Læsetid: 17 min.

Det farlige naboskab

I Bekaa-dalen lever shiiter, sunnier og kristne side om side mellem den syriske borgerkrigs fronter og i bevidstheden om, at de også er naboer, når krigen er forbi
Et glimt af  normalitet i Masharih al-Qaa, området op til den syriske grænse, hvor syriske regimestyrker og Hizbollah kæmper mod syriske oprørere.

Et glimt af normalitet i Masharih al-Qaa, området op til den syriske grænse, hvor syriske regimestyrker og Hizbollah kæmper mod syriske oprørere.

Fadi Yeni Turk

17. november 2012

Atmosfæren i Libanon er spændt. Den skrøbelige balance mellem Hizbollah, der støtter det syriske regime, og de sunnitiske og kristne partier, der støtter de syriske oprørere, blev afgørende forrykket efter bilbombe-attentatet i Beiruts kristne bydel 19. oktober, der dræbte Wissam al-Hassan, chefen for Libanons interne sikkerhedstjenestes efterretningsafdeling, hans chauffør og en sagesløs kvinde. Det var en krigserklæring, der ikke kunne ignoreres, og i dag er modsætningerne mellem Hizbollah, Guds Parti, og de sunnitiske aktivister, der ledes af sunni-prædikanten Ahmad Assir (og med Saad Hariri, den tidligere premierminister, som indpisker), udartet i væbnede sammenstød mellem de to grupperinger med – indtil videre – tre dræbte og adskillige sårede i den sydlige by Sidon, hvor Ahmad Assirs sunni-aktivister blokerer hovedvejen og dermed den frie adgang til det shiitiske Sydlibanon.

Før mordet på al-Hassan var modsætningerne indkapslet til det nordøstlige hjørne af Bekaa-dalen, hvor sunnier, shiiter og kristne er i klemme i den syriske borgerkrig, der reelt foregår på begge sider af den syrisk-libanesiske grænse, hvor libanesiske shiiter og sunnier slås mod hinanden – men kun på syrisk territorium.

Fadi Yeni Turk, fotograf, og Deres korrespondent, tog op i området og fandt et samfund, hvor forsigtighed er en dyd og naboskab et vilkår. Senere forsøg på at kontakte Hizbollahs pressekontor for at få en officiel kommentar til situationen strandede konsekvent. Telefonen blev taget, stillet om og derefter lagt på. Som det ser ud nu, er tavsheden den eneste kommentar.

Scene 1

»Det er de kristne i Qaa, der ejer jorden her,« siger Fadi. »Men det er sunnier i Aarsal, der forpagter den. Markarbejderne er nomader, syrere – eller libanesere på den syriske side af grænsen.«

Fadi er fotograf med dokumentarisme som speciale og fortrolig med den komplekse demografi i denne del af Bekaa-dalen. Qaa er den største kristne landsby i Hermel-dalstrøget, Det område, vi kører igennem i hans Folkevogn fra 1980 uden sikkerhedssele til passagersædet, er Masharih al-Qaa, det flade agerland mellem al-Qaa-grænseposten og den syriske grænse en snes kilometer længere fremme, hvor der jævnligt er kampe mellem FSA og det syriske regimes styrker i og omkring en mosaik af landsbyer, shiitiske, kristne og sunnitiske.

Vi er nået hertil ad den nord-syd-gående trafikåre, der i tidligere forbandt Jerusalem med Homs i Syrien, og som på dette stykke fra Baalbek til Qaa hedder Sejrens Boulevard og er indrammet af metalrelieffer af de iranske ayatollaher Khomeini og Khamenei som påmindelse om, hvem der har betalt den nylagte asfalt – og hvem der har Hizbollahs loyalitet.

Guds Parti ser trods alle forsikringer om det modsatte på den libanesiske stat med en vis mistænksomhed, der går tilbage til borgerkrigens alliancer mellem kristne falangister og israelerne, og mistænksomheden spejles i det libanesiske sikkerheds-bureaukratis forskellige interessesfærer: Den interne sikkerhedstjeneste styres af sunnierne, hæren er under kristen kommando og den generelle sikkerhedstjeneste, der kontrollerer grænserne, er shia-domineret. Og vores behørigt stemplede skrivelse fra det militære hovedkvarter i Baabda med tilladelsen til at passere al-Qaa-postens grænsebom og bevæge os ind i den militære sikkerhedszone var ikke nok. Befalingsmanden fra sikkerhedstjenesten tog ingen chancer: Pressekort, pas, tilladelsen fra hæren og Fadis id-kort blev fotokopieret og faxet til sikkerhedstjenestens hovedkvarter i Beirut. »Det tager kun 10 minutter, så kan I fortsætte,« sagde han. De to timer, de 10 minutter varede, blev et studie i de økonomiske konsekvenser af krigen ovre på den anden side: Trafikken var spredt, ja, ifølge kvinden, der sælger te, vand, chokolade og chips fra et kiosk-skur (med tv), »nærmest forsvundet, så jeg tjener ingen penge«. Nedslidte lastbiler, nogle få ramponerede personbiler – flere uden nummerplade – et par gispende busser og de små motorcykler, hvor kvinderne er draperet sidelæns bag bredryggede mænd, ofte to ad gangen. For som Fadi bemærkede, »i dette verdenshjørne har kvinderne samlede ben«.

Scene 2:

»Der går grænsen, der krænkes jævnligt af de syriske tropper.« Den unge løjtnant, der var udsendt af hærens hovedkvarter som ’sikkerheds-eskorte’, udpegede et gærde af cypresser omkring 100 meter fra en hær-deling, der hang ud med teglas i skyggen af en mini-kampvogn bestykket med et maskingevær i en forladt gård befæstet med sandsække og bildæk.

Delingens lette bevæbning tydede på, at opgaven indskrænkede sig til simpel observation af de syriske troppebevægelser på begge sider af cypresserne.

I dette landskab har klanerne – kristne, sunnitiske og shiitiske – i generationer levet af hampedyrkning, biltyverier og smugleri som supplement til udbyttet fra frugtplantager og kartoffelmarker, og myndighedernes evne til at kontrollere området illustreres af det faktum, at 40.000 arrestordrer på eftersøgte ikke er effektuerede. Men den syriske borgerkrig har skabt en ny virkelighed, hvor det ikke længere er benzin, fødevarer, sprut og stjålne biler,der krydser grænsen, men våben, medicin og militante. En ny dimension er tilføjet den følsomme balance, der regulerer klan-relationerne her i Hermel-dalstrøget hvor konturerne af Libanon- og Antilibanon-bjergene rejser sig på begge sider. Her er de reelle magthavere på skift Hizbollah, militante i den Frie Syriske Armé og det syriske regimes tropper, hvis regelmæssige raids har efterladt udbrændte huse på selve grænsen. Klanernes loyaliteter er delte: »Før samarbejdede de om smuglertrafikken på tværs af de religiøse skillelinjer, men nu holdes der afstand. Alle ved jo, at de også skal leve her efter Bashar al-Assad,« sagde en af Fadis lokale bekendte, der ikke vil nævnes ved navn.

Scene 3:

»De syriske tropper opererer frit,« sagde Abu Adnan, en abrikos-avler på 38. Hans gård ligger klos op ad grænselinjen, men han bor nu i et lejet hus nær den libanesiske hærdelings sandsæk-forlægning. Hans historie ligner naboernes: »De syriske soldater kom til min dør og beskyldte mig for at lade terrorister passerede gennem mine marker. Jeg svarede, at jeg ikke havde set nogen terrorister, da jeg altid lukker min dør ved mørkets frembrud.« Den syriske befalingsmand beordrede Abu Adnan til at slukke alt lys fra kl. 20. »Hvordan skal mine børn læse lektier uden lys,« havde han spurgt. »Hvis du tænder lys efter kl. 20 er det på eget ansvar,« svarede soldaten.

Natten efter blev der skudt mod huset, og næste morgen rykkede Abu Adnan sin kone, de fem børn og de tre malkekøer til det lejede hus, der stod tomt, efter at ejeren var flyttet til Aarsal, en sunni-landsby mod syd uden for den syriske operationsradius, »af bekymring for sine unge døtres ære«. Abu Adnan uddybede ikke, hvad han mente med begrebet ’ære’.

»Og der er intet tilbage i mit hus, alt er stjålet – om det så er vandhanerne, er de skruet af,« sagde han. Det værste er dog ikke det mistede bohave, men at hans abrikos-høst er ødelagt, da han ikke kan vande sin marker af frygt for snigskytter, og uden konstant pasning dør træerne, og med dem forsvinder en indkomst på 20 mio. lira (ca. 80.000 kr.). »Nu har vi kun køernes mælk at leve af,« sagde han, »og det er ikke nok. Til vinter må jeg ud og spørge om lån.«

Scene 4:

»Kampvognskanoner«. Abu Adnan kan skelne mellem artilleri og panservåbens dumpe drøn. »De har skudt de sidste par uger, nu også midt på dagen.«

Der, hvor de ’har skudt’ er i området omkring Jousiyeh et par kilometer væk, den største sunnitiske landsby mellem Qusayr og grænsen, hvor FSA har etableret de støttepunkter, der forklarer de syriske troppers forsøg på at stoppe trafikken gennem Masharih al-Qaa og hen over Abu Adnans marker.

På den syriske side af grænsen er 23 landsbyer shiittiske, mens andre, eksempelvis Rabieh, har kristent flertal med enklaver af alawitter (præsidentens sekt), og atter andre som Nizarieh og Jousiyeh har sunnitisk flertal. Endnu en mellemregning skal med for forståelsen af den komplekse mosaik: I landsbyerne på den syriske side har indbyggerne overvejende libanesisk pas og altså stemmeret til Libanons parlament, men bopæl og i manges tilfælde ejendom i Syrien.

I løbet af september-oktober blev de sunnitiske landsbyer på den syriske side bombet af kampfly og tungt artilleri med det formål lukke en underjordisk kunstvandings-rørledning fra Qusayr til Baba Amr-bydelen i Homs, stor nok til, at motorcyklister kan køre igennem. Den var adgangsvejen for de journalister, der dækkede bombardementet af Homs tilbage i februar i år, hvor den amerikanske veteranreporter Marie Colvin og den franske fotograf Remi Ochlik, blev dræbt, og hvor 13 FSA-aktivister mistede livet under transporten af to sårede pressefolk, britiske Paul Conroy og franske Edith Bouvier, tilbage til Libanon.

Nu er vandrøret og landevejen fra Qusayr til den libanesiske grænse lukket, hvilket i følge en FSA-aktivist, Amjad al-Ouday, betyder, at »vi nu står og ser de hårdt sårede udånde, hvor de, indtil vejen blev blokeret, kunne komme under behandling i Libanon,« som han sagde til hjemmesiden Now Lebanon.

Scene 5:

»Hizbollah skyder fra shia-landsbyerne Beit Misref og Beit Tashem, og det var også der Hizbollah-kommandant Nassif blev dræbt,« siger 42-årige Zein Khattoum, der lever i en flygtningelejr, der er blevet etableret i en valnøddelund et par kilometer fra den syriske grænse bestående af telte, skurvogne og de rustne rester af en skolebus. »Hvis du sover her, kan du se artilleri-ilden i mørket.«

Det er evident, at Hizbollah-militante kæmper på syrisk territorium. Det blev dokumenteret, da partiets militære leder i Bekaa, Ali Hussein Nassif, blev dræbt på syrisk område den 2. oktober. Generalsekretær Hassan Nasrallah erkendte i en tv-tale 11. oktober, at Hizbollah ‘beskytter shiitiske –landsbyer mod FSA-angreb’. Men han afviste at have sendt dem. »De beskytter vores brødre mod FSA’s terrorister, og jeg kan ikke forbyde dem at kæmpe,« erklærede han.

Ali Hussein Nassif blev begravet med fuldt Hizbollah-honnør i Baalbek, Bekaa-dalens hovedby, men hvor han faldt og under hvilke omstændigheder, blev ikke oplyst. På Hizbollahs hjemmeside hed det, at han var »faldet under udførelse af sin jihad-pligt«. FSA-talsmænd hævdede at han blev dræbt af en vejsidebombe »ved en vejspærring nær Homs«. En anden FSA-kilde blev citeret for, at en pansergranat mod hans bil gjorde det af med ham efter et møde med syriske officerer på skole i den kristne landsby, Rabieh. Men Mohammed Khattoum, en etnisk libaneser fra den udbombede sunni-landsby Jousiyeh, der også bor i valnøddelunden med kone og de yngste af hans otte børn, mente med sikkerhed at vide, at »syv Hizbollah-krigere faldt i et slag ved Jousiyeh den 2. Oktober og at Nassif var en af dem«.

Scene 6:

»Hizbollah støtter regimet med artilleri fra den libanesiske side,« sagde Muhammed Khattoum. »Hvis du sover her, kan du se og høre dem om natten. Al nabo-kontakt er ophørt mellem landsbyerne, hvor vi før havde normal interaktion. Hvis min søn, der stadig er i Syrien, vil besøge os, skal han sydpå for at komme over bjergene ved Aarsal. Var vi shiitter og altså allierede med regimet, ville det tage ham 10 minutter at nå os.«

Khattoum er kørt til Qaa for at holde sig til ved uddeling af nødhjælpspakker, doneret af den katolske Caritas-organisation, og som han nu læsser på sin lille motorcykel. »De skal række til flere familier,« klager han, »en familie på tre får en pakke, jeg får to til 26 personer – det er ikke fair.« Nødhjælpen – ris, olie, konserves – distribueres fra et lagerlokale i Qaa. Det er første gang, de etniske libansere fra Syrien modtager egentlig nødhjælp. »Vi er pariaer i vores eget land, for FN hjælper kun dem med syrisk pas – som libanesere kan vi ikke registreres af FN som flygtninge, og den libanesiske stat ignorerer os. Og min dialekt, som jo er syrisk, da jeg er født og opvokset på den syriske side af grænsen, giver problemer ved de libanesiske kontrolsteder, hvor de ikke tror på, at jeg er libaneser.«

Så hvordan overlever en mand som Muhammed Khattoum med konen og de otte børn? »Vi har bekendte, der giver os vand. Børnene arbejder i marken for 10.000 lira pr. dag (ca. 40 kr. red.) og tager frugt med hjem – så vi overlever. En af mine sønner har fået arbejde på en byggeplads. Men fanatikerne i regeringen giver os ikke meget håb.«

’Fanatikerne’ i regeringen er snarere realpolitikere. Meldingen fra det syriske regime er, at sunnier i området betragtes som potentielle ’FSA-terrorister’ og Syrien »forbeholder retten til at beskytte syrisk territorium« om nødvendigt med militær magt – altså krænkelser af libanesiske territorium.

Som ingen i øvrigt rigtig ved hvor er – en egentlig grænselinje mellem de to lande er aldrig formelt blevet trukket i denne del af Libanon, hvor den lokale økonomi har haft retning mod Homs, der er nærmere end Beirut, Tripoli og Sidon. Indtil for syv år siden var det slet ikke på tale, og da den libanesiske regering efter syrernes tilbagetrækning i april 2005 rejste grænsespørgsmålet, forblev det uafklaret. I dag fungerer en lille bjergbæk som uformel grænselinje.

Scene 7:

»Velkommen,« siger Abu Mustafa. Denne eftermiddag modtager han naboeres og bekendtes kondolencer med kindkys og bitter velkomstkaffe i det store telt i tilknytning til hans hus i Masharih al-Qaa. Anledningen er hans 35-årige søns død to dage før som soldat i FSA, Den Frie Syriske Armé. Abu Mustafa har dermed mistet to af sine ni sønner under den syriske revolution. Sønnen på 35 faldt ved Azaz i det nordlige Syrien, der som ’befriet område’ længe har været mål for luftbombardementer. Nu løber hans fire børn støjende og legende ind og ud af Abu Mustafas modtagelsesteltet i skarp kontrast til de kondolerende gæsters lavmælte samtale på madrasserne langs teltdugen.

Den anden søn på 23 blev dræbt for et halvt år siden i kamp for revolutionen. Abu Mustafa vil ikke ind på de nærmere enkeltheder af hensyn deres »delikate karakter« og hans »position som nøgleperson i området, hvor Hizbollah er meget nærværende«.

»Du må forstå, jeg er syrer, og min libanesiske kone er fra Hermel, så jeg kan ikke tale meget om det.« Det gør han så alligevel efter en rum tid, og han fortæller, at den 23-årige søn blev dræbt i en træfning ikke langt fra sit hus i Nizarieh, den kristne landsby på den syriske side af grænsen.

Det hus, Abu Mustafas syriske kone boede i, eksisterer ikke længere. »Det er helt udbombet,« som han udtrykker det, der er ikke noget tilbage efter at det for nogle uger siden blev sprængt til murbrokker af de syriske tropper. Også abrikostræer og øvrige afgrøder fra hans marker er tilintetgjort.

Nu bor den syriske hustru sammen med den libanesiske i huset i Masharih al-Qaa. Tilsammen har de to kvinder født Abu Mustafa 21 børn. Men Abu Mustafa tager sig ikke kun af de to koner og syv faderløse børnebørn, hvoraf den 23-årige søns tre drenge nu er forældreløse, efter at deres mor er omkommet i en trafikulykke på Sejrens Boulevard. Abu Mustafa forsørger efter eget udsagn i alt 150 personer i en slags udvidet storfamilie af fordrevne fra hjembyen Nizarieh. Mange af dem har har libanesiske id-kort i lighed med Muhamed Khattoum fra valnøddelunden, og altså det samme problem: de kan ikke anerkendes som flygtninge af UNHCR, FN’s flygtningeagentur, men må leve af lokale almisser.

Det finder Abu Mustafa aldeles uretfærdigt, især fordi den libanesiske regering, der er erklæret neutral, men hælder til det syriske regime i kraft af Hizbollahs to ministre, »intet gør af politiske grunde«. Men hvor der er en vilje, er der en vej – når fordrevne ’etniske libanesere’ behøver hospitalsbehandling, låner de bare et syrisk id-kort fra Abu Mustafas netværk af kontakter. Han er ’nøgleperson’ på en række områder og står eksempelvis for uddelingen af Caritas-nødhjælpspakker, hvor han har udvirket, at også de libanesiske flygtninge nu får pakker, hvad de ikke gjorde før. »Det er indlysende, at du kan trække i mange tråde som tidligere mukhabarat-officer under den syriske besættelse af Libanon med de muligheder, det kaster af sig,« forklarer Fadis lokale forbindelse, »og her har folk jo altid levet af mange forskellige aktiviteter, primært smugleri.«

»Så Abu Mustafa er også kriminel,« spørger jeg.

»Nej, nej, han er ikke kriminel, men givetvis involveret i smugleri.« Der skelnes mellem rigtigt og forkert i Hermel-dalstrøget, og smugleri er ikke forkert, men et vilkår. Og hvis Abu Mustafa smugler noget i dag, er det soldater og våben – eller som han selv gentager med et udtryk, han synes at holde af: »Jeg er jo også en nøgleperson i revolutionen.«

Scene 8:

»Og denne situation vil trække ud,« fortsætter han, »det er en regional krig, der udkæmpes på syrisk jord. Hizbollahs aktivister i Hermel og sunnierne i Aaslar er fredelige naboer her, men tager til Syrien for at skyde på hinanden. Snart vil krigen ankomme hertil, og så bliver det for alvor svært for mig som syrer.«

For, ja, Abu Mustafa er jo syrer, men han har et godt ry på denne side af grænsen. I 1990’erne var han kendt på egnen som ’den gode agent’ i Hermel-afdelinen af Mukhabarat, den syriske sikkerhedstjeneste. Han var manden, der kunne få ting til at ske og ikke mindst få dem til at glide. En lokal beboer, der kunne huske ham fra dengang, bekræftede: »Han var ikke slem«.

»Men var han god?«

»Hvis du ikke er en slem muhkabarat, er du god.«

Selv har han en historie om, hvordan han for få år siden kørte rundt i Jounie, en kristen velhaver-enklave lige nord for Beirut, i sin Mercedes 500 og havde drukket lidt mere, end selv libanesisk alkohol-tolerance tillader. »Jeg blev stoppet, og den ene betjent i patruljevognen genkendte mig: ’Jamen, du er jo Abu Mustafa, hvad laver du her?’ Han kunne huske, at jeg fik ham løsladt, da han var anholdt af en anden gren af den syriske sikkerhedstjeneste, så han lod mig køre videre uden tiltale.«

Scene 9:

»Jeg har tjent det syriske regime, det ved alle, men alle ved også, at jeg er sunnit og nu en nøgleperson i kampen mod Assad-regimet.« I dag lever Abu Mustafa under et andet navn – som faktisk er hans rigtige, hvor Abu Mustafa var hans muhkabarat-navn, og som han beder om ikke bliver publiceret. »Du forstår nok, jeg er i en følsom situation.« Hans formelle status som syrisk flygtning, men tillige ejer af jord og ejendom i Libanon, er også følsom. Han fortæller, at der har været forsøg på at kidnappe ham, der er blevet skudt mod hans Mercedes, han har mistet sine afgrøder, men driver stadig en forretning med udstyr og reservedele til kunstvandingsanlæg og landbrugs-maskiner. »Så vi klarer os. Og vi har ikke de store drømme ud over at overleve.«

Og han lyder som beslutsom overlever, da han opremser sine venner – en af dem er Beiruts græsk-katolske patriark, der personligt har takket ham for hans indsats for de kristne i Rabieh. »Syrerne anholdt 40 af mine naboer i Rabieh, der blev beskyldt for at hjælpe mig – den flygtede sunnit og renegat Abu Mustafa – med at passe mit kunstvandings-anlæg. Forinden havde de kristnes råd i Rabieh sagt nej til regimets tilbud om våben – det har jeg respekt for, og det takker jeg dem for. Men byens alawitter har fået våben. Her i Libanon er jeg ikke sikker – det er kun et par dage siden, jeg fik at vide af en onkel til min kone, der er fra Dandas-klanen, at syrerne har betalt for at kidnappe mig.«

Nej, alt er ikke som det var: »Jeg har gode venner blandt shiitterne i Hermel, men jeg besøger ikke længere byen, ligesom de ikke besøger mig. Og jo, Hizbollahs folk har været her og kondolere, og jeg var i Hermel og kondolere familierne til de Hizbollah-militante, der er faldet i Syrien, for det hører sig til mellem naboer, men vi bliver ikke siddende.«

Scene 10:

»Vi har ingen problemer her i Qaa,« forsikrer Jeanett Hallah, en 31-årig kristen mor til tre piger på 11, 10 og syv år. Hendes mand er fliselægger og har fået arbejde på egnen, så hun er alene hjemme i et hus, hvis modtagelsesværelses eneste udsmykning er et helgenbillede og det tændte fjernsyn. Familien boede indtil for et par uger siden over for kirken i Rabieh, den kristne landsby ovre på den syriske side, da »FSA rykkede ind i byen for at skåne de sunnitiske landsbyer for regimets styrker. Men ingen af de to sider rørte os, og vi deltog ikke i nogen demonstrationer mod regimet. Men vores ruder blev blæst ind, og min onkel blev dræbt af en vildfaren kugle, så vi besluttede at flytte – ikke fordi vi blev forfulgt, men fordi det var farligt at blive boende. Her i Qaa har vi lejet huset af familieforbindelser, og har godt naboskab med alle. Vi respekterer hinanden uanset trosretning.« Det er essensen af en samtale på en times tid – Jeanett Hallah er hverken medieuddannet eller politisk engageret, men hun ved nøje, hvordan hun skal formulere sig for at bevare en neutral relation til naboerne.

At naboskabet respekteres fremgår af provokerende Hizbollah-flag foran en lille velholdt moské ud til landevejen mellem al Qaa-grænseposten og Saqiet Matraba, bjergstrømmen, der udgør områdets eneste grænsemarkering. Bag moskéen holder en ambulance diskret parkeret, klar til at fragte sårede Hizbollah-militante fra grænsen til hospitaler i Hermel og Baalbek. Og for at ingen skal være i tvivl om denne shiitiske manifestation blafrer Hizbollahs gule faner med den løftede grønne kalashnikov trodsigt ud til vejen og de forbipasserende sunnier: vi er her også, og vi bliver her. I valnødde-plantagen kun et par hundrede meter længere fremme ad vejen ser de syrisk-libanesiske sunni-flygtninge en truende vinter i møde i deres interimistiske lejr af telte og skurvogne, men ingen så meget som overvejer at lindre deres frustration med et angreb på moskéen. Muhammed Khattoum, der fungerer som lejrleder, beundrer snarere Hizbollah for at hjælpe deres trosfæller i de shiitiske landsbyer med både våben og penge, »hvorimod vi er overladt til os selv«.

Højt oppe over mudderet efter nattens regn ser lejrens børn først den insektagtige kontur af en syrisk helikopter, der tegner sig mod skyerne. Den dropper en bombe.

»Nu har piloten sendt mål-koordinater tilbage til artilleri-stillingerne«”, siger Fadi. Og ganske rigtigt: nogle minutter senere høres artilleriets drøn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu