De enfoldige kloge

Edgar Allan Poes novelle The Purloined Letter (’Det stjålne brev’) fra 1845 har et kondenseret lille motto på latin: »Nil sapientiae odiosius acumine nimio« – visdommen foragter intet mere end klogskab. Ved første øjekast måske et lidt enigmatisk udsagn, men i Poes fortælling giver det ganske god mening.

Præfektens gåde

Historien handler om en kriminalgåde, der plager den parisiske præfekt G----. Han opsøger ved novellens begyndelse fortælleren og dennes gode ven Dupin, der er en mester i at opklare forbrydelser, og sætter dem ind i sagen:

En minister (D----) har stjålet et overordentligt vigtigt brev fra en royal person for øjnene af hende. Hun kunne ikke gøre alarm, fordi der var en tredje person til stede, som intet måtte vide om brevet. Hvad brevet præcist handler om, får vi ikke at vide, men det er klart, at D----s besiddelse af det giver ham en enorm magt, idet hans afsløring af brevet over for rette vedkommende vil volde dets forfatter ubodelig skade.

G---- er blevet betroet sagen og lovet en stor dusør for at finde brevet, men selvom han har undersøgt hele D----s hotel på den mest minutiøse måde, har det indtil videre været helt umuligt at finde det. Tæpperne er blevet vendt, alle overflader og bordben inspiceret med mikroskop for at finde spor af hemmelige åbninger, bøger gennembladret og hele stedet opdelt i kvadrater, så det nøje kunne kontrolleres, at hver en kvadratcentimeter var blevet gennemsøgt.

G---- og Dupin er enige om, at D---- formentlig har brevet hjemme hos sig, fordi han kan få brug for at »fremvise« det med meget kort varsel for at kunne aktualisere sin trussel, og Dupin opfordrer præfekten til at gennemsøge hele boligen igen, hvilket han gør, men igen uden resultat.

Da G---- frustreret vender tilbage og er klar til at give 50.000 franc til den, der kan finde brevet, beder Dupin ham imidlertid udskrive sin check – for brevet er allerede fundet. Dupin havde regnet ud, at den snedige minister netop ville forvente en fuldstændig ransagning af sin lejlighed efter de mest detaljerede, tekniske forskrifter, og derfor havde han gjort lige det modsatte af at gemme brevet under en falsk bund, i et hult bordben osv.: Han lod det ligge frit fremme, bare med kuverten på vrangen og en ny adresse påskrevet. Præfekten fandt ikke brevet, fordi det ikke var gemt.

Matematikeren og poeten

I sin forklaring af baggrunden for det ræsonnement, der førte til sagens opklaring, giver Dupin til sidst i novellen fortælleren en lille filosofisk belæring om forholdet mellem visdom og klogskab.

De kloge, med matematikerne som hovedeksempel, tror, at de kan anvende deres etablerede viden til enhver situation. De foretager beregninger og kan lave storslåede undersøgelser, men nogle gange står netop deres klogskab i vejen for at se verden rigtigt. De tror fejlagtigt, at deres begrænsede og endelige viden kan appliceres på ethvert tænkeligt tilfælde, (det vil sige, de tror faktisk, at deres viden er ubegrænset og uendelig), og dermed bliver de indimellem bliver taget godt og grundigt ved næsen.

Dupin sammenligner matematikernes manglende selvindsigt med »hedningenes fabler«, og understreger, at det faktisk er værre med matematikerne, fordi de, i modsætning til hedningene, ikke alene lader myterne styre sig, selvom de ikke rigtig selv tror på dem, men faktisk virkelig tror på, at deres myter udtrykker den endegyldige sandhed. D---- var matematiker, men også poet, og derfor var han både i stand til at forudse, hvordan efterforskerne ville tænke, og hvordan han kunne narre dem.

De indignerede formalister

Hvad Poe beskriver i sin fortælling er, hvad man kunne kalde ’de enfoldige kloge’: Begavede mennesker, formentlig med en høj IQ, der er ude af stand til at anvende deres viden til noget uden for det lille rum, den er opstået i, også selvom de virkelig gerne vil. Bortset fra at denne karakteristik selvfølgelig let bliver til en parodi på den intellektuelle i al almindelighed, så passer den mere præcist på netop den type af intellektuel, der har en stærk fundering i matematisk og formel tænkning, men bliver forbavsende naiv, når han blander sig i livets øvrige affærer.

Bertrand Russell, den eminente engelske logiker, skrev f.eks. en halvdårlig, patetisk bog om kærlighed. Noam Chomsky, den verdensberømte amerikanske lingvist, fremlægger det ene katalog efter det andet over, hvad han forstår som politiske kendsgerninger, og vedbliver med at være fuldstændig ude af stand til at begribe, hvorfor det ikke hjælper på vores politiske bevidsthed, at vi bliver gjort bekendt med dem.

Herhjemme kender vi tendensen fra f.eks. logikeren Vincent Hendricks, der for nogle år siden ville bringe den formelle logik med ud i den politiske virkelighed for at hjælpe politikerne til at undgå at modsige sig selv, og illustrerede det med, at Naser Khader på daværende tidspunkt var imod regeringens asylpolitik, men samtidig ville acceptere den for at undgå at vælte regeringen. Han var altså både for og imod regeringens asylpolitik! Fuck, det er indviklet!

Eller vi kender det fra semiotikeren Frederik Stjernfelt, hvis principielle forsvar for ytringsfriheden under karikaturkrisen mundede ud i et absurd og beskæmmende personligt angreb i Weekendavisen på religionshistorikere og filosoffer, der forsøgte at argumentere for dialog mellem religiøse og politiske verdensopfattelser. De ville tale med folk, der var imod ytringsfrihed, ergo var de det nok også selv.

Hvad nu hvis sagen er, at det ikke bare er alle andre, der er idioter, men at de formelt strukturerede hjerner ikke har indset, at de systemer, de selv orienterer sig efter, heller ikke er fuldstændige og altforklarende?