Læsetid: 11 min.

Borgerne tester USA’s politiske system

Amerikanerne tror på deres demokrati – selv om deres demokrati ikke tror på dem, hører dem eller løser deres problemer. Der er et vitalt græsrodsdemokrati i USA, men det aktiveres mere og mere som protest mod institutioner, der ikke virker og politikere, som ikke reagerer
Amerikanerne tror på deres demokrati – selv om deres demokrati ikke tror på dem, hører dem eller løser deres problemer. Der er et vitalt græsrodsdemokrati i USA, men det aktiveres mere og mere som protest mod institutioner, der ikke virker og politikere, som ikke reagerer
3. november 2012

De to har taget deres sag og deres flag med til hovedstaden i staten, og nu står de foran regeringsbygningen og demonstrerer.

Det har David, som er 47, og Billy på 48 gjort i flere dage. Når de er færdige med deres demonstration i Austin, tager de videre til andre delstatshovedstæder med deres sag.

Under deres eget amerikanske flag står de, og begge har solbriller på, for det er varmt, og solen står højt på en himmel helt uden skyer.

»Vi har fået nok af at undskylde for at være kristne,« siger David.

»Det her land blev grundlagt på kristendommen og ytringsfriheden, og nu er vi ved at miste begge dele.«

Det har længe gået den forkerte vej med USA, siger de. Alt for længe og alt for forkert, og nu er det på tide, at nogen siger stop:

»Det er ikke, fordi vi vil muslimerne noget ondt,« understreger David, og Billie nikker:

»Men nu må cheerleaders ikke længere flage med Bibelens ord. Hvad er det for noget?«

Guvernøren i Texas, Rick Perry ’stod op’ for cheerleaderes ret til at have citater fra Bibelen på deres bannere, men sagen vil ifølge Billy og David blive afgjort af »progressive sekulære« dommere.

»Vi må ikke længere have de 10 bud hængende i en retssal,« siger David. Og tilføjer stilfærdigt, at der er kirkegårde, hvor korset af hensyn til andre troende er blevet forbudt:

»Kors på en kirkegård ... hvornår er det blevet en krænkelse? Vi kunne da aldrig finde på at tage til et muslimsk land og kræve, at de ikke havde minareter på deres moskéer. Men vi vil ikke opgive kristendommen i vores eget land. Aldrig.«

Engagerede amerikanere

David er veteran, han var soldat i den første krig i Irak i 1990’erne, og hans yngste søn på 21 er nu i Afghanistan. Billy arbejder med jernkonstruktioner. Han har været med til at bygge broer i Oregon, hvor han kommer fra:

»Jeg har kæmpet for USA, og Billy har været med til at bygge det her land. Vi vil ikke bare sidde hjemme foran fjernsynet og se det hele gå ned.«

De kender deres rettigheder; de ved, hvad de skal, og hvad de ikke finde sig i. De to tror på, at de kan gøre en politisk forskel under deres flag foran regeringsbygningen i Austin.

De to minder på den måde om mange i USA. Der har i årtier været skrevet om forbrugerisme, politisk apati og demokratisk forfald blandt borgerne i USA, men den første store undersøgelse af amerikanernes deltagelse i og diskussion af politik, Talking Together fra 2009, viser, at amerikanerne taler meget om politik og tror på, at politisk deltagelse kan gøre en forskel:

»De fleste tror, at amerikanerne sidder hjemme i sofaen og har opgivet engagementet i det politiske samfund,« siger professor Lawrence Jacobs fra University of Minnesota til Information. Han er en af tre forfattere bag den store rapport:

»Vores studie dokumenterer, at der blandt amerikanerne er et vitalt demokratisk engagement og en stor optagethed af politik. Og vi ved, at ekstraordinært mange arbejder som frivillige. Det er imponerende så mange penge, folk giver til godgørende formål, og så mange timer, folk bruger på at hjælpe i deres børns skoler, idrætsklubber og ved indsamlinger.«

Det er netop, hvad lederen af de frivillige for Det Demokratiske Parti i Travis County i Texas, Shawn Badgley, iagttager. Alle mulige forskellige borgere engagerer sig i politisk arbejde:

»Vi ser nærmest alle typer mennesker, som melder sig for at gøre en forskel,« forklarer Badgley:

»Det kan være forretningsfolk, som kommer ind og ringer for Obamakampagnen i deres frokostpause, men vi har også arbejdsløse, der måske savner noget at tage sig til.«

Nogle kommer, fordi de personligt har brug for gøre noget for andre; andre kommer for selskabet, men mange kommer også, fordi de er bekymrede for det politiske fællesskab, og hvad der sker, hvis de andre vinder.

Der er adskillige aktionsformer: De, der hverken bryder sig om at ringe til fremmede og eller behersker computerbrug, kan være med til at lave skilte eller hente mad. Der er grupper af mødre, som mødes privat for sammen at ringe og overbevise vælgere i svingstaterne om, at de skal huske at stemme. Andre går ud i små grupper og hænger skilte op.

»Ofte er det de samme, som hjælper til på skolerne og til velgørenhed, der bidrager frivilligt til vores kampagner. Men det er også dem, der har mindst, og som alligevel giver noget,« siger Badgley.

De taler om politik

En overraskende opdagelse fra TalkingTogether var, hvor meget amerikanere taler sammen om politiske temaer. Undersøgelser viser, at mere end 80 procent af amerikanerne på et eller andet niveau diskuterer politik. Næsten halvdelen af de adspurgte sagde, at de havde prøvet at argumentere for et politisk synspunkt over for nogen med et andet synspunkt, og hver fjerde havde inden for det seneste år deltaget i et formelt eller uformelt politisk møde.

»Danskernes indtryk er sikkert, at amerikanerne ikke diskuterer politik til daglig,« siger en anden forfatter til rapporten, Fay Lomax Cook, der er professor ved North Western University til Information:

»Men når politiske temaer berører amerikanernes liv, bliver de engagerede og begynder at diskutere dem. Tænk på, at 67 millioner amerikanere så den første præsidentdebat.«

Næsten lige så mange så de to næste debatter, der også strakte sig over 90 minutter. Selv om den sidste debat blev sendt samtidig med en vigtig football-kamp og en vigtig baseball-kamp, blev den set af omkring 60 millioner amerikanere i deres hjem. Dertil kommer, at debatterne flere steder blev vist i biografer og på barer, hvor folk så dem sammen med andre.

Samtalerne mellem de to kandidater var nogenlunde saglige, og de, der har set debatterne, har ifølge Cook sikkert bagefter diskuteret dem:

»Det er et afgørende aspekt af det demokratiske ansvar, borgere har, at de faktisk diskuterer politik.«

Cook understreger, at samtalen ikke bare er et mål i sig selv, men også mobiliserer folk til deltagelse i civile anliggender og valgdeltagelse.

— Hvis amerikanerne taler så meget om politik, hvordan forklarer du så den lave stemmeprocent?

»Stemmeprocenten stiger, når folk føler, noget vigtigt er på spil, og kandidaterne siger dem noget. Derfor havde vi en stemmeprocent på 65 i 2008.«

Det hele er væk

Patrick og Monica fra Kentucky synes noget meget vigtigt er på spil ved valget på tirsdag:

»Vi kan ikke lide Obama,« siger Monica.

De står i kø på vej ind NASA’s besøgscenter i Houston, Texas. Det er den del af den amerikanske rumfartsadministration, som er åben for publikum.

Amerikanere kommer fra hele landet for at se kopier af de raketter, der har været på månen, det originale kontrolrum, hvor rumteknikerne dirigerer rumskibene og udstillinger over de nationale triumfer. Det er et monument over noget, som mange amerikanske regner for en stor sejr for USA.

Det var et politisk projekt, der samlede nationen: Præsidenten lovede, at USA ville komme først til månen, og borgerne fulgte spændt med nede fra Jorden.

Patrick og Monica tror ikke på Obama, men de har stadig tillid til, at det politiske system kan levere store bedrifter:

»Vi skal have Obama ud nu,« siger Monica:

»Han lovede forandring, men alle har bare fået det værre.«

Foran dem i køen står Wilson, som arbejder i olieindustrien i Houston. Han har tager sine børnebørn med ind og se de nationale monumenter. Det er for ham symboler på en storhedstid, som er forbi.

»Vi kunne aldrig gøre det der i dag,« siger Wilson og viser med et kast med hovedet ind mod NASA.

»Obama har skåret ned på NASA, fordi han har brugt alle pengene på foodstamps

Wilsons kone lægger en hånd på hans arm for at få ham til at tale lidt mindre, men han vil forklare, hvor slemt det står til:

»Læser du aviser? 47 millioner lever af foodstamps. Vi underpræsterer i alt for mange sektorer, og folk stemmer jo på dem, der giver dem velfærd. Vi sidder fast i et elendigt system.«

Og det er ifølge professor Lawrence Jacobs bemærkelsesværdigt, at borgerne bliver ved med at engagere sig i et politisk system, der leverer elendige resultater og ikke svarer på borgernes krav:

»Når man ser på, hvor inkompetente vores institutioner og ledere er, og hvor korrumperet af interesser vores offentlige debat er blevet, er det bemærkelsesværdigt, at borgerne bliver ved med at diskutere politik og søge politiske løsninger.«

Protest, protest

Selv om borgerne er mere optaget af politik, end man almindeligvis antager, gennemgår USA i disse år ifølge Jacobs et »demokratiske traume.«

»Du har de her voldsomme bevægelser på højrefløjen og venstrefløjen, der nok kan være meget forskellige, men har det tilfælles, at de påpeger, at institutionerne ikke virker, og politikerne ikke tjener det fælles bedste.«

Occupy Wall Street og Tea Party ser Jacobs som forsøg på at råbe politikerne op: Det er rasende protester, der kræver et svar. Det er tegn på mistillid til Washington og en fælles fornemmelse af, at lederne hverken er af eller for folket.

Den præsident, som blev valgt på at revolutionere Washington, blev hurtigt selv del af det, der skulle gøres op med.

En radikal konflikt mellem det vitale græsrodsdemokrati og de inkompetente institutioner viser sig i borgernes mere og mere protesterende engagement.

»Amerikanerne har en politisk bevidsthed, som europæere ofte ikke identificerer som politisk bevidsthed, fordi den er anderledes,« forklarer professor Sherri Greenberg fra University of Texas.

Amerikanerne har ikke stærke fagforeninger, hvor lønmodtagere sammen kan tage kampen op mod arbejdsgiverne. Men selv socialt belastede amerikanere uden anden uddannelse end folkeskolen, kender deres fundamentale rettigheder. De kan påberåbe sig forfatningens paragraffer, hvis de nægtes politisk frihed.

Det er ifølge Greenberg en politisk bevidsthed, der på sin vis passer til et samfund med mange minoriteter.

Hun har selv i Texas set, hvordan latinamerikanske minoriteter gennem internettet er blevet bevidste om deres rettigheder.

Systemet testes

Mellem de frivillige, der ringer for demokraternes kampagne i Travis County, fortæller Shawn Badgley, at frygten for det sociale kollaps motiverer manges engagement:

»Den her gang er der mange, som er bange for, hvordan det vil gå, hvis republikanerne kommer til magten. Hvad vil der ske med vores fattige, vores veteraner og vores sikkerhedsnet?«

De sidder inde bagved Badgley og telefonerer i højt humør. Der hænger gode råd til samtalerne på håndskrevne plancher på væggene, og der er kasser med hjemmebagte cookies.

Det civile engagement førte ifølge Lawrence Jacobs for kun fire, fem årtier siden til positive reformer. Det, der startede som protester, blev i Washington til en politisk dagsorden:

»Vi så i 60’erne, at det nationale politiske system svarede på det vibrerende engagement. Der var nærmest revolutionsagtige tilstande flere steder i 1960’erne, men det ødelagde ikke nationen. Det resulterede i borgerrettighedsforbedringer og forandringer i hele undervisningssystemet.«

Historien kan fungere som inspiration, siger Jacobs, men udfordringerne i dag er langt større:

»Vi savner ordentlige, redelige medier, som kan give folk ordentlig orientering og oplysning. Borgerne bliver vildledt.«

Det kan være fint, at amerikanerne samler ind og ringer rundt for at gøre en forskel i deres sociale virkelighed. Men hvis stormen Sandy præsenteres som et naturfænomen uden forbindelse til den globale opvarmning, kommer borgerne til kæmpe de små kampe og opgive de store.

De stiller sig stadig uden for regeringsbygningen under deres flag, de møder op som frivillige som telefonaktivister, og de tager deres børnebørn på museum for at vise dem den fælles historie. Men hvis det politiske system ikke reagerer, og hvis e regerende kun løser overklassens problemer, bliver engagementet til et tomt ritual.

»Hele vores politiske system bliver testet i de her år,« siger Jacobs: »Det er så alvorlig indsatsen er. Det vores institutioners ydeevne, vi med rette tvivler på.«

 

Valgdeltagelse

64 procent af de registrerede vælgere stemte ved præsidentvalget i 2008, hvilket er det samme som ved præsidentvalget i 2004. Stemmedeltagelsesprocenten er således steget fra 2000, hvor den lå på 59 procent, og 1996 hvor den var på 58 procent.

Der er fire kriterier for stemmeret i USA: Man skal være over 18 år gammel, man skal være amerikansk statsborger, og bortset fra North Dakota kræver alle stater, at man lader sig registrere som vælger, inden valget. I enkelte stater kan man vente med at registrere sig til valgdagen, i andre skal man gøre det uger inden.

Det sidste kriterium er, at man skal være på fri fod. Reglerne varierer igen fra stat til stat, men kun Vermont og Maine fratager ikke indsatte stemmeretten, mens de afsoner. I nogle stater mister man reelt stemmeretten på livstid, hvis man har været dømt.

Det amerikanske valgsystem er historisk blevet kritiseret for at skabe stemmespild: Den, der får flest stemmer i en given stat, vinder hele staten, hvilket medfører, at stemmer på taberen ikke har nogen effekt. Det gør ingen forskel, om man som præsidentkandidat får 51 procent eller 99 procent af stemmerne i en stat, hvis bare man får flest. Systemet kaldes ’first pass the post’ med en analogi til hestevæddeløb, fordi den, der kommer først (får flest stemmer), tager hele gevinsten.

Kilde: US Census Bureau og Robert A. Dahl: How Democratic is the American Constitution

Politisk deltagelse

To ud tre voksne amerikanere taler ifølge den største undersøgelse foretaget af amerikanernes politiske deltagelse og diskussioner om politiske temaer mindst én gang om måneden. Langt de fleste oplyser, at deres politiske diskussioner vare fem minutter eller mere.

Hver fjerde amerikaner deltager mindst én gang om året i formelle eller uformelle møder for at diskutere lokale, nationale eller internationale forhold.

Næsten hver anden voksne amerikaner har gennem diskussion forsøgt at overtale en anden borger til et indtage et andet standpunkt i politiske anliggender.

Kilde: Lawrence Jacobs, Fay Lomax Cook og Michael X. Carpini: Talking together - Public Deliberation and Political Participation in America. 2009

Valget på tv

67,2 millioner amerikanere så den første tv-debat på 90 minutter mellem Barack Obama og Mitt Romney 3. oktober. 65,2 millioner fulgte den anden debat den 16.oktober og 59,2 millioner så den tredje og sidste debat 29. oktober.

I disse tal er kun inkluderet dem, der har set debatterne i deres eget hjem. De, der har set debatterne på barer, restauranter, caféer, i forsamlingshuse, biografer eller hos venner er ikke regnet med.

Kilde: The New York Times

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brian Pietersen

hvis der er npgle der skulle protestere er det indianerne......at labdet er blevet fyldt op med ...... puha stakkels indianere.

USA's tidligere præsident Jimmy Carter, har ifølge netavisen Americanfreepress udtalt følgende om valgsystemet i USA.:

- Vi har et af de værste valgsystemer i verden her i USA, og det skyldes næsten helt og holdent den overdrevne mængde af penge i valget.

Niels Jespersen

Som supplement til Holger Madsens kommentar.

Den overdevne mængde penge, som ekspræsident Carter taler om, skyldes lobbygrupper, som finansierer individuelle politikere - og ikke politiske partier, som det ville være naturligt at støtte i Europa.

Støtten af enkeltkandidater medfører en afhængighed af lobbygruppen, som "køber" en kandidat i større eller mindre udstrækning. Hvis kandidaten ikke støtter lobbyisten henvender man sig til modkandidaten...

Eksempler:

lægelobbyen: lægernes forening sammen med forsikringsselskaber har sørget for at opretholde et monopol for lægerne til at bestemme hvor mange læger der skulle være i et givet område og forhindre at der bliver lavet lovgivning som er imod det monopol som de har på at levere ydelser. Det blev til sidst for meget da hele nationen brugte over 17% af nationalindkomsten på sundhedsvæsnet uden at der var dæknng for mange menneske. I Vesteuropa er det staten som dikterer udgifterne og lønningerne til at opretholde systemet. Her bruger man 6% af nationalindkomsten med fremragende service til alle.

Den israelske lobby:

Denne lobby er den mest magtfulde og effektive af lobbyerne - består af flere løst forbundne organisationer, som sørger for at kvæle kritik eller diskussion om USAs støtte til Israel og har et jerngreb om kandidater som stiller op i politik. Hvis kandidater er neutrale går de heller ikke an - de udsættes for bagvaskelser og mstøtter modkandidater, som gerne tager mod den organisation og penge som sikrer valget. Denne lobby er helt afgjort ikke i USAs interesse men koster meget - lobbyen havde formået at få folk ind på alle betydende poster i Bush's regering og kunne derfra starte de krige og sanktioner mod stater som Israel gerne så splittet og delt. Baseret på falske efterretninger som systemet godotg takket være denne femtekolonne. Det har kostet USA (og allierede) måske 10000- 20000 milliarder kroner alt i alt uden at man kan se noget der ligner stabile forhold og muligheder for at frmå Israe til at afslutte sine eventyr og stadige ekspansion. Lobbyen ahr fine allierede i medieverdenen hvor man heller ikke kritiserer lobbyen uden at der snaktioneres - man ønsker ingen politisk debat her.

Den politiske debat og interessen for politik er derfor begrænset - og bestemt ikke dirigeret af ønsker om mere og bedre reformer af institutionerne,. Amerkanerne har en rygmarvsreaktion mod at tro på at regeringerne kan starte nyttige ting i skolevæsnet, sundhedsvæsnet og social forsorg som "private" ikke kan gøre bedre. Man ser derfor modstand mod at bruge penge på fremragende systemer (skoler, sundhedsvæsen, social forsorg) som vi har det i Europa - man kan simpelthem ikke forestille sig at det kan lade sig gøre i offentligt regi

. Politkerne er ikke så meget interesseret i vælgerne men lobbyerne først og fremmest, da de betyder mest for valg eller genvalg.

Lobbyerne kræver at få anbragt folk i administrationen og den lovgivende forsamlings stabe som kan administrere og formulere love - som lobbyerne ønsker.det.

Ralf Nader har længe prøvet at lave et rigtigt politisk parti med serøse forslag - ihvertfald set gennem europæiske briller - men har ingen bevågenhed i medierne. Men folk er ikke interesseret i det han siger - det lyder for utopisk vil mange nok mene - eller "venstreorienteret".

Det er meget fint med alt det mikrofonholderi. Det er fint at høre stemmerne og møde folk. So far so good.

Jeg efterlyser bare seriøse journalistiske bud på, hvordan det rent faktisk kan lade sig gøre i et land med så stor politisk tæft at afmontere deres såkaldte demokrati.

Hvilket også er noget ævl, for USA har i princippet ikke demokrati. De har en republik. Det har de så efterhånden ikke længere.

Jeg efterlyser en analyse af, hvordan man ved perfid lovgivning har kunnet afmontere amerikanernes civile rettigheder og nu reelt - ikke fiktivt: reelt - er ved at forberede den 2. borgerkrig. Den føderale regering er ikke længere et demokratisk-republikansk organ, men et købt-og-betalt lobby-korpokrati. Og ja, Rune Lykkeberg, den slags korrumperede og kuppede institutioner tror selvfølgelig ikke på amerikansk demokrati.

Jeg efterlyser en analyse af, hvorfor et forvirret kristen stakkel kan stille sig op med mange og sige, at de da 'aldrig kunne finde på at tvinge et muslimsk land...' og så videre uden at ANE, at deres regering gør den slags HELE tiden. De ber dem bare ikke om at hive minareter ned, de ikke-ber dem til at blive 'demokratiseret' - et herligt ny-ord, der betyder: blotte deres samfund for total amerikansk dominans.

Jeg efterlyser en analyse af, hvordan det kan være, at så mange amerikanere stort set ingen anelse har om, hvad der foregår i verden, hvad deres regering har gang i, hvad deres lands egentlige historie er, hvorfor økonomien er så miserabel. Og hvorfor det 100% totalt ligegyldigt om de stemmer for Obama eller Romney.

Jeg efterlyser i det hele taget journalistik med hjerne. Enten holder man en mikrofon op og kalder det personnær rapportage uden overblik over, hvorfor personerne er havnet i deres situation og siger som de gør - krigskorrespondenterne gør det hele tide, for det giver dem et kick. Eller også skriver de stort set af fra nyhedsbureauerne, der er renvaskede for egentlige analyser, der i så fald ville fornærme dem, der ejer dem.

Den amerikanske borgerkrig 2.0 er sådan set allerede startet for længst. Den foregår ikke i første omgang ved at skyde borgerne ned med ved at lamme dem økonomisk, boligmæssigt, pensions- og sundhedsmæssigt, OG ikke mindst informationsmæssigt.

Jeg efterlyser en reel indsigt og formidling af denne indsigt i, hvordan information bliver produceret, hvem der ejer og dikterer indhold, hvem der regulerer og i det skjulte forhånds-censurer flow'et af information. Altså: hvorfor der er larmende tavst om, hvad der foregår lige nu, og hvorfor der er så meget støj og disinformation.

Og hvorfor vi har glemt at insistere på at få svar og er villige til at nøjes med en gang forlorent Obama-Romney-ævl.

Så hellere Lykkebergs næroptagelser med mikrofon.

"Systemet kaldes ’first pass the post’ "

Nej. Systemet kaldes first past the post, og hermed har Rune Lykkeberg igen vist hvorfor han skulle holde sig fra at bruge engelsk i professionel øjemed.

Ud fra tesen om hver mand sin stemme fik Obama i 2008 flertal med sine 70 millioner stemmer. I alt boede der for fire år siden officielt 304 millioner i USA, men 61 millioner af dem blev bortdømt som mindreårige.

Et nemt regnestykke viser at 173 millioner voksne usanere ikke stemte på Obama, her i naturligvis inkluderet de 60 millioner stemmer til McCain, samt stemmerne på alle de (altid uomtalte) andre kandidater.

Dette svarer til at i alt 71 procent ikke blev "repræsenterede" ved præsidentvalget i 2008. Disse tal har intet at gøre med Obama, men er en naturlig konsekvens af USAs valgsystem.

De tilsvarende tal for Danmark er at SSFVØ fik 1,8 million stemmer mod VKOLAs 1,7 million ud af 4,1 millioner mulige. 1,5 million var mindreårige eller fik af andre grunde ikke lov til at stemme, ud af en befolkning på 5,6 million. Det efterlader 2,3 millioner stemmeberettigede, der ikke stemte på Thornings blok - svarende til (kun) 56 procent. Selv om denne blokdeling naturligvis ikke er så bastant, som her angivet.

Men i USA stemte et solidt flertal på 113 millioner voksne slet ikke på nogen af de to tilbud fra præsidentpartierne - svarende til 47 procent, hvilket gør dem til USAs absolut største men ikke-eksisterende parti. Det tilsvarende tal for Danmark er på 0,6 millioner - svarende til kun 15 procent.

Så min hurtige hovedregning viser at det er korrekt, at USAs vælgere enten er meget trætte af USAs valgsystem, eller på mange andre måder er blevet udelukket fra det. Mens danskerne er meget nemme at lokke til urnerne, og får mere millimeterdemokrati for stemmerne.

Det er rigtignok at det amerikanske valgsystem er skandaløst i mange henseender og at valgdeltagelsen er katastrofalt lav, men en af forskellene mellem partierne er at Republikanerne har forsøgt, med delvis held, at udelukke endnu flere fra at stemme.
Det har de gjort og forsøgt med forskellige tiltag, som først og fremmest sigter på at begrænse de fattiges og mindretallenes valgdeltagelse. For at gøre det lettere at stemme og for at undgå kaos på selve valgdagen, har visse stater udvidet den periode hvori en stemme kan afgives. I flere stater har Republikanerne forsøgt at begrænse eller afskaffe denne periode. I flere stater har Republikanerne vedtaget ID love, som kræver personlig identifikation af en slags som fattige, gamle, studerende, sorte og latinoer kan have svært ved at anskaffe. Lovene som vedrører indsatte og tidligere straffede sigter på at ramme uforholdsvis mange fra udsatte baggrund, og findes, mig bekendt, fortrinsvis i stater som er styret af Republikanerne. En anden måde hvorpå at forsøge at omgå demokratiet på er ved at omtegne valgkortet så valgdistrikterne favoriserer ens eget parti.

Følgende link giver et billeder af hvad Republikanerne forsøgte at gennemføre i Pennsylvania:
http://www.motherjones.com/politics/2011/09/gop-electoral-college-plan-b...

Og her er lidt om situationen iTexas, hvorfra Lykkeberg rapporterer:

A federal court on Thursday struck down a Texas law that would have required voters to show government-issued photo identification before casting their ballots in November, ruling that the law would hurt turnout among minority voters and impose “strict, unforgiving burdens on the poor” by charging those voters who lack proper documentation fees to obtain election ID cards.

The three-judge panel in United States District Court for the District of Columbia called Texas’ voter-identification law the most stringent of its kind in the country. Gov. Rick Perry and the state’s attorney general, Greg Abbott, vowed to appeal the decision to the United States Supreme Court.

The judges’ ruling came two days after another three-judge panel in the same court found that the Texas Legislature had intentionally discriminated against minority voters in drawing up electoral district maps, citing the same section of the Voting Rights Act of 1965.
https://www.nytimes.com/2012/08/31/us/court-blocks-tough-voter-id-law-in...

Ang. valgdetagelsen: Det postuleres i artiklen, at 64% af befolkning stemte i 2008. I følge United States Elections Project v. George Mason University var valgdeltagelsen imidlertid lavere dvs. 57.37%, hvorfor næsten 43 procent af de (i teorien) stemmeberettigede amerikanerne altså ikke stemte. I følge samme kilde skal vi helt tilbage til 1968 for at finde en højere valgdeltagelse ved et amerikansk præsidentvalg.

Obama er altså stemt ind i Det Hvide Hus af mindre en 30% af vælgerne og lever vel således ikke op til idéen om, at legitim regering skal ske med de regeredes samtykke, idet over 70% ikke har ytret deres samtykke med den siddende regering.

I en måling foretaget af Gallup i september var billigede kun sølle 13% af de amerikanske vælgere Kongressens arbejde. Ikke ligefrem imponerende i betragtning af førnævnte idé om, at legitim regering skal foregå med de regeredes samtykke.

Rettelse:

"En anden måde hvorpå at forsøge at omgå demokratiet på " rettes til:
En anden måde at førsøge at omgå osv.

Beklager.

Heinrich R. Jørgensen

USA er en føderation af stater. Samtlige staters styreform er som republik (res publica), dvs. hvilende på folkets (hver stat sit folk) autonomi.

En republik kan være demokratisk eller aristokratisk. Det sidste er et mareridts-scenario. Det er når "de rige" bestemmer. Det er den mest repressive styreform af alle, og den er umulig at slippe af med.

Den demokratiske republik falder, hvis befolkningen undlader at agere "virtuous".

Der er mange grunde til at borgerne føler sig svigtet af den politisk proces. En af dem er at de valgte, for at sikre deres overlevelse, er afhængige af donorer, som de så bliver beholden til. En anden er at en personlig formue næsten er blevet en forudsætning for at stille op, hvilket har udvidet kløften mellem borgerne og deres repræsentanter.

Men herudover er der også deciderede politiske grund til at politikernes anseelse er så lav. Den amerikanske regeringsform skaber muligheden for at sabotere regeringens arbejde, og den mulighed har Republikanerne benyttet sig flittigt af. Desuden har Republikanerne udviklet en filosofi og en (selektiv) praksis, som i sin essens er antiregering og som viser befolkningen at den føderale regering oftest er en hæmsko. Som Ronald Reagan sagde i 1981, "government is not the solution to our problem; government is the problem," og hver gang de har magten til at gøre det, bestræber Republikanerne sig på at vise rigtigheden af denne påstand.

The lesson here is simple. At a deep ideological level, Republicans believe that federal bureaucracies are inherently inept, so when Republicans occupy the White House they have no interest in making the federal bureaucracy work. And it doesn't. Democrats, by contrast, take government services seriously and appoint people whose job is to make sure the federal bureaucracy does work. And it does.
http://www.motherjones.com/kevin-drum/2012/10/fema-case-study-difference...

Ovenstående stammer fra en blogpost skrevet ovenpå orkanen Sandy, som viser hvordan denne forskel giver sig udslag i forhold til krisehåndtering. Kontrasten mellem Katrina og Sandy burde være en øjenåbner. Under primærvalgene erklærede Romney at den føderale krisestyring hellere skulle overgå til delstaterne, og allerhelst til det private erhvervsliv.

Når et af de to regeringsbærende partier gør sit for at gøre regeringen illegitim, har det en virkning.

I Danmark er der 4,1 millioner mennesker som har lov at stemme. De 1,5 millioner som ikke får lov at stemme er altså alle under 18 år på valgdagen. I Danmark må fanger gerne stemme, udviklingshæmmede må også gerne stemme. Kun hvis man er umyndiggjort må man ikke stemme, men hvor procent af den danske befolkning er reelt det? Under 1% måske ?

I USA må fanger som sagt og skrevet før i denne avis ikke stemme, folk som er på vej i fængsel eller ud af fængsel må heller ikke stemme. Da flertallet i USA's fængsler er afro-amerikanere som stemmer på demokraterne betyder det reelt at Demokraterne i mange stater måske aldrig får et flertal (igen).

Mht. Republikanerne og Demokraternes tilgang til hhvs. offentlige og private løsninger har vi ikke set noget af det samme her i landet? I mindre målestok måske? Har vi ikke set at Venstre gør det samme når de har magten? Påstår at offentlige løsninger ikke gavner nogen som helst og gør hvad som helst for at bevise dette?

Ift. Tom Paamands tal er der 243 millioner usanerne der kunne stemme i 2008. Af dem stemte 70 millioner på Obama, 60 millioner på McCain, og så får man netop de 113 millioner vælgere som enten stemte på andre kandidater eller slet ikke. [George Herbert W. Bush (1989-1993, Præsident, USA) har sagt at han mente at Ross Perot med sine 19% af stemmerne ved valget i 1988 kostede ham sejren...]

I et demokrati ser man på de afgivne stemmer, (undtaget er folkeafstemninger i Danmark) og kigger man på dem, så stemte mellem 140 millioner mennesker og 158 millioner mennesker i USA. Obama fik således mellem cirka 44%-50% af stemmerne i USA i 2008.

Og mange valgsystemer i verden er faktisk bygget op på samme måde som det amerikanske, det engelske f.eks. og det franske. Og det iranske. Og det italienske eller græske valgsystem fungerer på den måde, at det største parti altid får 40 ekstra pladser i parlamentet. Er det retfærdigt?

I det franske valgsystem skal man have over 50% af stemmerne i en valgkreds for at bllive valgt. Og selvom Le Front National får mellem 15%-20% af stemmerne hver gang, får dette parti kun 15-20 mandater i det franske parlament. Er det retfærdigt?

I det amerikanske valgsystem skal man desuden registrere sig som vælger i stedet for som i Danmark - eller i Europa generelt - at alle borgere som bor i kommunen automatisk er optaget på valglisten. Og gæt hvilke befolkningsgrupper der ikke så tit registrerer sig som vælgere - afro-amerikane, latinoer, fattige osv. - alle mennesker som typisk stemmer på Demokraterne.

Derudover fifler og svindler begge partier med valgdistrikterne - i USA altså - for at få valgt så mange som muligt af deres egne.

Når de fleste stater i USA lader vinderen snuppe gevinsten, er det ud fra en logik om at samme vinder så "skylder" netop denne stat noget. Dette burde jo være en demokratisk uting så direkte at kræve noget for noget, men det er lige præcis sådanne helt konkrete løfter, som begge kandidater prøver at købe svingstaterne og sejren med.

I min "1,5 million var mindreårige eller fik af andre grunde ikke lov til at stemme" i Danmark indgår også 280.000 herboende udlændinge uden stemmeret, svarende til hele 7 procent af de stemmeberettigede.

Jeg ved ikke hvem der repræsenterer gruppen af ustemte udlændinge ved Folketingsvalg. Børnene bliver vel repræsenterede gennem forældrene, på samme måde som husbond tidligere stemte på vegne af også kvindfolk og tyende. Samt sine landarbejdere og andet fattigfolk, der ikke fik lov at stemme. Sådan er der så mange måder at fortolke stemmeretten på, der alle er blevet opfattet som "demokratiske".

I USA har man nu også officielt gjort økonomien til den stærkeste spiller i valgkampen, da dem med de fleste penge som regel sidder solidt på den offentlige meningsdannelse. Og hermed er også den teoretiske "frie debat" gjort fuldt afhængig af økonomiske interesser, så pengesedlen vinder over stemmesedlen.

Alligevel fortsætter mantraet om stemmesedlens epokegørende betydning, så fx opdagelsen af en stak glemte brevstemmer gør alle vildt oprørte. "Din stemme kan gøre en forskel" er noget teoretisk vås, da den enkelte stemme som hovedregel absolut intet betyder - undtagen når den er i selskab med rigtig mange andre.

På grund af valgmandskollegiet er valget til præsident USAs mest udemokratisk. Det betyder, som det før er sket i landets historie, at kandidaten med de fleste stemmer kan tabe valget. Valgmandskollegiet har også medført en fundamental pervertering af den måde valgkampen er ført på. Det er i kraft af valgmandskollegiet at kandidaterne kan tillade sig at ignorere størsteparten af USA og begrænse sig til de såkaldte battleground
eller swing states.

Her er nogle flere oplysninger om det Republikanske partis bestræbelser på at begrænse stemmeretten:

Republicans are waging the most concerted campaign to prevent or discourage citizens from exercising their legitimate voting rights since the Jim Crow days of poll taxes and literacy tests.

Four years ago, Democrats expanded American democracy by registering millions of new voters — mostly young people and minorities — and persuading them to show up at the polls. Apparently, the GOP is determined not to let any such thing happen again.

According to the nonpartisan Brennan Center for Justice at New York University, which keeps track of changes in voting laws, 22 statutes and two executive actions aimed at restricting the franchise have been approved in 17 states since the beginning of 2011. By the center’s count, an additional 74 such bills are pending.

The most popular means of discouraging those young and minority voters — who, coincidentally, tend to vote for Democrats — is legislation requiring citizens to show government-issued photo identification before they are allowed to cast a ballot. Photo ID bills have been approved by Republican-controlled legislatures in Alabama, Kansas, Pennsylvania, South Carolina, Tennessee, Texas and Wisconsin, and by referendum in Mississippi. Only one state with a Democratic-controlled legislature — Rhode Island — passed a law requiring voters to produce identification, and it does not mandate a government ID with a photo. In Virginia, Republican Gov. Bob McDonnell has not decided whether to sign a voter ID bill the legislature sent to his desk.
http://www.washingtonpost.com/opinions/the-gops-crackdown-against-those-...

Republikanerne hævder at de er interesseret i at beskytte valgprocessen mod svindel. Problemet er at netop den form for svindel ID-lovene påstås at forhindre er næsten aldrig forekommende og har ingen indflydelse på et valgs udfald. For en mere omfattende beskrivelse af den Republikanske kamp mod "valgsvindel" se:
http://www.newyorker.com/reporting/2012/10/29/121029fa_fact_mayer
og:
http://www.newyorker.com/reporting/2012/10/29/121029fa_fact_mayer

Fra sidste link:

...no matter how much evidence piles up,... there is virtually no modern record of individual voters trying to steal elections by impersonating others at the polls. It is this phantom threat that has fuelled the push for voter-I.D. laws over the past few years...

This is why many Democrats suspect that the real motivation for the strict I.D. laws is voter suppression. (My piece quotes one Pennsylvania Republican asserting that such a law would “allow Governor Romney to win the state.”)

For glimrende kritiske behandlinger af den amerikanske politisk orden begået af garvede venstreorienterede amerikanske akademikere som du med sikkerhed ikke er stødt på i danske medier, vil jeg gerne anbefale tre bøger som alle er forholdvis nye, idet den ældste af de tre udkom i 2010.

Sheldon Wolin: Democracy Incorporated: Managed Democracy and the Specter of Inverted Totalitarianism.

Michael Parenti: Democracy for the Few (9th revised edition).

Carl Boggs: Phantom Democracy.

Her er et citat fra sidstnævnte:

“Contrary to received wisdom, the U.S. Constitution laid the ground-work for centralized government and elite rule, not surprising for a document that actually evokes contempt for the democratic capacities of ordinary people. It was the artifact of a predemocratic era in which all forms of domination, later contested, were mostly taken for granted. While it is true that participation in limited forms (mainly voting) has steadily broadened over time—and with it the codification of many basic rights—elite power has continued to define American society into the present. This should hardly seem astounding, for, as Sheldon Wolin puts it, the American political system was “born with a bias against democracy.” It was a system, in other words, fully compatible with concentrated forms of corporate, government, and military power: Congress, the presidency, the court system, parties, workplaces, schools, and universities—all these arenas of public life have been hierarchical and bureaucratic, with modest degrees of popular involvement at best. While power had grown more authoritarian across the landscape, few people (earlier or later) paused to question the “democratic” label so ritually affixed to American social and political life; the flattering label was taken for granted. Power became even further elitist and bureaucratic during the twentieth century with the growth of an imperial system linked to a domestic security state. As Wolin notes, “Virtually from the beginning of the nation the making of the American citizen was influenced, even shaped by, the making of an American imperium.”

Det er en uudtalt præmis i størstedelen af dækningen af det amerikanske præsidentvalg, at der er tale om et demokratisk valg i et demokratisk land. Ud fra hvad man har kunnet bevidne i medierne, såvel danske som internationale, har der kun været et kritisk systemanalytisk fokus i ganske få medier, mens størstedelen af mediedækningen skriver og taler indenfor rammerne af den nøje iscenesatte officielle diskurs.

Det er imidlertid på ingen måde uproblematisk, at betragte den amerikanske styreform som et demokrati. Et valg mellem to meget højreorienterede, prokapitalistiske kandidater, som på mange områder ligner hinanden, er det vanskelig at se det demokratiske, endsige repræsentative, i. Et land bliver ikke demokratisk blot fordi man afholder nogle nøje iscenesatte skuespil engang imellem kaldet valg, hvor befolkningen kan vælge mellem Pepsi og Cola.

Det er endvidere historiske kendsgerninger at det amerikanske system opstår i forlængelse af et af historiens mest omfattende folkemord, mens slaveri fortsætter med at eksistere i over halvtreds år efter den amerikanske revolution. Ingen seriøs historiker kan benægte det. Den i artiklen nævnte amerikanske demokratiteoretiker, og ganske markante politolog, Robert Dahl, spørger i sit omfattende studium af den amerikanske forfatning sine læsere, hvorfor man skulle føle sig bundet af den amerikanske forfatning:

“Why should we feel bound today by a document produced more than two centuries ago by a group of fifty-five mortal men, actually signed by thirty-nine, a fair number of whom were slaveholders, and adopted only by thirteen states, by votes of fewer than two thousand men, all of whom are long since dead and mainly forgotten?”

Den amerikanske styreform er langt snarere plutokratisk end demokratisk. De rige sidder på våbenindustrien, informationsteknologien, finanserne og medierne. Både Romney og Obama har da også mildest talt røvene fulde af penge, ligesom The Clintons, John Kerry, Bush-familien etc. etc.

Den amerikanske overvågnings- og sikkerhedsstat er nu så omfattende, at den er værre end i de fleste fascistiske stater. Der er mig bekendt ingen historiske fascistiske styreformer som har haft i nærheden af en ligeså omfangsrig og teknologisk sofistiskeret sikkerhedsstat. Som vi desuden så med Occupy bevægelsen er de forfatningsgaranterede frihedsrettigheder ikke meget bevendt, i lys af de mange yderst brutale crackdowns som politiet lystede sig med.

Der sidder i dag flere afro-amerikanere bag tremmer i de amerikanske fængsler end der var negerslaver umiddelbart op til the abolition. I disse fængsler er der meget ofte tale om tvangsarbejde for privatkapitalistiske interesser. Det er svært at se hvordan det ikke forekommer at være en moderne udgave af slaveriet, primært legitimeret af The War on Drugs og de mange domme som har fulgt i dens kølvand.

USA er heller ikke kun en nation indenfor nogle nationale grænser i Nordamerika, men et globalt militærbaseimperium som overalt i verden fortsætter med at støtte diktaturer fordi det gavner imperiet. Hvor demokrati kommer ind i den del af ligningen er selvsagt forbundet med nogle gevaldige forklaringsproblemer.

Under den amerikanske besættelsesmagt i Irak spurgte man ikke om befolkningens meninger omkring hvorvidt man ønskede amerikanerne i landet og man har mig bekendt heller ikke spurgt afghanerne om de ønsker fortsat besættelse og krig i deres land.

Faktum er, at USA har undergravet mere demokrati end man har hjupet på vej, siden de væltede Mossadeq og Jacobo Árbenz i starten af halvtredserne. Det bekræfter historien eftertrykkeligt.

Gennem amerikansk styrede organisationer som Verdensbanken og IMF holder man fattige nationer i et jerngreb, og gennem trusler om vold, eller interventioner og krig, holder man store dele af resten af verden i et tilstand af frygt for overmagten. Meget demokratisk, må man sige, ligesom USAs internationale track record hvad overholdelse af menneskerettighederne må kaldes forbilledlig.

(sarkasme kan forekomme).

Bill Moyers interviewer Bernie Sanders – den eneste senator der erklærer sig som "demokratisk socialist."

Nogle uddrag:

BILL MOYERS: Tell me how that money works. I mean, you've been on the inside 20-some-odd years, as I sit. How does it actually work? We hear "money in politics."

SENATOR BERNIE SANDERS: Well, this is how it works. And this is what people do not appreciate. And it's true for Republicans and Democrats, as well. You do not know how many hours every single week, how many hours every single day people walk into the Democratic Senate Campaign Committee or the Republican Committee. And you know what they do? They dial for dollars. They dial for dollars, hour after hour after hour.

BILL MOYERS: Who are they calling?

SENATOR BERNIE SANDERS: They're calling a list of people who have money. That's who they're calling. And what happens when you do that day after day, month after month, your worldview becomes shaped by those people. And most of the money coming into your campaign coffers comes from those people. And you begin representing their perspective...

So what you are looking at is a nation with a grotesquely unequal distribution of wealth and income, tremendous economic power on Wall Street, and now added to all of that is you have the big money interests, the billionaires and corporations now buying elections. This scares me very much. And I fear very much that if we don't turn this around, Bill, we're heading toward an oligarchic form of society...

BILL MOYERS: Senator, what's your take on why so many young people and progressives are disillusioned with President Obama?

SENATOR BERNIE SANDERS: In my view, President Obama ran the best campaign for president that I have seen in my lifetime. He did what is enormously difficult, get young people involved, get working people involved, have a vision out there, get people excited. That's not easy stuff. He did it.

What I think happened is, in a sense, the day after the election, he said to all of those people, all of that grassroots activism, "Thank you very much. Now I got to sit down and work with Republicans. And I got to start compromising. And I'm not going to fight for the vision that I campaigned on."

For example, every speech that I give, I talk about the crooks on Wall Street and what their illegal behavior has done to this economy. And people say, "Bernie, why aren't these guys in jail? Why isn't the Obama administration taking these people on? Why aren't we breaking up these large banks?" From the White House, do you hear much about that? You don't.
http://billmoyers.com/segment/bernie-sanders-on-the-independent-in-polit...

Videoen varer ca.28 minutter. Man kan også nøjes med at læse udskriftet.

Der er flere andre interview på billmoyers.com som er værd at se.

Udenlandske statsborgere har ikke stemmeret i Danmark ligesom danske statsborgere i USA ej heller har stemmeret. EU-borgere har stemmeret til EU-valg i alle lande og udenlandske statsborgere fra lande udenfor EU har stemmeret til kommuvalg i Danmark.

Hvem der er talerør for de 280.000 udenlandske statsborgere uden stemmeret ved folketingsvalg i Danmark ved jeg ikke, men jeg ved dog, at man ikke automatisk kan gå ud fra, at alle udlændinge i Danmark ser ens på politik og på hvordan politik bør føres i Danmark.

I kommunalpolitik har vi medlemmer af de Konservative, Venstre, Socialdemokratiet, De Radikale samt SF som har udenlandsk baggrund.

Og der er stor forskel på Nadeem Farooqs holdninger og på Øzlem Cekics holdninger til hvordan Danmark skal udvikle sig og hvor vi som samfund og stat skal bevæge os hen....

I USA kan man heller ikke automatisk gå ud fra at fordi man er latino eller afro-amerikaner, at man så automatisk stemmer på Obama. Og det kunne være interessant at undersøge om Romney - og Republikanerne - generelt får flere stemmer end Demokraterne får fra udenlandske statsborgere som er blevet amerikanske statsborgere.

Disse mennesker kommer jo til USA for at få et bedre liv fra andre lande - og er måske derfor bedre indstillet på at lytte til Mitt Romney og Republikanernes budskab om at man må klare sig selv hvis man vil frem i verden...

Heinrich R. Jørgensen

Thomas Bonde:
"Den amerikanske styreform er langt snarere plutokratisk end demokratisk. "

Montesquieus omfattende analyse fra 1748, L'esprit des lois, var en hovedinspirationskilde til diverse bells and whistles i forbindelse med USA etablering. Han skelner mellem en republiks to mulige fremtrædelsesformer; den demokratiske republik, og den aristokratiske. Med "aristokrati" mener ikke "adel", altså en klasse med nobel adfærd, ædle hensigter og måske ridderlige tendenser -- der menes ganske enkelt de, der er magtfulde gennem deres besiddelser. En velegnet ord er også oligarker.

Den demokratiske tilstand er kun mulig, hvis folket målrettet og kontinuerligt bestræber sig på understøtte grundlaget for at den demokratiske republik beståen. Det sker gennem retskaffenhed -- borgernes og statens. Befolkningen har så at sige overtaget den rolle, en adel har i et monarki, nemlig forpligtelse til at sikre at rigets politiske ledelse og forvaltning holder den humane fane højt, og at samme ikke korrumperes.

Montesquieu er klar i spyttet, i sit værk. En demokratisk republik er den mest noble ambition noget folk kan stile mod, men hvis en republik ikke kan fastholde sit demokratiske element, er der to realistiske muligheder for hvad der følger efter.

1) at den korrumperede republik angribes af ydre fjender, der således påtvinger det overvundne folk nye vilkår.
2) at den korrumperede republik bliver overtaget de magtfulde, og republikken bliver en aristokratisk republik i stedet.

De to former for republikker ligner på overfladen hinanden, men der ingen sammenligning. En aristokratisk republik er det ultimative tyranni. En større antal magtfulde personer, deler magten mellem sig, og koordinerer de metoder og midler hvormed de afmægtige borgere fastholdes i afmagt. Befolkningens muligheder for at ryste lænkerne af sig, i et aristokratisk republik, er minimale, idet sådanne bestræbelser konstant vil blive modarbejdet på koordineret vis. Hele magtapparatet er gearet til at sikre befolkningen strukturelle afmagt. Enhver person der involveres i planlægningen af hvordan tyranniet væltes, har en egoistisk interesse i at sladre til tyrannerne, om kupmagerne.

En brutal diktator og andre despotier, kan en befolkning vælte af pinden men relativ lethed (dog ikke i absolut målestok). I et despoti har selv de mest priviligerede embedsmænd ingen loyalitet overfor de aktuelle herrer, da begrebet "loyalitet" i et despotisk styre er illusorisk.

I 1776 om omegn, trak den politiske elite endvidere på den britiske magtfilosofiske tradition, som denne har udviklet sig løbende sådan cirka siden Magna Carta.

Det er vigtigt at pege på synes jeg at i USA's første år bleb præsidenten valgt af --- Kongressen. Og efterhånden som tiden gik synes folk at præsidenten skulle vælges direkte af folket...

I går sendte NRK2 Michaels Moore's dokumentarfilm Capitalism - a Love Story.....hvor han dokumenterer, hvordan en amerikansk elite, det såkaldte managerial aristocracy har taget magten. Og indrettet samfundet så det kun kommer dem, der allerede sidder på magten, til gode. Interessant var især hvordan arbejderne på en fabrik i Chicago havde held med at strejke deres krav igennem om at få de penge mv. de havde krav på fra firmaet.

Iøvrigt har det også været interessant at se udsendelser på NRK2 her i denne uge, de har sendt glimrende og interessante udsendelser om f.eks. Obama, USA 41. præsident (George H.W. Bush), og om folk på Long Island og hvordan det er gået dem under krisen og efter krisen samt en lille interessant forælling om Heist: Who stole the american dream. Den viste noget interessant. Siden 1982 er USA's produktivitet steget med 45-50%; lønningerne er steget med 5% i alt.
Og i går - i den bedste sendetid - præcist som med alle de andre fine udsendelser fra NRK2, inkl. to portrætudsendelser om Præsident Reagan (1981-1989) blev sendt omkring kl. 21.00 eller 21.30
I modsætning til dette sender DR2 udsendelsen om Præsident Reagan fra kl. 00.00-00.45 i dag, eller rettere i nat!

Jeg synes det er vigtigt at understrege at hverken Bernie Sanders eller Sheldon Wolin taler om en fuldbyrdet afmontering af det amerikanske demokrati.

Sanders, citeret foroven, siger:
I fear very much that if we don’t turn this around, Bill, we’re heading toward an oligarchic form of society…

I forordet til Wolins Democracy Incorporated kan man finde følgende formuleringer:
...tendencies in our own system of power that are opposed to the fundamental principles of constitutional democracy.
Preface xi

I want to emphasize that I view my main construction, “inverted totalitarianism,” as tentative, hypothetical...
For the moment Superpower is in retreat and inverted totalitarianism exists as a set of strong tendencies rather than as a fully realized actuality.
Preface xvi

Når kommentatorer der påkalder sig Wolin betegner USA som et fascistisk styre har det meget lidt med Wolin at gøre. En sådan konklusion må snarere ses som resultatet af en tilgang som inddrager alt som kan bekræfte ens forudfattet mening, uanset hvor astrengte sådanne beviser er, og udelader alt som modsiger den. En sådan tilgang er ikke en analyse, men en bekræftelse af fordommer.

USA i dag er en kampplads, og hvis man leder efter rene, utvetydige linjer vil man ikke finde dem. Alligevel er der i mange henseender klare forskelle mellem de to store partier, og gennem den sidste tid har jeg gentagne gange gjort opmærksom på disse. Det er endnu ikke sket at nogen har forsøgt at modbevise de eksempler jeg har fremført. I stedet bliver det bare konstateret at de forskelle jeg har fremvist er uden betydning.

Jeg vil så påstå at på væsentlige punkter er de politiske forskelle større i USA end de er herhjemme. Herhjemme har vi f.eks. intet parti (ikke engang LA) der, som en del af sit ideologiske fundament, hævder at centralregeringen dybest set er overflødig. Vi har intet parti som konsekvent sætter ideologisk ønsketænkning over resultaterne af videnskabelig forskning. Vi har intet parti som arbejder for at afskaffe velfærdsstaten. (Der er forskel mellem at støtte indgreb der vil svække velfærdsstaten og at afskaffe den.) Vi har intet parti som forsøger at gøre op med de rettigheder som har muliggjort kvinders status som ligeværdige borgere. Osv.

Man kan ikke forstå den politiske forskels omfang medmindre man fatter hvor langt det Republikanske parti har bevæget sig ikke alene mod højre, men fra virkeligheden.

Philip Stone:

1. Forklar mig venligst, hvordan det er tilfældet, at landet ikke var styret af folk med selvsamme holdninger som dem der var hovedårerne i fascismen, under George Bush II. Umiddelbart har jeg nemlig svært ved at se hvordan Republikanerne skiller sig så væsentligt ud fra fascismen, at sammenligningen ikke tåler dagens lys. Jeg har sat kryds ved følgende fællesnævnere:

- Patriarki
- Nationalisme (Patriotisme).
- Autoritær Kristendom.
- Anti-intellektualisme.
- Anti-marxisme.
- Korporatisme.

(tredje position har ikke været kendetegnende for alle fascisterne. Pinochets økonomiske politik var friedmanistisk neoliberalisme).

Sidst vi talte om det affejede du enhver sammenligning som useriøs og kaldte det en hån mod fascismen ofre, selvom jeg gjorde klart, at sammenligner vi med de mange fascistiske styreformer der har ekisteret sideløbende med USA de sidste tres år, så har USA klart flere menneskeliv på samvittigheden end noget moderne fascistisk styre. Lad mig igen minde dig om at Estado Novo sad indtil 1974. Franco sad indtil 1975. Pinochet indtil 1990.

2. "Vi har intet parti som konsekvent sætter ideologisk ønsketænkning over resultaterne af videnskabelig forskning."

- Opbakningen til den amerikanske imperialisme?
- Den fortsat fuldstændig ukritiske tilgang til EU?
- Trickle Down Economics?

3. "Herhjemme har vi f.eks. intet parti (ikke engang LA) der, som en del af sit ideologiske fundament, hævder at centralregeringen dybest set er overflødig?"

Men det gør Republikanerne? Jeg vil da ellers mene, at republikanerne under Bush-administrationen udvidede centralmagtens beføjelser i en række tilfælde og at forkærligheden for den amerikanske imperialisme er gennemgående for alle partiets toppolitikere, hvilket i mine øjne næppe er ensbetydende med et syn på centralmagten som overflødig. Det er mestendels når det kommer til indgreb i økonomien, at man er kritisk indstillet, hvilket i øvrigt nok også er den væsentligste grund til at Venstre-folk herhjemme er vilde med republikanerne. Reagans gode gamle "the government is the problem" handlede jo om statslig indblanding i økonomien, ikke om at staten skulle afskaffes fordi den i sig selv var problematisk i alle henseender. Reagan brugte eksempelvis sin styring af staten til mange interessante ting, herunder social kontrol med underklassen i The War on Drugs. Læs i øvrigt min artikel om Reagan og hans adminstrations danske støtter i partiet Venstre for videre uddybning.

3. "Vi har intet parti som arbejder for at afskaffe velfærdsstaten."

Det er da udelukkende af magtstrategiske årsager. Viljen er der bestemt, men det er politisk selvmord. Se blot på de debatter der foregår på Ole Birk Olesens site 180grader.dk. Man valgte at gå til valg på et velfærdsstatsvenligt grundlag i 2001, fordi man havde indset, at agitation for afmontering af velfærdsstaten var ensbetydende med at forblive i opposition. Claus Hjort viste tydeligt hvad man havde gang i. Man forsøgte at gøre velfærdsstaten så træg og bureaukratisk idiotisk, at de offentligt ansatte løb skrigene væk og borgerne mistede deres tiltro til den. Københavns Kommune er af samme årsag blevet en noget nær kafkask konstruktion med flere års sagsbehandlingstid i mange tilfælde.

Rettelse: Jeg skrev i ovenstående "end noget moderne fascistisk styre". Det var en fejl. Jeg mente, "...end noget fascistisk styre efter anden verdenskrig". De er jo alle moderne styreformer.

Thomas Bonde

Foroven har jeg skrevet:
USA i dag er en kampplads, og hvis man leder efter rene, utvetydige linjer vil man ikke finde dem.

Men det er præcis det du prøver at gøre. Det som for dig er en analyse er for mig en reduktion som ikke lader sig antaste af kendsgerninger.

Ad 1. Det er muligt at Bush blev støttet af folk jeg vil betegne som fascister, men det er også muligt at han dertil blev støttet af folk som i deres indædte forsvar for den personlige frihed står i modsætning til den form for statslige undertrykkelse som fascismen repræsenterer.
Og af folk med helt andre motiver.

Mht. Bush-regeringens praksis: Det er rigtigt at regeringen ovenpå 9/11
udvidede den statslige overvågnings- og undertrykkelsesapparat, men den blev ikke efterfulgt af den massive undertrykkelsesbølge som ville berettige til at tale om fascismen. Tværtimod blev den politiske opposition styrket i de efterfølgende år.

Du ville sammenligne de dødsfald som USA er ansvarlig for med dem fascismen er ansvarlig for, og for at nå frem til det ønskede resultat begynder din afregning med tiden efter den store trussel fra fascismen var væk. I stedet for at forholde dig til denne indvending valgte du at flytte målstolperne med en falsk påstand om at jeg ville begrænse din hvem havde dræbt flest konkurrence til perioden indtil krigsafslutningen.

Ad 2. Med udtrykket videnskabelig forskning tænkte jeg især på klimaforskning og udviklingslæren. De ting som du nævner har en anden status. Alligevel:
"- Opbakningen til den amerikanske imperialisme?" Undskyld, men hvad er forholdet mellem resultaterne af videnskabelig forskning og opbakningen til den amerikanske imperialisme?

"- Den fortsat fuldstændig ukritiske tilgang til EU?" Har du bemærket at regeringen kræver en EU rabat? Har du bemærket at de borgerlige ikke længere er ukritiske? Har du bemærket at regeringens støtteparti er ret kritisk? Du ser kun det der kan passes ind i dine fordommer.

"- Trickle Down Economics?" Ja, der findes partier som med deres støtte til skattelettelser i toppen er repræsentanter for denne politik. Men (mig bekendt) er der intet dansk parti der stort set vil erstatte socialpolitik med trickle-down economics magiske resultater.

Ad 3. Du sammenblander ideologi og praksis. Jeg har ikke skrevet at Republikanerne har levet op til deres erklærede målsætninger. Og i praksis bruger Republikanerne gerne regeringsmagten til at støtte de økonomiske interesser der støtter dem.
Virkeligheden er ofte kompleks og modsigelsefuld, ikke sandt?

Ad 4. Uanset begrundelsen, er der mig bekendt ingen danske partier med en udviklet politik som sigter på at afskaffe velfærdssamfundet.
At der er individer der forfægter sådanne standpunkter på 180grader.dk ændrer ingenting.

Slut.

1: ”Det er rigtigt at regeringen ovenpå 9/11 udvidede den statslige overvågnings- og undertrykkelsesapparat, men den blev ikke efterfulgt af den massive undertrykkelsesbølge som ville berettige til at tale om fascismen. Tværtimod blev den politiske opposition styrket i de efterfølgende år.”

Kan man sammenligne forfølgelserne under fascismen, med den vi ser i USA for tiden? Det korte svar er utvivlsomt, at den sammenligning ikke ville holde. Det hører dog med til historien, at forfølgelser af venstrefløjen og/eller den farvede opposition, har stået ganske stærkt tidligere i staternes historie, ligesom det hører med til historien, at der ikke er det store behov for at gå systematisk efter systemkritikere udenfor systemet, da ejerskabsforholdene af massemedierne og måden hvorpå de fungerer, forvolder en så effektiv forstummelse af dissidenterne, at man ikke behøver ret mange andre værktøjer. Det er fuldstændig umuligt, at bedrive en omfattende systemkritik i amerikansk fjernsyn dvs. på ganske få minutter mellem to reklameblokke. Den strukturelle vold ifa. sociale strukturer som gør vold på folks muligheder for at komme til orde, er nok i sig selv.

Man skal imidlertid passe på med at male et alt for rosenrødt billede af tilstandene i staterne: 1) Dyrerettighedsaktivister og miljøforkæmpere er blevet forfulgt af myndighederne og anklaget for at stå bag ”domestic terrorism”; 2) Der foregår tilsyneladende en klapjagt på folk i både muslimske communities og i anarkistiske grupperinger, hvilket sagen om Leah Lynne-Plante og hendes aktivistiske kollektiv er et aktuelt eksempel på. Der er en årsag til at der ikke findes en egentlig bz-bevægelse, a la den europæiske, i USA. Det kan ikke lade sig gøre! Det længste nogen har holdt et besat hus i USA er mig bekendt omkring 24 timer; 3) under protester ved republikanske og demokratiske konventer har man effektivt begrænset muligheden for synlige protester ved oprettelsen af såkaldte ”free speech zones”, mens man har anholdt systemkritiske journalister ved disse begivenheder f.eks. Amy Goodman; 4) Derudover bør den brutalitet som Occupy-bevægelsen blev mødt af bestemt også nævnes. Politiet smadrede folks ejendom og tævede løs på demonstranterne i Zucotti Park sidste år.

Jeg vil dog skelne mellem systemkritikere udenfor og indenfor systemet apropos afgrunden mellem tale og handling, ideologi og praksis. Man skal i mine øjne altid bedømme politikere på hvad de foretager sig, i stedet for på hvad de hævder at ville foretage sig. Under Obamas valgkamp hævdede man, at whistleblowers ofte var ”the best source of information about waste, fraud, and abuse in government” og at sådanne ”acts of courage and patriotism, which can sometimes save lives and often save taxpayer dollars, should be encouraged rather than stifled.” Den politiske virkelighed under Obama-administrationen er imidlertid den stik modsatte, idet man har forfulgt whistleblowers i et forstyrrende og rekordsættende omfang. Sagen mod wikileaks, Assange og Manning har med al ønskelig tydelighed vist, at man vist ikke ligefrem lever op til de fine ord man ytrede under valgkampen. Her havde man pludselig en meget succesrig form for systemkritik, whistleblowing og brug af ytringsfriheden. En som massemedierne var nødt til at tage seriøst hvis de skulle undgå, at miste al kredibilitet. Og hvad skete der? Både Assange og Manning står i princippet til henrettelse grundet anklagerne om højforræderi og spionage.

Noget helt andet er så USA's virke udenfor grænserne. Her er snartsagt enhver oppostionel, anti-kapitalistisk gruppering i hemisfæren blevet mødt af den mest brutale repression.

Skal man sammenligne det amerikanske imperium med andre stærkt højreorienterede magtkonstruktioner, giver det ikke den store mening imine øjne, at begynde at sammenligne med styreformer som eksisterede før USA blev et verdensomspændende militærbaseimperium, hvilket altså først skete efter anden verdenskrig. Man bliver nødt til at sammenligne med styreformer der har eksisteret samtidig med det amerikanske imperium, vil jeg mene. Størstedelen af de fascistiske styreformer har eksisteret efter anden verdenskrig og samtidig med USAs imperialisme dvs. i Brazilien, Argentina, Grækenland, Chile, Colombia og så selvfølgelig Portugal og Spanien som mig bekendt ikke var videre voldsomt indblandede i anden verdenskrig. Du kan selvfølgelig vælge at hive Mussolini frem fra historiebøgerne med henblik på, at få De Forenede Stater til at se bedre ud. Jeg tvivler imidlertid stadig på, at det fascistiske Italiens rolle i anden verdenskrig når op på siden af den amerikanske mange millioner af ofre som følge af diktatorstøtte, krig, interventioner, strukturelle tilpasningsprogrammer, opretholdelse af forrentet gæld i den tredjeverden, udplyndrende frihandelsaftaler og massemorderiske sanktioner. Det var mig bekendt nazisterne og ikke fascisterne der stod for størstedelen af skaderne.

2: Videnskabelig forskning er vel også samfundsvidenskabelig forskning, no? Idéen om, at Danmark bidrager til demokratisering, frihed og menneskerettigheder ved at bakke militært og politisk op om den amerikanske imperialisme er udtryk for en høj grad af ideologisk forblindelse i mine øjne. En væsentlig del af den samfundsvidenskabelige forskning i amerikanske imperialisme / udenrigspolitik gendriver eftertrykkeligt, at der skulle være noget i den virkelige udøvelse af den amerikanske magtpraksis, som tillader at konkludere, at menneskerettigheder, frihed og demokrati er stærke drivkræfter i den amerikanske udenrigspolitik.

3: "Du sammenblander ideologi og praksis. Jeg har ikke skrevet at Republikanerne har levet op til deres erklærede målsætninger. Og i praksis bruger Republikanerne gerne regeringsmagten til at støtte de økonomiske interesser der støtter dem.
Virkeligheden er ofte kompleks og modsigelsefuld, ikke sandt?"

Igen: Jeg mener at bedømmelsesgrundlaget når man skal vurdere politikere og deres organisationer må være, hvad de rent faktisk foretager sig, frem for, hvad de påstår at have af værdier. Jeg er kun interesseret i praksis. Retorik og propaganda er mig ikke videre analytisk interessant, andet end i den henseende, at man igen og igen kan påpege, at der hersker en afgrund mellem politikeres ytringer og deres handlinger.

I boksen stpr det at 64% af de registrererede vælger stemte ved valget i 2008. Men det tilsvarende tal for procentdel af de stemmeberettiget var 58,9%, dvs. 5% lavere. De tilsvarende tal for 2004, 2000 og 1996 er 55%, 51% og 49%. Så tror de andre 40% på deres demokrati. Det er svært at vide når man laver Vox-pops reportage og klistrer den på forsiden.