Læsetid: 6 min.

Barcas sans for trekanter

Angriberne er stjernerne, de bader sig i mål og myter. Men nøglen til FC Barcelonas moderne historie ligger i defensiven. Det er klubbens største udfordring
Undværlig. Det er ikke Lionel Messi – her på kolliusionskurs med Celtics Fraser Forster under sidste uges opgør – der gør Barca til Barca. Han kan erstattes. Catalanernes fremtidsudfordring ligger et andet sted.

Undværlig. Det er ikke Lionel Messi – her på kolliusionskurs med Celtics Fraser Forster under sidste uges opgør – der gør Barca til Barca. Han kan erstattes. Catalanernes fremtidsudfordring ligger et andet sted.

Lee Smith

17. november 2012

Den 7. november tabte FC Barcelona 1-2 til skotske Celtic i årets Champions League. Barca er dog stadig nr. 1 i gruppe G med ni point, to mere end Glasgow-klubben, der ligger på andenpladsen, og seks point ned til bundproppen Spartak Moskva, som tager imod de catalanske storfavoritter tirsdag aften. Ridser i lakken på Tito Vilanovas formfuldendte mandskab? Næppe.

Barca er et paradoks. De står som de måske største fornyere af moderne fodbold. De er sindbilledet på den berømte tiqui-taca, som vi også kender fra det spanske landshold. Og samtidig er deres måde at spille på en revitalisering af en fodboldstil, der går helt tilbage til 1920’erne. Barca er dybt fascinerende: De føder fodbolden på ny, men med traditionen i ryggen.

Tre dele af et angreb

Lad os starte med angrebet. Tre ting kendetegner Barcas særlige rytme: Boldbesiddelse, sikkert spil og trekanter.

Boldbesiddelse hedder i moderne fodboldjargon possession, og i hvert fald siden 2008 har massevis af hold forsøgt at kopiere det aspekt. Det modsatte af possession kaldes turnover – ordet kommer fra basketball – og her dyrker man i stedet de hurtige kontraløb og lurer hele tiden på at slå til i overtalssituationer. Dér, hvor det andet holds formation ikke er på plads.

Men possession handler ikke bare om hurtigt spil, lækre finter og kunsten at slå fabelagtige pasninger, der kan få defensiver til at flække midt over. Tværtimod. Kig på Barcas bageste kæder. Se, hvor tålmodigt spillet bliver bygget op. De pludselige ryk sker først lige foran eller i siden af modstanderens målfelt. Barca er kreative og temposættende, men netop fordi de har en solid base. Nogle vil næsten sige kedelig.

Det tredje aspekt kan beskrives ved hjælp af geometri. Lad os bare kalde Barcas standardformation 4-3-3, den særlige, ’spanske’ version af hollandsk totalfodbold. Den, Johan Cruyff førte ind i landet tilbage i 70’erne og som – hvis den altså overhovedet kunne skrives i tal – hed 3-4-3.

Pointen er, at der er flere afleveringsmuligheder, hvis man tænker i trekanter (som 4-3-3 jo lægger op til), end hvis man er tvunget til at spille langs ’firkantede’ linjer og i firkantede rum. Trekanter kan kombineres, de kan multipliceres, og faktisk viser nørdede studier af banen, når Barca spiller – banen som et mulighedsrum og et netværk af linjer – at eksempelvis Xavi Hernández hele tiden har seks mulige medspillere, han kan aflevere til. Det er to mere, end hvis han havde været låst fast i en typisk 4-4-2-model.

Det er lige før, sproget siger det hele: 4-4-2 får dig til at tænke fodbold firkantet. 4-3-3 frisætter trekanterne.

Kig så på forsvaret, hvor det for alvor bliver interessant. Her bør to ting fremhæves: Højt genpres og Sergio Busquets unikke rolle.

Når Barca taber bolden højt på banen, prøver de øjeblikkeligt at vinde den igen. De stiller sig ikke langt tilbage, som man ofte ser i italiensk fodbold. Man kan sige, at det er det aspekt af turnover, som naturligt følger med possession. Det er den måde, Barca stadig bruger fysikken og aggressiviteten, selvom de sjældent bliver betegnet som netop fysiske og aggressive. Barca forsvarer sig mest med boldbesiddelse. Til gengæld fastholder de deres angreb ved hjælp af genpres. For en masse andre hold er det lige omvendt.

Og så er vi fremme ved Sergio Busquets’ rolle som en slags midtbane-sweeper eller falsk centerforsvarer i Barcas tiqui-taca. Udgangspunktet er som sagt en klassisk, offensivt præget 4-3-3. Men formationen kan hurtigt laves om til en 4-2-1-3, hvor Busquets og Xavi dækker den kontrollerende midtbane, mens Andrés Iniesta trækker op som venstre wing (og dermed bliver en del af tremandsangrebet), samtidig med at enten Leo Messi eller Alexis Sánchez, der med stor succes har overtaget den formdykkende David Villas plads, skyder ned i banen som falsk 9’er. På den måde vil man også få et særligt Barca-trademark: en roterende venstreside (Messi-Iniesta-Sánchez).

Kerneydelsen

Fordi det massive genpres er så vigtigt, ser man ofte Busquets klare de centrale, defensive pligter højt på banen. Barcelona kan tåle at have Busquets i denne enlige rolle, fordi de omgivende spillere — Xavi, Iniesta og Cesc Fàbregas — ’forsvarer’ sig ved ekstrem boldbeherskelse.

Men til tider vil der jo være pres på Barcas bagerste kæde. Her glider Busquets ned langs en central kile fra tilbagetrukket midtbane til defensiv linje. Alligevel gør Busquets’ dynamiske skift faktisk banen mindre. Tænk på to trekanter, der mødes på midten: Busquets er toppunkt i den ene, den defensive, mens Messi og Sánchez (eller Fàbregas, hvis han kommer i overløb) er spidsen af den anden, den offensive. På den måde opstår der en symmetri, hvor den falske centerforsvarer er meget tæt på den falske 9’er.

Men hvad skal vi egentlig kalde Barcelonas system? 4-3-3 er basisvaren. Hvis man fokuserer på den moderne, falske 9’er, ligger det lige for at operere med en 4-6-0 – det vil sige et system uden egentlige forwards.

Fra WM til WW

Og dog. For kig så nærmere på Barcas opstilling mod Celtic den 7. november. Dét system, som er Barca i en nøddeskal, burde kaldes 2-3-2-3: To centrale forsvarsspillere; dernæst to wingbacks med en ’6’er’ imellem sig på midtbanen; så de to kreative genier Xavi, som spiller dybt, og Iniesta, som er skudt mere frem. Og endelig, selvfølgelig, de tre forreste, som er en kompleks blanding af fløj, forward og falsk 9’er. Messi er inde i midten, men i realiteten kunne han også være ude til højre – eller måske lave overlap med Alba på venstre kant. Mulighederne er mange. Husk på trekanterne.

Hvis man nu tegner bogstaver henover banen og de forskellige positioner, startende med defensiven (altså de to) og sluttende med offensiven (altså de tre), vil man få et ’WW’. Hvor har vi set det før? I fodboldens barndom. Dog hed det dengang ’WM’-formationen, fordi man vendte blikretningen rundt og så de to banehalvdele fra hver sit mål. Men det var stadig 2-3-2-3, ’den perfekte symmetri’, som det blev kaldt. Englænderen Herbert Chapman er ophavsmand til systemet, der betød et historisk opbrud fra en tid, hvor man stort set ikke havde opereret med en midtbane. Nu havde man, med Chapmans taktiske manual i hånden, tre forwards og to angribende innerwings, som var symmetrisk forbundet med to defensive halfbacks og tre fullbacks, som også inkluderede ’stopperen’. Fidusen med Chapmans formation er, at de fem mand i WM-systemets forsvarskæde afspejler modstandernes angrebsformation. Det hele hænger sammen indadtil og udadtil.

Udfordringen

Chapman kunne selv prøve det af på Arsenal, der på det tidspunkt var berømt for deres kontrafodbold. Arsenal var godt organiseret og kunne roligt regne med, at kombattanterne slet ikke var så sofistikerede som de selv. De havde kludder i deres W’er og M’er.

Leo Messi er FC Barcelonas allerstørste stjerne. Hvad nu, spørger mange, når han ikke længere kan holde kadencen? Kan man forestille sig verdens bedste hold uden ham?

Men det er ikke Barcelonas største udfordring. Nej, det handler om, hvordan det catalanske mesterhold kan bevare en ekstremt perfektioneret spilforståelse, der er nødvendig for igen og igen at kickstarte Mesis kreativitet. Sat på spidsen er Messi udskiftelig. Det er Xavi og Busquets ikke. Og måske også Carles Puyol. Og 2-3-2-3. Og trekanterne. Det er alt sammen Barcas rygrad. Xavi bliver ældre og er de senere sæsoner faldet naturligt ned i banen, nogle gange så dybt, at Busquets opererer foran ham. Det høje genpres kommer primært fra Iniesta, Busquets og Dani Alves, hvor især Alves kompenserer for sit manglende tilbageløb i back-positionen ved at erobre bolden tæt på modstanderens mål. Xavi, derimod, tackler ikke så meget, men forsvarer gennem possession og en intelligent orkestrering af spillet. Xavi er stadig tovejsspiller, men den rolle han havde på banen for bare et par år siden, er nu overtaget af Fàbregas.

Nøglen til fremtiden

Hvad skete der så lige mod Celtic, siden verdens bedste hold tabte 2-1? Svaret er simpelt. Busquets var der ikke, og så kom der kludder i trekanterne. Linjerne nede bagved blev pludselig mere skrøbelige, end de plejer hos Barca, og Celtic kunne komme stormende med deres snævre spil henover midten. Briterne (ikke skotterne!) kalder det The Wingless Wonder med sigte til Alf Ramseys berømte, hårdtarbejdende 4-3-3 uden fløje, der sikrede England VM-guld tilbage i 1966. Og så var Celtic også lidt heldige og bravt kæmpende.

Hos Barca kommer historien igen, men på en ny og spændende måde. Og nøglen til klubbens moderne succes er defensiven. Det hele kan jo ikke handle om angribere, der bader sig i mål og myter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu