Læsetid: 9 min.

»Det øverste lag skal tvinges ned og snakke politik med helt almindelige mennesker«

Jeg kunne ikke holde min kæft, og derfor blev jeg tillidsmand, siger Morten Søndergaard, der droppede ud fra universitetet og blev fællestillidsrepræsentant i postsorteringen i København
De fagligt aktive har bolden. Når det ikke er fagforeningen, der kan skabe det nære fællesskab længere, så bliver det arbejdspladsen. Og så er det op til de fagligt aktive på arbejdspladsen at skabe forankringen til hovedorganisationen, siger Morten Søndergaard.

De fagligt aktive har bolden. Når det ikke er fagforeningen, der kan skabe det nære fællesskab længere, så bliver det arbejdspladsen. Og så er det op til de fagligt aktive på arbejdspladsen at skabe forankringen til hovedorganisationen, siger Morten Søndergaard.

Jakob Dall

13. oktober 2012

Den centrale postsortering i København er fyldt med avancerede maskiner, der assisterer 750 medarbejdere med de tusindvis af breve, som dagligt passerer igennem det, der mest af alt ligner en fabrik. Men det er ikke ved båndet og maskinerne, at de fleste arbejdsskader opstår, fortæller repræsentanter fra Post Danmark de nyansatte på stedet. Det er på trapperne:

»Folk kommer ind og hører fra ledelsen, at det farligste sted i huset er trapperne. De forklarer dem, at det er fordi, vi er klodsede og snubler. Jeg siger, at det er, fordi pausen er for kort,« siger Morten Søndergaard, der er fællestillidsmand for alle 750 i postssorteringen. Pausen er på 25 minutter, og man skal både nå at komme fra sin arbejdsstation, stå i kø til kantinen, spise måltidet og nå tilbage til sin arbejdsstation på den tid. Det eneste, man kan spare tid på, er, hvor hurtigt man løber, og hvor hurtigt man spiser.

»Det er måden at sige, at vi ser det fra to forskellige sider, og forklare de nye, hvor fagforeningen står,« siger han.

Frådsede i overarbejde

Morten Søndergaard begyndte selv som postbud som 22-årig i 1997. Først var det et deltidsjob for at supplere SU’en, mens han studerede geografi på universitetet. Siden tog det ene det andet, og han fik flere vagter og pengene lokkede. Pludselig var han på fuld tid og droppet ud af studiet.

»Det er en klassisk ufaglært-problematik. Det var ikke et rationelt valg, men bare noget, der skete. Det var et hamrende fedt kollegialt miljø, og næsten alle mine venner i dag er eller har været postansatte,« siger han. På de 15 år, der er gået, har tingene ændret sig radikalt. Morten Søndergaard er nu 37 år og har stadig ikke nogen uddannelse. En bog med »Organisation« skrevet på omslaget ligger på sofaen i huset i Kastrup, hvor han bor sammen med sin kone og deres barn på to et halvt. Bogen vidner om, at han er begyndt at videreuddanne sig ved siden af jobbet på et erhvervsakademi. Han er korthåret, har sort hættetrøje på og taler hurtigt og engageret.

»Da jeg startede, var de fleste tjenestemænd, og brevene fossede bare ind. I 1999 var der 1,4 milliarder breve. Vi kunne møde påskelørdag kl. 18 og arbejde til om morgenen klokken otte og stadig ikke være færdige. Vi skovlede overarbejdstimer ind,« siger han. »I dag krydser vi fingre for kun at miste 10 procent om året.«

Hård konkurrence

Situationen i Post Danmark afspejler på den måde det, som både ufaglærte og fagbevægelsen har været udsat for over hele landet de sidste par årtier. Den teknologiske udvikling giver mindre arbejde, og det arbejde, der er tilbage, bliver outsourcet til andre aktører uden stærke faglige traditioner, som ikke har overenskomst. I postens tilfælde er det særligt pakkerne, der er i vækst, men Post Danmark udkonkurreres her af mindre firmaer med selvstændige vognmænd bag rattet:

»Det er bulgarere og rumænere, der arbejder der. Jeg har intet imod mennesker andre steder fra, men de arbejder fra tidlig morgen til sent aften til en dårlig løn og uden feriepenge. Det kan ordnede arbejdsforhold aldrig nogensinde konkurrere med,« siger han. Den pressede situation gør det til benhårdt arbejde, at være tillidsmand. Meget er forandret, fra da det gik godt, hvor man hver mandag holdt introduktion for de nyansatte, til nu, hvor man stort set kun er med til at afskedige.

»Der bliver ikke ansat nogen mere. Der bliver bare fyret. Der blev fyret 22 alene i august. Den slags er pest på en arbejdsplads,« siger Morten Søndergaard.

»Tillidsrepræsentanten er ofte den, der skal trøste og sige, at det hele nok skal gå. Fordi folk stiller jo altid spørgsmål om, hvorfor det lige er dem, der bliver fyret, når der mangler arbejde. Og ledelsen giver ikke altid noget godt svar. Når du har taget sådan en tur, så er du smadret resten af dagen,« siger han.

Selv er han begyndt at videreuddane sig »for at være et godt eksempel for de andre,« som han siger. En af de væsentligste funktioner for øjeblikket er at forsøge at få folk videreuddannet, så de ikke ender som arbejdsløse, når deres job ikke længere er i posten.

»Folk er pisse bange, fordi de kan se, hvor utrygt her er. Vi sætter 50-100 kollegaer ud med fyringer om året. De her mennesker går fra at være socialklasse midti til at være helt nede i bunden, hvis der ikke er nogen, der redder dem,« siger han.

Fjerne strukturdebatter

Morten Søndergaard er på femte år frikøbt som fællestillidsmand og fokuserer på at vedligeholde og udbygge det faglige fællesskab, der er på stedet.

Som fællestillidsmand i postsorteringen er han priviligeret af faglige traditioner, der går flere hundrede år tilbage. Organiseringsgraden er på over 90 procent, så for ham handler det ikke så meget om medlemstilbagegang, men om at skabe et stærkt fællesskab på arbejdspladsen. Og det er der brug for i en tid, hvor fagbevægelsen med fusioner og endeløse strukturdiskussioner fjerner sig mere og mere fra medlemmerne. Hans egen fagforening Lager, Post og Service er midt i en sammenlægning med to andre fagforeninger til en endnu større enhed. Med begrundelsen om at frigøre ressourcer og skabe større effektivitet. Men man risikerer også at miste en hel masse, siger Morten Søndergaard.

»I de her timer foregår en heftig debat om, hvad der skal være logoet til den nye fagforening. Om det skal være byenes tage i silhuet, eller om det skal være et træ,« siger han. Ingen faggrupper udgør majoriteten i den nye fagforening, så spørgsmålet er, hvilke navne og symboler der favner fra postarbejdere til rengøring og stiladsarbejdere.

»Det er i virkeligheden absurd, at man har en diskussion om, hvad der favner det fællesskab og ender med en silhuet af byens tage. For er der noget, der er identitetsløst, så er det da det. Det ender med en heftig debat om et logo, fordi det er rigtigt svært at sætte ord på, hvad vi egentlig er fælles om. Det ender som endnu en klassisk strukturdiskussion,« siger han. En diskussion man risikerer at bruge årevis på.

»Tiden ude på arbejdspladserne forsvinder, mens de faglige sekretærer er optaget af strukturdiskussioner. Først bagefter skal de ud og genopbygge en kultur med at komme på arbejdspladserne. Vi ødelægger det for os selv,« siger han.

Social bevægelse

I en tid, hvor fagbevægelsen bevæger sig længere og længere væk fra medlemmerne, bliver det ifølge Morten Søndergaard op til de enkelte tillidsfolk at sørge for, at medlemmerne føler sig som mere end bare medlemsnummre.

»Når det ikke er fagforeningen, der kan skabe det nære fællesskab længere, så bliver det arbejdspladsen. Og så er det op til de fagligt aktive på arbejdspladsen at skabe forankringen til hovedorganisationen,« siger han. Den forankring kan kun skabes ved at lytte til medlemmerne og hjælpe dem med de problemer, de har. Selv har han været dybt engageret i at hjælpe med at få en kollega ud af et tvangsægteskab og i en anden sag hjulpet til med at løse et problem, hvor et af hans medlemmer stod til at blive udvist, hvis hun mistede sit job. Et forløb der endte endte med, at et andet af hans medlemmer valgte at fratræde frivilligt på den betingelse, at den udvisningstruede ikke blev fyret.

»En fagforening var jo oprindeligt en social bevægelse, der hjalp folk med at løse mange forskellige ting. Det var den forening, hvor folk kunne mødes og tale om de ting, der lå dem på sinde og som sådan meget større end bare et fag,« siger han.

»Det var en social bevægelse, fordi man sørgede for at give folk bedre forhold på arbejdspladserne, men når arbejdet fyldte så meget, så var det også en bevægelse for at få løst de ting, der var udenfor. Det har vi glemt. Vi har gjort det til et spørgsmål, om vi kan tilbyde folk uddannelse og pensioner, men vi skulle gerne være meget mere end det.«

Möger ville aldrig kunne klare sig

Det er ikke kun i forbindelsen mellem medlemmerne og fagbevægelsen, at afstanden ifølge Morten Søndergaard er blevet for stor. Det står endnu værre til, når det kommer til det politiske system.

»For beslutningstagerne er de ufaglærte fuldstændigt glemt. Der er ingen af politikerne, der har nogen som helst forståelse for dem, for de har aldrig selv været der.« Tendensen med de stadigt yngre politikere er skadelig, fordi det bliver umuligt for dem at få en forståelse for, hvad der rører sig blandt de ufaglærte. Og er man først kommet ind på Christiansborg, er det for sent at komme tilbage til virkeligheden.

»Akademikerne burde sige nej. Lade være med at blive skatteministre som 26-årige, men først få sig nogle erfaringer. For du kan jo ikke prøve det bagefter,« siger han og afviser, at det kan indhentes efter man har været politiker.

»Hvis Thor Möger Pedersen kom ud som almindelig lønarbejder bagefter, ville folk jo sige, skrid ud af min arbejdsplads. Det ville ikke fungere,« siger Morten Søndergaard, der selv er medlem af Socialdemokraterne. Til et oplæg for kredsformændene i DSU bad han alle de ufaglærte om at række hånden op. Der var kun to. Han henvendte sig til de resterende 25 og sagde, at hvis de mente det alvorligt, så skulle de droppe deres egne ambitioner og kun arbejde for at få de to i Folketinget.

»Det ville de jo ikke. Ingen var interesserede i at droppe deres politiske karrierer,« siger han. Selv afviser Morten Søndergaard, at han skal ind i politik. Både fordi han mener, at han ville savne den nære kontakt med folk og hjælpen med de små hverdagsproblemer. Men grundlæggende også fordi han ikke mener, at han ville blive taget alvorligt.

De aktive på gulvet har fejlet

»Jeg tror ikke, at der er nogen, der ville lytte til mig. De ville se mig som et levn fra fortiden. Jeg ville heller ikke have en jordisk chance for at blive valgt, fordi jeg ikke har 20 venner, der lige laver en hjemmeside og stiller op og hjælper. Mine venner arbejder, og når de har fri, skal de fandeme hjem. Men akademikerne på statskundskab har jo resten af deres hold til at hjælpe. De synes, det er spændende lige at prøve det der politik,« siger han, men tilføjer så, at det ikke bare er akademikernes skyld det hele. Det er også ham selv og hans kollegaer, der har fejlet:

»Det er også min og de andre tillidsrepræsentanters skyld, at vi ikke har opdraget dem. At vi har tilladt, at så mange venstrefløjspolitikere er blevet så snotdumme, fordi vi ikke har sørget for at gå ind og skole dem og forklare dem, hvordan virkeligheden er,« siger Morten Søndergaard. Selv har han en ide om, at sikre den forbindelse med et netværk af tillidsfolk, der blev knyttet til den enkelte politiker. Så de ikke kunne vedtage noget uden på en eller anden måde at være tvunget til at blive konfronteret med de mennesker, som deres politik har store konsekvenser for:

»Det er et tvangsspørgsmål. Dem oppe fra det øverste lag skal tvinges ned og snakke politik med helt almindelige mennesker. At få en forståelse for den virkelighed mine kollegaer har, ville gøre dem til bedre politikere. I stedet for bare at gribe fat i deres embedsværk ville de gribe fat i tillidsmandsnetværket og spørge dem til råds. Det kunne være med til at genskabe forbindelsen til virkeligheden,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvad er posten?

En gang en meddelelse fra menneske til menneske, til en pris i et forhold de fleste kunne forstå?

I dag en effektiv maskine for erhvervslivet, og de få der har penge nok til den luksus det er at kommunikere ad de veje?

Hvad jeg godt kunne tænke mig at se, var at Thorning tog en cykeltur fra A til B, og gik hen og bankede på døren hos modtageren af brevet, derved fik Thorning både en kop kaffe, og en sludder om de store og små ting, men ikke mindst ville Thorning se overprisen på forsendelsen fra det effektive der bliver alt mere verdensfjernt i sin iver efter at tilpasse sig selv til sig selv.

Niels Ludvigsen

Det øverste lag lever i en boble, afsondret fra den virkelighed de fleste oplever i dette land.

Det var vel også det, der kom til udtryk i formandsvalget i SF. De øverste lag, både politisk og mediemæssigt så for en måned siden ingen anden mulighed end Astrid Krag som formand. Det politiske system og de fleste medierne lever i en boble, som går de ikke er i stand til og har begreb om, hvad der rører sig i dagligdagen for de fleste mennesker i vores samfund - det er et demokratisk problem i et demokratisk samfund.

Det kræver naturligvis sin politiker at forklare såkaldte alm. mennesker at DK er del af en gennemglobaliseret og kapitaliseret verden.

Det er der politikerne primært har fajlet.

Også naturligvis igennem troen på at verdens højeste skatter og afgifter ville bringe andet end armod på lang sigt

Vibeke Nielsen

Hvis der er nogen, der ved, at vi lever i en gennemglobaliseret verden, så er det postarbejdere. Jeg har selv arbejdet i Københavns Postcenter i gødt og vel 10 år. Prøv lige at læse artiklen en gang til, Per Nielsen.

Når der var folketings- og kommunevalg talte folk ikke om politik af to årsager:

1) KHCs såkaldte værdighedspolitik, der forbød det...

2) Rigtig mange havde ikke stemmeret, fordi det var umuligt for dem at opnå den borgerstatus, der skal til for at få det.... De var indvandrere.

Velkommen i demokratiet. Det er vores politiker, der har besluttet at det skal være sådan. Den eneste reelle mulighed mange faktisk havde for at få en smule politisk indflydelse, var gennem foreningslivet, herunder fagforeningen. Hele det parlamentariske, regionale og kommunale cirkus var mange udelukkede fra, på grund af politiske beslutninger om rettigheder for indvandrere.

Hvad politikerne mangler at blive konfronterede med er konsekvenserne af deres politik. Når en kollega for eksempel er nødt til at lade sig fyre for at undgå, at en kollega bliver udvist på grund af en fyring.

Der er en årsag til fyringsrunderne. Den årsag accepteres godvilligt af både den københavnske fællestillidsmand og cand. scient. pol.en. inde på Christiansborg.

"...det arbejde, der er tilbage, bliver outsourcet til andre aktører uden stærke faglige traditioner, som ikke har overenskomst".

Til Vibeke.

Skulle vi ikke lade integrations politiken være et kapitel for sig.

Hvis en vælger at lade sig fyre for at en anden kan varetage jobbet, så er det jo eget valg.

Vi har nogle regler i DK for at opnå dansk statsborgerskab. Vi kan altid diskuterer relevansen af f.eks. den såkaldte dansk prøve.

Men det er dog et meget lille hjørne af diskussionen.

Til Jens Yde
Er det ulovligt ikke at have stærke faglige traditioner og overenskomst ??

Lise Lotte Rahbek

Jeg hæfter mig ved overskriften.
Det øverste lag skal tvinges...
Ja, for der er ikke rigtig nogen som tror på, at de af sig selv ville tage sig tid til at lytte til og tale med den mindre priviligerede del af befolkningen (?).

Fællesskab fordrer tillid på kryds og tværs.
Der går ikke så godt med det.

@Per Nielsen

Er det egentlig ikke arrogant at spørge "om det måske er ulovligt ikke at have stærke faglige traditioner"?

Jovist, og er det en kommunistisk spørgeteknik? Eller en generelt menneskelig?

Jeg slap for at arbejde for snart fire år siden. Det sidste jeg gjorde var at instruere en rumæner i, hvordan arbejdet udføres.Det skete nogle få uger efter, at ministeren, cand. jur. Hjort Frederiksen på tv havde sagt, at det største problem i Danmark er mangelen på arbejdskraft.

Jeg hører til dem, der ryger ud af dagpengesystemet her til nytår. (Men jeg klarer mig nu nok). Der er givet mange, der vil optræde mere utilfredse end mig - blandt andet over at få stillet modspørgsmål "om det måske er ulovligt ikke at have stærke faglige tradtioner"

John Robert Parkins

Calamity Clements (Muppet Show)

Hvorfor er det, at Clement og andre journalist lader deres debate programes udarte til et cirkus af politikerne, at slås om deres eget parti og over ser det faktum, at der ikke er en almindelig person at give udtryk for hans eller hendes mening?

Sorry about my Danish Hope you get the point!

Martin Karlsson Pedersen

Det er virkelig en meget vigtig indstilling af fastholde:
»En fagforening var jo oprindeligt en social bevægelse, der hjalp folk med at løse mange forskellige ting. Det var den forening, hvor folk kunne mødes og tale om de ting, der lå dem på sinde og som sådan meget større end bare et fag,« siger han. »Det var en social bevægelse, fordi man sørgede for at give folk bedre forhold på arbejdspladserne, men når arbejdet fyldte så meget, så var det også en bevægelse for at få løst de ting, der var udenfor. Det har vi glemt. Vi har gjort det til et spørgsmål, om vi kan tilbyde folk uddannelse og pensioner, men vi skulle gerne være meget mere end det.«

Dette "var" skulle gerne igen blive et "er", for enhver kan regne ud(?), at den rene individualisme (som bliver til egoisme?) er en atomisering af det sociale, hvor det enkelte menneske sidder i sin egen isolerede verden, men hvordan skal jeg og du kunne tænke selv og forstå større problemer uden andre mennesker at prøve ens tanker i forhold til og lære af andres viden og forståelse, som de vil lære af ens? En social bevægelse kan ikke bare affejes som "ensretning og konformisme" som modsætning til "det frie individ", hvor man ikke "presses og tvinges ind" (jeg er min egen lykkes smed-ideologien?), for hvad træder i stedet for den viden og forståelse som man får i den "sociale bevægelse"? Bliver det frie individ ikke netop ufri, når det tror at det "tænker selv" ud fra egne, begrænsede erfaringer og herud fra fælder domme og siger "sådan er verden" etc.? For hvor ved man at verden er sådan fra? Ikke fra andre mennesker ude i verden, men måske fra "medierne og politikerne" eller kun ens nære omgangskreds?
Ud over de løn- og arbejdsvilkår som uundgåeligt vil tabes ved denne atomiseringen af det sociale, så ser Morten Søndergård præcist, at det ligeså er denne med-menneskelighed, hvor man åbner op for hinanden og hjælper hinanden både med konkrete problemer men også "at forstå verden", som kan gå tabt. Det er sympatisk, synes jeg.

Søren Kristensen

Hvad laver Frederik Reinfeldt inde i postterminalen?

Sorry. Jeg kan åbenbart ikke være alvorlig i dag. Det er en udmærket artikel og Morten Søndergaard lader til at være en sympatisk mand. Vi er jævnaldrende ham og mig. Jeg droppede også ud af studiet (arkitekt), mens jeg havde arbejde ved postvæsenet - som ombærer (postbud). Det holdt jeg til i halvandet år, så ville ryggen ikke mere. Derfor søgte jeg om at få lov til at sortere eller komme på kontor eller noget. Det var man ikke interesseret i og tillidsmanden var ligeglad (han sad for det meste med benene oppe på bordet og konfronterede os med sine skoslåler, når vi holdt møder, som primært handlede om at strække os til mere i løn (det var dengang). Ham havde jeg ikke meget tillid til. Havde der været en mand af Morten Søndergaard støbning kunne det godt være jeg var blevet i "fabrikken". Men sådan er der jo så meget, der spiller ind i livets små afgørende faser.

Flemming Andersen

Jeg tillader mig at definere solidaritet sådan:

"At man ønsker at være fælles med dem, der har det ligesom en selv eller er dårligere stillet."

Alene ordet solidaritet er blevet slidt og misbrugt i ufattelig mange sammenhænge bl.a. af Løkke, men ikke uanset det, så er det mangelen i de øverste lag, solidaritet med de underliggenge lag og dem man er lige med og ikke en stræben efter selv at stige til vejrs i magthirakiet, for egen vindings skyld.

Altså en forståelse af at der er større ting end en selv, der er værd at slås for og at det faktisk godt kan være naboen, kollegaen eller i et fagfællesskab og at kun denne kamp giver en selv en chance for at blive individuelt bedømt, for uden en kamp for alle taber alle til de få.

Jeg tror ikke på vi har formået at befolke vore øverste magtstrukturer med solidariske mennesker.
Det er nødvendigt alene af den grund at man som menneske ikke kan overkomme at erfare alting selv.
De unge politikere kritisere for ikke at have denne erfaring, jeg vil kritisere dem for deres indstilling.

Hvis ikke du har vilje, fantasi og indlevelse til at forstå og høre på andres erfaringer, så er tidpunktet for manglende impati og forståelse for andres situation og livsvilkår måske nok udskudt af egne erfaringer, men ufvendelig på et eller andet tidspunkt alligevel.

Vi er nødt til som mennesker at kunne modtage og medtage andre menneskers erfaringer i vore beslutninger, ikke mindst når vi lader os vælge til tillidshverv og borgerligt ombud, sådan at vore beslutninger bliver bredt favnende og samlende for vort samfund. Og denne nøgvendighed bør gøres gældende uanset vor alder.

At vi undlader at kærer os om vore medborgere, kan ikke undskyldes af undommens kådhed eller alderdommens opgiven og laden stå til.
Og vi skal slet ikke finde os i at begreber som solidaritet, som får vort samfund til at hænge sammen og fungere, bliver "slidt" og udsat for negativ propaganda og latterliggørelse, når vi udemærket ved vi har brug for disse begreber hvar dag.

Det behøver bestemt ikke at være diskriminerende, at have en videregående uddannelse, hvis man er politiker i at arbejderparti. Ofte har det været politiker med videregående uddannelse, der har været de mest principfaste og klassebevidste: Gustav Bang, Svend Auken m.fl.

Nej, problemet er at politik næsten udelukkende er blevet en karrierevej og, at de få tiloversblevne partimedlemmer er sat udenfor politisk indflydelse.

Almindelige mennesker finder det ikke pænt at tale politik. Ihvertfald føler man sig lidt dum, når andre gør det. De vil hellere tale om hvor lidt danske invandrene er, om hvor dyrt der er blevet at handle og om hvor pæn den nye Annette er.

Steffen Gliese

Det værste ved politik, Poul Simonsen, synes at være, at det i almindeligt omdømme ikke længere er særlig prestigefyldt. Det er næsten som med balletbørn, der tidligt dannes til en bestemt beskæftigelse - hvor man kan sige, at den frie adgang til videregående uddannelser vel så i det mindste burde være adgangsbilletten for en større social fluktuation.
Erhvervsmæssiggørelsen af politik har gjort det til et karrierevalg som alle andre, uden at de fleste gør sig begreb om, at det ligeså godt kunne være dem selv, der på andre måder i kraft af omdømme og almindelig respekt blandt meningsfællerne blev opstillet og valgt.
Afpolitiseringen af politikken til fordel for en teknokratisk tilgang viser sig i dette efterår i form af markant færre menighedsrådsvalg. Tidligere var det almindelig socialdemokratisk ambition at sætte sig på så mange valgte forsamlinger som muligt - man så det helt rimeligt som en ret og pligt for det suverænt største og bredeste parti - men opgivenhed har sat ind, tydeligvis. Det er ikke heldigt, at et forum, der forvalter ganske mange penge på 80% af befolkningens vegne ikke længere opnår legitimitet igennem reel folkelig deltagelse.
Og det er ikke meget anderledes end partierne, der også ligger fjernt fra den største del af befolkningen at engagere sig i. Der er ingen tvivl om hvorfor: det moderne samfund rummer for mange fristelser, der afleder fra det deltagende folkestyre. Reelt set bør man måske, som med værnepligten, indføre en forpligtelse til deltagelse, som så må være frigjort fra partitilhørsforhold.

Steffen Gliese

Flemming Andersen, hvad du skriver om ungdommen, er jo indlysende rigtigt: tidigere generationer af ungdom var kendetegnet ved en høj grad af idealisme og forandringsvilje; men nutidens står ligesom tilbage og forstår ikke, at forandringen begynder med at involvere sig i samfundets ledelse på forskelligt niveau. I stedet vælges den lette udvej med at vende ryggen til de demokratiske institutioner, måske er det blevet for let?
Noget af det, der var stærkt motiverende for politisk aktivisme blandt unge i min tid, var "elevråd", der udmærkede sig ved absolut ingen indflydelse at have - hvad der genererede en kamp for at blive hørt. Det gav en sund oplæring i, hvordan det er at løbe magtens døre ind for at blive hørt.

Flemming Andersen

Det er klart at de mennesker der har brugt en del af deres tid til div. repræsentivt arbejde igennem skole og arbejdsliv har gjort erfaringer, men som sagt synes jeg ikke alderen er det store kritikpunkt, men indstillingen.
Jeg erkender at politikerlede og afmagt står i vejen for mange, hvem har ikke en rem af huden??

Men at almindelige mennesker afstår fra at have mulighed for at tage stilling til og have indflydelse på deres egen og deres børns fremtid, forstår jeg så ikke. Om denne stillingtagen absolut skal ske i organiseret form er jeg ikke en gang sikker på er nødvendig. Alene en erkendelse af at befolkningen er vågen og har bestemte ønsker om hvordan deres land skal se ud og være godt at leve i , vil tvinge politikerne til at forfølge andre mål end økonomiske, hvis det måtte være ønsket.

Partipolitikkens tid synes jeg ikke jeg er overbevist om har den store fremtid og har en tendens til at drukne alt i paroler og forhindre den nytænkning, jeg tror er nøgvendig

Bjarne Falk Rangård

Demokrati er den mindst ringe styreform, men det fungerer kun med engagerede mennesker i alle led.
Vi har et repræsentativt demokrati i alle overordnede forhold, og det fungerer kun med ordentlige repræsentanter.
Når kløften bliver for stor mellem repræsentanter og dem der vælger dem vokser frustrationerne.
Men hvem vælger repræsentanterne. Det gør den der stiller dem op og promoverer dem eller markedsfører dem for nu at sætte tingene på spidsen.
Et partiapparat med relativt få medlemmer og endnu færre aktive der lever af overførselsindkomster fra statskassen og mere eller især mindre synlig partistøtte fører til adskillelse og passivisering af de mange.
Det samme sker i de faglige organisationer når de fusionerer. Så ender man med at diskutere om farven på toilet papiret ( læs logo) i stedet for at forholde sig til det væsentlige.
Hvem har interessen i at de svage bliver individualiseret og får at vide at frihed er at stå alene.
Det har de stærke som kan klare sig alene.
Værdien af at stå sammen illustreres på den mest enkle måde ved at tage 2 bundter tynde grene.
Bind den ene bunke sammen med snor og lad den anden være som enkelte grene.
Se hvor mange af hvert bundt du får knækket på kortest tid ved hjælp af dine hænder.