Læsetid: 7 min.

Miraklet i Berlin

’Jeg kan ikke forklare det’, lød det fra både tyske og svenske spillere efter kampen, hvor Tysklands 4-0 føring blev udlignet slam-slam-slam-slam i de sidste 30 minutter
Comeback. Indtil Zlatans hovedstødsmål dikterede Tyskland totalt kampens rytme i en slags kombination af spansk tiqui-taca og engelsk hurtighed og fløjspil. ’Men så scorer de det første mål, så det andet og det tredje, og derefter faldt vi totalt sammen,’ sagde den tyske venstreback Philipp Lahm efter kampen.

Comeback. Indtil Zlatans hovedstødsmål dikterede Tyskland totalt kampens rytme i en slags kombination af spansk tiqui-taca og engelsk hurtighed og fløjspil. ’Men så scorer de det første mål, så det andet og det tredje, og derefter faldt vi totalt sammen,’ sagde den tyske venstreback Philipp Lahm efter kampen.

Patrik Stollarz

20. oktober 2012

Tirsdag aften præsterede det svenske fodboldlandshold et mirakel. Med en halv time igen af VM-kvalifikationskampen mod Tyskland vendte de et 4-0-resultat til 4-4. Det var som at se to kampe i én: En times tysk dominans efterfulgt af tredive minutters svensk ukuelighed. Mens Sverige fejrer sine helte, med kaptajnen og indpiskeren Zlatan Ibrahimovic som centrum for triumfen, spørger Tyskland med rette, hvordan det kunne gå så galt. Hvor er vindermentaliteten?

Senest var det gået ud over Irland, som blev knust med cifrene 6-1 af den tyske maskine, og aftenen i Berlin lignede længe en gentagelse af den irske ydmygelse. Efter blot otte minutter brød Marco Reus fri på venstre kant og spillede Miroslav Klose helt fri. Så stod der 1-0, og den tyske fest var kun lige begyndt.

Syv minutter senere var magtdemonstrationen og den smukke fodbold endnu tydeligere: Philipp Lahm kørte bolden frem i venstre side af feltet, hvorefter Reus og Thomas Müller lynhurtigt spillede et-to ind imellem de svenske forsvarere. Igen eksekverede Klose koldt og sikkert. Det var den 34-årige Lazio-spillers 67. mål i 126 landskampe, og Klose mangler nu kun to mål for at slå Gerd Müllers gamle rekord.

Per Mertesacker gjorde det til 3-0 efter 39 minutter, og kort tid inde i anden halvleg fuldendte Mesut Özil et overlegent og nærmest dovent tysk angreb med sin scoring til 4-0. Men så kom Sverige tilbage.

11 fuldstændig forvandlede spillere

En perfekt timet aflevering over en halv banelængde af indskiftede Kim Källström nåede Zlatan Ibrahimovic, som headede bolden i mål uden chance for Manuel Neuer. Set i bakspejlet var den gestus, som fulgte lige efter scoringen, symptomatisk for svenskernes comeback og ikke mindst deres tro på det: Zlatan brugte ikke tid på at fejre sit mål, men skyndte sig at pille kuglen ud af Neuers netmasker og sprintede op til midterlinjen. Der gik bare to minutter, så var Källström, der ganske enkelt var fremragende dén aften, atter på pletten: Hans pasning frem i feltet blev flot tæmmet af Mikael Lustig, der resolut bankede bolden ind i Neuers korte hjørne. 4-2. Med fjorten minutter igen og en tysk defensiv, der så mere og mere usikker ud, scorede Johan Elmander til 4-3.

Zlatan og Per Mertesacker duellerer voldsomt i Neuers målfelt, og en løs bold havner hos Ramus Elm, der tre minutter inde i overtiden slår sensationen fast. 4-4. Svenskerne jubler, og tyskerne fatter ingenting.

»Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det,« sagde Joachim Löw på pressemødet efter matchen. »Under normale omstændigheder vil vi ikke sætte en 4-0-føring over styr. Det ligner, at vi render ind i et mentalt problem efter en times spil. Vi bliver sløsede og mister vores disciplin,« udtalte den tyske cheftræner, som i 2006 tog over fra Jürgen Klinsmann.

Sveriges træner, Erik Hamrén, lød som et ekko af Löw: »Om vi troede på, at vi kunne opnå et resultat efter 3-0 allerede ved halvlegen? Nej, nej. Det var der ingen af os, der troede på.«

Zlatan var manden, der kickstartede Sveriges comeback, og ifølge Paris Saint-Germains stjerne handlede det umulige resultat i Berlin mere om følelser end om fodbold:

»Det var 11 fuldstændig forvandlede spillere, som kom ud til anden halvleg. Vi spillede på en helt anden måde. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive det … Vi var alt for bange til at begynde med og havde alt for meget respekt for dem i første halvleg. Efter mit første mål kunne jeg mærke, at de trak sig mere og mere tilbage og ville mindre og mindre,« sagde den svenske striker.

Totalt kollaps

Den tyske midtbanegeneral, Bastian Schweinsteiger, indrømmede, at hans hold havde smidt en sikker sejr væk:

»Jeg kan ikke forklare det. Jeg har aldrig nogensinde oplevet noget lignende.«

Tyskland kaptajn, Philipp Lahm, supplerede og sagde om det uafgjorte resultat, at det var »meget bittert«:

»Måske troede vi bare, at kampen allerede var forbi. Men så scorer de det første mål, så det andet og det tredje, og derefter faldt vi totalt sammen,« indrømmede den 28-årige venstreback.

Det har han ret i. For der var vitterlig tale om et kollaps. I første halvleg var Toni Kroos, Bastian Schweinsteiger og Mesut Özil totalt dominerende på midtbanen, og kombineret med en Marco Reus i sit livs form og en klinisk Klose, som i bedste Inzaghi-stil er der, når det gælder, var Tyskland både boldbesiddende og temposættende. Löws system var en 4-2-3-1 – eller 4-2-1-3, alt afhængig af, om Özil lagde sig ud på den ene fløj eller trak ind mere centralt som en offensiv playmaker i smørhullet lige bag Müller, Reus og Klose. Indtil Zlatans hovedstødsmål dikterede de totalt kampens rytme i en slags kombination af spansk tiqui-taca og engelsk hurtighed og fløjspil.

For svenskerne var det lige omvendt. Deres defensive midtbane skrøbelig og langsom ligesom det centrale forsvar, og de blev fuldstændig overmatchet. Men indskiftede Alexander Kacaniklic og Kim Källström ændrede hele affæren. Pludselig kom der mere speed i svenskernes opspil, og især Källströms pasninger og hans evne til at finde sine medspillere i rummet bag den tyske defensiv var et vendepunkt i det intense opgør.

Og derefter var det tydeligt: Svenskerne havde vindermentalitet i kilometervis. Tyskerne lignede et hold af smukke tabere.

Psykisk blokering

Resultatet i Berlin har fået de tyske sind i kog. Lider landsholdet af et Bayern München-syndrom? Hele syv Bayern-spillere var på banen på Det Olympiske Stadion i Berlin tirsdag aften. Det spørgsmål, som de tyske medier har stillet dagen derpå, er, om Bayerns seneste tab er gået i blodet på das Nationalelf. Den traditionsrige, tyske klub blev jo slået på målstregen sidste år i ikke alene mesterskabet, men også i pokalturneringen og Champions League.

Netop den manglende evne til at sætte sig igennem på de største scener er fælles for München og Joachims Löws landshold: Bayern kunne ikke stå distancen mod Chelsea i Champions League-finalen, og Tyskland faldt slet og ret sammen i EM-semifinalen mod Italien i sommer.

»60 minutter i himlen, 30 minutter i helvede!« rungede overskriften i Der Spiegel, og Bild spurgte retorisk og med henvisning til Italien-traume og bayersk tabermentalitet, om landsholdet måske havde en »psykisk blokering«. Effekten af et massivt talentarbejde i Tyskland har skabt multikulturelle stjerner og rollemodeller som Sami Khedira og Mesut Özil, men åbenbart også, siger Bild, en nation af fodboldspillere, der går mere op i æstetisk dominans end kynisk at vinde. Det kan godt være, Angela Merkel klapper begejstret i hænderne af endnu en lækkerbisken fra Reus, Özil og Schweinsteiger – men hvor er Stefan Effenbergs fuckfinger og benhårde midtbanespil? Hvor er Gerd Müllers målinstinkt? Horst Hrubeschs pandebrask, der altid lige nåede forrest og afgjorde kampen?

Og hvad der måske gør mest ondt i den tyske selvforståelse: Er Bayerns Philipp Lahm en lige så god leder, som Michael Ballack tidligere var det?

Før 2008 led Spanien også under den »blokering«, som Bild hævder forfølger Tyskland i disse år. Hele tiden tabte La Furia Roja de afgørende kampe. Formåede ikke at score i de afgørende øjeblikke.

Den nye vindergejst blev rammende nok forløst i kampe mod arvefjenderne fra Italien, og siden EM 2008 har Spanien perfektioneret ikke bare det smukke kombinationsspil, men mere og mere satset på fysisk og taktisk kontrol og kunsten at køre føringer sikkert hjem. Den spanske morale er klar: Æstetik er ikke nok; der skal også benhårde Xabi Alonso- og Sergio Ramos-typer til at vinde kampe.

Lederskab frem for skønhed

Kritikken i Tyskland lige nu rammer Joachim Löw hårdt. Han vægter stil over substans, siges det. Tyskland mangler ikke skønhed, men lederskab. Men inden man kaster sig ud i en debat om tysk disciplin kontra Löws lækre hår, er der grund til at kigge en ekstra gang på grønsværen: Löw har en offensiv, som alle andre misunder. Reus, Özil, Müller (og Lukas Podolski på sine gode dage) er driblestærke og lynhurtige, og når tingene lykkes, er især kontraspillet en fryd at se på.

Husk bare tilbage på kampene mod England og Argentina ved de senere slutrunder. Men det er også en offensiv, der har svært ved at omstille sig defensivt, og det er spillere, som sjældent har fysikken til at agere på fuld kraft i 90 minutter.

Længere tilbage er det lige så tydeligt, at Schweinsteiger ikke har det overskud, han tidligere havde, og Tyskland er desuden ekstremt afhængig af Khediras enorme løbepensum og mange bolderobringer.

Og i forsvaret er der masser af mangler. Faktisk er Lahm den eneste, der for alvor kan stå distancen.

Problemet er bare, at tyskerne i deres iver efter psykologiske forklaringer og deres desperate navigation imellem en hollandsk model (for meget vold) og en spansk model (for meget tiqui-taca) behændigt overser et blå-gult faktum: Svenskerne kunne rent faktisk have vundet kampen.

Eller som en svensk fan kommenterer i Dagens Nyheter: »Hvad skete der lige for Tyskland? Zlatan skete.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer