»Husk altid, at USA er frihedens fakkel ...«

I
Jeg var passager i en Ford Zephyr på vej hen over Fyn, da bilradioen skrattede, at Nikita Khrusjtjov, den sovjetiske leder, havde tilbudt amerikanerne en byttehandel: Hvis USA fjernede de atombærende Jupiter-missiler i Tyrkiet, ville Sovjetunionen trække alle offensive våben tilbage fra Cuba. Datoen var den 27. oktober 1962, og jeg var på vej mod færgen til Sjælland med 120 km i timen for at påbegynde min værnepligt på søværnets eksercerskole i Auderød den følgende uge.

Var jeg bekymret over øjeblikkets alvor? Både og ... eller rettere: næh, ikke alvorligt bekymret. Jeg havde fulgt Cuba-krisen 16.-28. oktober uden den fornødne fantasi til at forestille mig den reelle risiko for en altødelæggende atomkatastrofe, der ville gøre også mig til potentiel kanonføde. Som 18-årig opfattede jeg snarere krisen som en boksekamp, hvor den svage – Cuba – var flere vægtklasser lettere, men omsider havde fået en sværvægts-sekundant i ringhjørnet mod den overmagt, jeg selv havde set udfolde sig de to foregående år som sømand i Caribien. Nu var jeg så tilbage i Danmark efter afmønstring som letmatros på et norsk skib, og indkaldt efter en session, hvor en ’psykoteknisk’ prøve (formentlig) dokumenterede, at jeg hverken var idiot, asocial, kommunist eller bøsse, men derimod egnet til korporalskole, hvilket dengang betød tre måneders ekstratjeneste. Det optog mig mere end Castros trakasserier med amerikanerne eller de tapre vandringsmænd og -kvinder, der vadede sig vabler til fra Holbæk til København i futil protest mod atomvåben, der i grunden kun mindede mig om, at jeg kunne have valgt at fere den som militærnægter i Grib skov.

Men et eller andet sted i bevidstheden må Cuba-krisen alligevel have sat sig – for ud over synet af forsiderne med nyheden om Marilyn Monroes død i august er det eneste, jeg kan genkalde helt nøje fra året 1962, denne skrattende lyd af radioavisens neutralt lakoniske speaker annoncere Khrusjtjovs skaktræk, der – som samtidige båndoptagelser fra Det Ovale Værelse siden dokumenterede – fik John F. Kennedy til at erkende, at det »for enhver i FN, ja, for enhver rationel person, lignede en yderst rimelig byttehandel«.

Og jeg husker det lille stik af fornøjet lettelse ved, at USA var oppe imod en jævnbyrdig – idet jeg gik ud fra som givet, at Kennedy var en ’rationel person’, der ville redde verdensfreden med en ’yderst rimelig byttehandel’. Hvad vi ikke vidste, men som kun understreger tesen, var, at de opstillede Jupiter-missiler allerede var besluttet nedtaget som forældede. Vi kendte heller ikke til Kennedys indrømmelse til russerne i form af et mundtligt løfte om ikke at invadere Cuba, hvis de sovjetiske missil-skibe vendte om. Et løfte, Kennedy i øvrigt ikke havde tænkt sig at holde så længe Cuba blev anset for ’politisk undergravende’ for amerikanske interesser i Latinamerika. Skibene vendte om, verdensfrreden blev reddet, og Kennedy stod tilbage som the best and the brightest.

II

De fleste i min generation kan huske, hvor de fysisk befandt sig, da mordet på Kennedy var breaking news om aftnen dansk tid 22. november 1963. Jeg havde skiftet til uniform hos mine forældre i Vanløse på vej ud af døren for at cykle tilbage til Holmens kaserne og stemple ind før klokken 24, da aftnens tv-udsendelser sluttede og urskiven (med sekundviser?) på grå baggrund viste sig med en speakerstemme, der meddelte, at USA’s præsident var blevet skudt i Dallas, Texas.Nysgerrigheden fik mig til at køre omkring den amerikanske ambassade på Dag Hammarskjölds Allé, hvor københavnere havde samlet sig i tavs andagt – ikke mange, men nok til at de lignede en manifestation, som de stod der uden andet ærinde end at være til stede. At jeg mener at huske, at nogle få bar på tændte stearinlys kan bero på en erindringsforskydning dikteret af øjeblikkets monumentale højtidelighed i anledning af dét, der på denne aften blev set som likvideringen af Det Godes styr på verdenshistorien.

For Kennedy blev identificeret med Det Gode efter sin håndtering af Cuba-krisen, hvor han reddede ikke kun Den Fri Verden, men ’den nordlige halvkugle fra udslettelse’ for nu at citere forgængeren, Dwight D. Eisenhowers advarsel mod konfrontation mellem de to supermagter. Virkeligheden var imidlertid, at det var Khrusjtjov og den sovjetiske ledelse, der reddede verden fra udslettelse med accept af Kennedys krav om, at fjernelsen de allerede skrottede Jupiter-missiler i Tyrkiet og et mundtligt amerikansk løfte om ikke at invadere Cuba skulle holdes hemmelige, så det så ud, som om Khrusjtjov havde bøjet sig for USA’s pres.

Kennedy var sin samtids symbol på det moderne – ungdommelig med chic kone og i trit med 60’ernes økonomiske optimisme og et moralsk ideal for politik. Han satte standarden for datidens politiske stjerner: Willy Brandt, Olof Palme, Giscard d’Estaing og var såmænd den tidlige rollemodel for vores egen største politiker-stjerne, Svend Auken. Tilmed skabte myten om ham den atmosfære, der iltede ’det ny venstre’ – den udogmatiske socialisme, opstået efter Khrusjtjovs opgør med Stalin i ’56, men først mærkbar i de tidlige 60’ere, og som den dag i dag er hørlig hos Preben Wilhjelm og i dele af Enhedslisten. Og det var Cuba-krisen, »det farligste øjeblik i menneskehedens historie«, som Kennedys helt egen historiker Arthur M. Schlesinger har kaldt de skæbnetunge dage, der cementerede Kennedys position som globalt idol. Hans antitese, Nikita Khrusjtjov, blev i Den Fri Verdens medier set som en gemytlig, men også lumsk og derfor farlig bonderøv, der seks år før havde knust den ungarske opstand i blod (det samme år, som han undsagde Stalins forbrydelser på den 20. partikongres), og som forulempede den gode smag i FN’s generalforsamling i 1960 ved at banke sin sko i bordpladen i misbilligelse af »den amerikanske imperialisme« (igen er den personlige erindringskiste mytisk: Jeg mener at huske kornede grålige tv-optagelser af skoen i bordpladen, men de eksisterer angiveligt ikke – i hvert fald er de ikke bevaret for eftertiden på YouTube). Og da han i efteråret ’62 sendte missil-skibene over Atlanten, og dermed anfægtede USA’s monopol på at overtræde international lov som global forvalter af ’Det Gode’, blev han for alvor forlenet med ’Det Onde’.

III

At Khrusjtjov og Castro havde grunde til at krænke ’Det Godes’ monopol på at overtræde international lov, fremgik ikke af samtidens mediedækning, men de så omtrent sådan ud: I april 1961 kiksede CIA-trænede eksil-cubanske terrorister en invasion i Svinebugten med det formål at gennemføre et regimeskifte. Castros styrker slog terroristerne tilbage, tog mange af dem til fange, og tilføjede USA en offentlig politisk blamage, der for enhver pris skulle afvaskes. Svinebugten var den foreløbige kulmination på CIA’s hemmelige terrorkrig mod det nye cubanske styre, der havde irriteret USA med nationaliseringer af amerikanske økonomiske interesser plus gratis skolegang, sundhedspleje og tandlægehjælp, der kunne give latinamerikanske USA-klienter forkerte idéer. Nye planer for at fjerne Castros regime blev kogt sammen og 23. august 1962 underskrev Kennedy Nationalt sikkerheds-memorandum nr.181’, som var et »direktiv til iværksættelse af en intern revolte, der følges af amerikansk militær intervention« – og, som det videre hed, med »betydelig militær planlægning, manøvrer og flytning af tropper og materiel« (operationen, kaldet Moongoose, blev personligt overvåget af Robert Kennedy, præsidentens bror og justitsminister).

Dette memorandum var ifølge den amerikanske dissident Noam Chomsky, »utvivlsomt kendt på Cuba og i Sovjetunionen«, og altså baggrund for Castros anmodning til Khrusjtjov om militær bistand, der kunne afskrække amerikanerne fra en invasion, der ifølge arkiverne var planlagt til at finde sted netop i oktober 1962.

Tilværelsens tilfældigheder bevirkede, at jeg som jungmand på skibet Birgitte Skou lå i rutefart mellem Venezuela, Trinidad, Jamaica og USA, da Svinebugt-invasionen fandt sted. Birgitte Skou var chartret af det amerikanske selskab Alcoa (Aluminium Company of America) til at sejle råstoffet bauxit, en rødlig pulversubstans, der anvendtes til fremstilling af aluminium, fra udskibningshavne i Surinam og Trinidad til Mobile i Alabama. Her blev det losset, hvorefter ruten gik videre til New Orleans, hvor stykgods blev lastet til aftagere i Kingston, Jamaica, og la Guaira, Puerto Cabello og Maracaibo i Venezuela. Der var med andre ord tale om den klassiske imperialistiske trafik: råstoffer op, industrivarer ned – biler, køleskabe, komfurer, industrimaskiner, reservedele etc.

Så jeg var en del af denne imperialisme i de 18 måneder, jeg var forhyret på Birgitte Skou, først som messedreng og dæksdreng, men snart som jungmand i takt med den danske besætnings udskiftning med ’spanjakker’, som de lokale søfolk blev kaldt. Ikke at de var fra Spanien, men de var i det store og hele spansktalende latinamerikanere bortset fra en sort koksmat fra Trinidad, Peter, der blev min ven, og en indisk opvasker ligeledes fra Trinidad, hvis navn jeg har glemt. Jeg har også glemt navnet på en ung fyr med olivenøjne fra Nicaragua, men ikke hans historier om en opvækst som søn af en feudal godsejer med deraf følgende ret til at forgribe sig på godsets tjenestepiger – beretninger, jeg umiddelbart tvivlede på, indtil jeg senere i livet læste Garcia Marquez (og, oh yes, Jørgen Leth!). Hvorfor han havde ladet sig forhyre som letmatros på en dansk fragtbåd forklarede han med, at hans far mente, han skulle se verden, før han arvede godset, guldet og tjenestepigerne. Ingen af de danske søfolk købte den forklaring, men mente, at han var på kant med det daværende Somoza-diktatur, måske politisk, måske kriminelt, hvilket i den nicaraguanske sammenhæng sagtens kunne komme ud på ét, og derfor var sendt til søs. Han holdt sig for sig selv og sad ofte alene på dækket med sin tændte transistorradio fra hvilken en intens spansk stemme, der talte i timer, fik ham til at klukke.

»Hvad er så morsomt?« spurgte jeg.

»Castro and the yankees,« svarede han og pegede ud mod den caribiske horisont, hvor de amerikanske flådefartøjer lå som de plejede, når vi passerede sukkerøen. »Men de vil aldrig knække Cuba,« tilføjede han, »ikke så længe Fidel er ved roret«.

Olivenøje var ret alene om sin beundring for Castro. De fuldbefarne danske matroser på Birgitte Skou, der huskede sukker-farten på Cuba før revolutionen i december 1959, talte stadig henført om bordellerne i Havana og forbandede Castro, der ikke alene havde lukket dem, men også havde gjort sig så uvenner med amerikanerne, at Cuba nu var no go-area. »Skiderik,« skummede matrosen Max, en rødskægget kleppert, fra sin faste plads ved bordenden i matrosmessen. Max havde ordet i sin magt, og den magt brugte han til at mobbe alle andre end den stovte bådsmand fra Samsø, der var lige så stor som ham. Max understregede sit syn på politik i almindelighed og Castro i særdeleshed med et skulende isblåt blik, der ikke tålte modsigelse og heller fik det, før et af messens mere reflekterende temperamenter, en fyr med klovnehoveder tatoveret omkring hver brystvorte (de fungerede som røde næser), en aften skar igennem kleppertens politiske tirader ved at erklære, at »politik er ét stort teater med kussen i hovedrollen«.IV Det teater sås ikke kun i horisonten som truende mørkegrå konturer, men lige over skibets master, hvor amerikanske rekognoceringsfly ofte gik så langt ned, at jeg kunne vinke til piloten. »De passer på os, så vi ikke bliver opbragt og kidnappet af cubanerne,« forklarede matros Poul, der i sammenligning med den øvrige besætning var usædvanlig ædruelig og af samme grund senere blev forfremmet til en – igen af samme grund – upopulær bådsmand, og som derfor ofte snakkede med mig på mine frivagter. »Du skal huske på, vi sejler med en strategisk vigtig last, eftersom militærindustrien bruger bauxit i både i luftvåbnet og rumfartsprogrammet.« Det faldt ikke Poul ind, at flyene havde til opgave at tjekke, om vi monstro var russere.Poul brugte en fridag på at gå til et massemøde i New Orleans, hvor Kennedy talte. Han havde set sit idol som en lille prik for enden af menneskehavet, men han havde hørt hvert ord og især sætningen: »I oldtiden var det en kilde til stolthed at være borger i det romerske imperium, og i dag er en kilde til stolthed at være borger i Amerikas Forenede stater.«

Poul var så opstemt af Kennedys tale, at han den aften trak mig med på bar i Canal Street og drak sig fnisende til Elvis-balladen Anything That’s Part of You, der – som kendere vil vide – er en sørgelig sang, og som han spillede igen og igen på jukeboksen. I et hjørne af baren stod en papfigur af den danske model Hanne Strøyberg i guldlamékjole bærende på en bakke med Guldtuborg. Mærkeligt hvad man kan huske. Jeg kan dog ikke ordret huske Pouls replik, lige før han gik helt i sort, men den lød nogenlunde sådan her: »Husk altid, at Amerika er frihedens fakkel.«

»Men de vil aldrig knække Cuba,« citerede jeg Olivenøje.

»Vent og se,«, sagde Poul og hældte en ny mønt i jukeboksen.

Noam Chomskys artikel The Cuban Missile Crisis and Ownership of The World kan læses på www.thenation.com