Læsetid: 6 min.

Leeds - det beskidte hold er på vej tilbage

Englands mest forhadte mandskab er ved at genopbygge sig selv efter en økonomisk krise, der var tæt på at tage livet af det
Afbrudt. Så sent som i sidste uge blev en kamp mellem Leeds og Sheffield Wednesday afbrudt, da en Leeds-tilhænger løb ned på banen og stak modstanderens målmand en lussing.

Afbrudt. Så sent som i sidste uge blev en kamp mellem Leeds og Sheffield Wednesday afbrudt, da en Leeds-tilhænger løb ned på banen og stak modstanderens målmand en lussing.

Ed Sykes

27. oktober 2012

Alle de store engelske klubber har et image, der rækker ud over deres aktuelle præstationer og placering i ligaen; et image, der bygger på traditioner og historik.

Liverpool er arbejderklubben med det stærke fællesskab og den legendariske pass-and-move-stil. Manchester United er romantikernes valg, mandskabet med Bobby Charlton, George Best og the Busby Babes. Tottenham er de hvidklædte flanører fra hovedstaden. Newcastle den evigt underpræsterende klub fra landets nordlige kant. West Ham de charmerende underdogs fra det østlige London.

Og så er der Leeds …

Eller Dirty Leeds, som de kaldes i daglig tale. Den beskidte klub fra Yorkshire. Holdet med de benbrækkende spillere og den utiltalende tilhængerskare. Et mandskab, der er så ugleset i resten af England, at dets egne fans i en blanding af selvironi og selvindsigt har navngivet deres debatforum på nettet dirtyleeds.com.

Europarekord i brutalitet

Paradoksalt nok erhvervede Leeds sig sit tvivlsomme ry, netop da holdets storhedstid blev indledt i starten af 1960’erne med ansættelsen af Don Revie som træner. Revie var en nordengelsk pragmatiker med en omflakkende karriere bag sig og et illusionsløst blik for de elementer i spillet, der kan sikre et hold sejren, og han arbejdede fra starten af sin ansættelse målrettet på at installere en hård kant på sit mandskab. Blandt andet arrangerede han træningskampe mod italienske hold, der på den tid var kendt som de mest kyniske og brutale i hele Europa, for at hans spillere kunne tage ved lære, og han hentede hårde negle som Billy Bremner og Bobby Collins – også kendt som the Glasgow street-fighter – ind på holdet.

Derudover indprentede han over for sine spillere, at det første frispark altid er gratis, fordi dommere sjældent viser gule kort i starten af en kamp.

»Når jeres direkte modspiller får bolden (første gang, red.), så lad ham mærke, at I er der. Ram ham så hårdt I kan, så han ved, at I er på nakken af ham,« sagde han til sine spillere, før han sendte dem på banen.

Vandt mesterskaber

Den taktik – kombineret med det faktum, at Leeds faktisk kunne mønstre et aldeles glimrende mandskab – førte holdet op i toppen af engelsk fodbold, hvor det vandt to engelske mesterskaber, en FA Cup og en Liga Cup i de gyldne år i slutningen af 60’erne og starten af 70’erne. Og fra 1965 til 1974 opnåede det hvidklædte mandskab konstant slutstillinger i topfire i den engelske første division.

Men successen havde sin pris i form af de slagsange om dirty dirty Leeds, der rutinemæssigt blev afsunget af modstanderholdets fans, samt det generelle tab af prestige, som Leeds led i fodboldmiljøet på grund af sin spillestil.

Holdets imageproblem blev skåret ud i pap, da Brian Clough – der senere skulle føre Nottingham Forest til både mesterskabet og UEFA Cuppen for Mesterhold – blev ansat som træner for Leeds i 1974. Clough, der ikke selv var nogen bly viol, lagde ud med at fortælle Leeds-spillerne, at deres pokaler og medaljer var værdiløse på grund af den måde, de var blevet vundet på. Den bemærkning kostede ham enhver støtte i omklædningsrummet, og han måtte forlade posten efter 44 dage, men episoden illustrerer den modvilje, som resten af engelsk fodbold betragtede Leeds med.

Og selv om det efterhånden er mange år siden, at Revie, Bremner, Collins og alle de andre hårde hunde forlod klubben i det vestlige Yorkshire, så er der hele tiden blevet ved med at dukke episoder op, der har vedligeholdt Leeds’ omdømme som Englands beskidte klub.

Blandt andet er det kommet frem, at Jack Charlton – der var en fremtrædende spiller for Leeds i 60’erne og starten af 70’erne – havde en lille sort bog, hvor han indførte navnene på alle de spillere, der havde begået svinestreger imod ham, så han kunne hævne sig, næste gang han mødte dem.

Dén afsløring kostede ham en disciplinærsag hos det engelske fodboldforbund.

Voldskulturen

Og i starten af 70’erne oplevede Leeds den tvivlsomme ære at blive den første klub i England, hvor politiet så sig nødsaget til at åbne en nærpolitistation inde på klubbens stadion – Elland Road – for at få styr på tingene efter flere episoder med tilskueruroligheder og hooliganisme.

Det helt store hak i sit renommé fik klubben i januar 2000, hvor to af holdets stjerner, Lee Bowyer og Jonathan Woodgate blev tiltalt i en sag om en asiatisk student, der blev mishandlet uden for en natklub i Leeds. Retssagen strakte sig over to år og endte med, at Bowyer blev frikendt og Woodgate idømt samfundstjeneste, men i offentligheden tjente den blot som en illustration af den voldskultur, Leeds er associeret med.

I midten af 00’erne blev Leeds desuden ramt af finansielle problemer, da klubben oplevede det, der bedst kan betegnes som en økonomisk implosion. Klubbens daværende direktør, Peter Risdale, havde i årene forinden hentet en række løntunge aktører til klubben på forventet efterbevilling i form af indtægter fra Champions League, men da Leeds i 2002 tabte kampen om den sidste Champions League-billet til Newcastle, ramlede korthuset, og Yorkshire-klubben måtte i de efterfølgende år sælge alle sine store navne i forsøget på at holde konkursen fra døren.

Faldt ud af bunden

Nedturen kulminerede i 2007 hvor Leeds for første gang i historien røg ned i den tredjebedste række, den såkaldte League One; hvilket Leeds-tilhængerne i øvrigt markerede ved at invadere banen og forsøge at tæske stadionvagterne og modstanderholdets fans – som kom fra Ipswich.

Efterfølgende har det faldne storhold langsomt bygget sig selv op igen, og holdet er i dag at finde i den næstbedste række, The Championship, få point fra oprykningspladserne. Og fra denne position greb Leeds atter den nationale opmærksomhed i sidste uge, da et divisionsopgør mod Sheffield Wednesday måtte afbrydes, fordi en Leeds-fan løb ind på banen og slog Wednesdays målmand i ansigtet – hvorefter han stormede ud til sine kammerater på tribunen, der fejrede ham som en helt. Derudover gjorde Leeds’ tilhængere sig bemærket i løbet af kampen ved at synge hyldestsange til Jimmy Savile, en afdød tv-vært fra Leeds, der lige nu er centrum for en større pædofili-skandale og anklages for at have misbrugt op til 200 unge piger.

Episoderne fik efterfølgende Sheffield Wednesdays træner til at beskrive Yorkshire-klubbens fans som vile animals – ondskabsfulde dyr – og den engelske presse fik endnu en lejlighed til at skrive historien om den beskidte klub med de bindegale tilhængere.

Klassekamp?

Leeds’ defensorer hævder, at klubben aldrig har opført sig værre end så mange andre, men at den gennem årene har været udsat for en hetz fra de toneangivende og overvejende London-baserede journalister og fodboldskribenter.

Og sandt er det i hvert fald, at Yorkshires store industriby med de mange fabrikker og den betydelige arbejderklasse har befundet sig i en form for mental og kulturel opposition til hovedstadens åndsliv, der kan spores helt tilbage til forrige århundrede, hvor Dickens beskrev Leeds som a beastly city.

Hvorvidt klubben er offer for en mental klassekamp eller ej, så er faktum dog, at den sportsligt er på vej frem i disse år under oprykningsspecialisten Neil Warnocks ledelse. Warnock har tidligere ført QPR og Sheffield United op i Premier League, og chancerne er gode for, at det også vil lykkes for ham med Leeds, en klub der trods de senere års kriser ikke har mistet grebet i sin fanbase. Således havde holdet sidste sæson det tiendehøjeste tilskuergennemsnit til hjemmebanekampe af alle klubber i England - på trods af at det spillede i den næstbedste række.

Leeds er ikke sådan at holde nede. Og klubberne i Premier League må hellere forberede sig på, at det hold, der i en landsdækkende undersøgelse for et par år siden blev kåret som det mest forhadte mandskab i England, er på vej tilbage mod fordums styrke.

Hold på hat og briller. Dirty Leeds is coming back!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu