Nyhed
Læsetid: 10 min.

Spærret inde tusinder kilometer hjemmefra

Da Danmark lavede den grønlandske kriminallov, skulle den respektere grønlandsk tradition, så man skrev ikke et ord om straf, og der blev ikke oprettet lukkede fængsler. Men ligesom nogle danskere begår nogle grønlændere grimme forbrydelser. Modsat danskerne bliver grønlænderne fløjet flere tusinder kilometer væk fra deres familier, sprog og samfund for at blive spærret inde
Da Danmark lavede den grønlandske kriminallov, skulle den respektere grønlandsk tradition, så man skrev ikke et ord om straf, og der blev ikke oprettet lukkede fængsler. Men ligesom nogle danskere begår nogle grønlændere grimme forbrydelser. Modsat danskerne bliver grønlænderne fløjet flere tusinder kilometer væk fra deres familier, sprog og samfund for at blive spærret inde
Moderne Tider
20. oktober 2012

Snart er det syv år siden, Jonathan blev dømt til at tage til Danmark. Den i dag 43-årige grønlænder husker, hvordan han blev transporteret fra den grønlandske varetægt til Danmark. Han siger selv, han ’døde indeni’ den vinterdag, han kom ud til lufthavnen.

»Da jeg lidt senere sad i flyet og kiggede ned på det land, jeg kommer fra, gjorde det ondt. Jeg følte, at landet også døde for mig,« siger han. »Det hele var forbi. Alting var mørkt.«

Jonathan har slået et andet menneske ihjel. Han har indrømmet sin forbrydelse, men som han sagde i retten, var det ikke meningen, at det skulle ske. Han er også anklaget for drabsforsøg, og vurderet uegnet til at sidde i et åbent fængsel i Grønland. Som andre grønlændere i hans situation er han blevet placeret på Anstalten ved Herstedvester.

Der er ingen lukkede fængsler i Grønland. Kun åbne anstalter, hvor dømte bor og afsoner deres straf, mens de i dagtimerne passer et job i lokalsamfundet.

De kriminelle, der er for farlige til at blive anbragt i åbne grønlandske anstalter, er i et halvt århundrede blevet sendt til forvaring i Danmark. De får ikke udmålt en straf, men afsoner i praksis på ubestemt tid. Det er konsekvensen af, at de ikke har en straffelov i Grønland.

Information møder Jonathan i Herstedvester-fængslet, hvor har han indvilget i at lade sig interviewe, bare han får lov til at være anonym. Vi sidder i et 10 kvadratmeter stort mødelokale beregnet til møder mellem de indsatte og deres advokater. Der er tre træstole med blåt betræk og et bord. Hvide persienner dækker vinduet, og der er lås på døren. Væggene er tomme. På en af de tre stole sidder Herstedvesters fultidsansatte tolk. Jonathan forstår kun lidt dansk, men efterhånden som interviewet skrider frem, svarer han direkte på de danske spørgsmål uden at vente på tolkens oversættelse. Han svarer dog på grønlandsk.

»Mit største ønske ...« siger han og tøver lidt. Hans hud er slidt, men ellers ser han yngre ud, end han er. Hans tynde sorte overskæg er som hans øjenbryn kulsort og pjevset. Hans hår er kortklippet. » ... det er at få lov til at være i Grønland.«

Juridisk eksperiment

Efter Anden Verdenskrig nedsatte Danmark en grønlandskommission. Det var på et tidspunkt, hvor mange lande gjorde op med deres koloniale fortid, og i Danmark mente man, at hvis Grønland skulle fastholdes som del riget, måtte landet moderniseres.

I 1948 blev tre danske jurister sendt til Grønland. De var ikke helt så ivrige efter at modernisere som resten af regeringen og hovedkræfterne bag kommissionen. Trioen sejlede op langs kysten og kortlagde små udsteder og bopladser, hvor folk boede i meget små samfund. I tre måneder indsamlede de materiale og skrev siden en omfangsrig rapport med seks betænkninger. Hovedbudskabet var, at en betydelig del af den grønlandske tradition skulle bevares – også i retsvæsnet.

Juraprofessor Hanne Petersen, der har boet en årrække i Grønland, fortæller, at hun engang har interviewet en af de tre jurister, Per Lindegaard. Hun spurgte ham, hvorfor rapporten aldrig blev trykt. »Nej,« havde han svaret og tilføjet: »Den blev aldrig trykt, den blev undertrykt.«

Udvalgets bevaringsiver var så stor, siger Hanne Petersen, at den skabte politisk splid. Kompromiset blev en løsning, som blander dansk og grønlandsk retstænkning, og som i dag er grundstammen i det grønlandske retsvæsen. For eksempel har den grønlandske tradition ikke begrebet ’straf’, og ordet findes derfor ikke i den grønlandske kriminallov. I stedet taler man om ’foranstaltninger’.

»Man var jo ikke interesseret i at tage den danske straffelov og presse den ned over en hel kultur, så i stedet forsøgte man at skabe en lov i overensstemmelse med den grønlandske retskultur,« siger fængselsinspektør på Herstedvester Hans Jørgen Engbo, der også har været ekstern lektor på Københavns Universitet. Fra sit kontor på fængslets 1. sal har han udsigt til hele fængselsgården, som er omkranset af en tre meter høj betonmur, og hvor en ung mand med tatoveringer, der stikker ud under hættetrøjens ærmer, bliver ført rundt om fodboldbanen af en fængselsvagt.

I 1979 blev den grønlandske kriminallov ændret, så den nu gav hjemmel til at sende dømte til Herstedvester. Men allerede i 1958 blev den første grønlænder sendt til det danske fængsel.

I dag er der konstant omkring tyve indsatte i Herstedvester fra Grønland, og i tidens løb er omkring 120 grønlændere blevet sendt til fængslet, fordi de er dømt for drab eller voldtægter i deres hjemland.

Den praksis, hvor borgere sendes til afsoning flere tusinde kilometer hjemmefra – uden at vide, hvornår de skal hjem igen – er enestående for Grønland.

»Det svarer til at sende en dansk fange til et fængsel i Ny Guinea. Man ville aldrig acceptere, at en etnisk dansker skulle forvares et andet sted, men over for grønlænderne accepterer vi det af historiske grunde. Det er urimeligt,« har den danske forsvarsadvokat Peter Giersing sagt til Hus Forbi.

Dobbeltstraf

Jonathan har to børn i Grønland. Han taler i telefon med dem et par gange om ugen, men kun én gang om året har han mulighed for at se dem. Børnene har endnu ikke været i Danmark, men de vil gerne.

»Kun at se dem én gang om året er ikke nok. Det er uacceptabelt,« siger han og piller ved et lille plaster på halsen.

På Herstedvester er der to afdelinger for grønlandske indsatte, og på den ene bor også danskere. Mange af de danske indsatte får besøg af familie og venner flere gange om ugen, og fængslet har for et par år siden fået to besøgslejligheder. De er forsøgt holdt i hjemligt præg med Ikea-møbler i stedet for statens institutionsmøbler, og det er tilladt besøgende at overnatte i op til to døgn i lejligheden. Man ønsker at fremme de indsattes mulighed for kontakt med virkeligheden udenfor, men besøgsrummene bliver stort set aldrig brugt af de grønlandske indsatte.

»Når jeg ser de danske indsatte og deres gæster, bliver jeg ked af det. Vi bor jo i samme land, men de har flere privilegier end os. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det må være skønt for dem,« siger Jonathan.

Han siger, at det på en måde er en dobbeltstraf, han og hans landsmænd har fået, fordi de også er blevet sendt langt væk fra deres familie. For Jonathan er børnene hans eneste ’medicin’, som han kalder det.

»Det varmer mit hjerte, når jeg kan høre, at de bliver glade for, at jeg ringer,« siger han. Hans ansigtsudtryk forbliver uændret. »Før og efter samtalen får jeg motivation til at kæmpe videre. Jeg glæder mig ved tanken om, at jeg en dag skal hjem. Det giver en positiv følelse i kroppen.«

Brud på menneskerettigheder

Selvom Grønland gennemgår væsentlige forandringer, er familiefællesskabet stadig af stor betydning. Antropolog Gitte Tróndheim har undersøgt slægts- og familieforholdenes betydning i Nuuk og Upernavik, og sidste år forsvarede hun en ph. d-afhandling om emnet. Hun konkluderer i afhandlingen, at den grønlandske familie – forandringer til trods – stadig bygger på den traditionelle grønlandske forståelse af familie, hvor man også etablerer slægtsskab med mennesker, man ikke er biologisk forbundet med. Til den grønlandske avis Sermitsiaq sagde Tróndheim dengang:

»I både Nuuk og Upernavik spiller det sociale netværk, der skabes gennem slægts- og familieforbindelser, fortsat en helt afgørende rolle i organiseringen af folks sociale liv.« Derfor er det for netop grønlændere ekstra svært at blive sendt langt væk fra den udvidede familie.

Ligesom Jonathan bruger Grønlands første kriminolog, Stinne Fleischer, betegnelsen ’dobbeltstraf’ i forbindelse med de grønlandske indsatte i Herstedvester. Ud fra et kriminologisk synspunkt finder hun denne praksis problematisk, fordi de grønlandske indsatte bliver udstødt af deres samfund. »Det grønlandske folk er tæt knyttet til deres eget land, fordi der er en særlig natur heroppe. De lever stadig i en vis pagt med naturen og er vant til meget åbne vidder. Derfor er det klart, at det er problematisk, når man tvinger dem til et andet land. Man er indespærret, både fordi man er indespærret i et fængsel, og fordi naturen og kulturen er en anden,« siger Stinne Fleischer, som også er uddannet politibetjent og psykolog.

At grønlænderne traditionelt er tæt knyttet til deres familie, mærker også fængselsinspektør Hans Jørgen Engbo, som kalder praksissen for ’tvangsdeportering på ubestemt tid’.

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 giver enhver ret til respekt for privat- og familielivet.

Endnu har det ikke været prøvet ved en domstol, om det forhold, at man sender folk til afsoning mange tusinde kilometer væk fra deres hjem, indebærer en krænkelse af bestemmelsen, men fængselsinspektøren er ikke i tvivl:

»Såfremt en indsat har familie, og hans relation lider under, at han er så langt væk, vil jeg tro, at Danmark vil blive dømt ved netop den bestemmelse.«

Den tidligere kommissær i Europe Human Rights Alvaro Gil-Robles har bakket op om Hans Jørgen Engbos kritik af det menneskeretslige aspekt, ligesom også dr. jur og kriminolog Evy Frantzen har kritiseret ordningen.

Thorkild Høyer, der er advokat for en grønlandsk indsat i Herstedvester, har tidligere i år anmodet om, at hans klients sag kommer for Højesteret, og de er klar til at tage den videre til Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.

»For de grønlandske anbragte er deres familieliv ofte fuldstændigt ødelagt, allerede inden de kommer hertil. Men i det her tilfælde er der et familieliv, og så har staten en forpligtelse til at beskytte det familieliv, så godt staten overhovedet kan,« har han udtalt.

Grønland mod Danmark

Klokken halv otte skal Jonathan møde på arbejde, som han kalder det, men han plejer at stå op længe før. Som regel er der pause klokken 9 og igen til frokost, og så har han fri klokken 15. Han keder sig ikke, når arbejdsdagen er ovre, for der er altid noget, han kan beskæftige sig med. En gang imellem snakker han med de andre indsatte på afdelingen, men kun grønlænderne.

»Når det er godt vejr, plejer vi at spille fodbold,« siger han. Han har en sort vindjakke, slidte cowboybukser og sorte lædersko på. Under vindjakken sidder på hans spinkle overkrop en kopi af en spilletrøje fra det spanske fodboldhold F.C. Barcelona.

»Vi spiller Grønland mod Danmark,« siger han og smiler for første gang. »Grønlænderne er mine kammerater. Vi slås ikke mod hinanden, vi kender hinanden, skal jeg sige dig.«

Fængslet er indrettet, så det for de indsatte skal føles som den virkelighed, de er ekskluderet fra. Derfor går de på arbejde om dagen, og derfor skal de selv købe ind i fængslets særlige supermarked, så de selv kan lave deres mad.

Nyt fængsel

Retsvæsnet i Grønland hører under den danske stat, og i mange år har der været tale om at oprette en lukket anstalt. Folketinget har nu sat 350 millioner kroner af til fængslet, og lokalplanen er ifølge Hans Jørgen Engbo endelig klar.

»Vi håber, at der kan stå noget klar deroppe inden for fem år. Så er planen, at vi kan sende de grønlændere, vi har, derop,« siger han.

Den planlagte anstalt i Nuuk skal have 76 pladser, heraf 40 lukkede, som skal bruges både til dem, der i dag dømmes til Herstedvester, og til indsatte, som af andre grunde midlertidigt skal flyttes til et lukket fængselsafsnit.

Stinne Fleischer bifalder planen om endelig at opføre fængslet, og fra de grønlændere, hun taler med i sin hverdag, møder hun uforståenhed over for det nuværende system. De dømte er stadig landsmænd, siger grønlænderne, uanset hvilken forbrydelse de har begået.

»Selvom anstalten er lukket, og selvom mange indsatte stadig vil være langt fra deres bygd og deres familier, vil det føles meget anderledes. De kommer trods alt til at være i landet og i en kultur, hvor de forstår sproget. Når de er i et fængsel i Danmark, er der jo fængselsbetjente, som de simpelthen ikke kan kommunikere med,« siger hun.

Juraprofessor Hanne Petersen lægger vægt på, at det stadig er et fåtal, der sendes til Danmark. Hun fremhæver samtidig, at hvis man tager Grønlands areal og lægger det oven på Europa, vil det række fra København til Afrika. Afstanden fra Ammassalik i øst til Nuuk i vest er ikke meget kortere end afstanden mellem Nuuk og København.

En lukket anstalt er omkostningstung, og den står ikke højt på hverken de grønlandske eller danske politikeres ønskeliste, siger hun. Selv om visse grønlandske såvel som danske politikere har kritiseret anbringelserne, har den grønlandske regering har ikke formuleret nogen holdning til anbringelserne.

»Jeg er ikke i tvivl om, at der er behov for forbedringer og fantasi på både Herstedvester og i Grønland. Men jeg er ikke sikker på, at lukkede anstalter i Grønland er den rigtige løsning,« siger hun.

Kan ikke blive her

Det mener Jonathan, det er. For tre år siden fik han og de andre indsatte besøg af en repræsentant fra det grønlandske selvstyre og repræsentanter fra Danmark. Udsendingen lovede de grønlandske indsatte, at de skulle overføres til en lukket anstalt i Grønland, og tilmed at den nye anstalt senest ville stå færdig i 2014.

Da Jonathans største ønske er at blive overført til Grønland, blev han lykkelig over nyheden. Men da der stadig ikke er sket noget, er han begyndt at tvivle på, om en anstalt i Grønland nogensinde bliver bygget. Samtidig smuldrer hans tiltro til myndighederne.

»I mine øjne kommer de kun med løgnehistorier,« siger han.

»Man kan ikke tillade sig at komme og fortælle den slags, når de ikke engang er gået i gang med at bygge den . Det ville være mere passende at vente, til man var færdig. Indtil videre har det været en meget stor skuffelse.«

Jonathan er et opdigtet navn. Hans rigtige navn er redaktionen bekendt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Interesserede kan lytte til denne udsendelse om arktisk konfliktløsning, ikke mindst til den afsluttende historie af (min gamle vejleder) professor Agnete Weiss Bentson, der selv var med på den omtalte juridiske ekspedition i Grønland.

Peter Andersen

Og sådan kan man straffe en hel familie.