Læsetid: 7 min.

Kunsten at kringle en københavner

Integrationsdebatten og diskussionen om de ’gode’ og de ’dårlige’ indvandrere begyndte ikke i 00’erne. Et studie af Københavns indvandrere i 1700-tallet viser, hvordan udlændinge ikke alene har tilpasset sig byen, men i lige så høj har tilpasset københavnerne til en verden i forandring
Integrationsdebatten og diskussionen om de ’gode’ og de ’dårlige’ indvandrere begyndte ikke i 00’erne. Et studie af Københavns indvandrere i 1700-tallet viser, hvordan udlændinge ikke alene har tilpasset sig byen, men i lige så høj har tilpasset københavnerne til en verden i forandring
27. oktober 2012

Eja bor på københavnske Vesterbro sammen med sin afrikanske mand, rapperen Kuku, og deres barn Leo. Hun har selv en dansk mor og en arabisk far og føler, at hun igennem sin opvækst har lært at forene begge nationaliteter. Det styrker hende i rollen som københavner, folkeskolelærer og mor.

Eja og Kukus historie er et eksempel på, at tilflyttere kan blive københavnere ved at bruge deres udenlandske baggrund. Indvandring har nemlig altid fyldt meget i Københavns historie, og byen har tradition for at være åben over for inspirerende input fra udlandet.

Det fortæller Jakob Parby, der lige nu er ved at færdiggøre en ph.d.-afhandling om Københavns indvandring på Institut for Kultur og Identitet på Roskilde Universitet. Med sin afhandling er han en slags pionér, for selv om identitet er et centralt emne i mange moderne migrationsstudier, er fænomenet sjældent blevet undersøgt historisk.

Jakob Parby har valgt et fokus på perioden 1750-1850, hvor København allerede havde mange indvandrere.

»De hundrede år var noget helt specielt, da københavnerne i den periode udviklede en national bevidsthed og fik et andet syn på indvandring og forskellighed,« siger Jakob Parby og forklarer, at det i 1776 førte til indfødsretten, der gav landets indfødte fortrinsret til alle statslige embeder.

Afhandlingen kaster lys over, hvordan indvandrerne reagerede på danskernes nye syn på fremmede. Og den kommer med nogle svar på, hvorfor nogle udlændinge blev accepteret af danskerne på trods af den voksende nationalfølelse, mens andre mistede fodfæste på grund af den.

»Nationale identiteter er ikke uforanderlige. De er blevet til igennem forhandling i hverdagens møder mellem almindelige borgere i hovedstaden,« siger Jakob Parby, som ud over at være ph.d.-studerende også er ansat som museumsinspektør på Københavns Museum.

Udlændingene sad på magten

Københavns mangfoldighed var stor i begyndelsen af 1700-tallet, da der under enevælden var tradition for, at kongen ansatte udenlandske eksperter. I erkendelse af, at den indfødte befolkning inden for mange fagområder ikke var dygtig nok, ansatte kongen et væld af udlændinge, der tog del i udviklingen af industri, administration, teater, musik og kunst. Omkring en femtedel af byens indbyggere var således indvandrere.

At en by havde brug for at tiltrække udenlandsk arbejdskraft blev betragtet som et vilkår, der ikke var til diskussion. Udlændingene blev opfattet som en integreret del af København og byens vækst, og så længe tilflytterne havde midler og opførte sig ordentligt, var de velkomne.

»Den nye lov var første skridt på vejen til dannelsen af en dansk nationalstat. Med indfødsretten blev der skabt et nyt skel, der gjorde de fremmede mindre værd end de indfødte i både statslig og borgerlig forstand. Det slog ikke straks igennem på alle felter, f.eks. var der fortsat en stor indvandring til København, men det formede en ny diskurs, som både danskere og fremmede måtte forholde sig til,« fortæller Jakob Parby.

Hvordan hovedstadens indbyggere tacklede det, forsøger Jakob Parby at belyse igennem nogle eksempler. Han har bl.a. forsket i, hvordan en driftig tysk handelsmand og en kæde af schweiziske konditorier klarede sig i hovedstaden.

»Mine casestudier giver et indblik i, hvordan identitet og loyalitet blev forhandlet blandt borgere i en by, hvor man i første omgang opfattede migranter som et gode for sidenhen at anse dem som en trussel. Disse cases kan hjælpe os med at forstå, at identiteter skabes i processer i form af møder mellem mennesker,« siger Jakob Parby.

Johan Ludvig Zinn forlod det tyske Bayern i 1750’erne for at starte en tilværelse som handelsmand i København. Han tog sin familie med, deriblandt en datter, der skrev en lang og detaljeret selvbiografi. En betydelig del af bogen handler om hendes far, og ved at granske disse kapitler har Jakob Parby fået et indblik i den strategi, Zinn valgte at bruge, for at omgås danskernes voksende nationalisme.

Zinn kom til Danmark i 1757 med efter sigende kun én pengeseddel på lommen. Men han må have medbragt nogle gode evner og anbefalinger, for han fik ansættelse i et af byens førende handelskompagnier og arbejdede sig siden op til at stifte sin egen virksomhed som storgrossist. Han optjente en stor formue og blev én af byens rigeste mænd.

Zinn talte gennem hele livet tysk i hjemmet og færdedes i et internationalt miljø med andre handelsfolk, der enten var bosat i København eller andre steder i Europa. Men han lærte også dansk og involverede sig i hovedstaden, hvor han både påtog sig forskellige offentlige hverv, blev formand for Grosserersocietetet og medlem af Borgerrepræsentationen. Som en reaktion på Indfødsretten forærede han i 1793 en valgurne i sølv til Borgerrepræsentationen, hvor han takkede sine medborgere for at have taget så godt imod ham – en ’fremmed’.

Zinn klarede sig godt i Danmark, men ikke fordi han var blevet dansker af sind. Snarere udnyttede han, at han som købmand var vant til at tilpasse sin adfærd til skiftende omstændigheder.

»Zinn formåede at opbygge og fastholde sin magt uden at gøre nogen kamp ud af sin tyskhed og kunne ved hjælp af sin pragmatiske facon arbejde sig op til en magtfuld position på trods af de voksende nationale modsætninger i hovedstaden,« siger Jakob Parby.

Zinn havde en stor indlevelsesevne og respekt for andre nationaliteter, hvilket bl.a. kom til udtryk under en kornhandel med Frankrig. I et forsøg på at undgå en fødevarekrise havde det revolutionære styre i Paris sendt købmænd til en stribe europæiske lande for at opkøbe korn. Købmændene havde imidlertid svært ved at finde nogen, der ville handle med dem, fordi det franske styre uden for landets grænser var så forhadt. Zinn derimod tog hjerteligt imod dem og arrangerede en stor fest, hvor han sørgede for, at Marseillaisen – den nyligt undfangede franske nationalhymne – blev afspillet under middagen. En venskabelig relation var etableret, og handlen blev gennemført.

Tyrolermusik i danske ører

Hvor Zinn vandt danskernes accept ved at være pragmatisk og tilpasningsdygtig, blev schweiziske bagere nærmest kult ved at bruge deres egen nationalitet. Det konkluderer Jakob Parby efter bl.a. at have analyseret forskning om konditorernes udbredelse i Europa.

I slutningen af 1500-tallet begyndte schweizere fra det fattige bjergområde Graubünden at drage til Venedig om vinteren for at tjene lidt penge til det blev forår. Mange af dem trivedes så godt i varmen, at de slog sig ned som konditorer. I slutningen af 1700-tallet blev arbejdslivet i Venedig dog så svært, at schweizerne rejste til andre europæiske storbyer for at opstarte nye konditorier.

I 1788 åbnede schweizeren Johan Soltani således et konditori i Østergade i København. Københavnerne kunne godt lide de eksotiske, smukt dekorerede kager, de særlige likører og den nye type caféer, der trak mange danske kvinder ud af deres hjem og fik dem til at færdes ude. Indehaverne var henrykte over de mange gæster og sendte besked til hjemlandet om, at københavnerne elskede deres kager. Flere schweizere kom til og opstartede hver deres konditori. I starten af 1800-tallet var 12 ud af hovedstadens i alt 15 konditorier således schweiziske.

Det gode liv fik konditorerne til at slappe af, føle sig hjemme og tage chancer. Samtidigt havde mødet med de nationalt bevidste danskere fået dem til at reflektere over, hvor de selv kom fra. Hvor de tidligere kun hørte tyrolermusik, når de var på besøg i hjemlandet, blev den nu brugt som et underholdende element i konditorierne, hvilket fik endnu flere danskere til at drikke kaffe hos dem. Danskerne sang og klappede med, nysgerrige og begejstrede for alt det fremmede.

»Schweizerne fik rollen som de gode indvandrere, som hjalp danskerne med at forme deres identitet. Danskerne brugte det som spejl til at få en klarere forståelse af deres egen identitet og særlige kultur. Iscenesættelsen af konditorierne kan vel sammenlignes med den måde, Københavns Tivoli i dag dyrker det asiatiske som noget eksotisk og fremmedartet,« siger Jakob Parby.

København åbner atter op

De to cases giver et indblik i, hvordan Københavns borgere forhandlede identitet og loyalitet i en by, som ud over at være præget af stor kulturel forskellighed også befandt sig i en overgangsfase. Bysamfundet gik fra at være åbent og imødekommende over for fremmede til at være optaget af sig selv og danskheden.

Den udvikling er modsatrettet den, københavnerne oplever i dag.

Hvor København i sin tid lukkede sig om sig selv, åbner den for øjeblikket op for Europa og lokker udlændinge til, som har noget særligt at byde på. Københavns kommune har således oprettet et internationalt kontor under kommunens Borgerservice, hvor udenlandske tilflyttere kan få hjælp til alt det administrative, der er knyttet til flytningen. Og københavnere har fået et nyt begreb i deres ordforråd, expat, der beskriver den specialiserede arbejdskraft, som flytter fra et land til et andet for at gøre brug af sine særlige kompetencer. I det hele taget kæmper København i dag med at favne mange identiteter, fra nørrebroer og vesterbroer over europæer og afrikaner til occupy-tilhænger og autonom.

»I dag bevæger vi os væk fra nationalstatens identitetsmodel og ind i andre former for identitet, hvor kosmopolitiske forbindelser spiller en stor rolle. Københavnerne leder efter nye måder at indgå i rumlige, geografiske fællesskaber på og har brug for nye redskaber til at kunne redefinere sig selv. Mit håb er, at danskerne via min afhandling kan blive inspireret af alt det, der skete, dengang danskerne blev nationalt bevidste. For det er på mange måder den samme historie, bare fortalt bagfra,« slutter Jakob Parby.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Andersen
Thomas Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu