Nyhed
Læsetid: 7 min.

Cosmopolitan har fået ny kaptajn

Joanna Coles har overtaget chefredaktørposten for verdens største livsstilsmagasin og dameblad. Hendes mission: at inspirere en ny generation af uafhængige kvinder – uanset om dette gælder kampen for ligeløn eller frække tips om ‘dagens sexstilling’
Moderne Tider
20. oktober 2012
Ambitiøs. Joanna Coles er ny chefredaktør på det førende livsstils-magasin Cosmopolitan, der siden 1960’erne har henvendt sig til kvinder, der vil frem i verden.

Ambitiøs. Joanna Coles er ny chefredaktør på det førende livsstils-magasin Cosmopolitan, der siden 1960’erne har henvendt sig til kvinder, der vil frem i verden.

Robert Caplin

Dagen efter hun blev ny chefredaktør for livsstilsmagasinet og damebladet Cosmopolitan, skulle britiske Joanna Coles være ordstyrer ved et debatmøde, der blev afholdt på det demokratiske partikonvent. Paneldiskussionen skulle handle om kvindelig ledelse og blandt deltagerne var nogle af det demokratiske partis førende kvindelige politikere, deriblandt den tidligere forkvinde for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, Harvard-jura-professoren Elizabeth Warren, der er en af de mest bemærkelsesværdige kandidater til senatsvalget, og Kathleen Sebelius, den amerikanske sundhedsminister.

Cole forsøgte at dreje samtalen hen på, hvilke destruktive tiltag en præsident Romney ville nedkalde over Amerikas Forenede Stater. Men Pelosi, Arren og Sebelius havde et andet fokus.

»De sagde til mig: Pyt med valget – vi vil meget hellere vide, hvad du har tænkt dig at gøre med Cosmo,« fortæller Coles. De første tre uger i hendes nye job forløb »som i en ekstraordinær tåge, alting gled ud i ét. Det er helt ufatteligt«, siger Coles over telefonen fra sit kontor på 42. etage i hovedkvarteret for Hearst Magazines med udsigt til midtown Manhattan.

Sådan kan vi ikke leve

Jeg prøver at forestille mig hende i den anden ende. En slags Melanie Griffith i slutscenen af Working Girl: Blondinen med ben i næsen, som omsider er kommet helt til tops.

Hvis hun føler noget nervepres over at skulle i spidsen for et udgivelsesimperiums flagskib, lader hun sig ikke mærke med det. Hun er født og opvokset i West Yorkshire i det nordlige England, men siden 1997 har 50-årige Coles været newyorker, først som korrespondent for The Times og The Guardian, siden som stjernejournalist for diverse magasiner efter hun og hendes mand, forfatteren og dramatikeren Peter Goodwin, fik deres andet barn.

»Det gik op for mig, hvor svært det var at forene et job, hvor jeg ikke kunne forudsige min egen arbejdsdag, med et ordentligt familieliv,« siger hun om sin beslutning om at forlade avisjournalistikken.

»Jeg husker min ældste søns etårsfødselsdag meget klart, fordi der samme dag var sket et mord på to professorer i Darmouth i Massachusetts, og jeg var sendt derop for at dække historien. Min mand var lige kommet tilbage fra en rejse til Afrika, og vi strejfede bogstaveligt talt kun hinanden i lobbyen. Jeg husker, at jeg tænkte: ‘Sådan her kan vi ikke leve’.«

Karriereskiftet fungerede bedre, end hun havde håbet. Coles blev ansat på New York Magazine, blev siden redaktør ved More i 2004 og derpå chefredaktør for Marie Claire i 2006, hvor hun blev i seks år. Ifølge legenden var Coles så opsat på at få topstillingen hos Marie Claire, at hun lokkede bladhusets direktør i baghold ved at smutte ind i hans taxa på vej til lufthavnen og opføre en uopfordret jobsamtale. Satsningen gav bonus – alene sidste år under hendes ledelse hoppede Marie-Claires annonceindtægter i vejret med 31 procent.

Opdagelsesrejse

Men er et magasin, der bringer features under overskrifter som »Sådan gør du din mand glad i sengen« og dagligt anbefaler »en ny sexstilling« på en online-app, stadig relevant? I 1965 da pionerforgængeren Helen Gurley Brown blev redaktør, blev hendes insisterende krav om, at åbne diskussioner om sex på bladets sider opfattet som et vigtigt skridt i retning af større kvindefrigørelse.

I 2012, hvor en ny generation af unge kvinder klynger sig til den nye form for feministisk selvbevidsthed, som legemliggøres af Lena Dunhams anarkistiske personlighed i HBO-komedieserien Girls, kan Cosmos tilgang så ikke virke bevidst retroagtig?

»Nej,« siger Coles. »Cosmo er stadig verdens største dameblad. Hvad magasiner skal gøre i dag, er at kuratere: Vi giver præcise og troværdige informationer. Hvis man søger svar på et spørgsmål, er det ikke altid lige til at finde det på internettet. Når magasiner er bedst, tilbyder de en fantastisk opdagelsesrejse.«

Hvordan har hun det selv med at tale om sex?

»Det har jeg det helt fint med. Det er en vigtig del af vores tilværelse. Jeg er ikke vild med pornoficeringen af vores kultur. Den tror jeg ikke, vi er tjent med, fordi mennesker glemmer, hvor betydningsfuldt sex er som et redskab til at binde mænd og kvinder sammen.«Dog vil hun gerne udvide Cosmos fokus og inkorporere flere historier om kvinder på arbejdspladsen, om politiske spørgsmål og sågar om religiøse diskussioner.

»Det er vigtigt, at kvinder forstår, at der står noget på spil ved dette års præsidentvalg, og at Det Republikanske Parti har helt anderledes holdninger, når det gælder abort og prævention,« siger hun. »Hvis de afskaffer Obamacare, vil kvinder miste deres første chance for gratis prævention.«

»Herovre i Staterne skal man forny sin recept på prævention hver måned … det er ren chikane. Og noget, som skaber ængstelse hos mange kvinder. Er de løbet tør? Kan de nå ned på apoteket i tide? Fysisk er det vanskeligere at få p-piller end i Europa. Det var noget, der virkelig undrede mig, da jeg som europæer slog mig ned i USA.«

Tag den med ro og klø på

Coles er kendt for sin jordbundne attitude og humoristiske sans. Da hun var på Marie Claire producerede hun Running in Heels, et realityshow om praktikanter på et magasin. Den blev solgt til 16 lande og skildrede Coles som en durkdreven og inspirerende mentor.

»Jeg kan godt lidt at være boss. Det er herligt at arbejde sammen med smarte unge piger. De er meget mere sociale, end jeg var i deres alder. Gudskelov!«

Her er Cole næppe helt oprigtig. Hun var i en alder af ti udadvendt nok til at få sin første artikel trykt i Yorkspire Post for det fyrstelige honorar af to pund sterling. Hun hævder, at hun altid har vidst, at hun ville være journalist og journalistfaget var, hvad hun kastede sig over efter at have læst engelsk og amerikansk litteratur på East Anglia University – i første omgang som skrivende for magasinet Spectator.

Hvad synes hendes forældre – hendes mor var socialarbejder, hendes far lærer – om hendes nye job?

»Jeg tror, de er lettede over, at jeg ikke længere ringer for at slå dem for penge,« siger hun, halvt i spøg. Hun tager jævnligt hjem til Yorkshire og var der for nylig med familien på sommerferie med et besøg i det nationale kulminemuseum i Wakefield indlagt.

»Så jeg gik med mine børn ned i minerne.« Pause. Og så med gravalvorlig røst: »Hvilket var rigtig godt.«

Er der noget, hun savner ved Yorkshire? »Jeg savner mentaliteten hos folk. De har den her fantastiske ‘tag den med ro og klø på’-attitude.

Penge og magt

I en branche, der for det ikke-trænede blik, kan forekomme at være synonym med overfladiskhed, og hvor spydige aggressioner ligner en overlevelsesstrategi, lægger Cole meget vægt på at sige, hvad hun mener.

»Jeg vil hellere have, at mine medarbejdere fortæller mig, at de skal til forældremøde eller have deres børn vaccineret, end at de finder på historier,« siger hun.

»Jeg kan huske engang, da jeg arbejdede på et blad, og en af de mandlige redaktører tog på vandretur med sin søn. Redaktionen var fuld af ‘ih, hvor er han en god far’-udtalelser, men da jeg en dag kom for sent fra en lægekonsultation med et af mine børn, lød det straks: ‘Hvor har du været – du bliver nødt til at arbejde over’. Der er stadig dobbelte standarder.«

Hun er uenig i præmissen for Hanra Rosins nye polemiske bog, The End of Men, om at kvinder er bedre til at tilpasse sig til de markante skred i økonomi og kultur og præsterer hårdere end deres mandlige modstykker både hjemme og på arbejde.

»Hendes tese kan ikke underbygges ud fra antallet af kvinder på lederposter i regeringer og erhvervsliv. Der er en oplevelse af, at arbejdsmarkedet feminiseres, og at kulturen bliver mere feminin, og 62 procent af de studerende på en ny årgang i USA er nu kvinder. Men det har ikke slået igennem i forhold til penge og magt … endnu. Hverken når det gælder ligeløn eller ledelse.«

Cole betegner sig selv om feminist og ønsker oprigtigt det bedste for sine medsøstre, ser det ud til. Men samtidig stiller hun også høje krav til dem. Et par gange beder hun mig uddybe mine spørgsmål med en intimiderende universitetsprofessors laserskarpe stemme.

»Det væsentlige for kvinder er, at de kan ønske at få det hele, men de behøver ikke få det hele på samme tid,« siger hun og beskriver den ideelle Cosmo-læser som »en ung stræbsom pige, der måske lige er blevet færdig på universitetet og har kæmpe studiegæld, men høje ambitioner for, hvad hun vil.«

Da jeg spørger ind til hendes ideelle forsidekvinde, indleder hun en overvældende monolog om de utallige dyder, som kendetegner Olsen-tvillingerne (»sjælfulde«), Miley Cyrus (»fænomenalt smart og sjov«) og Taylor Swift (»som i en alder af 14 fik sine forældre overtalt til at flytte til Nashville«).

»Jeg er fascineret af disse unge kvinder, som er så smarte, også i forretningslivet, og som har en forståelse af deres brand, og hvordan de kan beskytte det og selv kontrollere det. Taler man med unge kvinder i dag, vil de fortælle dig, at deres ultimative idol er Natalie Massenet (der grundlagde firmaet Net-A-Porter), som solgte sin virksomhed og tjente bunker af penge eller Facebook-chefen Sheryl Sandberg, som har forstået at infiltrere unge arbejdende kvinders kultur. Den slags kvinder var der slet ikke, da jeg begyndte. Jeg havde Margaret Thatcher, som nok var et ikon på alle mulige måder, men i dag findes der mange andre meget forskellige rollemodeller.«

Det er jo alt sammen meget godt, men der er et helt afgørende spørgsmål, jeg ikke har stillet. Som redaktør for et magasin, der vigter sig af sin seksuelle eventyrlyst, gad jeg nok vide, om Coles har sin egen »dagens favoritsexstilling«. Hun griner.

»Tja, nu har jeg jo kun været her i tre uger,« siger hun. »Jeg har tænk mig at begynde fra begyndelsen.«

 

© The Guardian og Information – Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

steen ingvard nielsen

Nogen må gøre noget!

Kvinder der taler for ligestilling og uafhængighed i Danmark, må reagere imod at kvinder på socialhjælp, kan fratages deres socialhjælp, hvis deres mand har en indtægt. Kvinder over alt, vis solidaritet.

Kan Mette Frederiksen gøre noget ved det?

Lone Christensen

At droppe den gensidige forsørgerpligt vil løse mange problemer og fritstille alle som enkelt-individer!

Brian Pietersen

kvinderne er nået langt den dag de dropper livsstilmagasiner og er i stand til at skabe et liv uden mode og dameblade.

Brian Pietersen

Lone, men alt taler for at vi skal til og bo sammen i store familer....

hvis vi skal leve ordentligt og ikke sulte.

"uafhængige kvinder"?!

Så hun går altså målrettet efter en 0,0001% markedsandel på verdensplan....interessant forretningsmodel.

Hvad har hun så tænkt sig det reklameblad skal koste? 100.000 pr stk.... eller?

Michael Kongstad Nielsen

Livsstilsmagasiner og dameblade - lade dem blive hvor de er. For mig er de idiotiske og overflødige.