Læsetid: 4 min.

De skal få det betalt

Der er en grænse for selv finanskapitalisme og reklame, hvor borgerlig forargelse og venstreorienteret indignation mødes i et nej, fandme nej
Tilbagetog. Danske Bank trækker nu den del af reklamen tilbage, som refererer til Occupy Wallstreet. De forregnede sig, da de troede, at deres politiske muligheder også tillod dem at sige hvad som helst.

Tilbagetog. Danske Bank trækker nu den del af reklamen tilbage, som refererer til Occupy Wallstreet. De forregnede sig, da de troede, at deres politiske muligheder også tillod dem at sige hvad som helst.

Danske Bank

1. december 2012

Det er en almindelig fejl, at man slutter fra tingenes tilstand til menneskenes indstilling. Man betragter de politiske resultater som en refleksion af borgernes tanker. Hvis vi accepterer nedskæringer i udviklingsbistanden, hedder det sig, at vi skulle være blevet ligeglade med resten af verden, og hvis regeringen ikke kan hæve pensionsalderen hurtigt og smertefrit, siger kritikken, at danskerne er for magelige i deres velfærd og for bange for forandringer.

Antagelsen er, at sådan som vores politik er, må borgerne også være. Der skulle være et 1:1-forhold mellem regeringens resultater og borgernes idealer. Vi tror det indimellem, men vi ved jo også, at mennesker, hvis stemme går til partier, der vil have flere penge og færre nye borgere til Danmark, entusiastisk kan sende tusinder af private kroner efter godgørende formål til tv-shows og have en lille sort dreng hængende på køleskabet, som man er planfadder for. Det er normalt, at mennesker, der kæmper for at forsvare tryghed, kan piske sig selv i fitnesscentre og plage sig med idealer for kosten og kroppen, der kræver konstant omstilling.

Der findes mange negative betegnelser for de modsætninger, alle borgere rummer, og de konflikter, som man bliver ved med at diskutere med sig selv: Det kaldes dobbeltmoral, hykleri og afladskøb. Det er et udmærket ideal, at man skal bringe sine refleksioner på en fællesnævner, men det er også selve muligheden for politisk forandring, at vi altid diskuterer med os selv, og at kabalen aldrig går op. Det er digterens indsigt: »Modsiger jeg mig selv? Jamen, så modsiger mig selv – jeg er stor, jeg rummer modsigelser.«

Verden går i stå, når vi bliver enige med os selv.

Den nye normal

Det er akkurat afstanden mellem vores overbevisning og vores politik, som Danske Bank har overset i sin nye annoncekampagne. De er vant til, at de politisk får ret, selv om de etisk på ingen måde har ret. Politisk kan den store bank tilsyneladende tillade sig hvad som helst: Den kan føre sig frem med et image som nøjsomheden selv, samtidig med at den som en gambler satser milliarder på banker i Irland og Finland. »Gør det, du er bedst til,« sagde banken til brugerne i en annoncekampagne, som anbefalede mådehold og arbejdsdeling, og på samme tid kastede den sig ud over alle faggrænser i nye finanseventyr. Direktøren var symbol på ansvarlighed i en periode, hvor banken var så tæt på at gå konkurs, at den akut måtte reddes af en danske stat. Den bliver ikke stillet til regnskab politisk, og derfor antog den åbenbart, at den kunne tillade sig hvad som helst. Den var hinsides godt og ondt. Og det er reklamer jo i almindelighed: Det er ikke opsigtsvækkende, at benzinselskaber bruger billeder af frisk luft og grøn natur, når de skal markedsføre sig selv, og det er ikke provokerende, at fede produkter bliver markedsført af slanke modeller. Reklamer er legitim løgn.

Modkraft blev midtpunkt

Man skulle således tro, bankerne er hævet over ansvarlighed, og reklamerne er hævet over kriterier for sandfærdighed. Så egentlig er det ikke overraskende, at Danske Bank kan lancere en kampagne, hvor den påberåber sig alverdens progressive fremskridt som billeder på en ny verden, hvor banken sætter nye standarder. Den markedsfører sig selv med fremskridt for handicappede, homoseksuelle og udstødte minoriteter. Den stjæler alle mulige moralske fremskridt, som intet har med banken at gøre. Og så praler den med dem.

Kulminationen på kampagnen er, at den har kopieret et af kapitalisme-kritikkens ikoner fra Occupy Wallstreet-bevægelsen og gjort dem til et billede på den nye verden. Det er selvfølgelig provokerende, men vel ikke mere alarmerende end, at den amerikanske kul-industri nu lancerer sig selv som det modsatte af, hvad den er: Grøn-kul kalder den sig selv.

Og alligevel er det mere alarmerende: En offentlighed, der affinder sig politisk med bankpakkerne, er gået amok på argumenter. Kommunikationsfolk, der plejer at hylde kynisme som en dyd, har fordømt kampagnen moralsk, og kunder, der som regel ikke griber til sanktioner over for bankerne, har forladt Danske Bank. Alle er modstandere af kampagnen, ingen andre end de, der er betalt for det, forsvarer den. Og nu har de selv trukket billedet af kapitalismekritikeren tilbage. Danske Bank har erkendt et moralsk underskud.

Gamle sandheder som, at al opmærksomhed er god opmærksomhed, og enhver provokation er en effektiv koncentration af omtale, virker tilsyneladende ikke. Den borgerlige forargelse og den progressive indignation mødes i en fælles fornemmelse af, at det her er for meget. Den politiske diskussion kan ofte efterlade det indtryk, at sproget fra Børsen er blevet normalsproget i offentligheden, men denne gang er det snarere sproget fra Modkraft, som dominerer.

Det er den forskel, banken havde overset: Det kan godt være, vi bliver tvunget til at finde os i, at banken kan slippe afsted med det, som er blevet kaldt Danmarkshistoriens største tyveri. Men den skal ikke pisse på os bagefter. De skal ikke tro, at den politiske ophævelse af grænsen mellem rigtigt og forkert betyder, at de kan sige og gøre hvad som helst. De skal ikke tro, vi finder os i alt det, vi lige nu er tvunget til at affinde os med. Der er en forskel mellem vores politik og vores holdninger, og den siger, at de slipper for nemt og for billigt, og det skal ikke blive ved. Det kan godt tage sig ud som en kold tid, vi lever i, men indignation og forargelse kan stadig finde sammen i raseri. Vi er bedre end det, vi finder os i nu, og vi kan begynde med at kræve, at de betaler tilbage.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Synes et vigtigt element er, at de langt fra er alene om denne tendens. Og hvordan forhindrer man, private aktører, i at politisere. En udemokratisk bevægelse, der bestemt ikke gavner sammenhængskraften.

Historisk har det er sidde på mange penge, eller styre mange penge, været forbundet med at personen/organisationen måtte sidde med en helt speciel indsigt. En nationalbankdirektør var derfor en endda meget klog man som alle skulle lytte efter, når han sagde noget.

De der tjenge mange penge var ikke blot de dygtigeste, det var også godt det de gjorde for fællesskabet. Deres rolle og egenskaber havde karakter af noget næsten gudsgivet.

Det er i det lys Danske Banks reklamer skal forståes. Når de er så perverterede idiotiske og vildfarne, er det kun fordi de selv tror på dem.

Det er en væsentlig distinktion. Når kulkræftværkerne siger Grøn-kul, så fniser direktionen og bestyrelsen lidt - de ved godt det er reklame. I Danske Bank fniser de ikke.

De troede de var de bedste til det de gjorde. Og nu tror de at de er en del af løsningen.

Det er identitetsforskel mellem kapitalister der kommer fra produktionen/fremstillingsindustrien og dem der handler med penge. Deres personlige baggrund er også ofte forskellig. De gammeldags kapitalister der har startet deres virsomhed selv, har en anden forståelse for, hvor deres penge kommer fra, og hvorledes de er afhængige af det samfund de er en del af.

Når folk reagerer på Danske Bansks reklamer nu er det måske ikke kun fordi de ved det er løgn, men fordi de ved at bankerne stadig tror på det de siger.

Det kan være ok at lyve hvis man er et dumt svin og godt ved det. Men det er ikke ok at sige man er den gode fyr, hvis man er et dumt svin.

Peter Ole Kvint

Der er ikke noget i vejen med Danske Banks reklame, som en reklame betragtet.

Problemet er at reklamen viser hvor uvidende bankens ledelse er om hvad de sælger. Folk har lov til at være dumme. Og at dumme sig, men når de leder en stor virksomhed så må man forvente at folk kan lære af deres fejl, ellers burde de ikke være ansat der.

"Folk har lov til at være dumme. Og at dumme sig"

Ikke når der samtidig påberåbes legitimitet for horribelt overdreven økonomisk kompensation for 'unik dygtighed'.

At lave penge på penge er faktisk ikke nogen særlig bedrift, det talent der kræves er ikke ret stort og ikke særlig anvendeligt til ret meget andet. Der er tale om forholdsvis simpel matematik.

Men nu har vi altså de her enormt dyre drenge der i deres ånds simpelhed ikke indser at deres geschæft er en del af et samfundshele, og som er så ublu at det vækker vores vrede.

De hyrer nogle andre enormt dyre drenge til at lave en reklamekampagne der skal rette op, og disse andre dyre drenge kommer med et dyrt opsat projekt der kun formå en ting: At kaste benzin på den brændende affaldsdynge som DBs renomme må siges at være.

I morgen fortsætter historierne om hvor vigtigt det er at disse mennesker forfordeles i helt urimelig grad, og at det vil være dybt dybt samfundsskadeligt at inddæmme 'tag selv bordet'

Hvem er det reklamen henvender sig til.
De privatkunder, der er dumme nok til at være kunder, eller dem, der er kloge nok til ikke at være det.
I begge tilfælde virker den ikke, tværtimod.

Grethe Preisler

Danske Banks seneste reklamestunt er en ommer af format. Slapstick er som bekendt en kunstart, der kræver lang og hård træning i at spille dummepeter uden at være det, hvis man vil have succes i den branche.

Komikken ved slapstick beror ikke på, at den optrædende glider i en klat, som nogen har efterladt på gulvet, og taber balancen. Det er et hændeligt uheld, enhver kan komme ud for.

Komikken beror på, at den optrædende forsøger at lade som om, han ikke har jokket i klatten, og holde på hat og briller og værdighed, alt mens han skøjter rundt i manegen på eksende ben for at finde balancen igen.

Brækker han halsen under opvisningen, er det ikke morsomt længere, og det betalende publikum er i deres gode ret til at kræve pengene for de dyre billetter til forestillingen retur.

I artiklen står der bl.a. "Reklamer er legitim løgn.". Danske Banks reaktion bekræfter og indrømmer det.
Formålet med reklamen var vel at vise en reagerende bank som med New Standards imødekommer en kritisk offentlighed. Alene det ville være en ny standard, og en ny standard ville også være at levere eksempler - istedetfor at fjerne billeder fra reklamen kunne banken have demonstreret rigtighed ved reducere gebyrer, reducerer topchef provisioner, reducerer spekulationer i nogle få storlånere til fordel for de mange små som ikke kan komme igang fordi banken kræver en urimelig sikkerhed for selv meget små boligkøbslån, osv osv
De kunne have reageret i overensstemmelse med New Standards, men valgte altså at reagere med As-Usual.

Det er næsten det mest forstemmende ved den historie, - at banken så tydeligt demonstrerer hulheden og legitimering af løgnen.

@Søren Kramer:

"Når de er så perverterede idiotiske og vildfarne, er det kun fordi de selv tror på dem."

Jeg er helt enig. Vil også gerne tilføje at alle de reklamer jeg nogensinde har set for banker alle sammen, uden undtagelse, har været til at brække sig over pga. deres egen selvhøjtidelighed. De tror fuldt og fast på at de er guds gave til menneskeheden og at det er dem der redder verden og at alle mennesker elsker og forguder dem.

Måske er det fordi at stort set alle mennesker kysser dem i r**** konstant fordi de jo gerne vil have det lån, overtræk osv. så deres virkelighedsopfattelse bliver forskruet. Ligesom en A-liste Hollywood skuespiller der bliver forgudet hvorend de går med skrigende fans overalt og som slet ikke kan gå på gaden osv. De mister også realitets-sansen.

Niels-Simon Larsen

Hvorfor ikke bare gå over til fælleskasserne og dermed vende ryggen til Danske Bank, jeg mener, hvor svært kan det være?

Kristian Rikard

Søren Kramer,
Jeg er ret enig i din kommentar. Jeg skrev for et par dage siden, at hvis du ikke selv kender din identitet,
så kan selv det dygtigste reklamebureau og nok så mange fokusgrupper ikke løse dit problem.
Det er iøvrigt een af grundene til at jeg heller ikke tror så meget på det lykkebringende i at få en
personlig coach!

Desværre er det jo en ligegyldig debat, der føres om Danske Bank (og andre banker). At de fjerner noget fra reklamen, gør den jo ikke mere sand. Reklamen, som alle kan se er logik fra en anden verden, er et lille problem ...
Hvad der i stedet burde fokuseres på er, at bankerne og andre i finansverdenen fortsætter af fuldstændig samme vej som de forfulgte i 2004-2008. Per Wimmer, som selv har finansbank og som bijob underholder Danske Banks rige kunder, fortæller i aften på DR2's "På den anden side", at chancen for en gentagelse af krisen er meget sandsynlig. Se klippet med Per Wimmer her:

http://hvorskalvihen.wordpress.com/2012/12/02/finanskrise-gange-to/

Kristian Rikard

Niels Kondrup,
"finansverdenen fortsætter af fuldstændig samme vej som de forfulgte i 2004-2008". Ja det er da muligt at hr. Vimmer og Danske Bank fortsætter - men det gør omverdenen ikke.
Omverdene hedder Basel I-III, de danske bankpakker og f.eks. ECB og finanspakker.
Og det er jo ironisk nok det hele denne diskussion drejer sig om - eller hur?

Hej Kristian
Per Wimmer mener, at problemet er, at der ikke er sket nogen ændring i finansfolks adfærd, og at politikerne ikke har gjort noget af betydning. Omverdenen har intet stoppet, og at de danske bankpakker skulle gøre noget, det kan vist diskuteres (måske snarere tværtom:)). Det politiske liv arbejder så langsomt, at det første direktiv vedtaget efter finanskrisen, kapitalfondsdirektivet, endnu ikke er blevet til lovgivning.

At vi kan forarges over Danske Banks reklame, kan da, som det skrives af RL, muligvis være en start, men mon ikke forargelsen bare fortager sig om et par dage. Men, at der skulle være gjort en hel masse, som har stækket lysten til at spekulere til boblebristning, tror jeg faktisk ikke. Go' Søndag:)

@Kristian R.

Jeg tænker den gode psykolog arbejder med identiteten gennem diskurser, kontekst og det relationelle, frem for det kognitive som ellers er fremme i tiden. Det giver holdbare gode liv.

Jeg tror gode økonomer er historiebevidste og kritiske, ved at god økonomi og greb er et resultat af den tid de lever i, og at problemer ikke løses af mere af det samme.

Kristian Rikard

Niels Kondrup,
Jeg er enig i, at nogle mennesker i finansverdenen aldrig vil ændre deres tankebaner frivilligt, og for
så vidt også i at det politiske establishment reagerer meget langsomt. Men at verden skulle vende tilbage tilen slags 2007-tilstand, den tror jeg ikke på.

Kristian Rikard

Søren Kramer,
Jeg forstår vist ikke helt, hvad du skriver i det første afsnit. Hvad angår dit andet afsnit, så tror jeg faktisk
at der er rigtigt mange nationaløkonomer, som går rundt og klør sig i nakken for øjeblikket. Jeg gør
i hvert fald :-)

Hej Kristian ... Ja, man kan jo ikke blive enige om alt:)
Tror desværre bare folk har en pænt dårlig hukommelse, og at der bare kommer noget andet end tulipaner, computere, huse etc. Per Wimmer mener det bliver grøn teknologi, jeg har ingen anelse.
Håber, det varer specielt længe, før der igen er en masse mennesker, som mister deres pensionsopsparinger. Vi får se.

Der er dem der går rundt og kør sig i nakken. Så er der dem, der bare fortsætter.
Og så findes der en lille gruppe som ligefrem betaler penge for at dokumentere og vise deres egen uvidenhed.

Lad os håbe den kløen smitter.

Nemlig, NHN.

"Nu serverer vi offentligheden en åndsvag, provokerende reklame, det vil holde idioterne travlt et stykke tid mens vi laver vores omstrukturering hvor vi nedlægger 2/3 af alle filialerne og fyrer 1200 medarbejdere....."

Niels Kondrup, ja jeg tror du har ret. Wimmer snakker om grøn teknologi som den næste boble samtidigt med at fremtrædende investorforeninger råber op om politisk støtte så det også kan betale sig for dem at redde verden.

Hvilket også ville være en god ide, men investeringsforeningerne mener nok mest lempelige skattemæssige vilkår for deres investeringer og ikke mindst at staten skal garantere en vis afkast.

Skal vi vædde?