Læsetid: 7 min.

En god ide og en rigtig kvajestreg

AC Milans ejer, Silvio Berlusconi er atter trådt aktivt ind i klubbens liv. Før opgøret mod Juvnetus trådte han under maksimal bevågenhed ind på scenen med to forslag i posen. Det ene var genialt. Det andet var noget lort
Synlighed. AC Milans sportsdirektør har efterspurgt lidt mere synlig tilstedeværelse fra klubbens ejer, Silvio Berlusconi. Her er han under fuld mediebevågenhed på  træningsbesøg før kampen mod Juventus.

Synlighed. AC Milans sportsdirektør har efterspurgt lidt mere synlig tilstedeværelse fra klubbens ejer, Silvio Berlusconi. Her er han under fuld mediebevågenhed på træningsbesøg før kampen mod Juventus.

Daniel Zennaro

1. december 2012

Tirsdag tager traditionsrige AC Milan imod Zenit St. Petersburg på San Siro i Champions Leagues gruppe C, hvor spanske Málaga for længst har lagt sig i førerrollen. For første gang i lang tid kan de italienske stjerner dog slappe en smule af, eftersom adgangen til den eftertragtede knockoutrunde næste år allerede er sikret efter 3-1-sejren over Anderlecht 21. november. Til gengæld sejler Rossoneri rundt i den hjemlige Serie A, mange point efter topholdet Juventus. Det er tydeligt, at Milan mangler noget. Men hvad? Og præsidenten, flamboyante Silvio Berlusconi, er vanen tro kongen af upassende udtalelser.

For bare 14 dage siden lød alarmklokkerne i den internationale modeby. I begyndelsen af november havde Massimiliano Allegris mandskab ganske vist revancheret et historisk dårligt kickoff på sæsonen med en syngende 5-1-lussing mod Chievo på hjemmebane, men otte dage efter, 11. november, var Fiorentina gæster på San Siro, og den kamp endte helt galt: 1-3. I mellemtiden rykkede byrivalerne Inter støt og roligt opad i tabellen, mens Juventus fortsatte med at betage ude i Europa med deres stilskabende 3-5-2-system.

Opå af hullet

I halen på Fiorentina-opgøret kunne Milan se tilbage på en sæson og 12 kampe, hvoraf halvdelen var endt med nederlag til de syv-dobbelte Champions Leauge-mestre. Napoli var næste fjende i rækken. Efter deres 4-2-resultat mod Genoa var de klasser over Allegris trup: Napolitanerne havde blot sat to point til i seks hjemmekampe.

Og for at sætte en tyk streg under, hvad Milan havde mistet den sommer, skød den tidligere Rossoneri-forward, Zlatan Ibrahimovic, sig med fire landsholdsmål inklusiv et guddommeligt saksespark direkte ind i alverdens fodboldhjerter. Pato og Robinho virkede lokale og prunkløse i sammenligning med svenskeren. Antonio Cassano og forsvarskæmpen Thiago Silva var også flygtet fra Milan og en slunken pengekasse, og Silva, der nu er klubkammerat med Zlatan i Paris Saint-Germain, var ikke sen til overfor Gazzetta dello Sport at begræde Milans skæbne:

»Det er svært at give en præcis dom på afstand, men faktum er, at jeg aldrig har set Milan sådan her før. Seks nederlag i tolv kampe for Milan. Det er vildt. Jeg håber virkelig, de kan samle sig selv op fra hullet,« udtalte Thiago Silva.

Tolv kampe. Fem point fra nedrykningsstregen. Nederlag til Fiorentina. Livsvigtige slag forude i horisonten, først Napoli og så Anderlecht. Så ringede sportsdirektør Adriano Galliani til Milans ejer, Silvio Berlusconi.

Synligt come back

De to blev enige om, at Allegri fortsat skulle være cheftræner. Den 45-årige italiener havde trods alt gjort det glimrende i tidligere sæsoner, selv om Berlusconi i lange perioder havde svært ved at tilgive ham for salget af Ronaldinho til Flamengo i 2011. Milan vandt scudettoen i Allegris første sæson ved roret, 2010/11, blandt andet ved at slå arvefjenden Inter i begge ligakampe. Til gengæld blev holdet slået ud af Palermo i pokalturneringen, og Tottenham blev stopklodsen i årets Champions League. 2011/12 fortsatte de grimme takter: Juve og Barcelona sørgede for dobbelt exit i Coppa Italia og Champions League, og selvsamme Juve vippede milaneserne af førstepladsen i Serie på målstregen. Juventus var tilbage for fuld skrue. Milan var officielt blevet et slingrehold.Der var dog stadig plads til Allegri, mente Galliani og Berlusconi. Men, spurgte Galliani, nu hvor Berlusconi ikke havde de samme politiske forpligtelser som før, kunne han så ikke – per favore – skrue op for sin tilstedeværelse på Milanello?

Jo da. Bortset fra, at sådan noget gør Berlusconi ikke uden den fornødne publicity. For det første sørgede han for at fortælle journalisterne, at klubben havde løbet forvirret rundt som hovedløse høns i hans fravær, men at han som en anden frelsende engel nu var tilbage. For det andet skulle hans entre på Milanello helst være mindeværdig. De andre kom i bil. Berlusconi ankom fra luften i privat helikopter. Og indtil videre holdt han tungen lige i munden.

Et halvlunkent system

Dundertalen til truppen forud for de vitale kampe mod Napoli og Anderlecht virkede. Milan kæmpede bravt for 2-2-resultatet på Stadio San Paolo 17. november, og fire dage senere blev det som sagt 3-1 mod overraskelsen fra gruppe C, belgiske Anderlecht.

I mellemtiden havde flere italienske kritikere rejst en alvorlig tvivl om Milans spillestil. Var de ikke blevet alt for lurpassende? Var det ikke en pindsvinetaktik? Var det ikke, selv for italienere, blevet for ’italiensk’?

Kig nu på opgørene mod Palermo, Udinese og Napoli. Milan er gode til at presse boldholderen, og bølger af angreb skyller ind over modstanderen.

Men kun i det første og sidste kvarter af kampen. Det er nemlig her, Milan er tvunget til at gøre noget. Vende spillet og komme tilbage. Sat på spidsen er de rød og sort-stribede resten af tiden travlt beskæftiget med at placere stort set alle mand – måske bortset fra Pato – bag bolden. Umiddelbart kan den taktik ligne Carlo Ancelottis hedengangne ’juletræ’ (4-3-2-1), men forskellen er bare, at der i Allegris setup ikke er nogen på den defensive midtbane, der tager kreative chancer. Midtbanen er tung og altovervejende orienteret mod eget mål. Konsekvensen er en eklatant mangel på tovejsspillere og en playmaker, der fra en dyb vinkel kan sparke det offensive spil i gang.

Med andre ord: Allegri har et halvlunkent system, der ikke rigtig virker og heller ikke ser særlig godt ud. Til gengæld viser hans hold mandsmod og fighterhjerte.

To ideer

Og så trådte Berlusconi op på scenen igen. Denne gang gjaldt det sidste weekends prestigekamp mod Juventus. Præsidenten havde to forslag i posen. Det første var genialt. Det andet var lort.

Berlusconi bad personligt Allegri om at sørge for, at den formdykkende Kevin-Prince Boateng fra nu af – det vil sige i Juve-opgøret – skulle bruges på en ordentlig måde. Nemlig som en falsk 9’er. Ikke som en klassisk 10’er. Og heller ikke som en italiensk trequartista, mente Berlusconi. Det er let at blive forvirret her, for de tre positioner – falsk 9’er, 10’er og trequartista – minder rigtig meget om hinanden. Men den lille forskel er afgørende, og hvis Berlusconi havde set det, vinder ex-politikeren sgu’ nogle point! Trequartistaen er en fremskudt playmaker, der opererer i rummet lige bag de egentlige angribere. Han er dog ikke en typisk elegantier, der dribler og laver mange pasninger, for en trequartista vil også forsøge at lave mål. Mange mål. Derfor er trequartistaen snarere en ’anden angriber’, ligesom Roberto Baggio og Francesco Totti, hvorfor han naturligt vil passe ind i den formation, som Allegri har benyttet i mange Serie A-kampe, nemlig 4-3-1-2. Når trequartistaen historisk set har været så vigtig i italiensk fodbold, skyldes det et voldsomt fokus på defensiven, og derfor har det hold, der angriber, simpelthen behov for mere skyts. Men hvis samme hold også bruger en masse krudt på at forsvare sig og holde sig bag bolden i den anden ende, så opstår der et kæmpe hul mellem defensiv og offensiv.

Et skud i foden

Præcis dét har været Milans problem i en nøddeskal: Alt for meget forsvar. Alt for meget Boateng, der slider som en okse og spurter mod mål som et kraftværk (eller fra midten i lige ryk a la Manchester Citys Yaya Touré). Og alt for lidt playmake. Alt for lidt fokus på at vride modstanderens centrale defensiv af led og dermed give plads til fløjene.

Løsningen er ikke med vold og magt at omskole Boateng til en klassisk 10’er. I øvrigt er det også en tom varebetegnelse i en italiensk optik: Allerede for mange år siden blev ”10’eren” forvandlet til en playmaker helt på linje med den defensive midtbane-oprydder, det vil sige rykket femten meter ned i banen. Tænk Juves Andrea Pirlo og i stigende grad også Romas Daniele De Rossi.

Der er mere fremtid i den falske 9’er. Dels kan man spille med en mere tidssvarende 4-2-3-1-formation og stadig have ekstra mænd oppe foran, og dels vil den falske 9’er naturligt ruske op i modstanderens forsvar. Ikke mindst ved at trække en eller to centrale defensiver med sig og derved give rum til kantspillet, men også ved at skubbe hele midtbanen længere frem og derved øge chancerne for at erobre andenbolde. Og hvad mere er: Den falske 9’er sørger for at bygge bro mellem forsvar og angreb, hvad Milan netop har manglet.

Allegri hørte efter Berlusconis fyndord, og Milan vandt 1-0 over Juventus. Det har stabiliseret ligaen en lille smule, selv om Milan stadig har færre point ned til Serie A’s bundprop end op til toppen.

Til gengæld fik Silvio også sagt, både lørdag og søndag, at hvis Barcelonas tidligere træner, Josep ’Pep’ Guardiola, skulle blive ledig på et tidspunkt, så var der et job til ham på Milanello. Tag dén, Allegri! Du er god nok, og vi støtter dig. Men du skal bare lige vide, at der er en anden derude, vi hellere vil have!

Men, bevares, det er også prototypisk, italiensk fodbold. Bedst som man får styr på taktikken og måske endda tunet egoerne, så smuldrer de ydre linjer i megalomane udsagn og uigennemsigtige rænkespil. Italiensk fodbold foregår nemlig mindst lige så meget udenfor banen som på den.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu