Læsetid 2.7285714285714 min.

De borgerlige får det sidste grin

Reformer, reformer, reformer. De bliver ved med at sige, at vi må i gang med opgøret med den gamle velfærdstat – indtil nu har opgøret varet 30 år
Den, der ler sidst ... Han tager nok fejl på kort sigt, men mon ikke de tyske lønninger og svenske skatter bliver målet på lang sigt

Den, der ler sidst ... Han tager nok fejl på kort sigt, men mon ikke de tyske lønninger og svenske skatter bliver målet på lang sigt

Torkil Adsersen
17. november 2012

Der var en fantastisk scene på tv torsdag aften: En nuværende minister mindede stolt om alle de reformer, den nye regering allerede har gennemført. Og meget kan man sige om regeringen Thorning-Schmidt, men ét kan ingen redeligt anfægte: Den har på et år leveret store og effektive reformer af det danske velfærdssamfund. Vi har fået en skattereform, en reform af førtidspensions- og fleksjobordningen, en dagpengereform og en tilbagetrækningsreform. Og vi kan roligt regne med, at vi også før eller siden får en kontanthjælpsreform.

Regeringen er med rette blevet kritiseret for, at den ikke har levet op til sine løfter, og for at man ikke kan genkende dens principper i reformerne. Men man kan ikke kritisere den for, at den ikke har leveret resultater med konsekvenser. I hastigt tempo har regeringen produceret mange reformer.

Det var disse indiskutable resultater den nuværende videnskabsminister Morten Østergaard torsdag ville indkassere som politisk kapital: Vi har allerede gennemført en række reformer, sagde han til den forhenværende finansminister Claus Hjort Frederiksen. Og han antydede, at her havde den forrige regering svigtet.

Det interessante var den forhenværende ministers svar: Også han kunne opremse så mange reformer, at ingen i studiet kunne følge med. Også han var stolt af alle de reformer, hans regering havde gennemført. En strukturreform, en velfærdssreform og tre skattereformer.

Uden frygt for at blive til grin gik den nuværende og den forhenværende minister i gang med at diskutere, hvem der havde produceret det største arbejdsudbud – gennem reformer. Scoren var, at den nye regering på et år havde øget arbejdsudbuddet med 20.000, mens den gamle regering havde øget samme udbud med 100.000 på små 10 år.

Den sammenligning fejrede de begge som en sejr.

Reformangst og konstant reform

Det fantastiske ved scenen var sammenstødet mellem den almindelige opfattelse, at vi har haft alt for få reformer, og den åbenlyse realitet, at vi gennem årtier har gennemgået en konstant reformering af velfærdsstaten. Det gælder alt fra kommuner, arbejdsmarked og skat til skoler, universiteter og ledelse af de offentlige institutioner. Opgøret med den gamle universelle velfærdsstat har nu en længere historie end den gamle universelle velfærdsstat selv.

Alligevel kan man tale til en fornemmelse af, at det alt for længe har stået stille. Iagttagere, ideologier og erhvervsledere bliver ved med beklage, at danskerne er reformangste, og at politikerne mangler handlekraft. Nu må vi i gang med de nødvendige reformer, siger de, hvis vi ikke skal miste produktivitet, konkurrenceevne og velstand.

Præcis denne stemning slog Helle Thorning-Schmidt an i sin første nytårstale som statsminister:

»I den kommende tid skal vi tage beslutninger, der kan måle sig med de sværeste i vores historie.« Regeringen var nødt til at foretage nedskæringer og besparelser, men der var ikke noget alternativ: »Vi gør det, fordi det er nødvendigt.«

Samme tale kunne være holdt af i hvert fald de seneste fire statsministre. Poul Nyrup Rasmussens regering var bestemt ikke præget af reformangst, men gennemførte store arbejdsmarkedsreformer, der ændrede forholdet mellem borgere og stat radikalt. Topskatten blev sænket og dagpengeperioden forkortet. Hvis en endnu mere forhenværende minister fra Nyrups regering havde været til stede på tv torsdag aften, kunne hun have været en kompetent rival i kampen om, hvem der har reformeret mest.

Det kendetegner de seneste to årtiers reformer, at målet og midlerne er de samme, selv om regeringerne har været forskellige. Flere af de reformer, som den nuværende minister fremhævede som sin regerings resultater, var således også forberedt af den forhenværende regering. De to ministre var sådan set i samme båd, selvom de begge prøvede at tale den anden ud af den. Der er etableret en administrativ national konsensus, som er stærkere end de politiske modsætninger.

Reformernes resultater

Den konsensus er ifølge forskeren Lars Bo Kaspersen ledsaget af moralsk enighed: Det er moralsk rigtigt at være aktiv, og det er moralsk problematisk at være passiv. Det blev fremført som noget polemisk, da Anders Fogh Rasmussen som refræn gentog, at det skulle betale sig at arbejde. Men nu gør selv SF-ministre opmærksom på, at målet med velfærdsstaten aldrig har været, at folk skulle på forsørgelse. Det er ingen uenige i. Men alligevel bliver det gentaget som en kritik af dem, der skulle mene, at målet med høje overførsler og sociale garantier er at skabe ledighed. Men ingen synes arbejdsløshed er godt. Det svarer lidt til at forsvare besparelser på sundhedsområdet med, at det aldrig har været meningen, at folk skulle være syge.

Alle reformerne henviser til globalisering som problem og øget konkurrenceevne som løsning. Det er tilsyneladende ikke et problem, der kan løses definitivt: Hver eneste reform er kun en midlertidig løsning, der efterfølges af krav om endnu flere og mere vidtgående løsninger. Selvom alt handler om at øge den, er ’konkurrenceevnen’ tilsyneladende altid i krise.

Men efter 20 år med konstante reformer og krav om endnu flere reformer må det være på tide at se, hvad reformerne har gjort ved Danmark: De har konsolideret staten økonomisk. De faste udgifter er blevet beskåret markant, idet adgangen til overførselsindkomster og andre ydelser er blevet reduceret. Men denne nationaløkonomiske gevinst er samtidig en social belastning, som har øget afstanden i rettigheder mellem dem på og dem uden for arbejdsmarkedet. Det bedste for økonomien er således hverken demokratisk godt eller solidarisk forsvarligt. Det er sikkert derfor, vi aldrig har fået reformprogrammet præsenteret som noget, vi kunne diskutere som et spørgsmål: Er det her, vi gerne vil hen?

Det er svært for både Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten at sige ja til. Enhedslistens kollaps i denne uge kan forklares med erkendelse, at vejen til indflydelse går gennem anerkendelse af den reformdagsorden, de egentlig er imod. Det sociale underskud som prisen for økonomisk overskud er det, der gør det sværere for socialdemokrater end for borgerlige at regere på reformerne. Og det er derfor, at den forhenværende minister så ud, som om han godt ved, at han får det sidste grin.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Det lykkes nok en eller anden af de meget ens regeringer at få overbevist sig selv om,
at underklasseborgerne bør reformeres helt ud af landet.
De er alligevel kun i vejen, når der skal køres stærkt.

Brugerbillede for Arne Lund

Friedmann er ledestjernen på vej mod borgerskabets race mod bunden. Det nye er, at SF tilsyneladende også er ved at hoppe på vognen. Ganske vist foreløbig kun Ole Sohn, men han er vist næppe den eneste?

Brugerbillede for Steffen Gliese

Der er kun en reform, vi vil have, og det er velfærdsstaten tilbage i fuldt omfang. Det kræver ikke et opgør med det offentliges ydelser, tværtimod kræver det, at det nu gældende: at hvad private kan gøre, skal det offentlige ikke konkurrere med, vendes på hovedet igen, så det private alene beskæftiger sig med det, der ikke ligger bedst i fællesskabets hænder. Det kræver også et opgør med det økonomiske systems ansættelse af værdier i samfundet, for vi har ikke råd til markedets priser - som da også er alt for højt satte i forhold til udbuddet af varer. Konkurrencen fungerer med andre ord ikke.

Brugerbillede for Søren Kramer

Reformer, reformer, reformer er bare svaret på send flere penge, send flere penge, send flere penge.

Hvis enhedslisten havde insisteret på skattelettelser til de lavestlønnede og flere jobs, i stedet for forlængelse af dagpengeperioden og højere overforselsindkomster, havde de måske en større mulighed for at skabe social udligning. Så havde de koblet sig på en forandringsdiskurs der absolut ikke er nogen der kan modsætte sig.

At være imod forandring, det er sgu værre end at være inaktiv :)

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Alle er rykket til højre. Sel Enhedslisten.
Som Clement Kjærsgård sagde det så rammende på journalisternes landsmøde i Herning.

Brugerbillede for Flemming Andersen
Flemming Andersen

Glimrende artikel.

Følgen af strømmen af reformer er så til gengæld at befolkningen, ligesom medarbejderne i mange firmaer, går og frygter følgerne af den næste reform, inden tilvænningsperioden for den sidste er overstået.
Dette forhold og at samtlige reformer har haft en social slagside gør så til gengæld at opsparingen er stor og forbruget og boligmarkedet er umuligt at snakke i gang.

Brugerbillede for Karsten Aaen

Rune Lykkeberg - du tager fejl om Nyrup gør du.

Nyrup forkortede måske nok dagpenge-perioden, men satte også det andet ben på: en aktiv arbejdsmarkeds-politik hvor man gennem uddannelse mv. kunne få de arbejdsløse (bl.a. mig) opkvalificeret til det arbejde, der måtte komme. På den måde fik jeg min uddanelse som indvandrerlærer i 1993-1994 og fast arbejde. via jobtræning i et år indenfor dette felt, den 1.01. 1997.

Alt dette smadrede Fogh's VKO-regering, da den kom til, og begyndte at tale om private aktører mv. Ud fra en ren ideologisk tilgang til dette, at privat altid er bedre. det var det så ikke!

Fogh's reformiver var bestemt ikke skabt af hensyn til de arbejdsløse, men af hensyn til (stor)kapitalen. Fogh lavede den genistreg, at han gav den øvre middelklasse store skattelettelser, og gav dem fritvalg på alle hylder. Dette betyder nu at disse mennesker ikke længere udstrækker deres solidaritet til andre end dem selv. Og at råber op om at alle som ikke arbejder ligeså hårdt som dem, er dovne, og ugidelige.

Den universelle velfærdsstat tager sin historie efter 2. verdenskrig, og den er altså fra 1956, hvor Folketinget vedtager at folkepension skal tildeles alle mennesker i Danmark. (efter 40 års ophold her i landet).

Målet med velfærds-staten var og er dette:
Falder du, så rejser vi dig op igen, samfundet/staten dig op. Men du skal selv gå også. Men vi hjælper dig indtil du kan gå selv. Og får du en sygdom som gør at du ikke kan arbejde, får du lidt til livets underhold, så du kan klare dig. Og er du gammel og har arbejdet hele livet, får du også lidt til livets underhold, så du kan forsøde din alderdom.

Den universelle velfærds-stat var socialdemokratiets og landarbejdernes, altså dengang der var landarbejdere til, opgør med de store fabriks, gods og gårdejere idé med at opdele folk i værdige og uværdige modtagere af hjælpen. Alle skulle have ret til bestemte ydelser, heriblandt bistands og kontanthjælp, så man kunne klare sig, hvis man f.eks. var sygemeldt fra sit arbejde osv. Alle havde derudover også ret til en (billig) bolig, især familier med børn.

Socialdemokratiet synes nu at have overtaget de borgerliges idé om at det skal betale sig at arbejde; ned med skatten, skær i lønnen, ingen omfordeling mellem rig og fattig er nødvendig mere osv og mv.

Socialdemokraterne ser den tyske (og svenske) vej som en mulig vej til at få danskerne ud af krisen; se hvordan det er gået i Tyskland, og delvist i Sverige:

I Tyskland er der mange mennesker som tjener 400-500 euro pr. måned, de har ikke råd til at købe de produkter som tyske virksomheder laver. Tyske virksomheder har i de seneste 10 år kunnet sælge produkterne til andre lande end i Tyskland. Men også i disse lande kniber det nu med at sælge varerne: ingen i disse lande har nu nemlig råd til at købe de tyske produkter.

En anstændig løn til at leve af, og til at leve af for må være et ganske anstændigt krav her. Og så må der også gerne være en lille sum til luksus samt en lille sum til opsparing. Vigtigt er det at arbejderne mv. får en løn som gør at de kan købe de produkter som fabrikkerne, enten de tyske, danske eller kinesiske laver.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Problemet er, at vi ikke har brug for produktionen af mere ligegyldigt lort, så vi må finde en måde at sikre produktionen af det, vi faktisk har brug for, med det problem, at det giver rigtig, rigtig mange overskydende hænder, som er henvist til det, Rune Lykkeberg kalder det passive liv, og som jeg måske er den eneste, der hylder? Jeg glæder mig over i fortidens litteratur at læse om folks optagethed af væsentlige emner fremfor den mulige anskaffelse af endnu et ligegyldigt stykke inventar, om tid til visit, tid til overvejelse, tid til deltagelse i det fælles beslutningsrum.
Vi har været ude af stand til at vælge politikere med ægte demokratisk sindelag, viser det sig - for demokrati handler ikke om vækst og velstand, men om løsning af fælles opgaver, om sikkerhed og om indflydelse på eget liv og fællesskabet. Den sygelige optagethed af den private beskæftigelse på arbejdsmarkedet er egentlig ikke samfundets sag, bortset fra at samfundet selvfølgelig først og fremmest skal beskytte borgere mod andre borgeres overgreb, også hvis denne anden borger er en arbejdsgiver eller på anden måde indehaver af en overordnet position.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Jeg gør bare opmærksom på, når man taler om den tyske vej - at jeg lige i Berlin har talt med en fyr, der var forarget over, at en husleje nu var på €500,-
Og til Søren Kramer: du må være meget ung, siden du har nogle helt fejlagtige forestillinger om livet i Danmark for blot et par årtier siden! Der var sgu ikke nogen ladaer eller problemer med at få råd til bil for den almindelige danske familie - men der er blevet flere under den hastigt tiltagende liberalisering, der ikke har råd. Kapitalisme betyder armod for de mange og enorme rigdomme for de få.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Rent ud sagt er problemet, at de, der kun har deres arbejdskraft at sælge, i højere og højere grad ser deres job overflødiggjort. Det burde være en glæde, en kilde til fordeling af den massive velstand og et liv med et indhold, der ikke dikteres af et hierarkisk arbejdsmarked; men pga. den private ejendomsret er det umuligt at realisere det positive potentiale. Så hvad gør vi ved det?

Brugerbillede for Flemming Andersen
Flemming Andersen

Karsten Aaen

Rigtigt godt indlæg, bortset fra jeg ikke holdt meget af Nyrup, men de fleste påhit var vist også Lykketofts.

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Peter Hansen

Det foruroligende er jo også, at der er opstået tabuer - ting man som underklasse-borger ikke kan sige, som Robert var et glimrende eksempel på.
Robert måtte ikke sige det, han sagde.
Underklassen MÅ ikke være hverken glade eller tilpassede, for så kan overklassen og politikere ikke mærke, at det kan betale sig at arbejde og at lønarbejde - i V-forstand og Claus H.F's forstand - bærer lønnen i sig selv.

Det har jeg tænkt en del over;
alle de ting, som underklassen ikke må sige i 2012'erne.
Uha jeg kender til mange ting, som man ikke må sige, når man ikke er aktiv på arbejdsmarkedet. Jeg siger det heller ikke, for det kan koste mig en massiv medieformidlet fordømmelse, hvis jeg siger det jeg tænker, og det jeg ved, om hvordan systemerne fungerer.

Men det er da lidt utroligt, at det er blevet sådan.
Det er nok forklaringen på C.H.F's store hyænegrin. Det er sørme lykkedes ham, hans parti og en del af pressen at lukke af for den information, de ikke vil vide af.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Jamen, det er jo netop, Lise Lotte Rahbek, meningen med udtrykket, at "arbejdet bærer lønnen i sig selv", at det er så tilfredsstillende med veludført gerning, at det gøres uafhængigt af betalingen. Og det er jo også det samfund, vi arbejder for: det kloge samfund, hvor man accepterer, at folk godt kan tænke så langt, at de selv skal yde deres for at kunne nyde frugten af andres indsats. Pengene er blot en omvej, der var nødvendig på et givet tidspunkt, men som nu ikke længere fungerer systemisk og ydermere er blevet overflødiggjort af de moderne produktionsmuligheder.

Brugerbillede for inger mp

Det ville være så dejligt, hvis...

... vi kunne kende forskel på

- kommunisme og velfærd
- liberalisme og kapitalisme

- første maj og maj først :-)

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Peter Hansen

Jeg er ikke sikker på, at Venstre er enige.
Direktører, overklasse og højere middelklasse skal jo have lønforhøjelser, gyldne håndtryk og skattelettelser i en lind strøm.

Hvordan passer det med at arbejdet bærer lønnen i sig selv?

Det er da noget, som kun gælder for de lavtlønnede med de mindst tilfredsstillende jobs.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Lise Lotte Rahbek, det handler slet ikke om penge, men om magt - derfor skal et demokrati afkoble pengenes indflydelse. Jeg har sagt det før, nu siger jeg det igen: den største bedrift for det athenske demokrati var, at penge reelt blev reduceret til en symbolsk værdi, der kun kunne give anseelse i det omfang, overklassen spyttede i bøssen og finansierede samfundets aktiviteter og institutioner, herunder i høj grad den bespisning, der fandt sted på offerdage (de dage, hvor befolkningen fik kød, og det var ikke få dage om året) .

Brugerbillede for Per Nielsen

Gudskelov vi har lommefilosoferne Lise Lotte og Peter Hansen.

Deres evne til totalt at ignorerer den virkelige verden er simpelthen uhyggelig.

Vi beskatter bare de såkaldte rigeuhyggeligt meget mere, håber på at resten af verden hopper på den danske limping med gigantskatter og ditto offentlig forbrug også er det hele bare plingeling.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Ja, der bliver plingeling
når vi begynder at beskatte
de multinationale selskaber, der ikke betaler skat her,
og danskes overførsler til Cayman Islands
de danskes indtægter fra ejendomsværdistigninger
de danskes formuer i almene fonde
de danskes indtægter fra andelsselskaber
de danskes indtægter, der ligger over en million.

Der er masse af penge derude, der ikke gør nogen gavn. De burde inddrages delvist til samfundets bedste.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Per Nielsen, jeg tror ikke, du helt forstår konceptet: hvorfor er det lige, at nogles timeløn skal være 10.000, mens andres skal være 100? Det er dem, der får de 100, der producerer, mens dem med de 10.000 omsætter.
Derfor er der brug for en fornuftigere og mere rationel tilgang, hvor andre menneskers bedømmelse neutraliseres, så adgangen til forbrug er efter behov, ikke i form af indkøbspoletter.

Brugerbillede for Karsten Aaen

Ift, den tyske vej er det da korrekt at en husleje kan være på 500 euro - sikkert i det byggeri som det tidligere øst-tyskland byggede. Og som ligger cirka midt i Berlin.

Hvad koster det mon at leje en 4 værelses lejlighed i Charlottenburg-Wilhelmsdorf området i Berlin? Sikkert betydeligt mere end 500 euro....

Og hvis man nu tjener 500 euro? hvad gør man så? Flytter sammen i en lejlighed med 4 andre som også tjener 500 euro? eller?

Mange unge tyskere, forlyder det, gider eller vil ikke tage en uddannelse, fordi man kan tjene mere ved at være ufaglært arbejder. 10 euro i timen mod cirka 3-5 euro i timen for en uddannet faglært damefrisør. Det handler kun om en ting det her: sørge for at det at gå til damefrisør mv. igen kun bliver for de fine og for de rige, præcis som i serien Matador.

Eller sagt på en anden måde:
alt service-arbejde skal industrialiseres og standardiseres på samme måde som kjole-produktionen er blevet det. Alt pædagog og lærer-arbejde skal også igennem denne proces; skemaer, evaluering mv. efter international målestok skal der til.
Og når man har kørt dette igennem - kan man via youtube mv. sætte eleverne til at følge fysik, kemi mv. undervisningen på engelsk på youtube. Så kan man ligesom i 1850'erne have klasser på op til 50 eller 100 elever - i de store klasser og i ungdoms-uddannelserne.

Uddannelse skal nemlig kun igen være et priveligium for de få - altså en kandidat-uddannelse.

Brugerbillede for Per Nielsen

Til Peter

Markedet bestemmer lønnen.

Udbud og efterspørgsel.

Jo flere som kan bestride samme job jo lavere løn.

Det er jo ikke ligefrem raketvidenskab

Brugerbillede for Flemming Andersen
Flemming Andersen

Med al mulig risiko for at blive misforstået, burde det faktisk være sådan, at arbejdet var så interessant for de fleste mennesker at lønnen kom som noget sekundært.
I betragtning af al den tid vi mennesker bruger på arbejdet??

Det siger faktisk en del om arbejdsmarkedet at lønnen er vægtet så højt??

Og om hvor udpint hele systemet er.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Det er lidt spøjst, at den tanke at fremstille noget, fordi der er brug for det og kun derfor, er så fjern? Det forekommer mig at være den eneste indlysende grund til at fremstille noget som helst.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Nej, Michael Kongstad Nielsen, og det mener du heller ikke!
I dag havde jeg den vidunderlige oplevelse at sidde i kupé med to unge studerende, der heldigvis igen i deres samtale udtrykte det rolige og overvejede livs filosofi, unødvendigheden af smartphone og meget mere af samme, kloge skuffe.

Brugerbillede for H.C. (Hans Christian) Ebbe
H.C. (Hans Christian) Ebbe

Jeg synes det største problem i det kapitalistiske system, er at alt for mange deltagere har en tendens til at ville snylte voldsomt på andres indsats... hvor snylternes løn er afhænging af lønmodtagernes effektivitiet...og ikke af markedet... det har derfor intet med udbud og efterspørgsel at gøre, men storset kun lønmodtagerens løn og dens størrelse... det synes dessuden at være et alt overskyggende mål at opnå status som snylter

Brugerbillede for Michael Borregaard
Michael Borregaard

Vi har vel snart de fleste af os efterhånden lært, hvad det drejer sig om. At Danmark (også alle de danskere, som ikke tæller med) kun får det godt, hvis erhvervslivet får det godt. At dem, der er på vej til at miste dagpengene den 1. januar på grund af ændringen i dagpengereglerne, er vigtigere end dem, der allerede har mistet deres dagpenge langt tidligere. At dem der er på overførselsindkomster kun tæller på udgiftskontoen. At fleksjobbere bare er i vejen og til besvær. At uintegrerede flygtninge og indvandrere kun figurerer som et problem, man skal finde politiske løsninger på. Og vi har forstået, at det af den grund er vigtigt, om det er Venstre og Socialdemokrater og Radikale og SF, der indgår en aftale om en finanslov – eller om det er Socialdemokrater og Radikale og SF og Enhedslisten. Sådan er det jo. Finansloven er i hus. Regeringen har som ventet indgået en finanslovsaftale med Enhedslisten. I de første kommentarer roses Bjarne Corydons håndværk. Men sandheden er, at selve finansloven fremstår som og er et monument over denne regerings perspektivløshed og en understregning af EL’s politiske impotens.

Det sidste kom klart frem på Enhedslistens eget pressemøde, som ikke kom til at handle om ret meget andet end regeringens eneansvar for, at de arbejdsløse med aftalen ikke er sikret mod social deroute.

Spørgsmålet om, hvorfor EL så har indgået en finanslovsaftale, blev som ventet besvaret med, at alternativet var værre – underforstået en finanslovsaftale med Venstre eller regeringens fald. Jamen – den situation er jo ikke ny. Den har været der fra dag ét. Risikoen for det, der kunne være værre, har hvilet over denne regering, siden den blev dannet. Og denne risiko er blevet brugt som argument for at gøre det forkerte, lige siden regeringen tiltrådte.

Jo flere gange EL disker op med den dårlige undskyldning, desto tydeligere vil partiets parlamentariske impotens fremtræde og sprede sig til hele partiets politiske virksomhed. Til sidst bliver dilemmaet patetisk. Sådan er det jo. Eller som Erik Clausen løst skrevet fra hukommelsen sagde i Midt om natten. Manden har jo ret, det er en skandale, det er en skandale, at fredelige mennesker som os, ikke har noget sted at bo….

Nå, nok om det. Problemet i dag er dog, at den politiske debat virker det næsten, som om der er total enighed om, at der er en meget direkte forbindelse mellem det såkaldte private erhvervslivs evne til at tjene penge og de offentlige budgetters størrelse, således som det kommer til udtryk i skattetrykket.

Den borgerligt-liberale tænketank Cepos har formuleret denne sammenhæng den ene gang efter den anden. For eksempel i dette citat i en kommentar til en rapport fra Produktivitetskommissionen: ”Kommissionen finder, at en forøgelse af produktiviteten på 10 pct. i den offentlige sektor kan frigøre et meget stort råderum på cirka 46 mia. kr. Dette burde være en opnåelig målsætning i løbet af 10 år i verdens største offentlige sektor. Bruger man de 46 mia. kr. på lavere skat, vil det sænke skattetrykket med 2,5 pct. af bruttonationalproduktet. Dermed vil vi bevæge os væk fra positionen som det land i verden med suverænt højest skattetryk. Der ville være nyttigt i forhold til Danmarks konkurrenceevne.” Citatet stammer fra Mads Lundby Hansen, der præsenteres som cheføkonom i Cepos.

Men Cepos står slet ikke alene. Socialdemokrater, Radikale, Venstrefolk, Konservative og medlemmer af Liberal Alliance står nærmest på skuldrene af hinanden for at bekræfte den samme påstand. Ligesom den tyske forbundskansler, Verdensbanken, Den Europæiske Centralbank og mange andre.

Men påstanden er – som så mange andre påstande fra den kant – mere eller mindre det rene sludder. Der er ikke – eller rettere sagt der behøver ikke at være – nogen modsætning mellem det ”private erhvervsliv” og ”det offentlige”. Fordi de begge to blot er delbilleder af det samfund, vi alle sammen lever i. Aspekter af det fælles samfundsliv. Den private sektor er intet andet end den foretrukne produktionsform i den del af verden, som vi lever i. Med privat ejendomsret til produktionsmidlerne, med muligheden for aktiehandel og markedsorientering. Den offentlige sektor er fællesbilledet for vores sociale samliv – der også – i de kapitalistiske samfund som Danmark – rummer den måde, som produktionen er organiseret på. Og forudsætningen for, at et ”privat erhvervsliv” overhovedet kan eksistere er, at der eksisterer et samfund, som dette erhvervsliv kan agere i. Eller sagt på en anden måde: det ene kan ikke leve uden det andet.
Ordet reform er afledt af latin for re tilbage og formatio danne. Og normalt forstås der ved en reform en ændring af en eller anden art, der (navnlig) forbedrer eller (blot) fornyr det, der reformeres. En meget direkte oversættelse kunne være ”gen-forme”. Socialreformen fra 30’erne var for eksempel en total gentænkning og omformning af det hidtidige sociale sikringssystem, der byggede på langt mere solidariske og kollektive principper end det hidtidige rudimentære sikringssystem, der i vidt omfang var ensbetydende med, at socialt ramte personer måtte klare sig selv eller håbe på hjælp fra privat velgørenhed.

Men i dag er reformbegrebet (skattereform, reformen af fleksjobordningen, kommunalreform og så videre) stort set blevet identisk med begrebet ”tilpasning” eller ”forringelse”. Det element af forbedringer, som tidligere knyttede sig til begrebet, er stort set blevet fjernet. Selvom det rent sprogligt gør, at skattereformen (der reelt er ensbetydende med en forfordeling af de besiddende i forhold til de besiddelsesløse) alligevel fremstår som en slags forbedring.

Det er det renoverede (reformerede?) reformbegreb, der for eksempel bruges i den kronik, som fire fremtrædende socialdemokrater offentliggjorde i Politiken den 20. august 2012 og hvor det siges: ”I 2012 er vores historiske hovedforpligtelse ikke at omfordele økonomisk fra rig til fattig. Vores historiske opgave er at tage alle til rådighed stående midler i brug for at skabe en veluddannet befolkning, hvad enten det er som tømrer, it-konsulent eller jurist. Med en økonomi, hvor hver en ekstra krone skal findes gennem hårde prioriteringer og reformer, kommer det til at kræve ofre for alle involverede – forældre, elever, lærere og institutioner. Vi skylder det fra det forsømte årti, og vi skylder det til fremtiden.”

Hvad der er afgørende her er – akkurat som i andre sammenhænge – hvilket værdisæt, man refererer til, når man bruger ordet ”reform”. I og af sig selv er der intet positivt ved at reformere. Fordi det i virkeligheden bare betyder ”at lave om” eller at ”gestalte i en anden form”. Men når arbejderbevægelsen eller dens repræsentanter bruger ordet, så udnytter de akkurat de positive konnotationer, som dette begreb har fået i deres sammenhæng. Til at dække over, at der ikke længere er baggrund for den sammenhæng. Det er bedrageri.

Dermed sagt. Den formentlig vigtigste lære, som George Orwell gav videre til eftertiden var den, at hvis borgere vil bevare deres frihed, må de beherske sprogets logik: For mister man logikken som modpol til retorikken, mister man sit vigtigste forsvar for tankefriheden. Det er netop dette der er sket, for maksimeringslogikken har overtrumfet optimeringslogikken. og dermed er vi i tale og skrift vidner til klassefortællingens version 2.0. Lad os da for en i hoved ”h……” kalde det hvad det er, for hvor mange gange det end bliver fortalt, er der ikke tale om reformer, men om, tilpasninger eller forringelser, hverken mere eller mindre. Eller sagt ligefremt: Det sociale sikkerhedsnet skal forringes yderligere for at presse løndannelsen i nedadgående retning. Sådan er det jo!

Sidst men ikke mindst, til alle natteravnene, god debatlyst, herfra kalder puden!

Brugerbillede for Dennis Berg

De unge spaniere taler nu om væbnet opstand.

Det sidste grin får de borgerlige ikke nødvendigvis.

Jens Falkesgaard og Lars Peter Simonsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Problemet med al denne effektivisering er, at den løser et ikke-eksisterende problem, for der mangler ikke hænder til at udføre arbejdet.
Mekanismen er sådan, at man ved at skille arbejdsstyrken i arbejdende og arbejdsløse kan presse lønnen for arbejdet ned, så der bliver mere til ledelse og ejere på den anden side af bordet. Hvad de vil med alle disse penge må imidlertid henstå i det uvisse - for alternativet i dag er ikke at undvære, blot at give andre samme adgang til forbrug, som de selv har.
Men selv hvis alternativet var at undvære eller at udskyde sit forbrug, ville det ikke være en dårlig ting - al den stund man bliver træt af sine ting hurtigt, mens glæden ved at begære dem er langt større. Det er udsigten til rejsen, der som regel er sjovere end rejsen selv.

Brugerbillede for Mikkel Nielsen

Hele produktions industrien er absurd, latterlig og ja helt blottet for en dybere eksistens berettigelse.

Hvem har egentligt brug for en Ipad, Tv, bærbar, tørretumbler, Jacuzzi og en statue af LLR.

Ja det er da meget godt tidsfordriv at sidde her i vores gamle og slidte sofa, og fyre et eller andet af herinde. Men er disse dingenoter virkeligt nødvendige. Hvad tilbyder de os udover tidsfordriv.

Hvad skal vi bruge al den elektronik til, hvad skal vi bruge alle de husholdnings maskiner til, hvad skal vi i det hele taget med 90% af alt det ligegyldige lort der bliver produceret.

Er det en måde at neutralisere os på, stavnsbinde os, udnytte os. Hvad er egentligt formålet med kapitalisme og alt det bras det er med til at sende i hænderne på alle juble idioterne (altså forbrugerne)
.
Er vi i det hele taget blevet lykkeligere over at vores hverdag er blevet nemmere, at vi nu arbejder som frie slaver for en eller anden gammel mand i blå habit,til vi er nedslidte, brugt op og skal spises af med et par håndøre, kølemad og en institution vi ikke kunne drømme om at placere vores egne kæledyr i.

Er det virkeligt tilfredsstillende at vi kan propper os med kemi og junk, fordi vi ikke engang ved hvad rigtig mad er længere eller ved hvordan man skal tilberede et sundt og varieret måltid, eller for den sags skyld har tiden til det.

Er det virkeligt sjovt at sidde foran flimmerkassen, spillekonsollen, Ipad'en, drukne os i rusmidler eller gør vi dette fordi vi inderst inde ved det hele er absurd og tragisk komisk og at vi på det groveste bliver udnyttet men intet formår at gøre noget ved det.

Jens Falkesgaard og Lars Peter Simonsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mikkel Nielsen

Jeg forventer at PET (kapitalismens forlængede hånd) banker på døren.

Man må ikke stille spørgsmålstegn ved alt det gode, tænk hvad der ville ske hvis befolkningen vågnede op.

Ren katastrofe.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Mikkel Serup, jeg tror nu nok, det er en karikatur af mange menneskers liv, du beskriver. De færreste lever så tomt, i hvert fald hvis de ikke er singler.
Men jeg er enig i, at kapitalismens behov for omsætning er latterlig. Vi bliver ikke rigere eller gladere af at producere og omsætte mere, end vi reelt har brug for.
Jeg plæderer for, at man på alle elektroniske områder bliver lige så forudseende, som pc-producenterne var, da de gjorde computerne modulopdelte, så forbedret teknologi løbende kunne udskiftes. Tænk hvis de superholdbare køleskabe fra 60erne blot havde skullet have en ny kompressor for at blive til et A+ skab? Tænk hvis skærme kunne optimeres på samme måde? At folk kan beskæftige sig med at udvikle disse ting forudsætter kun, at der er nogle andre, der beskæftiger sig med andre ting - sådan som det allerede sker.
I for høj grad er vi kommet til at lide under "græsset er grønnere i naboens have"-syndromet, fremfor at tænke over vore egne behov, mål og interesser. Hvorfor kommer det mig ved, at min nabo har været dum nok til at købe en sportsvogn (det har han ikke gjort, det er et tænkt eksempel med så dum en nabo)? Har han købt den, fordi den er behagelig at køre i? Næppe, for det er den jo ikke. Har han købt den for at gøre indtryk på andre mennesker og vise, at han bliver betragtet som så meget værd, at han har råd (det har han næppe, han har belånt sin fiktive friværdi)? Det har han snarere, og så ville han vel holde op med den slags i det øjeblik, hvor det snarere fremstod naragtigt at arbejde snarere for penge end fornøjelsen.
Man må jo gå ud fra, at folk også i et eller andet omfang vælger det erhverv, de ender med? Det må vel være topmålet af uansvarlighed at afstå fra at træffe et eksistentielt valg af, hvad man vil med sit liv og så forfølge det mål?

Brugerbillede for Lasse Damgaard

Venstre spytter på din velfærd.
Venstres mission er genindførelsen af feudalsamfundet.
- Der som de ædle riddere befrier kapitalismen fra velfærds åget.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Man har nu, Lasse Damgaard, indtryk af, at det er den samlede politiske klasses mål at tjene kapitalen, selvom vi faktisk har valgt dem for at stække kapitalen.

Brugerbillede for Mikkel Nielsen

Ja selvf. er det en karikatur.

For Vi mennesker har en enestående evne til at finde mening, livsglæde selvom alt omkring os er tomt, meningsløst og absurd. Det er en af de evner jeg altid har fundet mest fascinerende hos mennesket. At vi kan skabe en mening og livsglæden i al galskaben. Selv i en verden der i den grad tilgodeser de få på bekostning af de mange og hvor vi ødelægger levevilkårene for vores egen planet for noget så absurd som vækst, grådighed og penge. Dybt fascinerende!

Det er dog stadig interessant at vi som forbrugere i en sådan grad lader os rive med, at vi ikke i højere grad siger stop.

Men på trods af at mange formår dette, har jeg og ser stadig en del mennesker, især i de lavere samfunds lag, som ikke har stillet eksistentielle spørgsmål og hvor karikaturen rammer spot on, trist kunne man forlede til at sige, Men det kræver alligevel en hvis overskud ikke at leve et forbruger liv, hvor det dybeste formål hurtigt bliver at sætte næste generation til verdenen og tjene nogle penge så man kan forsørge sig selv og sin familie.

kommer du ud fra vores lille land, bliver dette i endnu højere grad udtalt, der vil folk bare gerne have livsvilkår som os, uanset hvor tomt og ligegyldigt mange af de ting vi har og gør så ønsker og higer de efter dette.

Brugerbillede for Mikkel Nielsen

Det er også vigtigt at pointere forskellen i om man tager valget ud fra et oplyst udgangspunkt eller man blot gør det der forventes af en, gør det fordi man nu skal have et arbejde og tjene nogle penge eller blot går i sine forfædres fodspor.

Mange tager beslutninger på et yders underbevidst plan. derfor ikke altid ud fra ens eget bedste eller et oplyst udgangspunkt.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Mikkel Serup, folkeskolens opgave er vel lige præcis at kvalificere folk til at træffe disse valg, vil jeg mene. for mig hedder det f.eks. 'blot at tjene nogle penge eller gå i sine forældres fodspor' - fordi det at følge en familietradition i det mindste almindeligvis vil betyde, at man ved, hvad valget indebærer. Blot at tjene penge er at afskære sig fra det mere tilfredsstillende i et arbejde og at gøre sig selv til middel frem for et mål, efter min bedste overbevisning det grelleste udtryk for tingsliggørelse.

Brugerbillede for Esben  Maaløe

Jeg holder faktisk meget af Lykkeberg, men Enhedslistens kollaps?

De gør noget uhyre pragmatisk og meget realpolitisk i erkendelse af at kursen er helt gal og at mobiliseringen totalt mangler hos dem der lige nu burde være i alarm. Fagbevægelsen f.eks.

Bagefter nægter de at 'tage æren' eller at pudse Corydons glorie.

Hvori består kollapset?

Brugerbillede for Steffen Gliese

Kim Larsen har faktisk skrevet en meget rammende sang om denne tingsliggørelse: "Blip båt", hvor selvobjektificeringen endog får lov til at brede sig ind i kønslivet.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Fagbevægelsen er simpelthen lammet, Esben Maaløe, på alle punkter. I dag hørte jeg om, at forhandlinger om pensionsordning for akademikere i ikke-akademiske institutioner syltes på vel snart tyvende år. Hvorfor passer de ikke deres arbejde med at sikre vilkårene på arbejdsmarkedet for deres medlemmer?

Brugerbillede for Torben Nielsen

Kollapset, Esben Maaløe, er at EL's forhandlerteam og hovedbestyrelse ikke har handlet iht. årsmødets vedtagelse og derfor overskredet deres mandat.

Brugerbillede for Max Nauta

Jeg synes citatet
"Det svarer lidt til at forsvare besparelser på sundhedsområdet med, at det aldrig har været meningen, at folk skulle være syge." siger det meget traeffende.

Og jeg ville inderligt gerne kaste mig ud i et langt plaedoyer for logikken og imod 'newspeak' og VK(O)s dobbeltmoralske 'opgoer' med eksperter & meningsdannere, som jo bare bestod i at faa rykket de egne eksperter i stilling (jfr CEPOS).

Men det hele minder mig efterhaanden om den Verden, Douglas Adams beskrev i "So Long and Thanks for all the Fish". Et aeldgammelt demokrati hvor menneskene vaelger oegler som ledere. Alle stemmer paa oeglerne af frygt for at den forkerte oegle skulle faa magten...

Og desuden er det for sent nu.

God nat og sov godt
Max

Sider