Klumme
Læsetid: 4 min.

USA i stykker

Amerikanerne har udviklet en model, hvor landet på samme tid er socialt og politisk udviklingsland og kulturel og militær supermagt
Ulandet USA. Kontrakten, der forbandt toppen og bunden i det amerikanske samfund, er gået i opløsing.

Ulandet USA. Kontrakten, der forbandt toppen og bunden i det amerikanske samfund, er gået i opløsing.

Getty Images

Moderne Tider
27. oktober 2012

Da flyet er landet i Texas, står de klar med kørestole i lufthavnen. Den fanger vi ikke helt. Der var ingen handikappede med flyvemaskinen, og alligevel skal passagerer køres derfra, som om de var det.

Men det viser sig, at kørestolene er til de overvægtige. Gennem deres liv er de blevet tilbudt så meget øjeblikkelig tilfredsstillelse, de ikke kunne sige nej til, at de ikke længere kan gå selv. De har frit valg til daglig, men det er sikkert, de ikke selv ville vælge den krop, de er endt med, hvis de kunne vælge forfra.

Det sker ikke kun for enkelte amerikanere. Mere end hver tredje voksne borger i USA er obessed, sygeligt overvægtig. Der skulle være amerikanske byer, hvor halvdelen af indbyggerne har ret til handicapparkering, fordi deres overvægt forhindrer dem i at bevæge sig ordentligt. Det er en lidelse, som er mere udbredt i USA nu, end den har været nogen andre steder på nogen andre tider i verdenshistorier. Det kan ikke fortsætte, tænker den rejsende, det kan ikke blive ved med at fungere.

Verdensmester og uland

Lufthavnen ligner en kulisse til en film om livet i det gamle Østeuropa. Stolene er slidt i stykker, der er lamper uden lys, fordi pærerne er gået ud, og lystavler fungerer ikke. Sådan ser nye lufthavne i Asien ikke ud, til gengæld genkender man stilen fra banegårde i det, der kaldes Udkantsdanmark.

En undersøgelse, som blev hevet frem på CNN, viser, at USA for 20 år siden havde verdens femtebedste infrastruktur. Nu ligger landet på 25.-pladsen. De rigeste er bestemt blevet betragteligt rigere i den periode, men det offentlige, det fælles, er forfaldet. De få privilegerede har fået betragteligt større manøvrerum, men den fælles bevægelsesfrihed er blevet mindre.

Pointen er netop, at ’det’ kan fortsætte for den absolutte overklasse, men det kan ikke fortsætte for middelklassen og arbejderklassen. USA har været formidabelt innovativt gennem de seneste årtier med Facebook, Google og Apple, men også politisk udueligt med en kongres, hvor systemet for checks and balances er blevet til systematisk benspænd.

USA kan stadig vinde flest guldmedaljer ved OL, men det løfter ikke landets samlede befolkning. Ingen andre nationer har nogensinde haft den militære slagstyrke, som USA har nu, men der er ingen nødvendig sammenhæng mellem stillingen som supermagt og den sociale kontrakt. USA kan have de bedste universiteter i verden og tiltrække unge stræbsomme talenter fra Mellemøsten, Indien og Kina, uden at det løfter de offentlige skoler for alle.

En ny model

USA’ storhedstid i det 20. århundrede blev ifølge økonomen og den forhenværende minister Robert Reich skabt på grundlag af en ’handel’ mellem arbejdsgiverne og arbejderne: Arbejdsgiverne fik bedre og mere effektiv arbejdskraft, og arbejderne fik mere i løn. Det var kompromisset mellem kapitalismen og arbejderklassen: De, der deltog i produktionen af nye produkter, kunne selv købe dem og dermed skabe større efterspørgsel, som igen skabte et nyt udbud. Det sociale løft skabte økonomisk fremskridt, og den økonomiske vækst skabte social retfærdighed.

Reichs replik til samtiden er, at den dynamik er ødelagt: De få kan nu tjene penge på at sælge finansprodukter til middelklassen, som kan tvinge almindelige amerikanere fra hus og hjem, mens overklassen reddes af regeringen. Det politiske sammenbrud i USA går netop på, at det gode for de få ikke skaber frihed og fremskridt for de mange. Der er ingen nødvendig sammenhæng mellem det bedste for det politiske fællesskab og det profitable for den økonomiske overklasse. Da Obama blev valgt på løfter om ’håb’ og ’forandring’ for fire år siden, kunne det ses som et løfte om at genskabe den politiske forpligtelse på det fælles bedste. Washington er gået i stykker, sagde han dengang. Og nu siger græsrødderne til højre og venstre det samme: Washington virker stadig ikke.

Republikanerne får på den måde en god sag, når de siger, at regeringen ikke løser problemer, men skaber gæld til de mange og privilegier til de få. USA er ikke et politisk fællesskab, hvor evnerne og muligheder for de få skaber fremskridt for de mange.

Venstrefløjens græsrødder klager over, at én procent af befolkningen tager mere og mere og overlader underskuddet og elendigheder til resten. Højrefløjens græsrødder raser over, at politikerne i Washington ikke tjener det fælles bedste, men bare rager til sig selv og servicerer deres venner. Almindelige lønmodtagere mister deres job, selv om de gør det godt, mens direktører og bestyrelsesformand bliver forgyldt, selv om de tilsyneladende har gjort det dårligt. Som det er blevet sagt: Spørgsmålet er ikke, om regeringen er stor eller lille. Spørgsmålet er, hvem den er regering for.

Hvem tror på det?

Det kan fortsætte i USA, og det er fortsat i tre årtier med forfald af det fælles og stigende ulighed. USA har udviklet en politisk model, hvor landet er et uland på nogle områder, men verdens supermagt på andre felter.

Den overvældende tilslutning til løfter om håb og forandring for fire år siden var om noget et vidnesbyrd om en fælles amerikansk drøm om, at det kunne være bedre. At det politiske fællesskab kan forene fremragende kvaliteter til det fælles bedste. Sådan har de fleste det vel stadig, men hvem tror på, at de amerikanske stykker kan samles til et stærkt politisk fællesskab?

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Philip C Stone

Rune Lykkeberg

Obessed?
Eftersom du ikke alene bruger et ord som ikke findes, men oven i købet sætter det i kursiv, må jeg tro at du bevidst har valgt at gøre læserne opmærksom på dine manglende kundskaber i engelsk.
Jeg går ud fra at du mente obese.

Philip C Stone

En tankevækkende ide er at overførsler kun er ladsiggørlige i perioder med økonomisk vækst. Da fremtidig vækst ikke længere er givet, er de rige begyndte at forskanse sig

Affluent Republicans – the donor and policy base of the conservative movement — are on red alert. They want to protect and enhance their position in a future of diminished resources. What really provokes the ferocity with which the right currently fights for regressive tax and spending policies is a deeply pessimistic vision premised on a future of hard times. This vision has prompted the Republican Party to adopt a preemptive strategy that anticipates the end of growth and the onset of sustained austerity – a strategy to make sure that the size of their slice of the pie doesn’t get smaller as the pie shrinks.
http://campaignstops.blogs.nytimes.com/2012/10/15/no-more-industrial-rev...

Niels-Holger Nielsen

Philip C Sone

Kom nu med det: Hvorfor er demokraterne et alternativ? Fortæl os hvorfor blåt er godt!

Lise Lotte Rahbek

Jeg er også nysgerrig: Fortæl. :)

Philip C Stone

Niels-Holger Nielsen
Lise Lotte Rahbek

Se venligst mine kommentarer til
http://www.information.dk/315157

Jeg har skrevet en del og jeg vil venligst opfordre jer til at læse dem alle. En af dem (kl. 12:18) linker til en lang kommentar (med link) som dækker forskellige politiske områder.

Obama og Demokraterne svarer ikke til mine politiske idealer, men i de sidste mange år har det generelt været Demokraterne som har stået for de tiltag som har forbedret befolkningens vilkår. Og i dag er forskellen mellem de to store partier større end på noget tidspunkt siden i hvert fald begyndelsen af Roosevelts New Deal. Det er blevet sagt, efter min mening med god grund, at det Republikanske parti is trying to undo the twentieth century. Det er Republikanerne som udgør det eneste realistiske alternativ til Demokraterne, og for mig er det Republikanske alternativ frygtindgydende – også fordi en Republikansk sejr vil påvirke de politiske forhold herhjemme. (Tænk f.eks på Danmarks deltagelse i Irakkrigen.)

Jeg ved ikke om I har fulgt med i de udtalelser om voldtægt og abort som flere af de Republikanske kandidater til senatet er kommet med, at graviditet som følge af voldtægt er et udtryk for guds vilje mm. Denne vanvid er ikke begrænset til dettte spørgsmål, men kan også findes i partiets forhold til klima, skattelettelser til de rige, forsvarsbudgetet, anvendelsen af tortur, osv. Og så har jeg aldrig nogensinde før oplevet en valgkamp hvor et parti i dén grad forsøger at skjule sin politik og begrave den i plat.

Jeg har tidligere udtrykt at Demokraterne/Obama er en skuffelse, men at Republikanerne ville være en katastrofe. Min holdning har ikke ændret sig.

Philip C Stone

Joseph Stiglitz har skrevet en kommentar som kan ses i forlængelse af ovenstående.

This election has rightly been characterized as one that will deeply affect the future direction of the country: Americans are being given a choice with potentially large consequences. One arena in which there are profound differences that has not been adequately debated is the future course of inequality...

In Cleveland on Wednesday, Paul Ryan gave a speech that might lead one to conclude that the two Republican candidates were really concerned about poverty. But more revealing than oratory are budget numbers — like those actually contained in the Ryan budget. His budget proposal guts programs that serve those at the bottom, and little could have done more to enrich those at the top than his original tax proposals (like the elimination of capital gains taxes, a position from which he understandably has tried to distance himself). Every other advanced country has recognized the right of everyone to access to health care, and extending access was central to President Obama’s health care reform. Romney and Ryan have criticized that reform, but have said nothing about how or whether they would ensure universal access. Most important, the macroeconomic consequences of the Romney-Ryan economic program would be devastating: growth would slow, unemployment would increase, and just as Americans would need the social protection of government more, the safety net would be weakened.
http://campaignstops.blogs.nytimes.com/2012/10/26/stiglitz-some-are-more...

Hvis politik drejer sig om rammerne for befolkningens levevilkår er der altså tale om et klart valg.

Meget god beskrivelse af USA,kunne være fra 70erne-men er fra idag.

New York og andre storbyer oser af modernitet på overfladen,men bare lidt væk derfra har USA i min optik altid været et U-land-rejs selv dertil,tag en greyhound bus og oplev medaljens bagside,tænk på Jacob Holst amerikanske billeder,du møder det igen,helt sikkert,svært er det ikke.

Mine amerikanske venner skriver i flere mails,at ved dette valg,hvis republikanerne vinder er det tilbage til 1860ernes fattigdom og mentalitet,værre end nogensinde.

Steffen Gliese

Mon ikke Rune Lykkeberg har balanceret sine ord så præcist, så vi kan se, at vi selv følger i samme spor?
Jeg tror ikke, han har ret i det med jernbanestationerne - her på Lolland fejler de ikke noget, bortset fra at Banedanmark godt kunne se at få luget ved Rødby Færge.

Philip C Stone

Rettelse:

I min kommentar kl. 20:38 henviste jeg til
http://www.information.dk/315157

Der skulle have stået
http://www.information.dk/314083#comment-677951

Jeg vil venligst opfordre Information til at overveje om det ikke ville gøre det lettere for folk der søger efter gamle kommentarer, om de var arrangeret efter artikel, dato, og tidspunkt, i stedet for (artiklens navn) "for x dage og timer siden." Også om det kunne lade sig gøre at bladre flere sider tilbage ad gangen, i stedet for kun én.

Størst slagstyrke, ja. Men USA har længe haft problemer med at vinde sine krige. De vandt ikke i Korea, hvor de stadigt står, de måtte fragtes ud af Vietnam af helikoptere fra ambassadens tag, de måtte skynde sig væk fra Somalia, Irak gik galt og Afghanistan kan ikke vindes. Det observerer man med interesse i udlandet, og resultatet har foreløbigt været, at SCO, BRICS og andre ændrer den gamle orden målrettet og konstant. Bl.a. opkøber deres centralbanker store mængder guld og letter stille og roligt deres reserver af US-dollars (som de i stigende grad går udenom for i stedet at handle i egne valutaer), så kursen ikke styrtdykker. Kina er USA's kreditor, og Rusland styrer størstedelen af dets allierede, EU's, naturgas-marked, mens USA truer deres allierede, Iran, med krig.
Ret spændende tider, men lidt for meget af det gode for lille mig I Albertslund.
Desværre er der ikke meget udenrigspolitik i de danske medier mere, udover enkeltbegivenheder hvor en bombe sprænges et eller andet sted.
Skriv f. eks. lidt om Pipelinestan (Asien og Mellemøsten) og de forskellige interessekonflikter dér, så vil en masse enkeltbegivenheder pludseligt ikke mere være dét, men en række sammenhængende episoder i især kampen om energisikkerhed

Arne,

USA vinder militærisk. Det er genopbygningen og den politiske fred bagefter hvor de fejler.

Thomas.
Præcis. De smadrer det hele, og må så gå. De har ikke vundet landet, har ikke fået indsat deres egen helt loyale leder (i Afghanistan og Irak kun udadtil, ikke reelt). De har da bedre og flere våben end deres konkurrenter tilsammen, men bruger de arsenalet, vil de tabe af den simple grund, at dén krig ingen vindere har. Hvad betyder militære sejre, når man ikke har overhøjhed efter sejren, og efter at den politiske modstand stiger, mens indflydelsen falder.
Pyrrhus-sejr er en nærliggende beskrivelse.
I Afghanistan spilder USA mænd og penge på krig, mens Kina indgår mine-og infrastruktur-kontrakter i samme land. Hvem har vundet hvad? "A lot of sound and fury, and signifying nothing" er hvad USA har vundet, ved at vinde militært over den ene gruppe af dårligt udrustede militser/lande efter den anden .
Hvis en krig ikke netto har positive følger for angriberen, kan den umuligt kaldes en sejr, uanset hvor mange militære sejre den består af. I et 100-meter løb er det også irrelevant, hvem der kommer først på 90 meter, det giver kun mening at stoppe stopuret, når løberen er nået helt frem, har nået sit mål. Det hjalp ikke Tyskland, at de havde besejret Frankrig, Polen, Danmark osv., for de tabte krigen. WW 2 blév nemlig vundet af USA og Rusland etc., og det blev den, fordi de overvundne blev fjernet, sejrherrerne indsatte et bæredygtigt nyt regime og blév på stedet. Dér var ingen tvivl. Og det var da også USA's sidste reelle sejr, noget der ikke er spor fremmed for venstreorienterede historikere og andre intellektuelle i USA.