Klumme
Læsetid: 5 min.

Vinene klarede sig bedst

Det begyndte med, at haven kom ind i restauranten og ned på tallerkenen, men så blev overblikket og ideen væk. Og det går ikke til den pris
Smukt. Lokalet er rart i sig selv, og tekstildesigneren Margrethe Odgaard har smukt bragt haven ind i lokalet med enkle og lette strøg på silketynde stoffer, der hænger mellem vinduerne.

Smukt. Lokalet er rart i sig selv, og tekstildesigneren Margrethe Odgaard har smukt bragt haven ind i lokalet med enkle og lette strøg på silketynde stoffer, der hænger mellem vinduerne.

Moderne Tider
13. oktober 2012

Jeg elsker Frederiksberg Have, og nu, hvor den lille familie er flyttet rigtigt tæt på, kommer jeg der mindst én gang om ugen. Den er romantisk anlagt, og således kan man hurtigt komme en tur til Kina, Grækenland og, ja, efter Norman Foster åbnede Zoo op ud til haven, også Afrika, eller er det Indien, de elefanter kommer fra?

I det ene hjørne tæt på hovedindgangen ligger en legendarisk restaurant, som Roy Hurtigkarl etablerede i mine barndomsår, og som sønnen Jan og makkeren Jakob Mielcke for en lille håndfuld år siden rykkede ind i efter et par årtier med restauranter andre steder og rundtomkring.

Lokalet er virkeligt rart i sig selv, og tekstildesigneren Margrethe Odgaard har smukt bragt haven ind i lokalet med nogle enkle, feminine (uden at det kammer over) og lette strøg på silketynde stoffer, der hænger mellem vinduerne.

Ikke oppe på 100 procent

Haven, lokalet, stemningen, historien. Det er som om solsystemets planeter står på linje, og noget ganske særligt skal ske. Det startede også godt! Stedets stjernesommelier, der lignede en blanding af Buñuel og Mr. Romance, serverede os champagne af biodynamisk produktion, en Les Murgiers Francis Boulard, der skyllede ind i munden som en piblende lille bæk ned gennem de nordfranske agrare landskaber. Kølige mineraler og et let strejf af tør kastanje.

Den første servering var fem små appetizers, og temaet med at bringe haven indenfor fortsatte på tallerknen med den første lille anretning. Havtorn, som var knust, smeltet og dernæst formet som et efterårsblad med en lille smuk klat syret mayonnaise på. Dernæst fik vi frisk forårsrulle og fiskesauce, muslingemousse, crispy frøkiks med creme, hjemmetørret skinke og endelig lidt fra en svensk inspirationstur nemlig elghjerte med kantarelcreme.

Det lyder lækkert, men det var det bare ikke sådan 100, for de forskellige smagsnuancer var ikke afstemt godt nok. Fiskesaucen var for kraftig, cremen for dominerende osv. Anretningerne kunne også have været mere ærlige. F.eks. var det velsmagende elghjerte dækket af kantarelcremen, der således fuldstændig skjulte både hjerte og små tyttebær.

Hov, vi spoler lige teksten lidt tilbage …egablit tdil netsket egil relops iv voh ... hvad gik lige galt der? Vi sidder på en af landets bedste restauranter, og allerede under appetizerne er der punkter, der ikke sidder lige præcis i det skab, hvor perfektionen og den højere enhed hænger til daglig.

Fra det jævne til årets højdepunkt

Første egentlige ret var tatar med grillet agurk og løvstikke. Vinen, vi skulle drikke, var en 2011 Savoir, Rousette de Savoir Domaine Giachino. Oksekødet var rigtigt dejligt, og den grillede agurk et innovativt hit. Det hele fint afstemt med vinen, der havde en let tyngde og toner af citrus, der klædte den dominerende smag af agurk.

Næste servering var dansk blæksprutte, der ikke var tilberedt på anden måde end at være blevet skåret i tynde skiver. Blødt vildt saltvandshav og serveret med, hvad kokken beskrev som de sidste rester fra restaurantens eget bed af urter og kål, der skulle bruges inden frosten sætter ind. Rustikt anrettet, og vinen til var også furiøs. En 2009, Chassagne-Montrachet 1. Cru Les Macherelles, Jean-Claude Bachelet, fik havet og bedet til at tale beruset sammen.

For et par år siden kunne man ikke gå på bedre restauranter uden at få brændt hø. I år er det åbenbart babymajs, der er det vilde newnordic-hit! Men altså, jeg må sgu indrømme, at ligegyldigt hvor perfekt aldente de er kogt, dampede, eller hvordan de nu end tilberedes, så overlapper smagen forholdsvist meget med de babymajs, man kender fra tysklandsfærgernes tag selv-salatbar.

Vi fik også babymajs her, to endda, der lå i V-form med en alt for stor mængde majscreme i midten og hele besynderligheden var pyntet med de der majs-hår, man normalt ikke kan spise, samt smuldrede popcorn. Vinen havde en svær opgave her, men en 2008 Alsace, Clos Hauserer Zind-Humbrecht, kunne lidt af hvert, og så kunne man jo nøjes med at drikke den og lade retten gå ud.

Så var der mere svung og fine detaljer over svamperetten, der var næste lille oplevelse; löjrom til de bløde skovnuancer nærmede sig umami. Og vores ven mr. Romance var i et forbryderisk vildt humør og skænkede os en 1999 Gevrey-Chambertin, Clos du Meix des Ouches Domaine Varoilles, der smagte som noget, der burde være illegalt.

De kan lide at grille i køkkenet hos Mielcke og Hurtigkarl, og næste ret var virkelig afsindig lækker. Måske ikke så meget bio-kyllingen, som vel egentlig var hovednummeret, men den grillede romainesalat med hvidløg vil stå som et højdepunkt for mig i år. Vinen til var en 2007, Barolo, Giacomo Grimaldi. Fadlagerede mørke tanniner, der med den brændte smag fra det grillede gik op i den højere enhed, der burde have været en selvfølge hele aftenen.

Godt, men ikke mere end det

Vi tog et tillæg af ost, og efter det blev det tid til den faste menus to desserter. Den første var yuzu, en japansk citronagtig frugt, der har været meget populær i de højere gastronomiske lag siden 2003, hvor New York Times havde en mindre feature om den. Om Jan Hurtigkarl fandt den før, ved jeg ikke, men her var den serveret som en lille sorbet, der lettede munden elegant og fint kunne have sat punktum for den aften. Det var bestemt ikke, fordi der var noget galt med den næste dessert af grillet æble og calvados, men vi sad bare tilbage og undrede os over, hvad den bibragte helhedsoplevelsen. Begge vine der fulgte til (2009, Pfalz, Egon Schmitt Riesling Auslese og 2010, Coteaux du Layon, 4 Vents Pithon-paillé) var dog store oplevelser.

Når man sidder med sin overscoring af en kone en hel aften og bliver halvsnaldret og fjantet, så har man jo en god oplevelse. Men når regningen så runder 4.000 kr., så tænker man en ekstra gang over, hvad det var, der egentlig skete. Det startede med, at haven var inde i restauranten og nede på tallerkenen, og selv om vi kom rundtomkring i verden som i den romantisk anlagte have udenfor, var det, som om der manglede styring og ide. De bedste retter var gode, men ikke mere end det, og selv om det er al ære værd at tage chancer, så skal dét, der serveres, nu alligevel være meget bedre afstemt og i harmoni, hvis jeg skal uddele børgehatte.

Serie

Beværtet

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her