Læsetid: 7 min.

Når det rigtige er det forkerte

Obamas stimuluspakke var større og virkede bedre og hurtigere end Roosevelts New Deal. Alligevel er den gigantiske bevilling på 831 milliarder dollar blevet en politisk møllesten om præsidentens hals
Op ad bakke. Præsident Obama på kampagne i staten Iowa midt på ugen. På trods af at netop Iowa har nydt godt af  de grønne job, Obamas stimuluspakke har kastet af sig, er netop stimuluspakken en beslating for hans kampagne i delstaten.

Op ad bakke. Præsident Obama på kampagne i staten Iowa midt på ugen. På trods af at netop Iowa har nydt godt af de grønne job, Obamas stimuluspakke har kastet af sig, er netop stimuluspakken en beslating for hans kampagne i delstaten.

Kevin Lamarque

27. oktober 2012

For fem år siden var de 16.000 indbyggerne i Newton, Iowa desperate. Vaskemaskinefabrikanten Maytag, der beskæftigede 1.200 medarbejdere, var netop blevet lukket af sin ejer Whirlpools Corp. Arbejdspladserne ville blive flyttet til Kina.

»Det er en traumatisk begivenhed for en by med 16.000 indbyggere,« fortalte John Jennings, journalist på avisen The Newton Daily News, dengang til Information: »Nu skal tidligere industriarbejdere med høje lønninger konkurrerer med teenagere om lavtlønnede job i varehuskæden Walmart«.

Den sørgelige begivenhed indtraf præcis midt i primærvalgkampen, hvor Barack Obama, Hillary Clinton og John Edwards kæmpede om Iowas arbejderstemmer, mens de republikanske kandidater Mike Huckabee og Mitt Romney sloges om de religiøses.

Edwards og Obama aflagde flere besøg i Newton og mødtes med formanden for den lokale afdeling af United Auto Workers, Larry Shaver, hvis medlemmer arbejdede på Maytag-fabrikken.

Indfriet løfte

Dengang sagde Larry Shaver om Obama:

»Han er oprigtig. Han stikker ikke fingeren i vejret og bedømmer vindretningen. Han er ikke bange for at give et svar, som ikke passer spørgeren. Det har jeg flere gange oplevet.«

Shaver stolede derimod ikke på Edwards. Fagforbundets landsledelse besluttede at bakke op om Obama, der endte med at vinde Iowa og holde en takketale, som fik alle amerikanerne til at spidse øren.

Obama havde lovet at hjælpe folk i Newton, og som præsident holdt han sit løfte. I dag har tre fabrikker etableret sig i byen. De har ansat 1.000 medarbejdere, hvilket næsten svarer til det antal job, der blev tabt efter nedlæggelsen af Maytag-fabrikken i 2007.

Den ene virksomhed fremstiller vindmølletårne, den anden møllevinger og den tredje producerer biodiesel. Den alternative energibranche har holdt sit indtog i Newton, Iowa.

På landsplan har branchen fordoblet sin energiproduktion i de sidste fire år. En væsentlig årsag til denne succes er den stimuluspakke, præsident Barack Obama fik vedtaget i Kongressen tre uger efter sin tiltrædelse i 2009.

Dybt begravet i den 830 milliarder dollar store pakke er en skattebesparelse på 2,2 cent for hver kilowattime elektricitet produceret med vind og sol. Støtteordningen har foreløbig kostet forbundsstaten én milliard dollar og skal fornyes hvert år af Kongressen.

Under sine hyppige besøg i svingstaten Iowa har præsident Obama påpeget, at Mitt Romney anser støtteordningen for at være spild af skatteborgernes penge. Republikaneren vil afskaffe skattefradraget.

»Det ligner ikke en energistrategi for fremtiden,« har Obama pointeret.

Utaknemmelige vælgere

Umiddelbart skulle man tro, at borgerne i Newton ville være taknemmelige og stemme på Barack Obama. Uden stimuluspakken er det langtfra sikkert, at de tre nye energivirksomheder ville have overlevet finanskrisen og den store recession.

Men sådan forholder det sig ikke nødvendigvis. Fornylig besøgte en reporter fra The Boston Globe Newton og talte med flere af de lokale.

L.D. Palmer, direktøren for byens vandværk, agter at stemme på Romney, fordi han forventer, at Romney som præsident vil kunne skabe arbejdspladser uden for den alternative energisektor.

»Skattefradraget virker som en krykke. Faktum er, at Obama ikke har været i stand til at få nyt liv i økonomien. De sidste fire år har været en fiasko. Jeg stoler ikke på den mand,« siger Palmer til Boston Globe.

Joni Bylo klager over, at hendes mand – der er ansat hos vindmøllefabrikanten – får mindre i timen, end han fik hos Maytag. Trods det vil hun stemme på Obama, fordi hans sundhedsreform sikrer, at familiens datter er dækket af forældrenes sygesikring, indtil hun færdiggør sin uddannelse på universitetet.

Iowa er en svingstat, Obama helst skal vinde. Men meningsmålinger giver ham kun en svag føring i forhold til Romney, selv om arbejdsløsheden i delstaten er 5,6 pct., pænt under det nationale gennemsnit på 7,8 pct.

Obamas paradoks

Det er det paradoks, Obama og hans rådgivere har haft så svært ved at håndtere i denne valgkamp. På den ene side har stimuluspakken bevisligt skabt 2,5 millioner nye arbejspladser siden 2009 og endvidere skabt et fundament for fremtidig vækst i en række industrisektorer. Den hindrede i sidste øjeblik amerikansk økonomi i at falde i afgrunden. På den anden side er stimulus blevet et fyord.

Mange vælgere er overbevist om, at de 830 miliarder dollar blev hældt ned i et stort hul og blot forøgede landets gæld, der under Obama er vokset til 16.000 milliarder dollar, svarende til et års BNP.

Republikanerne er ikke de eneste, der har været gode til at få denne version til at dominere den politiske debat.

Amerikanske medier anlagde fra begyndelsen en kritisk holdning til megabevillingen, som kendes under navnet The American Recovery and Reinvestment Act. Pressen pillede lovens mange komponenter fra hinanden og fandt ikke overraskende investeringer i nogle projekter, som var flikket sammen i al hast og derfor ikke hang sammen.

Men historien er en anden, og bliver fortalt af journalisten Michael Grunwald fra Time Magazine i en fremragende ny bog, The New New Deal, The Hidden Story of Change in the Obama Era.

Yes – Change

Grunwalds hovedpointe er, at Barack Obama faktisk indfriede sine valgløfter til punkt og prikke. Det kunne han gøre, fordi finanskrisen og den efterfølgende økonomiske recession gav ham en enestående chance til at overbevise Kongressen om at bevilge store summer penge til de projekter, han havde foreslået i valgkampen.

Det er værd at citere Grunwalds hovedkonklusion: »Obama har aldrig været en fanatisk progressiv politiker,« skriver forfatteren.

»Stimuluspakken viste på et tidligt tidpunkt i hans præsidentperiode, at han er en venstreorienteret teknokrat og fremfor alt en pragmatiker, der er indstillet på at indgå kompromiser og som søger råd fra eksperter. Han er helt indstilllet på at fuldføre store projekter.«

Grunwald fortsætter: »Obama ser staten som et redskab til forandring. Staten skal ikke nødvendigvis vokse; den skal blot fungere effektivt. Trods al den idealistiske retorik i valgkampen 2008 forstod han, at der ikke ville komme nogen forandring, medmindre han kunne få Kongressen til at vedtage ny love.«

»I sidste instans var stimuluspakken essensen af, hvad Obama mente med sit A Change We Can Believe In – en forandring, vi kan have tiltro til. Det handlede om at redde økonomien fra en katastrofe og gøre det muligt at konkurrere på internationalt plan i det 21. århundrede.«

For Obama var problemet imidlertid, at resultaterne stort set er usynlige for den almindelige amerikaner. Modsat de monumenter, præsident Franklin D. Roosevelts New Deal-program efterlod sig, eksempelvis Hoover-dæmningen.

Næsten alle økonomer er enige i, at stimuluspakken og en række andre bevillinger – hjælpen til banksektoren og bilindustrien, hjælpen til nødlidende boligejere og sundhedsreformen – i sidste øjeblik reddede USA’s og verdens økonomi fra afgrunden.

I fjerde kvartal 2008 – kort før Obama overtog Det Hvide Hus – mistede 700.000 amerikanere deres job. Bruttonationalproduktet faldt med 4 pct. (senere opgørelser viste, at faldet var 9 pct., svarende til Canadas BNP).

Allerede i første og andet kvartal af 2009 var situationen vendt til det positive. Økonomien voksede ekstremt hurtigt og et rekordstort antal job blev skabt. I juni blev recessionen officielt erklæret overstået. I økonomisk historie er det svært at finde et lignende eksempel på en så stor succes. End ikke Roosevelts New Deal fik udrettet så meget på så kort tid som Obamas Recovery Act, skriver Grunwald.

Dette til trods har Obama bevidst undladt at bruge ordet ’stimulus’ i sin valgkamp. Det blev synligt, da han i den første tv-debat med Mitt Romney ikke magtede at give seerne en sammenhængende forklaring af sin økonomiske politik, fordi det er umuligt at gøre uden at nævne hovedhjørnestenen – stimuluspakken.

Krugmans profeti

Politisk set vurderer Grunwald, at præsident Obamas stimuluspakke var det absolut maksimale, han kunne få gennem Kongressen.

Den 831 milliarder store bevilling indbefattede bl.a. 300 milliarder dollar i skattelettelser til lønmodtagere og små virksomheder, 155 milliarder dollar til sundhedssektoren, 105 milliarder til infrastrukturprojekter og forskning, 100 milliarder dollar til uddannelse, 90 milliarder til den alternative energisektor og energibevarende foranstaltninger, 80 milliarder til sociale bistandsprogrammer og arbejdsløshedsstøtte samt penge til utallige små projekter.

Alle republikanere – bortset fra tre moderate senatorer – stemte imod. To af disse senatorer har siden valgt at forlade Senatet frivilligt. Deres udsigt til genvalg var ringe. Den tredje, Arlen Spechter, valgte at blive demokrat og døde forleden.

På venstrefløjen har nobelprismodtager og økonomisk kommentator Paul Krugman vedholdende kritiseret stimuluspakken for at være for lidt. På et tidligt tidspunkt advarede han om, at 831 milliarder var for lidt til at bringe ledigheden ned til et for vælgerne acceptabelt niveau inden valget i 2012. Pakken ville virke som en politisk boomerang mod Obama.

Præsidentens mægtigste rådgiver, Lawrence Summers, skal ifølge Grundwald have været enig i Krugmans ræsonnement. Problemet var imidlertid, at de tre nævnte senatorer kategorisk afviste at bevilge flere penge.

Det Hvide Hus kunne herefter blot håbe på, at yderligere 700 milliarder dollar bevilget i 2010 og 2011 til at forlænge arbejdsløshedsunderstøttelsen, give nye skattelettelser til lønmodtagere og små firmaer, til at søsætte sundhedsreformen og andre ting ville bringe ledigheden længere ned.

Trenden har været god nok. Arbejdsløsheden er faldende, men spørgsmålet er, om det bliver nok til at bringe Barack Obama over målstregen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu