Klumme
Læsetid: 4 min.

Hvad er meningen?

Meninger er der nok af. Men selv om man kan blive træt af den evindelige kommunikation af forudfattede meninger, kan man også komme til at savne nogen, der virkelig mener noget
Moderne Tider
27. oktober 2012
Meninger er der nok af. Men selv om man kan blive træt af den evindelige kommunikation af forudfattede meninger, kan man også komme til at savne nogen, der virkelig mener noget

Meninger har altid været i bad standing i filosofien, fra Platon til Badiou. De er al kommunikations primære materie, som Alain Badiou skriver, men heller ikke andet end kommunikation, en slags socialt bindemiddel, der først og fremmest bare skal holde snakken i gang, ligesom aber piller hinanden for at bekræfte deres sociale bånd. Meninger er, skriver Badiou, »lavere end det sande og det falske, netop fordi deres eneste formål er at kommunikere«. Meninger er doxa, overflade, foreløbighed og uigennemtænkte tanker, og over for meningerne står viden og sandhed. Det er kun idioter, der bliver stående ved deres meninger, mens rigtige tænkere og videnskabsmænd fortsætter, op af hulen, ud i lyset, og frem til den virkelige indsigt.

Men måske kunne man også se på meninger fra en anden vinkel. Hvad nu hvis man ikke betragtede dem epistemologisk, altså i forhold til den grad af teoretisk eller videnskabelig sandhed, de rummer (eller rettere: mangler), men praktisk, eller endda ontologisk. Som et spørgsmål om, hvem man er. Så åbner sig pludselig et andet perspektiv. Er der ikke noget tiltrækkende ved mennesker, der rent faktisk har en mening – én, de har erhvervet sig, som man siger, eller endnu bedre: dannet sig?

SF’s bullshit

Var det ikke i virkeligheden det, der gjorde udslaget i formandsvalget i SF for nylig? Det virkede, som om den hidtil ukendte fynbo, der pludselig kom ind på scenen, repræsenterede noget, som en hel del medlemmer af det halvgamle parti rent faktisk mente. Når en række journalister og kommentatorer i de borgerlige medier har gjort sig muntre over, at Annette Vilhelmsen talte sort under valgkampen, har det måske også noget at gøre med, at man begyndte at fornemme, at hun rent faktisk stod for noget, som ikke umiddelbart lod sig oversætte til den form for bullshit, som SF’s ledelse har talt de seneste fire-fem år. Vilhelmsen blev ikke valgt på trods af sine vanskeligheder, indimellem, med at kommunikere, så det stod lysende klart for enhver, hvordan hun ville løse konflikterne mellem De Radikales neoliberalistiske økonomiske politik og SF’s principper og formål, men på grund af dem.

Dermed fremstod Vilhelmsens modsætning, Astrid Krag, nemlig pludselig endnu tydeligere som en ung, velopdragen politiker, der er dygtig til at kommunikere, men ikke for alvor synes at passe helt til den jakke, der kommunikeres i. Det var ikke til at slippe for den fornemmelse, at der var noget udvendigt ved den måde, Villy Søvndals yngre tropper diskuterede politik på. Som om de hele tiden forsøgte at træde ind i en rolle, de kun kunne spille, så længe ingen for alvor stillede spørgsmål til, om det nu virkelig også var det, de mente. På den måde mindede Astrid Krag til tider næsten om Jean Paul Sartres berømte tjener, der ikke helt kunne finde ud af at være tjener og derfor blev ved med at gøre lidt for overdrevent tjener-agtige ting, understrege sine bevægelser lidt for meget, gå med lidt for rank ryg osv. Hvad denne tjener manglede, var netop en mere autentisk eller selvberoende forandring eller bestemmelse af, hvem han selv var. Enhver virkelig identitet er en identifikation, som den slovenske filosof Mladen Dolar har sagt det: Det er kun igennem de brud og opgør med vores selvforståelse og umiddelbare væren, som vi foretager os, at vi for alvor får en identitet i egentlig forstand.

Problemet med en række af de yngre politikere i Folketinget er således ikke, at de er unge. Ikke engang kun, at de bare er dygtige til at kommunikere og dermed befinder sig på ’meningernes niveau’. Men på en måde endnu værre: De har ikke engang rigtig for alvor deres egne meninger. De forsøger at træde ind i en jakke, som ikke er syet til dem, men som de udfylder, så godt de kan. Er det ikke netop den funktion, Venstres ordførere bestandig får? Som Inger Støjberg, der mere og mere forkrampet skulle forklare, at Anders Fogh Rasmussen overhovedet ingen planer havde om at søge job i udlandet, eller Ellen Trane Nørby, der altid får øjne så store som tekopper, når hun skal påpege det uvederhæftige i modstandernes politik. Disse former for kommunikation handler ikke om ungdom eller alderdom. Det gælder netop ikke for alle yngre politikere, at de ikke har deres meningers mod; ret ofte tværtimod.

At være overtydet

Måske må man have en overbevisning for at passe til sine meninger. Man må være blevet over-bevist af noget, have erfaret ét eller andet, der gør, at ens meninger er blevet, som de er. Et andet ord for at overbevise er ’overtyde’, som kommer fra det tyske ’überzeugen’, og siger noget i retning af at ’overbevise ved vidner’ (på tysk betyder ’zeugen’ at vidne). En overbevisning stammer altså fra, at noget er sket; noget, man har bevidnet, eller som man har troværdige vidner til. Først efter sådan en over-bevisning kan man have meninger, man finder sig ordentlig til rette i. De udspringer nemlig af overbevisningen, som over-tyder dem, dvs. giver dem den tydning, der gør dem til noget andet og mere end de meninger, der ikke grunder i en overbevisning. På denne måde kan vi endda finde tilbage til Alain Badiou, som netop beskriver, hvordan meninger ganske vist ikke kan være sande, men de kan omorganiseres som følge af en sandhedshændelse.

Måske er der derfor alligevel et vist håb at knytte til de unge kommunikatorer i SF. På et tidspunkt må der jo ske noget i deres liv, og hvem ved – så er de måske de bedst forberedte til at skabe en egentlig politisk forandring.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Man må være blevet over-bevist af noget, have erfaret ét eller andet, der gør, at ens meninger er blevet, som de er

Med andre ord livserfaring fra det virkelige liv, alt det som Astrid Kragh med al tydelighed udstrålede hun manglede, da det nøje iscenesat med de rigtige ord ville overbevise os andre om at hun repræsenterede den folkelige socialisme. Det siger sig selv at forsøget var dømt til at mislykkes, når hjertet fra starten af aldrig havde været en del af strategien. Helle Thorning kæmper øvrigt med det samme problem blandt vælgerne og der er da også reserveret en god plads på EU's elitære teknnokrathold til besættelse i god inden denne valgperiode udløber.

Lise Lotte Rahbek

Personlige erfaringer er alfa og omega i meningsdannelser.
Efter min mening.

Lis K. H. Montes

Tak - helt enkelt.

H.C. (Hans Christian) Ebbe

Ledere skal ikke have meninger, de skal have visioner...først når en (kommende) leder har samlet så megen erfaring og indsigt, at han (eller hun, om forladelse) kan formulere sine visoner, så det er muligt for andre mennesker med egne visioner, erfaringer og indsigt...ja, så sker der noget.

Det er lang tid siden der er sket noget...

Yderligere skal ledere ikke have personlige ambitioner, ej heller skal ledere repræsentere dele af samfundet, men derimod hele samfundet

Jens Overgaard Bjerre

Jeg synes Willy Søvndal var god, da han skulle forklare forskellen (nedgangen) i realindtægt for pensionister og bistands-almisserne. Nu skulle stigningen ske efter prisniveauet og ikke efter lønstigningstakten. "-Man kan købe et rugbrød uden at det bliver dyrere", sagde manden sgu. Han glemte svine-leverpostegen.

Det handler om, at man betragter vælgerne som idioter og ikke som borgere, der har knoklet hele deres liv fordi, de har troet på velfærdssamfundet. Og i samme øjeblik, der er økonomisk krise, skal de fattigste betale. Man kunne ikke drømme om at røre ved de rigeste indkomster. Eller mediernes statstilskud til aktionærerne. Hvad betyder egentlig Socialisme?, kunne en journalist jo spørge en SF'er om. Rugbrød og svineleverposteg til de fattigste og gåseleverposteg og trøfler til de rigeste? Det vil være et rigtigt svar. Man kunne også spørge SF'eren om hvilken klasse, som man kæmpede for? Nu er der jo lige udkommet en bog af videnskabsmænd og en enkelt fagjournalist, som fastslår, at der er en underklasse, som ikke har det specielt godt i Danmark.

Der er ingen grund til at spørge Socialdemokraterne om det samme. de har meldt klart ud, at de holder med middelklassen sammen med Venstre og de Konservative. Så det er ligegyldigt.

Så er der EL tilbage. Og her vil svaret være interessant. For det tyder på, at for-kvindeklubben i Folketinget har haft travlt med at bytte glansbilleder. Og at friske-kønne Johanne er hoppet med igen og ladet sig besnære og besnakke af de andre.

Andreas Trägårdh

"Er der nogen på linien?"

Har man ulejliget sig en overvejelse om hvad det i grunden er der kan ledes?

Heinrich R. Jørgensen

Andreas Trägårdh:
"Har man ulejliget sig en overvejelse om hvad det i grunden er der kan ledes?"

Åbenlyst noget (dvs. nogle) der kan forledes og forføres.

Hvad mere behøver man at vide om disse umælende og medgørlige nokkefår, der viljesløst lader sig trække rundt i landskabet?