Læsetid: 7 min.

’Kinas model har nået sin udløbsdato’

Kinas økonomi viser tegn på sårbarhed, og den nye vækstmotor skal være middelklassens forbrug. Men kineserne har begrænset tillid til fremtiden og sidder derfor på pengene. Samtidig tjener stærke kræfter inden for systemet stort på den hidtige økonomiske model
Tilbageholdenhed. ’Under de forhold, regeringen tilbyder, er jeg nervøs for at bruge flere penge,’ siger He Kecheng, der tilhører den middelklasse, hvis forbrug skal drive den nye kinesiske økonomi fremad.

Tilbageholdenhed. ’Under de forhold, regeringen tilbyder, er jeg nervøs for at bruge flere penge,’ siger He Kecheng, der tilhører den middelklasse, hvis forbrug skal drive den nye kinesiske økonomi fremad.

Martin Gøttske

20. oktober 2012

He Kecheng er skyldig. Han forbruger ikke nok. I hvert fald ikke så meget som den kinesiske regering ønsker. Landets ledelse mener, at der er et presserende behov for, at han begynder at spendere sine opsparede yuan.

Ikke kun for at holde gang i Kinas økonomiske hjul, der er begyndt at dreje langsommere. Men også for at få sat gang i en hårdt tiltrængt transformation af landets økonomiske model.

He Kecheng mener dog, at regeringen er medskyldig i hans nærighed:

»Under de forhold, regeringen tilbyder, er jeg nervøs for at bruge flere penge,« siger han.

Faren til to børn, der ejer et mindre firma, som leverer elektronisk udstyr, tjener sammen med sin kone omkring 12.000 kr. om måneden. Dermed tilhører familien den kinesiske middelklasse. Men intet mindre end halvdelen af parrets indkomst ryger ind på opsparingskontoen i stedet for at gå til forbrug.

»Vores børns uddannelse vil blive dyrere og dyrere, så vi er nødt vil at lægge penge til side,« siger He Kecheng. »Og hvad hvis der sker os noget? Hvad hvis vi lige pludselig bliver syge? Så har vi kun vores egen opsparing at støtte os til.«

He Kechengs sparsommelighed er måske nok udtryk for sund fornuft. Men den hjælper ikke regeringens projekt. At få overtalt kineserne til at bruge flere af deres penge er i voksende grad kommunistpartiets opskrift på fremtidig vækst i landet.

Udløbsdato

I tre årtier har Kina nydt astronomisk høj vækst skabt i stor grad af den svulstige kinesiske eksportmuskel, men hovedsageligt gennem massive regeringsinvesteringer i infrastruktur – investeringer, der står for nær halvdelen af landets bruttonationalprodukt. Det er en opskrift, som overordnet har tjent Kina godt. Landet er blevet markant rigere, og er nu verdens næststørste økonomi.

Men, siger Ding Xueliang, politolog fra Hongkongs University of Science and Technology, »det er en udviklingsmodel, der har nået sin udløbsdato.«

Modellen har gjort Kina sårbar over for økonomisk krise på Kinas største eksportmarkeder, hvilket landet inden for de sidste år har mærket konsekvenserne af med den økonomiske afmatning i Europa og USA. Samtidig vil det positive økonomiske vækstudbytte ved de fortsatte høje investeringer i infrastruktur blive stadig mindre – hidtil er der skabt stor økonomisk gevinst ved eksempelvis at bygge motorveje, hvor der tidligere ingen vej var, mellem byer og deres markeder, men når det senere blot handler om en udvidelse af motorvejen vil den økonomiske effekt være meget mindre mærkbar.

Det har ført til, at der både inden og uden for regeringen opfordres til en ny økonomisk model.

De opfordringer er blevet flere og mere højlydte efter en lang række statistikker fortæller, at Kinas vækst er for nedadgående og det mere skarpt end forventet.

Kina er på vej mod den laveste vækst i mindst 13 år. I sidste måned vurderede den internationale valutafond IMF, at Kinas økonomiske vækst vil begrænse sig til 7,8 procent i år. Meget for de fleste lande, men ikke Kina, der det seneste årti har haft en gennemsnitlig årlig vækst på 10,6 procent. Og hvor regeringen tidligere har udtrykt frygt for, at en vækst under 8 procent vil føre til social uro.

Hen til truget

Det er med efterlysningen af en ny motor for Kinas fremtidige økonomiske fremdrift – og dermed fastholdelsen af den økonomiske udvikling og den stigende velstand, som legitimerer kommunistpartiets styre – at landets forbrugere kommer på banen. Og det vil være op til Kinas nye kommunistiske lederskab, der vælges ved partikongressen næste måned og som vil sidde ved styrepinden i et årti, at få trukket kineserne hen til truget og forbruge mere.»Det vil blive en af de største økonomiske udfordringer for det kommende lederskab,« siger Ding Xueliang.

Og det er ikke kun af vital betydning for Kina. Hvis Kina fortsat skal være en vækstmotor for verdensøkonomien, er det nødvendigt, at en ny klasse af forbrugere vokser frem i landet, som er købestærke nok til at købe produkter og serviceydelser fra både kinesiske og udenlandske producenter.

Presset på det kommende lederskab for at gennemføre omstillingen af den økonomiske model vokser. Og det gør også advarslerne om, hvad der sker, hvis det ikke lykkes.

»Der er en potentiel krise i Kinas økonomiske vækstmodel,« lyder det i en rapport fra Strategi og Reform, en tænketank i Beijing, der har akademikere, forretningsfolk, regeringsrådgivere og enkelte embedsfolk som medlemmer.

»Det næste årti vil måske udgøre den sidste mulighed for aktivt at indføre reformer, og den chance skal ikke spildes,« hedder det i rapporten, hvor tænketanken beskriver det forestående skifte som »et farefuldt hop«.

Ord bliver ikke realitet

Det er ikke nogen nyhed for det kinesiske styre, at landets økonomi trods imponerende vækst står over for store problemer.

Præsident Hu Jintao har i år sagt, at økonomien lider af »mangel på balance, koordinering og bæredygtighed«. Det har allerede i flere år været regeringens mantra, at det er nødvendigt at få flere penge op af kinesernes lommer:

»At udvide den hjemlige efterspørgsel, specielt blandt forbrugerne, er afgørende for at sikre Kinas stabile og robuste økonomiske udvikling på lang sigt,« sagde premierminister Wen Jiabao tidligere på året.

Men hidtil har lederne i Beijing ikke formået at omsætte ordene til realitet og gennemføre omstillingen fra vækst drevet af investeringer i infrastruktur og eksportproduktion til vækst drevet af forbrugerne.

Det har vist sig overordentlig svært at overtale kinesere som He Kecheng til at slippe deres penge. Kineserne er fortsat blandt verdens mest nærige forbrugere. I stedet for at stige, så er kinesernes forbrug faktisk faldet drastisk inden for det sidste årti i forhold til den samlede økonomi.

For ti år siden udgjorde kinesernes forbrug 45 procent af BNP. Nu ligger tallet på omkring 35 procent. Det tal er langt lavere end i nogen anden større økonomi. I Europa står befolkningens privatforbrug for 57 procent af den samlede økonomi. I USA er raten helt oppe på 71 procent. Kineserne sparer også mere end de fleste andre med en gennemsnitlig opsparingsrate på 38 procent i 2010.

Regeringens egen skyld

Men det er i høj grad regeringens egen skyld, at det ikke går i den rigtige retning, mener Li Chengpeng, en kendt kinesisk blogger og samfundskritiker:

»Regeringen vil have, at folk bruger flere penge, men samtidig udhuler den folks købekraft og lyst til at spendere. Regeringen har udhulet velfærden, men der er tværtimod brug for at skabe mere velfærd, hvis befolkningen skal lokkes til at bruge penge.«

I Kina i dag er der for mange et ikkeeksisterende og for andre blot et svagt socialt sikkerhedsnet til at beskytte kineserne mod omkostninger ved arbejdsløshed, sygdom og alderdom. En alvorlig sygdom eller ulykke kan ofte ruinere en familie. Det gør impulsen til at spare – frem for at forbruge – meget stærkere. Det samme gør de stigende udgifter til uddannelse. Og de voldsomme stigninger på huspriser.

Men der er yderligere en grund til at familiefaren He Kecheng og hans kone er nervøse for deres økonomiske situation. De fortæller, at de i banken har en større opsparing, som bliver udhulet af regeringens politik.

For en konsekvens af, at Kinas system tilgodeser statsejede banker og statsejede virksomheder frem for lønmodtagerne, er, at regeringen holder rentesatsen på folks opsparingskonto så kunstigt lav, at den ikke kan følge med den kinesiske inflation.

»Renten er så lav, at vores opsparing bliver stadig mindre værd,« siger He Kecheng.

Men den politik er ikke tilfældig. De kæmpe infrastrukturprojekter, som statsejede virksomheder står for, og som hidtil i stor grad har drevet den kinesiske økonomi fremad, er finansieret af lån fra de statsejede banker, som ligger ind med enorme mængder af kinesernes opsparede penge. Lånene til de statsejede virksomheder gives med kunstig lav rente. Og en del af regningen falder tilbage på kineserne, der altså også får en kunstigt lav rente på deres opsparing.

De private opsparinger subsidierer med andre ord de gigantiske infrastrukturprojekter, der samtidig udgør en ligeså gigantisk økonomisk gevinst for de statsejede virksomheder, som udfører dem.

Internt opgør

Dét kan vise sig at blive den største blokering for gennemførelsen af reformer, som er designet til at give befolkningen mere lyst til at bruge penge i stedet for at sætte dem i banken. For det vil kræve et opgør med stærke interesser i systemet – de statsstyrede virksomheder – som har nydt gavn af kinesernes lyst til at spare op.Det er en model, der har ført til, at landets statsejede virksomheder har været i stand til at generere indtægtsstigninger på mellem 20 og 25 procent om året det sidste årti – langt mere end stigningen i befolkningens lønninger. Og det er derfor en model, som de statsejede virksomheder, der har enorm indflydelse på den førte politik i Kina, ikke ønsker ændret.

»De statsejede virksomheder har ingen interesse i, at kineserne pludselig hiver pengene ud af banken og begynder at bruge dem,« siger Ding Xueliang.

Det store spørgsmål er, om det kommende lederskab, som formentlig vil blive anført af den nuværende vicepræsident Xi Jinping og nuværende vicepremierminister Li Keqiang, vil vise sig stærk nok til at gennemtrumfe en ny udviklingsmodel på trods af modstand fra den magtfulde statssektor og de statsejede virksomheder.

Spørgsmålet er også, om de overhovedet ønsker det selv. De to, Xi Jinping og Li Keqiang, har endnu ikke offentligt talt om deres økonomiske politik.

»Systemet er så uigennemsigtigt og de nye ledere er så ukendte, at ingen rigtig ved, hvad man kan forvente,« siger Hu Xingdou, politisk kommentator og professor i økonomi fra Beijings Teknologiske Institut.

Måske vil også de nye ledere blive medskyldige i He Kechengs nærighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Som om kloden kunne klare at kineserne blev forbrugere på lige fod med Vesteuropa, USA, Australien og Japan. Forget about it.

Michael Kongstad Nielsen

Martin Gøtske har lavet nogle udmærkede artikler om Kina på det seneste. Det skal han have tak for. Man kan næsten ikke følge med.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt har i den senere tid vist stor interesse for Kina, der står med en række økonomiske problemer hvoraf nogle sjovt nok ligner Danmarks - måske kan vi lære noget af Kineserne på disse punkter:

"...Men kineserne har begrænset tillid til fremtiden og sidder derfor på pengene. Samtidig tjener stærke kræfter inden for systemet stort på den hidtige økonomiske model..."

"Under de forhold, regeringen tilbyder, er jeg nervøs for at bruge flere penge"

"sårbar over for økonomisk krise på (de) største eksportmarkeder, hvilket landet inden for de sidste år har mærket konsekvenserne af med den økonomiske afmatning i Europa og USA."

"At udvide den hjemlige efterspørgsel, specielt blandt forbrugerne, er afgørende for at sikre (landets) stabile og robuste økonomiske udvikling..."

"Regeringen vil have, at folk bruger flere penge, men samtidig udhuler den folks (...) lyst til at spendere. Regeringen har udhulet velfærden, men der er tværtimod brug for at skabe mere velfærd, hvis befolkningen skal lokkes til at bruge penge."

Des hurtigere den kinesiske motor går ud, des bedre er verdens fremtid.

PS: De må i øvrigt gerne tage amerikanerne med i faldet.

Ole Brockdorff

Michael Kongstad Nielsen har fuldstændig ret, når han gør opmærksom på, at Martin Gøttske løbende kommer med nogle fremragende artikler om Kinas status, og dagbladet Information skal have en stor tak for, at de bruger Gøttske til at beskrive forholdene i verdens største totalitære kommunistiske et-parti regime, hvor der reelt kun findes to slags mennesker: nemlig dem som er privilegeret af Kinas Kommunistiske Parti … og så alle de andre … der må klare sig socialt og økonomisk fra hånden til munden.

Demokratiet som politisk styreform med sine indbyggede menneskerettigheder og personlige frihedsrettigheder for alle borgere, herunder frie hemmelige valg, demonstrationsfrihed, forsamlingsfrihed, religionsfrihed, ligestilling og ytringsfrihed, bliver formentlig aldrig nogensinde en del af det kommunistiske styrede Kina, der lige siden formand Maos revolution i 1949 har myrdet over 60 millioner borgere, udelukkende fordi de var i opposition til den siddende magt i Beijing.

Og stadig gør det.

Uanset sin rigdom og økonomiske vækst på grund af Vestens forbrugermentalitet, vil Kinas Kommunistiske Parti aldrig nogensinde tillade, at der opbygges en socialpolitik med lige adgang til socialhjælp = bistandshjælp = overførselsindkomster som i Danmark, så nøjagtig som i USA vil der fortsat være nogle ganske få rige mennesker, der lever som grever og baroner på bekostning af den fattige befolkning, som generelt blot ønsker fast og stabilt arbejde som lønmodtagere med faglige rettigheder, så de kan forsørge deres familier i hverdagen.

Men så længe de vestlige demokratier ikke stiller nogen som helst betingelser til kommunistiske regimer som Kina og Vietnam om blot et minimum af demokrati og menneskerettigheder som betingelse for, at vi overhovedet vil handle med dem, ja, så kører vi rundt i èn stor ”pærevælling” af hykleri og dobbeltmoral, og derfor vil Kinas nye præsident næppe få held til at gennemtrumfe en ny udviklingsmodel, der skaber en større lighed og retfærdighed i det kinesiske samfund, for USA og Europa skal nok blive ved med at handle med dem.

Spørg bare en mand som Lars Larsen fra Jysk Sengetøjslager.
Eller svenskeren Ingvar Kamprad fra IKEA.
Og mange andre europæiske og amerikanske superkapitalister …

Freddy Andersen

Mon vi ikke kan koge det sammen til, penge lugter ikke, og mennesker med den opfattelse, og så rette skytset mod dem, uanset hvorfra i verden de kommer.

LØN NEDGANG ???

Jeg ønsker ikke frivilligt at gå ned i løn. Du ønsker det selvfølgelig heller ikke og det er der ingen der ønsker. Så meget er helt sikkert.
Og er der så nogen grund til at spekulere mere om den ting?
Vi må tænke i større cirkler for at komme ud af det tomrum. Ud på verdensplanet.
Engang boede der en gammel mand her i byen som var meget filosofisk, skrev meget og sendte det til mange forskellige. Sådan skrev han også om Den Gule Fare hvormed han mente at Kina med sin voldsomme befolkningstilvækst en dag ville have så mange millioner indbyggere at de ville emigrere og oversvømme hele verden måske endda føre krig for at tilegne sig mere territorium jo jo der var rigtig gang i hans spekulator dengang.
Den Gule Fare var et udtryk som han ikke havde grebet ud af luften. Det var almindeligt kendt. Men som han beskrev det skete ikke fordi Kina begyndte med sin etbarnspolitik hvor folk fik børnetilskud til dette barn og hvis de fik flere var der ingen tilskud eller der blev ligefrem set ned på dem der havde mere end et.
Der var stor fattigdom mange steder i Kina dengang og de mennesker der havde arbejde fik ikke ret meget i løn. Det kommunistiske Kinas regering forstod at holde justits men tillod efterhånden at der blev etableret private virksomheder som forstod at lave meget billige varer som de eksporterede ud i verden hvor de også blev solgt meget billigere end importlandet kunne fabrikere. Det var deres produktionsomkostninger for høje til. Herunder hørte arbejdslønninger som en væsentlig udgift.
Kinesiske arbejdslønninger blev holdt nede gennem mange år og gør det stadig- Og arbejderne i de rige lande krævede højere og højere lønninger. Fabrikkernes priser steg også. Med den udvikling skulle det jo logisk set gå galt. Men så længe det gik godt var der ingen der kunne se den lurende fare. For sådan var det jo.
Der sker så meget her i verden af ufordelagtige forandringer som man ikke kan nå at komme i forkøbet. Og her var altså opstået misforholdet mellem lønningerne på verdensplan.
Fortvivlede lad os bare sige danske fabrikanter rev sig i håret og tiggede sine arbejdere om at gå ned i løn. Men uha nej det kunne der overhovedet ikke være tale om. Her mente fagforeningerne også at de havde fat i den rigtige ende. Fabriksejere den ene efter den anden flyttede virksomheden til steder hvor produktionsudgifterne ikke kørte deres fabrikker i sænk. Udbud og efterspørgsel spillede selvfølgelig også ind.
Nu ligger der efterhånden mange øde fabriksarealer hen til ingen nytte. Arbejdsløshedskøerne vokser. De danske lønninger er måske stangnerede men høje i forhold til de lave andre steder. Især i Kina.
Kina kan nu gå en meget stor fremtid i møde. De bygger som aldrig før. De opkøber obligationer og aktier i de rige lande. De bygger veje i Afrika og andre verdensdele for at sikre transport af råmaterialer til deres hastigt voksende industri.
Og hvad med os andre??? Danmark og det øvrige Europa. USA. Mon ikke det er på tide at vågne op og tænke logisk. ??? Kina vil skele til om vi har købekraft ellers kan de ikke sælge. Måske kommer der snart " MARCHALHJÆLP FRA KINA" ???
Samme hjælp som USA sendte til Europa lige efter anden Verdenskrig. Fordi USA havde jo ingen gavn af et forarmet Europa uden købekraft. USA havde ikke haft krigen inde på deres territorium og alt var intakt. Ja det var dengang. Vi er stadig stort set rige. Men hvor længe vil det blive ved ??? Løn nedgang er vel nødvendig for at bevare arbejdspladserne og få andre til at opstå.

Det kunne være interessant at prøve på at vurdere
hvor langt ned i løn danske arbejdere kunne komme hvor de stadig var i stand til at betale deres faste udgifter.

Og ville det hjælpe på ordrebeholdningerne til de fabrikker der produkserer til udlandet...det må vel være på den måde at Danmark skal blive rigere.

Det er jo ganske forfærdeligt at tænke på at over hele Danmark er 460 virksomheder søgt til Kina hvor de kan overleve med meget mindre produktionsomkostninger

Du vrøvler, Ole Brok. Folks, kan I ikke snart glemme jeres eensidige konceptuelle tilgang til verden udenfor jer. Teori er ikke praksis. Der har lige været et par foredrag om Kina i Informations kantine (eller hvor det nu var, det foregik), og det havde altså ikke meget med dagliglivet (det reelle liv) i Kina at gøre.

Kina er et kopi-billede, af hvorledes bevægelsen har været længe - bare i speed-up tempo.
Bevægelsen arbejder indenfor den globale begrænsning på:
* Natur ressourcer (spec. fossile brændstoffer)
* Global trend mod overbefolkning, især i områder
med lav vækst/økonomi
* Miljø - forurening
og den derudaf afledte begrænsning i uendelig stigning i samlet global forbrug.

Bevægelsen går uanset fremad eller tilbage - lokalt - mod global forståelse og balaceret forbrug og udligning - ELLER klodens endeligt.

Man byggede en mur i kina den holdt tusind år, det samme gjorde man i Berlin - den holdt "50 år". Nu har man en i Isreal, hvad holder den? 5-7 år?

Tingene bevæger sig hurtigere og hurtigere - enten mod den endelige kastrofe - eller nødvendigheden for den nødvendige "Globale Samtale".

UN og den vestlige verdens, herunder EU's menneske/told og miljømure, er alt sammen fedtspilleri, for at dække over den manglende vilje til global fordeling.

Men jo højere mure og babelstårne, der bygges - jo hurtigere falder de, heldigvis.

Fænomentet "Kina anno 1990-2012", er bare en kopi af den vestlige verdens fejltagelser, uden unødige svinkærinder.

Men uanset - frem eller tilbage - bevæges tingene fremad, da det heldigvis ser mere ud til, at mulighederne for at bringe magthaverne tilbage i position - "staus quo", vha. krig - mere og mere synes "Not an option". Men det kan jo hurtig ændres. Kan man ikke føre krig hos sig selv, kan man jo flytte den til andre områder - hvor Mellemøsten - synes at være passende legeplads/anledning - til at magthaverne fra "Den gamle Verden" kan bruge mennesker og systemer, som deres egen lille Gameplay, uden hensyntagen
til empatisk tankesæt overhovedet, og hensynet til det enkelte menneske.

Ole Brockdorff

Uanset hvor mange foredrag dagbladet Information har arrangeret om Kina på det seneste for at stille denne magtfulde nation i godt lys hos offentligheden, kan ingen mennesker ændre ved den ubestridelige historiske kendsgerning, at Riget i Midten er og bliver verdens største totalitære kommunistiske et-parti regime, hvor 1,4 milliarder indbyggere lever med politisk enhed under tvang, og hvor begreber som demokrati og folkestyre samt menneskerettigheder overhovedet ikke eksisterer.

Ægte frihedselskende demokrater glemmer aldrig Den Himmelske Fredsplads den 4. juni 1989, hvor det kommunistiske regime slagtede i tusindvis af unge demonstranter for øjnene af hele verden, udelukkende fordi de ønskede demokratiske reformer og personlige frihedsrettigheder, herunder demonstrationsfrihed, forsamlingsfrihed, religionsfrihed og ytringsfrihed, men det ville Kinas Kommunistiske Parti overhovedet ikke høre tale om.

Og det vil kommunisterne heller ikke anno 2012.

@Peter Nielsen

Her en min lousy analyse,

Jeg hører til en generation, der har oplevet imperier opstå, for hurtigt at forsvinde igen, så undskyld hvis jeg ikke heiler med strømmen af kinajublere.

For at sige det meget firkantet, så har Kina efter min mening begået nogle geopolitiske fejl, blandt andet ved at angribe Indien to gange(som er Rusland nærmest) og ved at provokere Phillipinerne som er Vietnam(som Kina også angreb i 1980), Japan og USA nærmest. Rent militært er Kina ved at låse sig selv inde, kun omgivet af fjender i syd, og en massiv bjergkæde med Rusland i nord(som er godt trætte af den massive indvandring af fattige kinesere)

Så længe USA er bundet i mellemøsten, vil kineserne prøve at ekspandere, derfor er det af største vigtighed for USA, at få afsluttet sit engagement her. Pt ,kan USA ikke handle militært i større skala i Asien. Dette ved Kina, og derfor ser man nu at Kina forsøger sig med en ekspansiv politik i Asien. USA har lært af sine fejl i Afganistan og Iran, og jeg gætter på, at vi i fremtiden vil se et USA, der engagerer sig mindre militært i mellemøsten(her vil Europa nok blive presset til at tage større ansvar, som vi så det i Libyen konflikten.

Kinas store chance(og Ruslands men det er en anden historie) er at få USA bundet til en Iran konflikt, noget jeg personligt ikke håber.

Men indefra er lerfødderne på kolossen Kina begyndt at sprække, og da kineserne på grund at det lave lønniveau, ikke har formået at skabe interne aftagere af deres egne varer, er de dybt afhængige af EU og USA'a import. Denne falder pt, hvilket får den galoperende vækst til at halte, med ca -3% hvilket betegnes som recession.

At Europa i øjeblikket forholder sig så ukritisk til Kinas ekspansion, tror jeg skyldes penge, men i USA og Rusland debatten anderledes, her er man godt klar over at en militær konfrontation med Kina er under opsejling. Kina ikke vinde en sådan konflikt på grund af de geografiske forhold, da deres a-våben kan ikke nå betydelige centre i vesten, vesten kan derimod nå Kinas, da vesten a-våben er mobile til vands)

En sådan konflikt, hvis den kommer, vil natuligvis involvere NATO, og dermed Danmark.

Kilde: blandt andet Stratfor, et par udenlandske aviser, samt Troy Parfits bøger om Kina.