Læsetid: 4 min.

Silence is Sexy

Måske fortæller vores forhold til tavsheden mere end det, vi rent faktisk siger
Måske fortæller vores forhold til tavsheden mere end det, vi rent faktisk siger
6. oktober 2012

Da den gamle Berlinske avantgardegruppe Einstürtzenden Neubauten besøgte København i efteråret 2010, kunne man opleve det klareste eksempel på noget, som sidenhen er blevet til et ganske stort debatemne i kredsene for musikere og deres anmeldere: Her til lands har man efterhånden rigtig svært ved at holde kæft, når man går til koncert. Under nummeret »Silence is Sexy«, hvor det er meningen, at der skal være lange passager med fuldstændig stilhed i koncertsalen, hørte man i stedet en klar og tydelig snakken; om problemer på arbejdet, om politiske udviklingslinjer og naturligvis om sex. Det var ikke spor sexet.

Det moderne menneskes trang til ro er allerede blevet beskrevet i talløse klummer, artikler, blogindlæg og videnskabelige afhandlinger. Her vil man igen og igen kunne støde på pointen om, at vi er stressede, ikke bare på grund af at arbejdet og kæresten stiller krav, og heller ikke bare fordi vi mangler arbejde eller kæreste, men derimod fordi vores tid er fyldt ud med lyd. Der er mobiltelefoner, som ringer, radioer, der kværner, og fjernsyn, som skratter (især hvis det er naboens). Stilheden er blevet en luksus.

Stilhedens sammensværgelse

Stilheden er dog ikke bare en bestemt senmoderne form for luksus. Sociologer som Eviatar Zerubavel påpeger, at stilheden også kan fungere som et stærkt repressionsmiddel. I bogen The Elephant in the Room beskriver han, hvorledes stilheden fungerer som et stærkt socialt bånd; det er netop ofte fordi, man ikke taler om elefanten midt i rummet, at familier kan overleve, at venskaber kan bestå og at nationale identiteter kan opretholdes. Det er naturligvis ofte af samme årsag, at incest og utroskab kan få lov til at fortsætte ubemærket, og det vil næppe være at drive pointen for vidt at hævde, at stilheden kan have voldsomme politiske konsekvenser: Må vi ikke forestille os, at der har været en ganske særlig form for tavshed i inderkredsen omkring Stalin, imens han blev stadigt mere paranoid?

I den lacanianske teoridannelse gives der et ganske præcist udtryk for dette fænomen: Den store Anden skal forblive uvidende. Det kan godt være, at alle involverede individer i en situation hver for sig ved det, som gør, at situationen allerede er umulig, men så længe den store Anden ikke ved det, kan den holdes kunstigt i live alligevel.

Det er lige netop på dette sted, at den tyske film Der Untergang, som beskriver Anden Verdenskrigs afslutning set fra nazisternes førerbunker, lykkes. I første del af filmen ser vi flere scener, hvor Hitler med sine nærmeste generaler planlægger forsvaret af Berlin. Det vigtige er her den tavshed, hvormed generalerne kigger på hinanden bag om ryggen på Hitler, mens han fantaserer om de modangreb, forskellige ikke-eksisterende hærenheder skal sætte ind.

Da filmen når sit klimaks, og det endelig bliver klart, at krigen vitterlig er tabt, følger en scene, hvor Hitler skrigende skælder ud. Han taler kun direkte til sine nærmeste, men resten af bunkeren står lige uden for døren, og den sekretær, vi følger igennem hele fortællingen, kniber en tåre. Det, som vi ser i Bruno Ganz somHitler, der går amok, er et usselt og fortabt menneske i afmagt. Den yderste konsekvens af denne scene blev måske i virkeligheden først taget, da forskellige youtube-komikere begyndte at bruge scenen til at illustrere ’Mand der brokker sig over …’ ved at sætte falske undertekster på scenen.

Stilhedens umulighed

Pointen er klar: Jo mere magten taler, jo mere, den siger, jo mere, den insisterer, des mere krampagtig virker den. Set i det lys er det på ingen måde overraskende, at det aldrig er lykkedes for et politisk parti, at kommunikere sig ud af dårlige meningsmålinger. Jo mere man forsøger, des mere ligner man Bruno Ganz’ Hitlerfigur, bare med andre undertekster; gode meningsmålinger kommer, når man lærer at holde kæft. Bare spørg Lars Løkke Rasmussen en af de nærmeste dage. Svaret vil helt sikkert være: »…«.

Stilheden er imidlertid en yderst vanskelig kunst. Symfonikoncerten er måske det fineste eksempel. I pauserne mellem de enkelte satser af en symfoni er det ikke meningen, at publikum skal klappe. Klap på det forkerte sted opleves som en grov opdeling af et sammenhængende hele. Dette kræver imidlertid en stærk disciplin. Det er, som om luften næsten dirrer af en stilhed, der kalder på klap. Måske er det netop derfor, man ofte hører noget andet: host. Den spredte hosten kan måske læses som en markering af stilheden; som en venlig form for disciplinering, der skal hjælpe uindviede til ikke at klappe. Men måske der i virkeligheden snarere er tale om, at stilheden, den rene stilhed, der kan høres i en koncertsal, hvor orkesteret ikke spiller, ganske enkelt er for brutal og uhyggelig.Sagen er den, at det er langt nemmere at være stille, når andre ved siden af én støjer eller snakker derudaf. Blev det ikke meget lettere for Løkke Rasmussen at holde den coole tavse linje, efter Thorning-Schmidt blev statsminister og dermed tvunget til at åbne munden nu og da? Politik er også en form for stilleleg. Den, der for alvor har fat i den lange ende, behøver ikke sige noget. Egentlig ville et virkelighedsnært politisk debatprogram slet ikke bestå i at give 30 sekunder til hver håbefuld kandidat og så afbryde dem og give ordet videre, sådan som det for tiden praktiseres. Det interessante er nemlig, hvem der kan tillade sig at tie stille, mens de yngre ordførere slår sig løs på skærmen. En ’direkte, kompromisløs debat’ ville således snarere bestå i at sætte alle de politiske ledere overfor hinanden med masser at tid at tale i – hvor den, der først tager ordet, har tabt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Folk snadrede også derudad under fortidens 8-timers teaterstykker, og nærmere fortids 2-3 timer lange koncerter med blues-fyre fra den engelske provins....men jeg har bemærket de her nyliberale og korrekte unge koncertgængere der 'har betalt for deres kulturoplevelse'. I disse den rytmiske musiks stoleløse rum, hvor folk cirkler rundt med øl i plastickrus. Irriterende typer. Kulturopleverne altså...

Silence ... ? Et hvert stykke musik starter og slutter selvfølgelig med stilhed, men live kan der ikke tænkes stilhed fremført - uden en for situationen eksklusiv aftale medpublikum først. Udøveren kan derudover kun håbe på lidt opmærksom dæmpelse af summeriet når starten skal gå.
John Cage's kendte prototype : 4'33'' består ikke af stilhed, selvom der ingen lyd indeholdes. Stykket består af de lyde man kan hører - på trods af !

Dorthe Møller

Fin artikel og pudsigt nok har pladen der har været på repeat her i dag været Beach House: Bloom, som laver den lille finesse at de efter de sidste nummer Irene lader der være stilhed i 5 min før der så kommer et ekstra nummer som ikke fremgår af coveret. Den samme detalje har Spoon på Transference lavet, og indrømmer gerne at i begge tilfælde har det taget mig rigtig mange gennemlytninger før jeg fandt ud af det. Ganske enkelt fordi jeg efter bare et minuts stilhed formodede pladen var slut og skiftede til en ny. Så ergo kan man lære at lader man stilheden fylde så bliver man faktisk honoreret til sidst :-)

Maj-Britt Kent Hansen

Som barn kunne man, når man blev passet, blive udsat for "stilleleg", der kunne vare i timevis. Jeg har været så heldig at vinde et stykke Pernille efter sådanne konkurrencer, hvor dem, jeg var oppe imod, var voksne.

Det med stilhed er ikke ganske ufarligt, hvilket belyses glimrende af CVA, bl.a. ved behandling af spørgsmålet om stilheden som repressionsmiddel og den talende magt, der ikke virker samt den dannede, andagstfulde stilhed under koncertens pauser, hvor hverken klap eller host er velset.

Tale er sølv, men tavshed er guld. Eller er det mon omvendt?

I fortiden vidste man, at den enlige skikkelse, der talte højt (med sig selv) på gaden var gal. Sådan er det ikke længere i det offentlige rum, men der er så heller ikke længere stilleleg med Pernille som præmie.

Fed ide med debatprogrammet.
Der maa vaere seertal i det...

Ellers underholdende og tankevaekkende analyse.

'Horror Vacui' er intet nyt begreb. Men betegnende.