»Det er en illusorisk kamp mod døden ...«

Et gratis sundhedstjek til alle, der er fyldt 40, 50 og 60. Sådan lød et af SF og Socialdemokraternes valgløfter tilbage i 2011. Ved at sikre sig, at lægen med jævne mellemrum får en snak med sine patienter om livsstil og arbejdsrutiner, ville de to partier forebygge, at patienterne udviklede alvorlige sygdomme som diabetes eller kræft.

Men nu viser to nye undersøgelser, at tilbuddet i bedste fald ikke have nogen effekt og i værste fald gør borgerne syge.

Den ene undersøgelse, Inter99, som professor og overlæge Torben Jørgensen fra Glostrup Hospital har ansvaret for, er det største, der nogensinde er blevet gennemført.

»Systematiske sundhedstjek virker ikke, så hvis man vil have en bedre folkesundhed, skal man ikke kalde sin befolkning til sundhedstjek. Det er spild af både tid og penge,« siger Torben Jørgensen.

Den anden undersøgelse, som bl.a. er udført af Lasse Krogsbøll og Karsten Juhl Jørgensen fra Det Nordiske Cochrane Center på Rigshospitalet, er en analyse af 14 videnskabelige studier fra 1960 og frem til i dag med sammenlagt 180.000 deltagere. Resultaterne vil om kort tid blive publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift British Medical Journal.

»Data fra de 14 studier er ret entydige, og siger, at systematiske tilbud om et sundhedstjek ikke er gavnlige. Til gengæld fandt vi nogle tegn på, at de fik lægerne til at stille flere diagnoser og ordinere mere medicin. Da det ikke medførte en bedre sundhed, er der tale om overdiagnostik, som er skadelig,« siger ph.d.-studerende Lasse Krogsbøll.

Som læge har Torben Jørgensen altid værdsat den personlige samtale med patienterne. Allerede under sin uddannelse oplevede han at kunne flytte meget ved at give sine patienter gode råd til rygestop under en konsultation.

Computerprogram udregnede risiko

I 90’erne fik det ham til at fundere over, om samfundet kunne vinde ved at systematisere den slags samtaler og tilbyde dem til store befolkningsgrupper, men om der var hold i den forestilling, var endnu aldrig blevet ordentligt undersøgt. De studier, der hidtil var blevet gennemført, varede typisk ikke længe nok og involverede ikke tilstrækkeligt mange patienter til, at man kunne stole på resultaterne. Dertil kom, at de ofte vurderede effekten ud fra usikre og misvisende faktorer.

Torben Jørgensen besluttede derfor for at undersøge sagen selv og udformede et studie, Inter99, der målte effekten af et systematisk sundhedstjek ud fra to hårde kriterier: sygelighed og dødelighed. Hvis et systematisk sundhedstjek virkelig gavnede folkesundheden, ville man kunne se det ved at sammenligne to grupper af borgere – en gruppe, som fik sådan et tilbud, og en gruppe, der ikke fik. Den gruppe, der fik tilbuddet, ville i så fald have mindre sygelighed og lavere dødelighed, hvis man fulgte gruppen tilstrækkeligt længe.

Han regnede sig frem til, hvor mange mennesker man skulle følge og over hvor længe for, at man med stor sikkerhed kunne konstatere det, og det endte med, at i alt 13.000 borgere fik tilbuddet. Dertil kom en kontrolgruppe på 48.000 personer, som fik lov til at passe sig selv.

Deltagerne blev undersøgt på Glostrup Hospital, hvor Torben Jørgensen og hans kolleger vurderede deres sundhed ved at måle alt fra blodtryk over blodsukker til vægt. De mange data blev efterfølgende lagt ind i en computermodel, som udregnede, hvor stor risiko deltageren havde for på sigt at blive ramt af en alvorlig sygdom. Til sidst fik patienten lagt en slagplan for de kommende år og tilbud om rygestopkurser samt undervisning i kost og motion.

Tilbuddet rammer skævt

Da der var gået 10 år, dykkede forskerne ned i de unikke danske personregistre, der rummer oplysninger om hver enkelt danskers alder, sygdomme og død, og de oplysninger kunne forskerne bruge til at beregne, hvor stor sygeligheden og dødeligheden var i de to grupper. Der var ingen forskel. De store anstrengelser havde ikke haft nogen effekt.

Torben Jørgensen forventer, at resultaterne vil vække en heftig debat, når han om få dage offentliggør resultaterne på den store internationale konference European Public Health (EPH) på Malta, hvor 1.500 forskere tropper op. Her vil han også fremføre sin forklaring, nemlig at tilbuddet om sundhedstjek rammer skævt.

De, der takker ja til tilbuddet, har typisk så godt styr på deres helbred i forvejen, at de ikke vinder det store ved det. Og de, der burde takke ja, bliver væk, fordi de typisk har så mange sociale problemer, at de ikke har overskud til at møde op.

»Vi må konstatere, at det er naivt at tro, at man sådan uden videre kan tage mennesker ud af deres miljø og få dem til at ændre livsstil. Mange af dem, der reelt har brug for en livsstilsændring, føler, at de distancerer sig fra deres venner og bekendte og kommer til at stikke ud, hvis de pludselig begynder at spise sundere og holder op med at ryge. Det er en umulig opgave. Derfor ender mange af dem med at falde tilbage til den gamle livsstil,« siger Torben Jørgensen og foreslår, at man dropper tanken om de systematiske sundhedstjek og i stedet prøver at hjælpe de svage ved hjælp af afgifter på sukker, fedt og tobak.

De nye resultater overbeviser dog ikke Torsten Lauritzen, der ud over at være professor dr.med. ved Aarhus Universitet også er praktiserende læge. Han har i årevis kæmpet for at indføre sådanne sundhedstjek og mener stadig, at sådan et tiltag ville være en rigtig god idé. At man så ikke har kunnet dokumentere det via videnskabelige studier kunne være, fordi studierne ikke er skruet rigtigt sammen.

Kontrolgruppe gik også til lægen

For eksempel er det efter hans overbevisning et problem, at man i alle studier har sammenholdt grupper, som får systematiske sundhedstjek med grupper, som får almindelig lægehjælp efter behov. Mange danskere har nemlig vænnet sig til at bede deres læge om et sundhedstjek, og det betyder, at den praktiserende læge i realiteten kommer til at udføre det arbejde, som forskerne gjorde på Glostrup hospital.

Også Cochrane-analysen er han skeptisk over for, da den bygger på meget gamle og forskelligartede undersøgelser. Og der er meget stor forskel på kvaliteten af de undersøgelsesmetoder, man havde dengang, – og i forhold til dem, man har i dag.

»Spørgsmålet er ikke, om helbredsundersøgelser virker. Spørgsmålet er, hvordan man bedst griber dem an, så man får fat i de borgere, der reelt har gavn af at komme til et sundhedstjek. Det er vigtigt, at vi arbejder videre ved bl.a. at finde ud af, hvordan vi bedst muligt hjælper de mennesker, som har mest glæde af tilbuddet. Vi skal udligne den sociale ulighed,« siger Torsten Lauritzen.

De indvendinger er der ifølge Lasse Krogsbøll og Karsten Juhl Jørgensen ikke hold i. De pointerer, at de ikke kun har gamle studier med i deres undersøgelser – der er også nyere med. Og der var ingen tegn på, at nyere forsøg fandt bedre resultater end gamle. Desuden har de gamle forsøg den fordel, at de praktiserende læger var mindre fokuserede på forebyggelse dengang end nu.

Uanset hvor meget kontrolgruppens medlemmer har været hos lægen, så afslører studierne under alle omstændigheder, at man ikke opnår bedre sundhed med systematiske sundhedstjek. Tværtimod ser det ud til, at sundhedstjek kan skade.

»En forudsætning for at indføre et systematisk sundhedstjek, der screener raske mennesker for tegn på sygdom, er at man er sikker på, at det gavner mere, end det skader. Men den forudsætning er ikke opfyldt. Vi fandt ingen gavnlig effekt. Tværtimod fandt vi tegn på overdiagnostik, som gør raske mennesker til patienter,« siger Karsten Juhl Jørgensen.

At sundhedstjek kan føre til overdiagnostik er et velkendt problem. Mange af de instrumenter og metoder, lægerne bruger til helbredsundersøgelser, er nemlig så følsomme, at de kan afsløre den mindste anormalitet i hjerterytme og helt nede på celleniveau kan finde tilstande, som tyder på sygdom. Men selv om man finder sådanne tilstande, kan man ikke nødvendigvis sige, at personen er syg – så længe tilstanden slumrer er den ikke farlig og giver ingen symptomer. Forestil dig f.eks., at en kvinde tager imod tilbuddet om et sundhedstjek og får konstateret en lille knude i sit ene bryst af lægen. Lægen sender kvinden til mammografiscreening, hvor man ganske rigtigt finder en knude og udtager en biopsi. Vævsprøverne viser, at der er tale om carcinoma in situ, som er den tidligste form for kræft. Men da carcinoma in situ kun en gang imellem udvikler sig til rigtig kræft, der kan true helbredet, stiller det kvinden i et dilemma. Hun kan lade knuden fjerne og få skamferet sit bryst – eller hun kan leve med tanken om, at hun lider af en potentielt farlig sygdom.

Vi skal alle dø

Sådanne dilemmaer har John Brodersen kortlagt mange af igennem sit job som lektor ved Institut for Folkesundhed på Københavns Universitet. Han forsker i, hvilke skadevirkninger sundhedstjek og screeningsprogrammer har for raske.

»Det ligger i vores kultur, at det er bedre at forebygge end at helbrede, og udfordringen er derfor at spore sygdomme så tidligt som muligt. Men i realiteten kan mange sygdomme opdages for tidligt. Mange af tilstandene udvikler sig aldrig til noget farligt og bliver derfor heller ikke til gene. Det gør en unødig diagnose derimod. Den kan føre til overbehandling, medføre angst og påvirke forholdet til det sociale netværk,« pointerer han.

Han synes, det er ærgerligt, at man satser så meget på forebyggende sundhedstjek. Forfølger man idéen, vil man nærme sig forholdene i USA, hvor sundhedssystemet i høj grad er tunet ind på at holde øje med de raske. USA har de mest aggressive screeningsprogramer med tilbud om at blive tjekket for alt fra depression over diabetes til tarmkræft, og det er også det land i verden, der har de største sundhedsomkostninger. Det har dog ikke fået borgerne til at leve længere. Hvor en nordmand eller en japaner i gennemsnit lever 84 år, bliver en amerikaner typisk kun 76, selv om sundhedsudgifterne per borger er betydeligt højere.

»Faktum er, at vi alle sammen har en risiko for at dø af alt muligt. Og risikoen for at dø er 100 procent. Så det her med sundhedstjek og screeninger er en illusorisk kamp mod døden. Pudsigt nok vil samfundet gerne bruge mange millioner på at spore tidlig sygdom, selv om det ikke gavner i et folkesundhedsperspektiv. Men man vil ikke røre ved rygningen, hvor der ellers er virkelig meget at hente. Hvis man vil forebygge dødsfald, så skal man sætte ind med restriktioner på salg af tobak. Alt andet betyder i det store og hele ingenting,« siger John Brodersen.

Sundhedsminister Astrid Kragh har set de nye resultater fra Det Nordiske Cochrane Center og oplyser, at SF nu lægger det systematiske sundhedstjek på is.

Så selv med et gedigent sundhedstjek, har forslaget tilsyneladende ikke de store chancer for at overleve.