
Han havde gået rundt nede på havnen i Aarhus og fotograferet. Under normale omstændigheder havde det været ganske uskyldigt, under normale omstændigheder havde ingen løftet et øjenbryn over, at han tog nogle billeder af skibene, der lå dernede, for Børge Venge fotograferede. Det havde han gjort lige siden, han fik sit første kamera i konfirmationsgave.
Han fotograferede alt, tog til OL i Berlin i 1936 for at fotografere, solgte sit første billede til Illustreret Sport som 15-årig og lavede portrætter af familien. Men nu var året 1943, Danmark var besat, og skibene var tyskernes. Så den nygifte Børge Venge blev hentet i sin lejlighed Guldsmedgade, hvor Gestapo hev planterne ud af parrets potter og brækkede gulvbrædderne op. Han selv blev arresteret og sendt til først Frøslevlejren siden til kz-lejren Sachsenhausen mistænkt for sabotage og for »hetz mod det stortyske rige«.
Han overlevede, og i 1945 kom han hjem med Folke Bernadottes hvide busser, men hvad der var sket i fangenskabet, fortalte han aldrig om. Der var ingen tvivl om, at der var noget i ham, der var gået i stykker. Noget, der kun kom ud, når han vågnede om natten badet i sved, og som 60 år efter stadig kunne give ham tårer i øjnene, men som han aldrig talte særligt meget om hverken til sin første kone, Nita, sin anden kone, Oda, eller sin veninde Gerda Rahbek-Clausen, som han delte de sidste 10 år med.
Han sagde det ikke til kollegerne på Demokraten og siden Århus Stifstidende, hvor han arbejdede som pressefotograf og tog billeder af mange af tidens store kunstnere som Asger Jorn, Kurt Trampedach, Erik Heide, Oluf Høst og Richard Mortensen. Han sagde det ikke til naboerne i Ebeltoft eller vennerne i Kalø golfklub. Og han sagde det ikke til den 10 år yngre søster Inge, der ellers havde oplevet, da han blev taget af tyskerne – heller ikke når de ringede sammen hver morgen klokken syv eller klokken 15 for lige at forsikre hinanden om, at de stadig var i live. For selv om Børge Venge var selskabelig og kærligt anlagt, var han også privat og holdt de dybeste traumer for sig selv.
Kunstsamleren
Børge Venge blev født i Aarhus, hvor han voksede op først i indre by, siden i Risskov i en søskendeflok på seks, hvoraf Børge var den yngste af søskendeflokkens drenge. Faderen var repræsentant for en dampmølle og tilbagelagde afstandene til og fra kunderne med bus og tog, moderen var hjemmegående, det var hun nødt til med seks børn. »Han var nu en sød dreng,« plejede faderen at sige. »En sød dreng, der altid var mærkeligt klædt.«
For Børge Venge var ligeglad med sit tøj, han gik altid i plusfours, det var praktisk og godt. Og så havde han ofte to forskellige sokker på, det kunne han godt lide, for Børge Venge samlede på sokker. Han var i det hele taget en samler, og siden blev sokkerne til frimærker og mønter. Da han begyndte at spille golf, blev det golffrimærker, og da han mødte sin første kone Nita, der interesserede sig for kunst, blev det kunst. I stedet for at købe vin og tobak købte de kunst – malerier, skulpturer og grafik – nogle gange på afbetaling, andre gange havde de sparet op til det, og lige så stille fik opbygget en betragtelig kunstsamling.
Børge Venge, der blev personlige venner med flere af kunstnerne, fordi han havde fotograferet dem til avisen, var ikke nogen rodet samler, han havde alting i systemer, lige som han havde arkiveret sine negativer og fotos i kælderen efter sindrige systemer, som han i de senere år overførte til computeren. En computer, som han til sidst kaldte for sin babysitter, fordi han kunne få timer til at gå med at arkivere og systematisere sine fotografier og malerier i den.
Hans første kone Nita døde i 1974 af en kræftsygdom, som havde plaget hende siden krigen, og Børge Venge blev alene. Han holdt sig i gang ved at arbejde, tog billeder af musikere som Louis Armstrong, tidens sportsstjerner, af de kongelige og kunstnere. For eksempel Asger Jorn, der godt kunne lide at blive fotograferet og gerne byttede et værk for et godt portræt af sig selv.
Børge Venge tog mange af dem, og sidste år blev 40 af Børge Venges Jorn-fotografier udstillet på Aros kunstmuseum i Århus som supplement til en Jorn-udstilling. Når han ikke arbejdede, spillede han golf, noget han mest var begyndt at dyrke, fordi Nita skulle have frisk luft, men som endte med et æresmedlemskab i klubben. Da han mødte sin anden kone Oda, skulle hun både med på golfbanen og ud på kunstmuseer over hele verden, blandt andet i USA, hvor de en gang om året besøgte Odas datter.
Oda døde i 1991, Derefter var det søsteren, Inge, der blev taget med ud på kunstmuseer og golfbaner, det brød hun sig nu ikke så meget om, så da Børge Venge begyndte at spille golf med veninden Gerda Rahbek-Clausen, der netop havde mistet sin mand, Børge Venges fotografkollega, var Inge godt tilfreds. Gerda Rahbek-Clausen og Børge Venge fik 10 dejlige år sammen, men en fredag nat i september fik han svært ved at trække vejret. Børge Venge havde fået en blodprop i hjertet, der til sidst fik hans hjerte til at holde op med at slå.
Et liv er forbi
På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.
Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.
Seneste artikler
Et liv er forbi: Hendes stærke løberhjerte banker nu videre i en anden krop
30. september 2023I løbet af sine kun 26 år lærte Emma Dyrup Kleist, at tilværelsen ikke handler om, hvor meget man præsterer, men om at være glad for det, man gørHendes verden drejede sig om det hjemlige og menneskene omkring hende
23. september 2023Inge Dehn havde sine bedste år sent i livet. Men med tiden aftog kræfterne, og som 90-årig måtte hun indse, at det var på tide med en elektrisk græsslåmaskineEt liv er forbi: Christian Nørgaard høvlede og bøvlede i jagten på det perfekte
9. september 2023Som møbelsnedker var Christian Nørgaard kompromisløs. Han var ikke bange for at skille sig ud – hverken i sin børneopdragelse eller med sin påklædning