt om, at de selvsamme mænd, som Storbritannien forsøger at slippe af med, i årene inden ’krigen mod terror’ »havde forbindelser til MI5«.

»Det siges, at nogle af dem, bl.a. Abu Hamza og Abu Qatada, kan have været dobbeltagenter, og at myndighederne ikke ønsker at retsforfølge dem her, fordi det kunne komme ud. Der var en sag for et par år siden, hvor det skete,« fortæller Hasan, hvis tænketank arbejder på at modvirke ekstremisme i samfundet ved bl.a. at involvere personer som Hasan, der selv har en fortid som radikal islamisk aktivist.

Roger Smith, direktør i menneskerettighedsorganisationen Justice, er kommet frem til en lignende konklusion.

»Det første spørgsmål er, hvad han (Abu Qatada, red.) præcis har gjort? Tilskyndelse til vold synes at være det mest sandsynlige, men måske har de ikke taget ham i noget, der er tilstrækkeligt specifikt. Det andet spørgsmål drejer sig om, hvilke forbindelser han havde til efterretningstjenesterne,« siger han til Huffington Post.

Kampagnegruppen Liberty mener også, at årsagen er, at en retssag kunne »bringe efterretningstjenesterne i forlegenhed«, eftersom de tillod, at en mand som Abu Qatada slog sig ned i landet i 1993, fordi de dengang ikke vurderede, at han var en sikkerhedstrussel. Siden er en videooptagelse af en af hans prædikener blevet fundet i en lejlighed i Tyskland beboet af en af 11. september-terroristerne. Den såkaldte skobomber, Richard Reid, siges også at være blevet påvirket af Abu Qatada.

Britiske statsborgere

Quilliam, Liberty såvel som andre kampagnegrupper har påpeget, at det især er skammeligt, at Storbritannien ikke retsforfølger britiskfødte terrormistænkte i hjemlandet. Især Babar Ahmads sag er blevet højt profileret i månederne op til den endelige appel i forrige uge. Selv skrev han i en kommentar i The Guardian, at »den højtstående politiofficer, der var ansvarlig for min sag, i virkeligheden besluttede at ’udlicitere’ min sag til USA«.

Beskyldningen er baseret på oplysninger om, at britisk politi videregav bevismateriale konfiskeret i Ahmads hjem til amerikanerne frem for til den britiske anklagemyndighed, der i 2004 vurderede, at »materialet ikke rummede utilstrækkelige beviser til at rejse tiltale«. Siden er det kommet frem i The Independent, at britisk politi i ni tilfælde har hjulpet amerikansk politi i dets efterforskning af Ahmad.

»Det er det værste – at politiet ikke har gjort sit arbejde, men i stedet har udliciteret retsforfølgelsen til USA,« siger Mohammad Shakir, talsmand for støttegruppen We are Babar Ahmad, der fører kampagne for, at britiske statsborgere skal retsforfølges i Storbritannien.

»Det er et spørgsmål om deres rettigheder som britiske statsborgere. Hvis de beskyldes for at have begået en forbrydelse i Storbritannien, er blevet arresteret her, og beviserne er indsamlet her, så bør de også retsforfølges her,« siger han til Information.

Problemet består

Tidligere har dommer Timothy Workman, der oprindeligt godkendte udleveringen af Ahmad til USA i 2005, erkendt, at det er en »svær og bekymrende sag«, fordi Ahmad, »hvis beviserne var til rådighed, kunne være blevet retsforfulgt her i landet«.

De britiske myndigheders beslutning om at efterkomme andre landes udleveringsbegæringer frem for selv at retsforfølge de radikale prædikanter og andre terrormistænkte står i skarp kontrast til landets holdning i 1980’erne og 90’erne. Dengang blev briterne ofte kritiseret af andre lande for ikke at ville udlevere terrormistænkte, og det skabte gnidninger, at radikale prædikanter kunne bruge London som base for spredning af deres propaganda.

Siden 11. september-angrebene mod USA i 2001 og angrebene i 2005 i London – der blev udført af såkaldte ’hjemmedyrkede’ terrorister – er en ny kontroversiel antiterrorlov blev vedtaget sammen med de kontroversielle kontrolordrer, der begrænser terrormistænktes frihed. Sideløbende har regeringerne forsøgt sig med bilaterale aftaler med bl.a. Jordan, som skulle garantere, at eventuelle tilbagesendte borgere ikke ville blive udsat for tortur.

Men den nuværende politik, hvor landet aktivt forsøger at skille sig af med de prædikanter, der arbejder på at radikalisere landets unge muslimer, er imidlertid ikke holdbar, mener Usama Hasan.

»Ved at eksportere problemerne tager man ikke fat i hovedårsagen til dem: Nemlig at et stort antal unge mennesker rejste til Bosnien – og inden da til Afghanistan – og nu til Syrien og Somalia for at kæmpe,« siger han og fortæller, at Babar Ahmad kæmpede i Bosnien i 90’erne.

»Han var en jihad-helt. Jeg var selv i Afghanistan. Men problemet fortsætter, og før eller siden bliver de britiske myndigheder og det muslimske samfund nødt til at gøre noget ved det. At sende dem til retsforfølgelse i udlandet er måske nok bekvemt, men det løser ikke problemet,« tilføjer han og påpeger, at det, der er brug for, er »bedre integration af muslimerne i det britiske samfund og den britiske hær«.

Sker det ikke, og fortsætter myndighederne med at udvise britiskfødte muslimer til retsforfølgelse i andre lande, risikerer de at gøre sig skyldig i den radikalisering af unge muslimer, som de forsøger at undgå.

»150.000 underskrev en appel om at få Babar Ahmad retsforfulgt i Storbritannien. Hans sag har skabt stor skuffelse i muslimske kredse,« påpeger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her