’Jeg ved ikke, hvilke kræfter der modarbejder præsidenten’

Måske er Barack Obamas klimavenlighed oprigtig, men spørgsmålet er, hvor stort råderum en præsident reelt har. Den prisbelønnede forfatter Wendell Berry iagttager fra sin pind langt ude på landet et USA, hvor virksomhederneudplyndrer naturressourcerne i hans baghave, på markerne, i floderne, skovene og dalene, mens politikerne tier
Hædret. I denne uge rejste Wendell Berry til New York fra sin gård i Kentucky for at modtage en af de fem årlige James Beard Foundation Leadership Award for sit engagement i at skabe en sundere, sikrere og mere bæredygtig verden.

Hædret. I denne uge rejste Wendell Berry til New York fra sin gård i Kentucky for at modtage en af de fem årlige James Beard Foundation Leadership Award for sit engagement i at skabe en sundere, sikrere og mere bæredygtig verden.

Benjamin Kürstein
20. oktober 2012

Det er en æstetisk opløftende oplevelse at køre gennem et landskab af gårde med hestehold. På denne årstid er markerne i Kentucky saftigt grønne. Enhver gårdejer og husmand i denne sydstat med respekt for sig selv og lidt penge på lommen holder heste, af hvilke der skulle være mellem 80 og 100.000 i Kentucky.

Hestene græsser på enge indrammet af sorte træstakitter. Sort er en populær farve. De mange store trælader, der pryder landskabet, er også malet sorte. Selv omkring træer på hestenes enge er der bygget sorte træstakitter.

Mere ordnet og rent kan det ikke blive i en amerikansk sydstat.

Landmanden, forfatteren, poeten, økoaktivisten, pacifisten og kritikeren Wendell Berry er født og opvokset i dette kultiverede landskab. Som ung boede han og familien på den fædrene gård midt på de flade marker mellem Newcastle og Port Royal, hvor en lille biflod til Ohio River flyder forbi.

I dag lever han og hustruen Tanya i et hus på en stejl skråning, som leder ned til bifloden og en frodig dal. I deres have står nogle solceller og sluger solskin.

’Jeg er en amatør’

»Jeg ved ikke, hvordan vi skal besejre kulindustrien, men på lang sigt er solenergi måske en udvej,« siger den 78-årige Wendell Berry.

I parrets beskedne hus, som er uden fjernsyn, men fyldt med bøger (og de abonnerer faktisk på The New York Times så langt ude på landet), har Tanya tilberedt et varmt måltid til frokost. I denne landlige idyl spiser man stadig hovedmåltidet midt på dagen.

»Aftensmaden består af rester fra frokost,« siger Tanya, mens der bliver serveret en ovnbagt vegetarisk ret med majsbrød bagt på en stegepande og hældt postevand i krusene.

Wendell Berry er blevet en slags kultfigur i amerikanske miljøkredse. Han går fra den ene prisoverrækkelse til den anden. I år blev han udvalgt af forbundsstatens National Endowment for the Humanities til at holde Jefferson-forelæsningen– den største ære, der kan overgå en amerikansk intellektuel.

I 2011 blev han af præsident Barack Obama tildelt National Humanities Medal under en ceremoni i Det Hvide Hus.

Ingen anden amerikansk intellektuel kan med samme ret som Wendell Berry hævde at være Henry David Thoreaus efterfølger. Det kunne den beskedne mand aldrig finde på at gøre, men parallellerne mellem de to er slående, selv om de lever i to forskellige århundreder.

Berry praktiserer for eksempel ideerne i Thoreaus berømte essay om civil ulydighed i virkelighedens verden. Han kan også sætte fingeren på, hvilke farer pacifisme indebærer.

»Civil ulydighed er en alvorlig sag,« siger forfatteren efter frokosten. »Den kan være skræmmende. Man må være rede til at dø ligesom i krig, hvor man er i andres vold. Man kan argumentere for sit synspunkt, men det er andre, som tager beslutningerne.«

Wendell Berry har ikke for vane at udtale sig om politik, især ikke landspolitik og slet ikke præsidentvalg. Jo, han stemmer og har sine meninger, men – som han siger:

»Jeg er en amatør i alt, hvad jeg foretager mig, og føler mig ikke berettiget til at tale om noget, jeg ikke har forstand på.«

Det er derfor naturligt at tale om de mange vigtige emner, som ikke er kommet op i den aktuelle valgkamp. Presserende ting, som de to præsidentkandidater undgår at omtale og debattere. Set af en skarp iagttager fra en gård langt ude på landet.

Meget, man ikke ved

Berry fortæller om kulmineindustriens ødelæggelse af naturen og menneskene nær minerne i Kentucky. Han hævder, at de store landbrugskoncerner har koloniseret landbruget, naturressourcerne og den unge generation. Han begræder tabet af udelivet på landet og raser mod det postkapitalistiske samfunds frås med fossile brændsler. Han undrer sig over, hvortemaet fattigdom blev af i den offentlige samtale.

Barack Obama er et emne, forfatteren helst viger uden om. På et spørgsmål om, hvad der blev af præsidentens løfte om en omstilling til en grøn økonomi, siger han først:»Dit spørgsmål er henvendt til den forkerte person.«

Men så samler Berry sig i sin gyngestol i stuen.

»Faktum er, at vi ikke har kendskab til det pres, en nyligt tiltrådt præsident bliver underlagt af kapitalinteresserne og det statslige bureaukrati. Jeg ved ikke, hvilke kræfter der modarbejder ham. Det gør offentligheden heller ikke. Det kan lyde, som om jeg er paranoid, men jeg ved ikke, hvad man skal forvente.«

»Jeg tror, at Obama er i stand til at skabe de to millioner grønne job og opfylde andre af sine løfter fra valgkampen i 2008. Man skulle tro, at det ville give ham mere manøvrefrihed, hvis han vinder valget og ikke skal på genvalg. Hvad jeg ikke kan vide, er hvem og hvor meget en præsident skylder efter at have ført en så dyr valgkamp.På en måde diskvalificerer denne min uvidenhed mig fra at have en kompetent mening om landspolitik.«

Piletræerne er væk

– Man skulle tro, at en tænker med så meget livserfaring, der sidder på en pind her ude på landet og iagttager resten af nationen, har kompetente meninger?

»Folk antager, at vi lever i landlig idyl, men virkeligheden er en anden. Vi ude på landet er omgivet af ødelæggelser. Vi ser det hver dag.Tag for eksempel de sorte piletræer, der plejede at gro ved vandlinjen nede langs floden. Kentuckyfloden har sit udspring i Appalache-bjergene nær grænsen til Virginia og flyder gennem den region i det østlige Kentucky, hvor mineselskaberne udvinder kul ved at skære hele bjergtoppe af,hvorved de forurener flodvandet med farlige metaller.Piletræerne er forsvundet,« siger Wendell Berry.

»Jeg har ikke fundet en eneste biolog, som vidste det, inden jeg informerede dem. Det samme gælder bæverrotterne, der plejede at bo i disse farvande. De er væk. Men hvis du kører en time nordpå til Ohiofloden, så er der stadig piletræer og bæverrotter.«

Årsagen kan altså ikke være snavset luft – det må være vandet, mener Wendell Berry.

»Det er den slags, vi ser med egne øjne her ude på landet. Vi ser også, at flere og flere mennesker søger væk. Der bliver færre bønder. Folk på landet nyder heller ikke længere naturen. Min mor gik på varme sommerdage hele vejen ned til floden for at bade. Jeg og mine kammerater tomlede fra Newcastle. I dag sidder de unge på landet klinet til tv-skærmen eller deres computerspil. Ingen bader, ingen fisker. Ingen går på opdagelse i naturen eller på jagt efter egern. Børn er forsvundet fra landskabet.Vi lever i et land – ikke en nation – som er blevet forladt og opgivet af folket.«

Krugmans økonomi

– Og de politiske myndigheder har også sluppet deres ansvar?

»Selvfølgelig! Det har universitetsverdenen og medierne også. Jeg læser ofte økonomen Paul Krugmans artikler i The New York Times, og ikke en eneste gang har han nævnt, st økonomien er afhængig af landets ressourcer. Sagt på en anden måde: For Krugman er økonomien et finansielt system, den er ikke livskredsløb. Det er derfor, jeg føler mig inkompetent til at tale om politik. Jeg er ikke i stand til at forstå, hvordan de problemer, jeg ser til daglig, kan løses af de forhåndenværende mekanismer.«

– Hvad gør den lokale presse i Kentucky?

»Vores stats førende avis, The Courier-Journal i Louisville, plejede at skrive om for eksempel minedriftens ødelæggelse af vandmiljøet og vores frodige skove. Men nu har den lukket sit afdelingskontor i bjergregionen og beskæftiger sig kun med sit eget opland. Louisville bærer nag til resten af staten, fordi ingen udenfor elsker dem.Men den manglende interesse i så alvorlige emner er ikke begrænset til Kentucky. Faktum er, at jorden og landbruget er blevet koloniseret af virksomhederne,« siger Wendell Berry og tilføjer:

»Vi er lidt som den tredjeverden. De er på jagt efter vores landbrugsjord, vores ressourcer og vores unge mennesker til den billigste pris – og de lægger beslag pådet hele så hurtigt som muligt.Virksomhederne er ikke tynget af den samvittighed, som vi mennesker går rundt med. Hvad angår bevaringen af naturens ressourcer må mennesket lære at være tålmodig i en nødsituation. Det er smerteligt at skulle erkende, at fremskridt kommer langsomt, men der er ingen fremtid i at opildne folk til at handle som en pøbel.«

Udplyndringen

Wendell Berry advarer mod at underminere det humane for at redde menneskeheden.

»Så vidt jeg kan se, er der intet andet at gøre end at forsone sig med det besvær og de lidelser, som er forbundet med at handle etisk korrekt, når man står ansigt til ansigt med de enorme ødelæggelser, udplyndringen, af vort land. Virksomhederne tænker ikke i de baner. De er frie til at gøre det forkerte så hurtigt som muligt. I et halvt århundrede er næsten intet blevet gjort for at bevare landbruget. De betaler en lav pris for produkterne, de lader landjorden erodere og blive mere og mere forgiftet, der bliver ikke investeret penge i at bevare og vedligeholde.«

– Folk udenfor USA kan ikke forstå, hvorfor præsidentkandidaterne fortsat vil satse på olie, kul og naturgas?

»Regeringsapparatet synes ikke at være sig bevidst, at vi er nået til vejs ende. Æraen med billigt fossilt brændsel er ovre. Min ven landbrugsøkologen Wes Jackson siger, at folk ikke ved, hvad de snakker om, hvis de tror, vi kan undgå rationering af fossile brændstoffer. Vi bliver nødt til at betragte det, vi har tilbage, på samme måde som et begrænset madforråd. Det skal rationeres for at vare så lang tid som muligt.Oliereserverne er begrænsede, men jorden er en uendelig ressource, hvis vi blot værner om den«

Valget

– Gør det i den henseende nogen forskel, hvem man stemmer på i præsidentvalget?

»Selvfølgelig gør det det. Jeg bor i en lille landsby, der hedder Port Royal, hvor folk har stemt på demokrater siden den store økonomiske depression. Deres indkomst berettiger dem end ikke til at kalde sig middelklasse. Hvis man står på de fattiges, de forældreløses, de hjemløses, de umælendes side kan man ikke med sindsro lytte til politikere, der foreslår skattelettelser til de velhavende.«

– Så valget er reelt for dig?

»Det er ikke selvindlysende. Men nu snakker jeg over mig. Folk, der kommer på besøg, antager, at hvis de blot kan finde ud af, hvem jeg vil stemme på, så ved de alt om mig. Men du hører ikke til den slags. Jeg har allerede sagt mere end til nogen anden besøgende.«

– Hvad sagde du til præsident Obama, da han overrakte dig medaljen?

»Jeg stod med de andre vindere i et venteværelse, og pludselig slap han fri af sine vagter og kom ind og hilste på hver af os. Han var yderst elskværdig, men der var ikke tid til en samtale.«

– Havde du ikke noget på hjerte? Her står du overfor præsidenten ...

»Jeg havde ikke regnet med at få muligheden.Men du havde noget bestemt i tankerne – kulminerne?Jeg er parat til at tale om alt, hvad der står mit hjerte nær, men jeg har talt om alle disse ting i årtier. Det ville være udslag af enorm indbildskhed at fange præsidenten i et ledigt øjeblik og sige: ’Hør engang, har De tænkt på dette her?’ Det kunne jeg ikke gøre. Men hvis han havde sagt: ’Hr. Berry, jeg har bemærket, at de har kæmpet imod kulminernes ødelæggelse af naturen, hvad kan jeg gøre for at hjælpe?’ Så ville jeg have spurgt ham: ’Hr. præsident, hvad er De reelt i stand til at gøre ved det?’«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Født i Kentucky i 1934. Bonde, akademiker, digter og én af USA’s kendteste miljøaktivister, som har været engageret i utallige civile ulydighedsaktioner

Forfatter til 11 romaner, 25 digtsamlinger og 16 værker med essays, bl.a. ’Bringing It to the Table: On Farming and Food’, 2009

Wendell Berry har vundet en række priser, bl.a. The National Humanities Medal 2010 og senest The 2012 James Beard Foundation Leadership Awards

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Erik Pørtner  Jensen

"Deres indkomst berettiger dem end ikke til at kalde sig middelklasse. Hvis man står på de fattiges, de forældreløses, de hjemløses, de umælendes side kan man ikke med sindsro lytte til politikere, der foreslår skattelettelser til de velhavende"

Så langt væk og alligevel deler vi de samme tanker.

I et land som Danmark med en relativ beskeden fattigdom og nogenlunde ordnede miljøforhold kan man godt udholde udbytningen og uretfærdighederne mens det må være et rent helvede at havde de samme tanker og følelser, omringet og magtesløs i en verdensdel, hvor den rå kapitalmagt uden nåde fortærer alt den møder på sin vej.

Må dette monstre som vi har skabt selvdestruere inden det er for sent!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Erik Rolfsen Nissen

»Regeringsapparatet synes ikke at være sig bevidst, at vi er nået til vejs ende. Æraen med billigt fossilt brændsel er ovre. Min ven landbrugsøkologen Wes Jackson siger, at folk ikke ved, hvad de snakker om, hvis de tror, vi kan undgå rationering af fossile brændstoffer. Vi bliver nødt til at betragte det, vi har tilbage, på samme måde som et begrænset madforråd. Det skal rationeres for at vare så lang tid som muligt.Oliereserverne er begrænsede, men jorden er en uendelig ressource, hvis vi blot værner om den«

Bare én af de mange gode tanker i denne livsbekræftende interviewartikel. Det er stærke sager, med milde ord.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels-Holger Nielsen

Flot interview Burgharth!

Hvis der så i næste weekend kunne blive plads til et interview med den vissionære og hårdtarbejdende Wes Jackson, skal I være tilgivet jeres dead-pan mainstream-artikler om det amerikanske præsidentvalg, som jeg jo bare kan lade være med at læse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

Er der mon stadig nogen, som vil advokere for at ´greed is good ´?

Artiklen beskriver med hjerteskærende tydelighed den undladelsessynd - manglende forståelse og omsorg for biotopens kredsløb og dermed menneskehedens overlevelse - som efterkrigstiden har ekscelleret i.

I en omtåget blanding af efterkrigstraumer og ressourcenarkomani fik
industrialiseringsmaskinen og det såkaldt ´frie´ marked lov til bevidstløst at nedtromle al menneskelighed, mens en lille gruppe forhutlede hippier og miljø-og vensrefløjshumanister som tidens seere forsøgte at vække de sovende - men nej, den massive og invasive (hvor fra?) ødelæggelse var begyndt og fik lov at fortsætte sit helvedestogt i ly af narkoleptiske tilstande, som i stedet for oplysning og visdom blev injiceret i befolkningerne.

Vi er ilde stedt, det indser omsider trods alt de fleste – men den 1% fastholder sit dødsgreb, mens skønheden forvitrer, og menneskehedens chancer for overlevelse dagligt forringes.

Den kultur, som historisk er blevet opbygget, er ikke værdig til at bebo denne skønne planet, og står derfor foran sin ødelæggelse. I hvilken form er ikke klart, men der ser ikke ud til hos de ansvarlige at være vilje og forstand til den nødvendige kursændring, som måske ville kunne redde os.

Dette er skriften på væggen – læs den, I tåber.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Slettet Profil

"Jeg ved ikke, hvilke kræfter der modarbejder ham".

Jeg tror det er på tide at folk af-programmere deres tiltro til Obama. Han giver os håb, men vi har ikke brug for håb; vi har brug for at accepter, at der intet håb er og handle derefter. Hans funktion er blot at skubbe transformerende handlinger ud i fremtiden, holde os beskæftiget, med håb, mens de bygger deres ”pyramide” færdig.

Just saying....

Mvh..

anbefalede denne kommentar