Læserbrev
Læsetid: 3 min.

Brevkassen: Mine kone har set sig blind på en campingvogn

Moderne Tider
24. november 2012

Hr. B.

54, Brønshøj

Min kone ønsker sig brændende en campingvogn i julegave. Hun er begejstret omkring projekt campingvogn, som er et af mange projekter til at udfylde vores nye liv, efter begge børn er flyttet hjemmefra. Min kones tanke er, at vi sammen skal genopdage Danmark og besøge alle vores venner i sommerhusene i Rørvig, Løkken og ved Vesterhavet. Jeg ved det ikke bliver til noget og campingvognen kommer til at stå nede i haven og kukkelure til minde om de planer, vi ikke fik taget os sammen til at realisere. Min kone bliver vrissen, hvis jeg lufter mine forbehold. Jeg ved, det ikke bliver til noget med Campingvognen, men hvis det gør en tung overgang lettere for hende og sætter drømme i gang igen, var der ikke noget, jeg hellere ville give. Hvad siger I?

Svar I:

Du svarer jo selv på det: at der ikke er noget du hellere vil forære din kone end den ønskede campingvogn, ikke såfremt en sådan kan sætte hendes drømme i gang igen. Så er det vel bare at komme til lommen. Men du forklarer på den anden side ikke, hvorfor du på forhånd ved, at planerne om at berejse Danmark og besøge venner i en sådan ønskedrøm af en campingvogn ikke bliver til noget.

Jeg kan godt forstå, at du nødigt investerer i en kostbar campingvogn, hvis du med en eller anden erfaring i bagagen ved, at den bare kommer til at stå og rådne op i haven. Nogle mennesker lever i drømmeforestillinger om ting og sager. Hvis bare de får dit eller dat, så er alt godt. Hos Strindberg i ’Et Drømmespil’ ønsker plakatmanden sig brændende et grønt hyttefad til at supplere det fiskenet han endelig har fået, men som han ikke er helt glad for. Det eneste i hele livet han ønsker, er dette hyttefad. Da han så omsider ved gudernes mellemkomst får det, har det ikke den rigtige grønne farve. Drømmen brister.

Den historie skal du nok ikke spise din kone af med.

Men mere lavpraktisk kunne du jo under juletræet til din drømmende kone lægge et gavekort på leje af en fin stor campingvogn med hele udtrækket og så se, om turen en gang til sommer, hvis den realiseres, også bliver en succes. Man skal have talent for camping, det kan jeg tale med om. Hvis man ikke har det, er det et helvede. Det kan jo være en kur.

Georg Metz

Svar II:

Jeg forstår godt, at livet som campist skræmmer dig. Jeg er opvokset i Midtjylland, hvor campingferie med naboerne, ens badesandaler og partypølser på grillen er en selvfølge. Det har altid skræmt mig, men min familie gik heldigvis fri. (I stedet tog vi til Harzen, som mine forældre til stadighed fastholder er en yderst overset feriedestination.)

Jeg tror egentligt ikke, at det er afgørende for din kone at få en campingvogn. Den er blot rammen om en drøm. Ligesom man ikke får et BMI på 20 af at købe løbesko. Men jeg tror, det er afgørende for jer, at du lytter til, hvad campingvognen symboliserer. Du skriver, at din kones mobile friluftsdrøm handler om at gøre en ’tung overgang lettere’. Jeg er hverken gift eller har børn, og ved derfor ikke, om det er et no go for forældre, at glæde sig til, at deres børn flytter hjemmefra. For mig lyder det som om, at din kone glæder sig til jeres børnefri otium. Tanken om, at hun vil ud og opleve verden med dig er da til at blive helt varm over. I kan sagtens erobre verden uden en campingvogn, og det tror jeg også, din kone er frisk på. Pointen er, at I er enige om, hvad Jeres nye fælles liv skal bruges til. Du skriver, at du gerne så, at din kone igen begyndte at drømme. For mig at se, er det dig, der har lagt drømmene på hylden til forhold for praktik og nyttetænkning. Udfordringen er i virkeligheden, om du vil sidde hjemme i øreklapstolen og læse Information, mens din kone vil ud og opleve?

Lærke Cramon

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Meget godt forslag, men desværre har man jo så begrænset sig til campingpladser med store tætstillede træer! Jeg ville foreslå en mellemløsning, en campingbil, et folkevognsrugbrød med boligudstyr, gerne lidt primitivt, så det ikke bliver for besværligt. Den udgave vi kørte rundt med engang, havde sengepladser, når bordet var slået ned, to gasblus omme bagi, og opbevaringsplads til 2 menneskers gepäck. Til udendæørs brug var der et campingbord og fire stole. Så var der også et par gæster, At køre rundt i nordtyskland og i Danmark er den mest frie og behagelige ferieform jeg har oplevet. Vi kom engang til campingpladsen i Maribo, dejligt sted lige over for Domkirken, I løbet af et kvarter havde vi hevet bord og stole ud og havde kaffen lavet, og kunne så sidde og iagttage genboen, der også lige var kommet. De var færdige med at sætte campingvogne op efter 1½ time

Michael Kongstad Nielsen

At Information indførte disse brevkasser var én af
grundene til, at jeg opsagde mit abonnement.

Hvor er brevkassen dog pinlig.